Udenrigsministeriets TEMA:

Fredsprocessen i Mellemøsten

 

FORORD

Mellemøsten har gennem århundreder påkaldt sig international bevågenhed. Den vestlige civilisation er opstået ved det østlige Middelhav. Jødedommen, kristendommen og islam har deres oprindelse i det område. Ikke mindst i dette århundrede, hvor krig og uro har præget de indbyrdes relationer mellem områdets stater og befolkningsgrupper, har Mellemøsten tiltrukket sig stor opmærksomhed.

 
 
Niels Helveg Petersen: Danmarks udenrigsminister i næsten otte år fra 1993-2000. Samme periode som fredsprocessen i Mellemøsten.
Det internationale samfund har både en ideel interesse og en egeninteresse i at støtte parterne frem mod en retfærdig, samlet og varig fred i regionen. Imidlertid opnås ingen varige fremskridt uden parternes egen forhandlingsvilje. Efter den kolde krigs ophør indledtes i 1991 den mellemøstlige fredsproces. Siden da har processen været præget af op- og nedture. Mistilliden mellem parterne er stor. For alle parter står væsentlige spørgsmål på spil, men udviklingen går i den rigtige retning.

At medvirke til at skabe fred og samarbejde har traditionelt haft en fremtrædende plads i dansk udenrigspolitik også for herigennem at sikre en politisk, økonomisk og social bæredygtig udvikling. Hertil kommer, at med den mellemøstlige regions geografiske nærhed vil Danmark uvægerligt mærke til følgerne af undertrykkelse, konflikt og konfrontation.

Danmark har traditionelt gode forbindelser til de forskellige stater og befolkningsgrupper i den mellemøstlige region. Ud over den politiske støtte til den mellemøstlige region yder Danmark overgangsbistand til Gaza/Vestbredden og regional bistand til Mellemøsten. Formålet er både at bidrage til en stabil social og økonomisk udvikling i regionen og at medvirke til at fremme dialog, samarbejde og gensidig forståelse mellem parterne.

Med “Fredsprocessen i Mellemøsten” er det ønsket at medvirke til at udbrede kendskabet til et emne, der vejer tungt på den internationale dagsorden.

Udenrigsministeriet, december 1999

Niels Helveg Petersen
Udenrigsminister



 

 
 
Det jødiske tempel i Jerusalem, som blev ødelagt af romerne i år 70.

HISTORISK BAGGRUND

Den mellemøstlige konflikt er nært knyttet til forholdet mellem de arabiske og jødiske folk og især staten Israels dannelse i 1948 i det daværende britiske mandatområde, Palæstina. 

Det jødiske folks historiske tilknytning til området mellem Middelhavet og Jordan-floden kan spores tilbage til ca. 2.000 år f.Kr. Egentlig jødisk statsdannelse skete i form af små-kongedømmer i to perioder. Den første periode varede fra omkring det 12. århundrede til 586 f.Kr., hvor babylonerne erobrede Jerusalem. Området blev herefter en provins i det persiske rige. Anden periode varede fra 538 f.Kr. til 332 f.Kr., hvor Alexander den Store erobrede området. Alexanders og Ptolemeus’ efterfølgere blev afløst af et romersk styre fra 64 f.Kr. Et jødisk oprør i 70 e.Kr. blev undertrykt, og romerne afskaffede den tilbageværende rest af jødisk selvstyre. Efter Romerrigets deling blev området styret af vekslende magter: byzantinere, arabere, kristne korsfarere, mamelukker og tyrker (osmannere).

Palæstina var indtil slutningen af Første Verdenskrig en del af det osmanniske rige og havde dengang en overvejende arabisk befolkning. Araberne var i hovedsagen muslimer, men et stort mindretal var kristne.

Under Første Verdenskrig fik Storbritannien i krigen mod tyrkerne stor støtte af en arabisk hær (“Det Store Arabiske Oprør”) under ledelse af hashemitterne fra Hejaz (den vestlige del af den arabiske halvø), der i den forbindelse blev stillet i udsigt af Storbritannien, at alle araberne i Mellemøsten ville få deres uafhængighed efter krigen.

 
 
Balfour-deklarationen

Under indtryk af jødeforfølgelserne i Europa, især i Rusland, grundlagdes i slutningen af 1800-tallet den zionistiske bevægelse, hvis hovedmål var at sikre en jødisk immigration til Palæstina og oprettelsen af en selvstændig jødisk stat. Bevægelsen dannede baggrund for immigrationen af jøder til det palæstinensiske område, hvis jødiske befolkning steg betydeligt i årene fra århundredskiftet og frem til dannelsen af staten Israel. I 1918 var der omkring 56.000 jøder i Palæstina af en befolkning på 700.000; i 1944 554.000 af en befolkning på 1.764.000.

Storbritannien, der efter Første Verdenskrig overtog bl.a. Palæstina som mandatområde under det daværende Folkeforbunds tilsyn, havde i 1917 forpligtet sig til at støtte oprettelsen af et jødisk hjem i Palæstina. Det skete ved den såkaldte Balfour Deklaration – opkaldt efter den daværende britiske udenrigsminister Lord Balfour. I deklarationen blev det også understreget, at oprettelsen af et nationalt hjem for det jødiske folk i Palæstina ikke måtte skade de bestående borgerlige og religiøse rettigheder for de eksisterende ikke-jødiske samfund i Palæstina.

I årene efter Første Verdenskrig tog den betydelige jødiske immigration til. Det – sammenholdt med en voksende spænding mellem jøder og arabere – gjorde det vanskeligt for briterne at opretholde kontrollen med landet.

I lyset af jødeforfølgelserne og holocaust i Europa voksede fra zionistisk side kravet om oprettelse af en selvstændig jødisk stat i Palæstina. Den arabiske befolkning krævede, at hele Palæstina blev en verdslig demokratisk stat med lige ret for alle tre monoteistiske religioner. I en sådan stat ville der være et arabisk flertal. Storbritannien overlod i 1947 ansvaret for Palæstina til FN, uden at der hermed var truffet afgørelse om områdets fremtidige status.

 
 
Jubel i Tel Aviv efter FN-afstemningen om delingen af Palæstina-mandatet i 1947

Oprettelse af staten Israel
På FN’s generalforsamling i november 1947 blev der vedtaget en plan for Palæstinas deling. Efter omverdenens opfattelse ville en samlet stat medføre fortsat vold og strid. Endvidere ville det ikke give jøderne den sikkerhed, som de burde have efter holocaust. Delingsplanen tog udgangspunkt i den daværende befolknings geografiske fordeling. Med planen anbefaledes en deling af Palæstina i en uafhængig arabisk stat (opdelt i fire områder) og en uafhængig jødisk stat (opdelt i tre områder). Den jødiske stats geografiske udstrækning ville blive på lidt over 50 procent af området. Byen Jerusalem og nærmeste omegn skulle have særlig status (“corpus separatum”), være demilitariseret, neutral og styret af en FN-udpeget guvernør. De to stater og Jerusalem skulle indgå i en fælles økonomisk union.

