Dokumenter, baggrund & analyse

Sykes-Picot-aftalen er formentlig det bedste eksempel på de europæiske stormagters imperialistiske politik i Mellemøsten i slutningen af Den første Verdenskrig. På den ene side havde briterne via sin højkommissær i Kairo ført forhandlinger med den arabiske Sharif Hussein af Mekka, hvilket efterfølgende har fået mange arabere til at tro, at Storbritannien havde lovet dem området. På den anden side udstedte den britiske duenrigsminister en deklaration, der fik jøderne til at tro, at de var på vej til at få deres egen stat. Altimens forhandlede briterne, franskmændene og i begyndelsen også russerne om, hvordan de skulle dele området op imellem sig selv.

Dette dokument er i virkeligheden tidligere end Balfour-deklarationen fra 1917, alligevel placerer jeg et her senere. Det gør jeg, fordi Sykes-Picot-aftalen var hemmelig, og først blev kendt langt senere. Så da jøderne forhandlede Balfour-deklarationens tekst med briterne, vidste de ikke noget om, at briterne allerede havde forhandlet områdets fremtid til anden side. Denne hemmelige udveksling af diplomatiske noter viser hvordan de så fremtiden for resterne af Det osmanniske Imperium efter krigen.

I Balfour-deklarationen lover den britiske regering, at den vil hjælpe jøderne med at få sig, som det hedder, "et nationalt hjem" i Palæstina. Selvom ingen rigtig ved præcist hvad et nationalt hjem er, så anser Verdens-Zionistbevægelsen dokumentet som en afgørende milepæl i den jødiske nationalbevægelses kamp for oprettelsen af en jødisk stat.

Briterne giver også territorielle løfter til jøderne. Et afgørende diplomatisk dokument er Balfour-deklarationen. Den blev udformet som et brev af den daværende britiske udenrigsminister Arthur James Balfour til Lord Rothschild, og blev set som udtryk for den britiske Palæstina-politik i forhold til den zionistiske bevægelses kamp for at få oprettet en jødisk stat.

Mange vil i dag se de daværende stormagters imperialistiske politik i Det Osmanniske Imperium sidste tid som nogle af rødderne til nutidens konflikt i Mellemøsten. Det er givetvis ganske korrekt, men det er vanskeligt at komme med dagens moralske normer for udenrigspolitisk opførsel, og så overføre dem på tiden under og lige efter Den første Verdenskrig. Hvad de to europæiske stormagter Storbritannien og Frankrig foretog sig i Mellemøsten var stort set den måde stormagter opførte sig på. Med USA's begyndende entre på den storpolitiske scene begyndte visse ting at ændre sig. Den amerikanske præsident Wilson opstillede en række punkter, der skulle bringe et mål af stik ind i udenrigspolitikken. Men – nok så sigende – skulle denne Wilson-doktrin ikke gælde i den vestlige hemisfære, hvor USA havde sin egen interessesfære.

Hussein-McMahon-korrespondancen er en brevveksling, som i alt består af 10 diplomatiske noter, og som strækker sig over perioden fra den 14. juli 1915 indtil den 30. marts 1916.
     I brevvekslingen diskuteres det imellem de to, under hvilke omstændigheder Sharif Hussein vil alliere sig med Storbritannien og samle araberne under sin ledelse i en egentlig guerillakrig eller militær offensiv imod de tyrkiske myndigheder.

Mange vil mene, at den arabisk-israelske konflikt har sine rødder tilbage i tiden omkring Det osmanniske Imperiums sammenbrud og de europæiske kolonimagters fremtrængen i Mellemøsten i årene lige efter Den første Verdenskrig. Dette er en kort gennemgang af den historiske periode.

Konflikten år for år: Perioden fra de første zionister ankommer, over Det osmanniske Imperiums fald, Det britiske Mandat og frem til afstemningen i FNs Generalforsamling om Palæstinamandatets fremtid.

Zionismen er den nationale ideologi, der ligger til grund for den moderne jødiske tilbagevendelse til jødernes historiske hjemland. Men den moderne politiske zionisme har sine rødder både i den jødiske religion, i omverdenens jødehad og i den europæiske nationalisme i slutningen af 1700-tallet og et århundrede frem. Den israelske forfatter Amos Elon har sagt, at zionismens store problem er, at den kom 60-70 år for sent i forhold til den europæiske nationalisme. Var Israel blevet grundlagt godt og vel et halvt århundred tidligere, ville ingen have hævet et øjenbryn. Men i midten af 1900-tallet havde verden ændret sig, og oprettelsen af den jødiske stat forbliver omstridt.

Israel-Palæstinakonflikten er et kæmpemæssigt, kompliceret problemkompleks, som det kan være meget svært at skabe sig et fornuftigt overblik over. Derfor skal jeg her forsøge at skære konfliktens historie op i nogle mere overskuelige bidder, vel vidende at det også betyder, at man må ”skøjte henover” sider af historien, andre måske også opfatter som centrale. Men andre steder på denne hjemmeside vil vi forsøge at gå mere i detaljer, for dem der har brug for det. Konflikten har haft mange faser og stadier. Og parternes mål og midler har ændret sig op igennem tiden.