Planen blev vedtaget som resolution 181 (se boks). Bl.a. USA, USSR og de fleste europæiske lande, herunder Danmark, stemte for delingsplanen. Storbritannien var blandt dem, der undlod at stemme, og bl.a. de muslimske lande, Indien og Grækenland stemte imod en deling af Palæstina. Repræsentanter for den jødiske befolkning i Palæstina gav tilslutning til planen, mens repræsentanter for den arabiske befolkning ikke ville anerkende resolutionens gyldighed og FN’s kompetence. Den arabiske befolkning så ethvert forsøg på oprettelse af en jødisk stat som en angrebshandling, man i selvforsvar ville modsætte sig med magt.


UNITED NATIONS GENERAL ASSEMBLY RESOLUTION 181
29 November 1947


The General Assembly,

Having met in special session at the request of the mandatory Power to constitute and instruct a special committee to prepare for the consideration of the question of the future government of Palestine at the second regular session,

Having constituted a Special Committee and instructed it to investigate all questions and issues relevant to the problem of Palestine, and to prepare proposals for the solution of the problem, and

Having received and examined the report of the Special Committee (document A1364) including a number of unanimous recommendations and a plan of partition with economic union approved by the majority of the Special Committee,

Considers that the present situation in Palestine is one which is likely to impair the general welfare friendly relations among nations,

Takes note of the declaration by the mandatory Power that it plans to complete its evacuation of Palestine by 1 August 1948,

Recommends to the United Kingdom, as the mandatory Power for Palestine and to all other Members of the United Nations, the adoption and implementation, with regard to the future government of Palestine, of the Plan of Partition with Economic Union set out below,

Requests that
(a) The Security Council take the necessary measures as provided for in the plan for its implementations;
(b) The Security Council consider, if circumstances during the transitional period require such consideration, whether the situation in Palestine constitutes a threat to the peace. If it decides that such a threat exists, and in order to maintain international peace and security, the Security Council should supplement the authorisation of the General Assembly by taking measures, under Articles 39 and 41 of the Charter, to empower the United Nations Commission, as provided in this resolution, to exercise in Palestine the functions which are assigned to it by this resolution;

(c) The Security Council determine as a threat to peace, breach of the peace or act of aggression, in accordance with Article 39 of the Charter, any attempt to alter by force the settlement envisaged by this resolution;

(d) The Trusteeship Council be informed of the responsibilities envisaged for it in this plan;

Adopted at the 128th plenary meeting by 33 votes against 13, with 10 abstentions.

(Der forligger ikke officielle danske oversættelser af de resolutioner, som i dette tema-hæfe er gengivet på engelsk.)


 

Under henvisning til FN’s resolution 181 proklamerede de jødiske ledere i Palæstina staten Israels oprettelse den 14. maj 1948. På det tidspunkt var den jødiske befolkning i Palæstina på 650.000. Premierminister for en provisorisk regering blev David Ben Gurion.

 
 
Palæstinensiske flygtninge i 1948

Udråbelsen af en israelsk stat affødte en umiddelbar reaktion fra arabisk side, idet Libanon, Syrien, Transjordanien (det nuværende Jordan), Irak og Egypten samtidig gik i krig mod Israel. Ved en række våbenstilstandsoverenskomster i 1949 mellem Israel og de respektive arabiske lande lykkedes det at få indstillet alle krigshandlinger. Israel havde i krigen vundet en militær sejr over de angribende naboer og fået kontrol med 20 procent mere land i Palæstina end det, der var tildelt den jødiske stat i FN’s delingsplan. Som følge af krigen blev Jerusalem de facto delt i en israelsk vestlig og en arabisk østlig del.
 
Som følge af krigshandlingerne i 1948-49 forlod omkring 700.000 arabiske flygtninge det, der blev israelsk område, og tog til Gaza, Vestbredden, Jordan, Libanon eller Syrien, hvor de blev bosat i flygtningelejre. Det blev indledningen til det palæstinensiske flygtningeproblem, som siden kom til at præge relationerne mellem landene i regionen. Flygtningene og deres efterkommere udgør i dag godt 3,6 millioner. I december 1948 vedtog FN’s generalforsamling resolution 194 (se boks), hvorefter de palæstinensiske flygtninge, der ønskede at vende hjem og leve i fred med deres naboer, havde ret hertil, og at de flygtninge, der ikke ønskede at vende hjem, havde ret til erstatning for deres ejendom.


UNITED NATIONS GENERAL ASSEMBLY RESOLUTION 194
11 December 1948


The General Assembly

Having considered further the situation in Palestine,
1. Expresses its deep appreciation of the progress achieved through the good offices of the late United Nations Mediator in promoting a peaceful adjustment of the future situation of Palestine, for which cause he sacrificed his life; and Extends its thanks to the Acting Mediator and his staff for their continued efforts and devotion to duty in Palestine;
2. Establishes a conciliation Commission consisting of three state members of the United Nations which shall have the following functions:
a) To assume, in so far as it considers necessary in existing circumstances, the functions given to the United Nations Mediator on Palestine by resolution 186 (S-2) of the General Assembly of 14 May 1948;
b) To carry out the specific functions and directives given to it by the present resolution and such additional functions and directives as may be given to it by the General Assembly or by Security Council;
c)    To undertake, upon the request of the Security Council, any of the functions now assigned to the United Nations Mediator on Palestine or to the United Nations Truce Commission by resolutions of the Security Council; upon such request to the Conciliation Commission by the Security Council with respect to all the remaining functions of the United Nations Mediator on Palestine under Security Council resolutions, the office of the Mediator shall be terminated;
3. Decides that a Committee of the Assembly, consisting of China, France, the Union of Soviet Socialist Republics, the United Kingdom and the United States of America, shall present, before the end of the first part of the present session of the General Assembly, for the approval of the Assembly, a proposal concerning the names of the three States which will constitute the Conciliation Commission;
4. Requests the Commission to begin its functions at once, with a view to establishment of contact between the parties themselves and the Commission at the earliest possible date;
5. Calls upon the Governments and authorities concerned to extend the scope of the negotiations provided for in the Security Council’s resolution of 16 November 1948 and to seek agreement by negotiations conducted either with the Conciliation Commission or directly, with a view to the final settlement of all questions outstanding between them;
6. Instructs the Conciliation Commission to take steps to assist the Governments and authorities concerned to achieve a final settlement of all questions outstanding between them;
7. Resolves that the Holy Places – including Nazareth – religious buildings and sites in Palestine should be protected and free access to them assured, in accordance with existing rights and historical practice; that arrangements to this end should be under effective United Nations supervision; that the United Nations Conciliation Commission, in presenting to the fourth regular session of the General Assembly its detailed proposals for a permanent international regime for the territory of Jerusalem, should include recommendations concerning the Holy Places in that territory; that with regard to the Holy Places in the rest of Palestine the Commission should call upon the political authorities of the areas concerned to give appropriate formal guarantees as to the protection of the Holy Places and access to them; and that these undertakings should be presented to the General Assembly for approval;
8. Resolves that, in view of its association with three world religions, the Jerusalem area, including the present municipality of Jerusalem plus the surrounding villages and towns, the most eastern of which shall be Abu Dis; the most southern, Bethlehem; the most western, Ein Karem (including also the built-up area of Motsa); and the most northern, Shu’fat, should be accorded special and separate treatment from the rest of Palestine and should be placed under effective United Nations control;
 Requests the Security Council to take further steps to ensure the demilitarization of Jerusalem at the earliest possible date;
 Instructs the Conciliation Commission to present to the fourth regular session of the General Assembly detailed proposals for a permanent international regime for the Jerusalem area which will provide for the maximum local autonomy for distinctive groups consistent with the special international status of the Jerusalem area;

The Conciliation Commission is authorized to appoint a United Nations repre-sentative who shall co-operate with the local authorities with respect to the
interim administration of the Jerusalem area;

9. Resolves that, pending agreement on more detailed arrangements among the Governments and authorities concerned, the freest possible access to Jerusalem by road, rail or air should be accorded to all inhabitants of Palestine;
 Instructs the Conciliation Commission to report immediately to the Security Council for appropriate action by that organ, any attempt by any party to impede such access;
10. Instructs the Conciliation Commission to seek arrangements among the Governments and authorities concerned which will facilitate the economic development of the area, including arrangements for access to ports and airfields and the use of transportation and communication facilities;
11. Resolves that the refugees wishing to return to their homes and lives at peace with their neighbours should be permitted to do so at the earliest practicable date, and that compensation should be paid for the property of those choosing not to return and for loss of or damage to property which, under principles of international law or in equity, should be made good by the Governments or authorities responsible;
 Instructs the Conciliation Commission to facilitate the repatriation, resettlement and economic and social rehabilitation of the refugees and the payment of compensation, and to maintain close relations with the Director of the United Nations Relief for Palestine Refugees and, through him with the appropriate organs and agencies of the United Nations;
12. Authorities the Conciliation Commission to appoint such subsidiary bodies and to employ such technical experts, acting under its authority, as it may find necessary for the effective discharge of its functions and responsibilities under the present resolution;
 
 The Conciliation Commission will have its official headquarters at Jerusalem. The authorities responsible for maintaining order in Jerusalem will be responsible for taking all measures necessary to ensure the security of the Commission. The Secretary-General will provide a limited number of guards for the protection of the staff and premises of the Commission;

13. Instructs the Conciliation Commission to render progress reports periodically to the Secretary-General for transmission to the Security Council and to the members of the United Nations;
14. Calls upon all Governments and authorities concerned to co-operate with the Conciliation Commission and to take all possible steps to assist in the implementation of the present resolution;
15. Request the Secretary-General to provide the necessary staff and facilities and to make appropriate arrangements to provide the necessary funds required in carrying out the terms of the present resolution.

Hundred and eighty-sixth plenary meeting, 11 December 1948


 

Af de tilbageværende to, formindskede, arabiske områder i Palæstina kom Gaza i egyptisk besiddelse, mens Vestbredden inklusive Øst-Jerusalem kom under jordansk kontrol. I 1950 annekterede Jordan officielt Vestbredden. Et flertal af den arabiske befolkning her havde under en forudgående folkeafstemning stemt for tilslutning til Jordan. Storbritannien anerkendte med det samme Jordans annektering af Vestbredden. Imidlertid var kritikken fra Den Arabiske Liga skarp. Ligaen var imod annektering af palæstinensisk land og integrering af de palæstinensiske flygtninge. Jordans annektering kunne blive opfattet som en forløber for en egentlig anerkendelse af staten Israel. Forholdet mellem Jordan og de palæstinensiske flygtninge skulle siden vise sig at blive anspændt.

Våbenstilstandsoverenskomsterne fra 1949 skabte ingen fred i Mellemøsten. Staten Israels grundlæggelse blev indledningen til den arabisk-israelske konflikt og det palæstinensiske problem, som i de efterfølgende år affødte en række krige og terrorhandlinger.

I de forudgående århundreder var et større antal jøder flygtet fra forfølgelserne i de kristne lande og havde slået sig ned i de muslimske lande, idet muslimerne var langt mere tolerante over for de andre monoteistiske religioner end de kristne. Men med Israels oprettelse blev de arabiske jøder mistænkt for at støtte Israel mod araberne, og der udbrød jødeforfølgelser i de arabiske lande, som medførte, at de fleste jøder derfra tog til Israel.

Som reaktion på Egyptens nationalisering af Suez-kanalen angreb Israel – i en fælles fransk-britisk-israelsk aktion – i oktober 1956 Egypten på Sinai-halvøen og trængte frem mod Suez-kanalen. Under internationalt pres greb FN ind, og Israel måtte i marts 1957 trække sine tropper tilbage fra Sinai og Gaza. Herefter overtog FN bevogtningen af den israelsk-egyptiske grænse. Krigen i 1956 bidrog ikke til en forbedring af det spændte forhold, som eksisterede mellem Israel og dets nabolande, og den understregede for araberne Israels militære overlegenhed og vilje til at føre krig, når det følte sig truet.

 
 
Yassir Arafat's ternede tørklæde og skæggede ansigt var i årtier varemærket for PLO og den palæstinensiske væbnede kamp.

Dannelsen af Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO)
Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) blev dannet i 1964. Bag etableringen stod Den Arabiske Liga. Det erklærede mål var at generobre Israel med magt. Jordan, der anså etableringen af PLO som en trussel mod landets suverænitet over Vestbredden, forsøgte forgæves – som eneste medlem af Den Arabiske Liga – at modvirke PLO’s dannelse. Men de øvrige arabiske lande var fortsat imod Jordans forsøg på alene at varetage de palæstinensiske interesser.
 
I de første år var PLO under politisk indflydelse fra Egypten. Med tiden blev bevægelsen – også af den øvrige arabiske verden – betragtet som det palæstinensiske folks eneste retmæssige repræsentant. I 1969 lykkedes det Fatah-organisationen og dens leder Yasser Arafat at få kontrollen med PLO. Fatah, der bestod af unge palæstinensiske aktivister, havde siden dannelsen i 1957 skabt opmærksomhed om den palæstinensiske sag ved terroranslag mod israelsk territorium. Den tiltagende palæstinensiske organisering var samtidig udtryk for en begyndende palæstinensisk selvforståelse. Arafat blev PLO’s formand.

Krigen i 1967 (se næste afsnit) medførte bl.a., at mange palæstinensere fra Vestbredden og mange palæstinensiske flygtninge, der var bosat dér, drog til Jordan (Østbredden). Mange af palæstinenserne i Jordan deltog aktivt i PLO’s aktioner mod de israelske tropper og anlæg vest for Jordan-floden, som udløste israelske modangreb og sabotagehandlinger. Jordan og PLO vandt et kamp-vognsslag mod Israel ved Karameh øst for Jordan-floden den 21. marts 1968, og denne første arabiske militære sejr over Israel spiller en stor rolle i Jordans selvforståelse.

Jordan ønskede imidlertid ro i forhold til Israel og søgte at kontrollere PLO’s aktiviteter og at forhindre, at PLO blev en stat i staten, eller at PLO overtog den reelle magt i Jordan. Det medførte et væbnet modsætningsforhold, som kulminerede i en egentlig borgerkrig fra september 1970 (“Sorte September”). Kampene endte i april 1971 med regeringstroppernes sejr. Som en følge heraf flyttede PLO’s ledelse og mange guerillaer til Libanon, hvorfra de fortsatte den væbnede kamp mod Israel.

Først da Jordans Kong Hussein i 1988 frasagde sig jordansk suverænitet over Vestbredden, kunne forholdet mellem Jordan og PLO normaliseres.

 
 
Israels forsvarsminister Moshe Dayan (i midten) og generalstabschef Yitzhak Rabin (th) i Jerusalem's Gamle Bydel efter erobringen i juni 1967.

Krigen i 1967
Fra midten af 1960’erne forstærkedes den arabisk-israelske konflikt: Fatah gennemførte guerillaaktioner mod Israel; Syrien og Libanon begyndte at anlægge kanaler og pumpestationer, der skulle holde det vand, der naturligt løb ind i det nordlige Israel, tilbage i Syrien og Libanon; Egypten bad FN-styrken langs den egyptisk-israelske grænse om at forlade området; og Egypten lukkede Tiran-strædet (indsejlingen til Aqaba-bugten) for israelsk skibsfart på Eilat havn. Især risikoen for at blive berøvet det meste af sine forsyninger med fersk vand, men også lukningen af Tiran-strædet, var for Israel en legitim grund til at føre krig (“casus belli”).

Tidligt om morgenen den 5. juni 1967 angreb Israels luftvåben luftbaser i Egypten, Jordan, Syrien og Irak, og Israels hær angreb ind i Egypten. Den 10. juni 1967 havde Israel erobret Gaza, Vestbredden, Sinai og Golan. Tiran-strædet kunne genåbnes, og risikoen for, at vandet fra Golan blev anvendt i Syrien i stedet for i Israel, var afværget. Desuden var mere end hele det gamle Palæstina nu i israelsk besiddelse.

Krigens gang blev af araberne oplevet som endnu en katastrofe og ydmygelse og af israelerne som et bevis på deres styrke til selv at kunne imødegå ydre trusler mod landets eksistens.

I lyset af krigen vedtog FN’s Sikkerhedsråd resolution nr. 242 (se boks). Den endelige resolutionstekst kom til at afspejle de forskellige holdninger, der eksisterede til den israelsk-arabiske konflikt blandt Sikkerhedsrådets medlemsstater. Det blev fastslået, at erhvervelse af territorium gennem krig var utilladeligt, at en retfærdig og varig fred måtte omfatte bl.a. en tilbagetrækning af de israelske styrker fra besatte områder i 1967, ophør af krigstilstand og anerkendelse af alle staters (også Israels) suverænitet, territoriale integritet, politiske uafhængighed og ret til at leve i fred inden for sikre og anerkendte grænser uden trusler om eller anvendelse af magt, og at det var nødvendigt at finde en retfærdig løsning på flygtningeproblemet.

Ingen af de regionale parter var specielt tilfredse med denne tekst, som de udlagde forskelligt. Desuden var spørgsmålet, af hvem og hvordan der skulle forhandles, uløst.
 



UNITED NATIONS SECURITY COUNCIL RESOLUTION 242
22 November 1967


The Security Council,

Expressing its continuing concern with the grave situation in the Middle East,

Emphasizing the inadmissibility of the acquisition of territory by war and the need to work for a just and lasting peace in which every State in the area can live in security,

Emphasizing further that all Member States in their acceptance of the Charter of the United Nations have undertaken a commitment to act in accordance with Article 2 of the Charter,

1. Affirms that the fulfilment of Charter principles requires the establishment of a just and lasting peace in the Middle East which should include the application of both the following principles:
(I) Withdrawal of Israel armed forces from territories occupied in the recent conflict;
(II) Termination of all claims or states of belligerency and respect for and acknowledgement of the sovereignty, territorial integrity and political independence of every State in the area and their right to live in peace within secure and recognised boundaries free from threats or acts of force;
2. Affirms further the necessity:
(a) For guaranteeing freedom of navigation through international waterways in the area;
(b) For achieving a just settlement of the refugee problem;
(c) For guaranteeing the territorial inviolability and political independence of every State in the area, through measures including the establishment of demilitarised zones;
3. Requests the Secretary General to designate a Special Representative to proceed to the Middle East to establish and maintain contacts with the States concerned in order to promote agreement and assist efforts to achieve a peaceful and accepted settlement in accordance with the provisions and principles in this resolution;
4. Requests the secretary-general to report to the Security Council on the progress of the efforts of the Special Representative as soon as possible.

Adopted unanimously at the 1382nd meeting



 

Om end der i årene efter 1967-krigen var politisk konsensus i Israel om at levere dele af de erobrede områder tilbage som led i en mere overordnet fredsaftale med de arabiske naboer, indlemmede Israel hurtigt Øst-Jerusalem og tilstødende områder i Israel og iværksatte bosættelser i alle de besatte områder (Gaza, Vestbredden, Sinai og Golan). Senere blev israelsk lovgivning indført på Golan. Siden Israels dannelse i 1948 havde tilstrømningen af jøder været stor, og bosættelserne blev set som en naturlig del af opbygningen af Israel.

På et arabisk topmøde i Khartoum 29. august til 3. september 1967 vedtog de arabiske stater de tre nej’er: nej til at forhandle med Israel; nej til at anerkende Israel; og nej til at underskrive fredstraktater med Israel. De arabiske stater krævede, at FN skulle finde en løsning. Israel på sin side krævede direkte, bilaterale forhandlinger med sine naboer.  

 
 
Den israelske hær i Sinai-ørkenen blev i første omgang tvunget i defensiven under krigen i oktober 1973.

Krigen i 1973
Efter de store nederlag i krigen i 1967 søgte de arabiske lande – især Egypten og Syrien – revanche og militær oprejsning gennem en ny krig med Israel. Egypten havde også det mål at tvinge Israel så langt tilbage, at Suez-kanalen kunne genåbnes.

I oktober 1973 angreb Syrien og Egypten Israel på Yom Kippur (den jødiske forsoningsfest, som er den helligste dag i jødedommen), hvor de israelske stillinger var tyndt bemandede. I krigens første dage trængte Egypten over Suez-kanalen og rykkede ind i Sinai, mens Syrien tilbageerobrede det meste af Golan. Takket være Israels forsvarsvilje, effektiviteten af det israelske forsvar og massive leverancer af udstyr fra USA var Israel i stand til at vende krigens gang, foretage et modangreb vest for Suez-kanalen og generobre hele Golan. Krigen medførte en øget israelsk afhængighed af USA med hensyn til militære leverancer og økonomisk bistand.

Under krigen vedtog FN’s Sikkerhedsråd resolution 338 (se boks), der stadfæstede Sikkerhedsrådets resolution 242 som udgangspunkt for fred i Mellemøsten.


UNITED NATIONS SECURITY COUNCIL RESOLUTION 338
22 October 1973


The Security Council

1. Calls upon all parties to the present fighting to cease all firing and terminate all military activity immediately, no later than 12 hours after the moment of the adoption of this decision, in the positions they now occupy;
2. Calls upon the parties concerned to start immediately after the cease-fire the implementation of Security Council resolution 242 (1967) in all of its parts;
3. Decides that, immediately and concurrently with the cease-fire, negotiations shall start between the parties concerned under appropriate auspices aimed at establishing a just and durable peace in the Middle East.

Adopted at the 1747th meeting by 14 votes to none.


 

Ved våbenhvileforhandlingerne i 1974 opnåede Egypten at få kontrol med en stribe land øst for Suez-kanalen og Syrien at få Kuneitra by tilbage. På begge våbenstilstandslinier blev der indsat FN-tropper mellem parterne, der påtog sig begrænsninger i de militære styrker op til FN-troppernes områder.

Krigen i 1973 ændrede parternes holdninger: For Israel viste krigen, at et fremskudt forsvar og besiddelse af land ikke i sig selv gav Israel sikkerhed.

Sikkerhed på længere sigt måtte tilvejebringes gennem fred med naboerne. For de arabiske stater viste krigen, at Israel var kommet for at blive, men de indledende sejre gav Egypten og Syrien i egen optik (som slaget i 1968 ved Karameh gav Jordan, og intifada’en i Gaza og på Vestbredden 1987-92 gav palæstinenserne) værdighed til at slutte fred med Israel som ligemænd.

Det var således først efter krigen i 1973, at tanken om en to-stats løsning for det palæstinensiske problem begyndte at blive accepteret af araberne. Accepten skete reelt ved, at de arabiske lande efter krigen accepterede Sikkerhedsrådets resolutioner 242 og 338 som grundlaget for fred i Mellemøsten. Som nævnt understreges i resolutionerne princippet om land for fred, idet det fremgår, at erhvervelse af territorier ved krig er utilladeligt, at Israel skal trække sig tilbage fra territorier besat i 1967, og at Israel og alle andre stater i området har ret til at leve i fred inden for sikre og anerkendte grænser uden trusler om eller udøvelse af magt. PLO accepterede disse resolutioner som den sidste på arabisk side i 1988.

 
 
Underskrivelsen af fredsaftalen mellem Israel og Eftpten i 1979.

Fredsaftale mellem Israel og Egypten i 1979
Som resultat af krigen i 1973 og efter intense forhandlinger, der indledtes med Egyptens præsident Anwar Sadats besøg i Jerusalem i november 1977, men især under forsæde af den daværende amerikanske præsident Carter i Camp David i USA, indgik Egypten som første arabiske land en fredsaftale med Israel i marts 1979. Aftalen fastlagde den gradvise israelske militære tilbagetrækning fra hele Sinai. Tilbagetrækningen tilendebragtes i april 1982, og sideløbende hermed etableredes formelt korrekte forbindelser mellem Egypten og Israel.

Foruden at regulere de bilaterale relationer mellem de to lande indeholdt fredsaftalen bestemmelser om den fremtidige status for Gaza og Vestbredden, herunder hvorledes et nyvalgt palæstinensisk selvstyreråd gradvist skulle overtage den israelske militærregerings beføjelser i de pågældende områder. Ligeledes forudsås med aftalen, at der inden for en treårig periode skulle blive indledt forhandlinger om de palæstinensiske områders endelige status samt forhandlinger om en fredsaftale mellem Jordan og Israel.

Blandt argumenterne til fordel for tilslutning til aftalens bestemmelser om palæstinensisk selvstyre var, at der hermed ville blive skabt en irreversibel proces, der med tiden ville føre til etableringen af en selvstændig palæstinensisk stat. Imidlertid blev Camp David-aftalen af de arabiske lande set som egyptisk enegang og en undergravning af den palæstinensiske sag. Tilmed havde palæstinensiske organisationer ikke været inddraget i forhandlingerne. Fredsaftalen mellem Israel og Egypten kom derfor på kort sigt ikke til at danne præcedens for forhandlinger om en retfærdig, samlet og varig regional fred. Tværtimod resulterede aftalen i, at de øvrige arabiske lande for en periode afbrød deres diplomatiske forbindelser med Egypten og indledte en politisk og økonomisk boykot af landet.

Konfrontation mellem Israel og Libanon
Relationerne mellem Israel og Libanon blev stadig mere konfliktfyldte. Tilstedeværelsen af et stort antal palæstinensiske flygtninge i Libanon har traditionelt præget forholdet mellem Israel og Libanon. Efter de arabiske staters nederlag i 1967-krigen og overflytningen af PLO’s hovedkvarter fra Amman i Jordan til Beirut i Libanon i 1970 blev Libanon i stadig stigende omfang base for palæsti-nensiske guerillaangreb på Israel. Angrebene førte til hyppige israelske gengældelsesangreb mod Libanon.

Dette medførte voksende spændinger i Libanon mellem især de kristne maronitter og (de muslimske) palæstinensere. I april 1975 startede større kampe mellem de to grupper, der snart udviklede sig til en regulær borgerkrig mellem kristne og muslimer. På opfordring af de kristne rykkede syriske tropper ind i Libanon i 1976 formelt for at standse borgerkrigen, reelt for at bringe PLO og dets styrker under kontrol. Den syriske intervention blev støttet af Den Arabiske Liga.

Borgerkrigen og PLO’s guerillaangreb på Israel lod sig imidlertid ikke standse. Efter et angreb af Fatah mod Tel Aviv i marts 1978 angreb israelske styrker det sydlige Libanon. FN’s Sikkerhedsråd vedtog derefter resolution 425 (se boks), hvori Israel opfordredes til straks og betingelsesløst at trække sine tropper tilbage fra libanesisk territorium samt at ophøre med krigshandlinger rettet mod Libanon. Resolution 425 gav desuden mandat til etableringen af United Nations Interim Force in Southern Lebanon (UNIFIL) med henblik på at opretholde freden i området. UNIFIL er fortsat stationeret i det sydlige Libanon. Fuld implementering af resolution 425 har til stadighed været det libanesiske hovedkrav i forhandlingerne om en fredsaftale med Israel.


UNITED NATIONS SECURITY COUNCIL RESOLUTION 425
19 March 1978


The Security Council,

Taking note of the letters from the Permanent Representative of Lebanon and from the Permanent Representative of Israel;

Having heard the statements of the Permanent Representatives of Lebanon and Israel;

Gravely concerned at the deterioration of the situation in the Middle East and its consequences to the maintenance of international peace;

Convinced that the present situation impedes the achievement of a just peace in the Middle East;

1. Calls for strict respect for the territorial integrity, sovereignty and political independence of Lebanon within its internationally recognised boundaries;
2. Calls upon Israel immediately to cease its military action against Lebanese territorial integrity and withdraw forthwith its forces from all Lebanese territory;
3. Decides, in the light of the request of the Government of Lebanon, to establish immediately under its authority a United Nations interim force for Southern Lebanon for the purpose of confirming the withdrawal of Israeli forces, restoring international peace and security and assisting the Government of Lebanon in ensuring the return of its effective authority in the area, the force to be composed of personnel drawn from Member States;
4. Requests the Secretary General to report to the Council within twenty-four hours on the implementation of the present resolution.

Adopted at the 2074th meeting by 12 votes to none, with 2 abstentions
(Czechoslovakia, Union of Soviet Socialist Republics).


 

I juni 1978 trak de israelske tropper sig tilbage fra det sydlige Libanon og overlod kontrollen til en kristen libanesisk milits, som opretholdt forbindelser med og var afhængig af Israel. I juni 1982 invaderede Israel igen Libanon som en reaktion på guerillaangreb på israelsk territorium fra Sydlibanon. Israel fandt, at PLO’s baser i Libanon måtte fjernes, hvis Israel skulle kunne leve i fred. Israel indtog Beirut og tvang PLO til at rømme byen. Det skønnes, at omkring 14.000 libanesere og palæstinensere, heraf 80 procent civile, blev dræbt under invasionen, heriblandt en stor gruppe palæstinensere bosiddende i Beirut (bydelen Sabra og flygtningelejren Chatila), idet også libanesiske militser benyttede den israelske tilstedeværelse til at angribe deres modstandere i borgerkrigen. Som en konsekvens af den israelske invasion måtte PLO’s leder Yasser Arafat sammen med ca. 9.000 guerillasoldater helt forlade Libanon i efteråret 1982. Størstedelen af PLO’s administration flyttede til Tunis.

Efter mislykkede fredsforhandlinger på amerikansk initiativ i 1983, som især strandede på, at Israel ville sammenkæde israelsk tilbagetrækning fra Libanon med tilbagetrækning af de syriske tropper fra landet, hvilket Syrien afslog, begyndte Israel fra 1983 en gradvis ensidig tilbagetrækning fra det centrale til det sydlige Libanon. Indenrigspolitisk utilfredshed med Israels omkostninger ved besættelsen foranledigede i 1985 den israelske hær til tilbagetrækning til det sydligste Libanon. Israelerne etablerede en såkaldt sikkerhedszone i et ca. 15 km bredt bælte nord for den israelske grænse med henblik på at beskytte det nordlige Israel mod guerillaangreb fra Libanon. Den israelsk trænede og udstyrede milits, South Lebanese Army (SLA), har siden sammen med regulære israelske styrker (IDF) opretholdt kontrollen med området. Især den shiitiske milits, Hizbollah, bekriger fortsat IDF og SLA i Libanon.

Samtidig hermed fortsatte borgerkrigen i Libanon. Det blev i stigende grad alles kamp mod alle. Nogle af de hårdeste kampe var mellem muslimer indbyrdes (lejrkrigen 1986-87 mellem den shia-muslimske Amal-milits og de sunni-muslimske palæstinensere), mellem shia-muslimer indbyrdes (det mere sekulære Amal mod det mere religiøse Hizbollah i 1988) og mellem maronitter indbyrdes (Geageas milits (LF – Lebanese Forces) mod general Aouns tropper 1989-90).

I 1989 indgik de fleste libanesiske politikere en aftale i Taif i Saudi Arabien om et grundlag for fred i Libanon. Kun general Aoun modsatte sig denne aftale, men efter at Syrien sammen med LF havde slået ham i oktober 1990, holdt borgerkrigen op. I 1991 afvæbnede den ny libanesiske hær militserne. De palæstinensiske militser kunne dog beholde deres lette våben inde i flygtningelejrene, og hverken SLA eller Hizbollah i det sydlige Libanon blev afvæbnet. Der er fortsat et betydeligt antal syriske tropper i Libanon.  

 
 
Intifadaen - den første palæstinensiske opstand - i 1987.

Intifada’en bryder ud i 1987
og en selvstændig palæstinensisk stat udråbes

Israels sikkerhed var ikke kun truet af arabiske stater. I december 1987 udbrød uroligheder i Gaza og på Vestbredden mellem palæstinensere og israelske sikkerhedsstyrker. Urolighederne – benævnt intifada’en – var udtryk for generel palæstinensisk utilfredshed med den israelske besættelse af de pågældende områder. Trods arrestationer, udgangsforbud og grænselukninger skulle det vise sig, at intifada’en var langvarig.

Urolighederne fik fornyet styrke, da Jordans kong Hussein i juli 1988 gav afkald på al retlig og administrativ kontrol over Vestbredden. Ved dette skridt anerkendte Jordan samtidig palæstinensernes ret til en selvstændig stat og i den forbindelse PLO som palæstinensernes retmæssige repræsentant. Jordans afståelse fra suverænitet over Vestbredden førte til, at PLO på dets samling i november 1988 udråbte en selvstændig palæstinensisk stat – uden dog herved at udstikke nærmere territoriale grænser herfor. En palæstinensisk stats afgrænsning måtte baseres på de FN-resolutioner, der var blevet vedtaget siden 1947. Udråbelsen af den palæstinensiske stat blev anerkendt af 60 stater, men hverken af EU, USA eller Israel og betød blot, at en række stater anerkendte PLO som en regering i eksil.

To år efter at intifada’en brød ud var ca. 300 palæstinensere blevet dræbt og op mod 20.000 såret under kampe med israelske sikkerhedsstyrker. Hertil kom fængslingen af mere end 9.000 palæstinensere. Alligevel var der ikke tegn på, at kampene mellem de israelske sikkerhedsstyrker og palæstinenserne kunne bringes til ophør. I den internationale presse fik intifada’en stor omtale. Ved indgangen til 1990’erne var det israelsk-palæstinensiske problem således højt placeret på den internationale dagsorden.     

Krigen om Kuwait
Nye tider i Mellemøsten fulgte efter afslutningen af den kolde krig. Regionen ophørte med at være et område for supermagtsrivalisering. Krigen om Kuwait var et første tegn på den forandrede situation. Ved Iraks invasion af Kuwait i august 1990 gjorde en række arabiske stater, herunder Syrien og Egypten, fælles front med Vesten og sendte kamptropper til bekæmpelsen af Irak. Israel forholdt sig passivt – trods angreb mod Israel med irakiske raketter – mens PLO anlagde en pro-irakisk linie, og Jordan forholdt sig formelt neutralt, hvilket i perioden efter krigen skulle komme til at præge deres internationale anseelse.
 



 
 
Golfkrigen i 1991 (billedet), Intifadaen og Den kolde Krigs ophør var vigtige forudsætninger for at parterne kunne presses til fredsforhandlinger i Madrid i 1991.
 

DEN MELLEMØSTLIGE FREDSPROCES – FASE 1

I dette teme-hæfte er “Fredsprocessen i Mellemøsten” – og især drøftelserne mellem Israel og palæstinenserne – inddelt i fire faser, der svarer til de fire regeringsdannelser, der har været i Israel, siden drøftelserne om fred blev indledt i 1991. Israelsk indenrigspolitik har traditionelt været præget af to partier: Arbejderpartiet på den israelske venstrefløj og højrefløjspartiet Likud. Siden 1990 har der været Likud-ledede regeringer i Israel i to perioder: Shamir-regeringen 1990-92 (fase 1) og Netanyahu-regeringen 1996-99 (fase 3). Tilsvarende har der været to arbejderpartiregeringer: Rabin-Peres-regeringen 1992-96 (fase 2) og den nuværende Barak-regering, der tiltrådte sommeren 1999 (fase 4).

Madrid-konferencen
Efter befrielsen af Kuwait – og internationalt pres – indvilgede Israel og dets nabostater i at deltage i en fredskonference i Madrid i oktober 1991. Initiativet til konferencen blevet taget af USA og det daværende Sovjetunionen (fredsprocessens co-sponsorer). I Madrid-konferencen deltog – foruden co-sponsorerne og en række tredjelande – Israel, Syrien, Libanon og en kombineret jordansk-palæstinensisk delegation. Israel havde betinget sig og fået accept af, at palæstinenserne ikke kunne deltage med en selvstændig delegation, at de deltagende palæstinensere skulle være fra Gaza og Vestbredden (ikke fra diaspora’en), og at de ikke formelt kunne repræsentere PLO.

På konferencen blev der truffet beslutning om at indlede den mellemøstlige fredsproces, der skulle bestå af bilaterale og multilaterale spor:

I de bilaterale spor blev rammerne lagt for fredsforhandlinger mellem Israel og Syrien, Israel og Libanon, Israel og Jordan/palæstinensiske repræsentanter. I de respektive drøftelser var det tanken, at spørgsmål som territorial kontrol, suverænitet, grænsedragning, sikkerhed, fredens indhold samt palæstinensiske flygtninge skulle tages op for hermed at skabe grundlaget for en varig fred.

I det multilaterale spor var det tanken, at spørgsmål af fælles interesse for landenes fremtidige samarbejde skulle behandles. Processen kunne samtidig have gavnlig virkning på den gensidige tillid mellem parterne. De multilaterale drøftelser blev indledt på et møde i Moskva i januar 1992. Foruden fredsprocessens parter og co-sponsorer var der blandt deltagerne delegationer fra en række arabiske, asiatiske og europæiske stater, herunder Danmark. I Moskva blev der truffet beslutning om at nedsætte arbejdsgrupper for økonomisk samarbejde, flygtninge, vand, miljø samt nedrustning og våbenkontrol. Imidlertid skulle det hurtigt vise sig, at fremskridt på det multilaterale område ikke kunne isoleres fra udviklingen i de bilaterale spor.

For første gang var der hermed blevet indledt direkte forhandlinger med Israel og dets naboer om fred og samarbejde i Mellemøsten. Forhandlingerne viste ingen reelle fremskridt i det første halve år. Det var naturligt, at parter, der havde været fjender i mere end 40 år, og som reelt ikke havde talt med hinanden i den tid, havde behov for tilvænning. Desuden var det regeringen Shamirs taktik at forsinke forhandlingerne mest muligt.

De indledende drøftelser viste, at der var stor forskel på parternes tilgang til processen: Israel ønskede først håndgribelige tegn på arabernes vilje til fred og samarbejde, derpå kunne Israel tage stilling til spørgsmål om tilbagetrækningens omfang fra Libanon, Syrien, Jordan, Vestbredden og Gaza. Araberne på den anden side ønskede først israelske tilsagn om, at forhandlingernes mål var fuld fred for fuld tilbagetrækning til linierne den 4. juni 1967, og de fandt, at Israel ikke kunne opnå fred og samarbejde, førend de spørgsmål var afklaret.

Mens den jordansk-palæstinensiske delegation var indstillet på at forhandle i det multilaterale spor parallelt med de bilaterale forhandlinger, afviste Syrien og Libanon hurtigt at deltage i det multilaterale spor, førend der var en klar israelsk udmelding om de territoriale spørgsmål.

Fredsprocessens første halvår var meget præget af Shamir-regeringens utilfredshed med, at palæstinenserne i den jordansk-palæstinensiske delegation søgte at ændre de aftalte spilleregler ved åbenlyst at inddrage palæstinensere fra Øst-Jerusalem og PLO i deres overvejelser og fastlæggelse af strategi.



 

 
 
Mens håbet stadigvæk var lysegrønt. Underskrivelsen af Principaftalen på plænen foran Det hvide Hus i Washington i september 1993.
 

DEN MELLEMØSTLIGE FREDSPROCES – FASE 2


Efter parlamentsvalg i Israel den 23. juni 1992 kunne Yitzhak Rabin som ny premierminister danne en ny regering under ledelse af Arbejderpartiet. I regeringsprogrammet understregedes palæstinensernes ret til selvstyre, men samtidig blev Israels forsvars- og sikkerhedspolitiske interesser i de besatte område fremhævet; ligesom fortsat israelsk kontrol over de eksisterende bosættelser var en prioritet.

Regeringsskiftet i Israel gav fredsprocessen nyt liv. De bilaterale og multi-laterale forhandlinger fortsatte mere optimistisk og konstruktivt.

Principerklæring for
palæstinensisk selvstyre (Oslo I-aftalen)

I dybeste hemmelighed indledte først israelske privatpersoner og derpå Israels regering forhandlinger med PLO i Norge fra begyndelsen af 1993. Under forhandlingerne nåede man til enighed om den såkaldte “Principerklæring for palæstinensisk selvstyre” (Declaration of Principles on Interim Self-Government Arrangements). Med principerklæringen blev retningslinierne for det israelsk-palæstinensiske forhandlingsforløb lagt. Erklæringen blev undertegnet i Washington den 13. september 1993 af daværende israelske udenrigsminister Simon Peres og generalsekretæren for PLO’s eksekutivkomité Mahmoud Abbas (Abu Mazen). Ceremonien blev overværet af bl.a. Israels premierminister Rabin, PLO-leder Arafat og præsident Clinton. 

Med erklæringen fulgte en gensidig anerkendelse af henholdsvis den israelske regering og PLO. Fra israelsk side blev PLO således anerkendt som repræsentant for det palæstinensiske folk og dermed forhandlingspartner for Israel i den videre fredsproces.

Ideen bag principerklæringen og de efterfølgende israelsk-palæstinensiske fredsforhandlinger var (og er), at aftalen gennemføres, og at det palæstinensiske selvstyres kompetence og område langsomt øges i takt med den tillid, der forventes opbygget, og at denne voksende tillid mellem parterne muliggør, at man senere søger at løse de vanskeligere spørgsmål.

I henhold til erklæringen skulle der skabes et palæstinensisk selvstyre i Gaza og på Vestbredden for en overgangsperiode på højst fem år. Senest i det tredje år af overgangsperioden skulle der indledes forhandlinger om de besatte områders endelige status. Grundlaget for forhandlingerne om selvstyreområdernes endelige status og udstrækning var FN’s Sikkerhedsråds resolutioner 242 og 338. I de endelige forhandlinger skulle også spørgsmålet om Jerusalem, palæstinensiske flygtninge, israelske bosættelser, sikkerhed, grænser, forbindelser til naboerne og andre spørgsmål afklares.

Ifølge erklæringen ville den palæstinensiske selvstyremyndighed i første omgang få jurisdiktion over det meste af Gaza og byen Jeriko på Vestbredden. Selvstyremyndigheden ville overtage ansvaret for uddannelse, kultur, sundhed, turisme, velfærd samt beskatning. Endvidere var der bestemmelser om oprettelsen af en palæstinensisk politistyrke, der skulle tage sig af den indre sikkerhed i de pågældende områder. Senest ni måneder efter principerklæringens ikrafttræden ville der blive afholdt frie, direkte valg til et palæstinensisk selvstyreråd, som herefter ville udgøre den palæstinensiske selvstyremyndighed.
Den endelige aftale om israelsk tilbagetrækning fra Gaza og Jeriko skulle undertegnes kort tid efter principerklæringens ikrafttræden.

Indgåelsen af denne principaftale mellem Israel og PLO ændrede fredsprocessen på flere punkter. For det første blev den jordansk-palæstinensiske fælles delegation opløst, og Jordan henholdsvis palæstinenserne forhandlede derefter hver for sig. For det andet anerkendte Israel, at den palæstinensiske delegation repræsenterede PLO, og Israel stillede ikke længere krav vedrørende de palæstinensiske forhandleres bopæl. For det tredje brød den arabiske koordination af forhandlingerne sammen. Efter at PLO var gået enegang, forhandlede araberne nu hver for sig, bortset fra at Syrien og Libanon fortsatte deres snævre koordination.

Palæstinenserne i diaspora kritiserede voldsomt Arafat for Oslo I-aftalen, som de følte efterlod dem i et tomrum. Syrien, der som de andre arabiske lande til det sidste var uvidende om forhandlingerne om principerklæringen, fremhævede, at man ikke ville modsætte sig den palæstinensiske linie, men samtidig at Syrien fandt strategien helt forkert: Efter Syriens opfattelse burde man først enes om det endelige mål og derpå om vejen dertil. Det ansås for uklogt at enes om indledende skridt, uden at der var klarhed om målet.

Gaza–Jeriko-aftalen (Kairo-aftalen)
Som fastlagt i “Principerklæringen for palæstinensisk selvstyre” skulle der indgås en aftale om retningslinierne for israelsk tilbagetrækning fra Gaza og Jeriko. Drøftelser mellem Israel og palæstinensiske forhandlere førte til indgåelsen af Gaza-Jeriko-aftalen den 4. maj 1994. Med aftalen blev der opnået enighed om væsentlige sikkerhedsspørgsmål i relation til Gaza og Jeriko, herunder vedrørende retningslinier for den reducerede israelske militære tilstedeværelse i de pågældende områder. Tilstedeværelsen af israelske sikkerhedsstyrker i de pågældende områder skulle fremover være koncentreret om varetagelsen af ydre sikkerhed og opgaver relateret til de israelske bosættelser. Varetagelsen af offentlig orden og opretholdelsen af palæstinensernes interne sikkerhed ville blive overdraget en palæstinensisk politistyrke. I den forbindelse forpligtede begge parter sig til at bekæmpe terrorisme og anden kriminalitet.

Med aftalen ville den hidtil israelsk kontrollerede civile administration blive overført til en selvstændig palæstinensisk myndighed. Myndigheden ville inden for sit kompetenceområde få udøvende, lovgivende og dømmende magt. Myndighedens jurisdiktion ville ikke gælde israelske bosættelser eller militære anlæg, ligesom myndighedsudøvelsen på det udenrigspolitiske område ville være begrænset.

 
 

Oslo II-aftalen
Fremdriften i det israelsk-palæstinensiske spor af den mellemøstlige fredsproces fortsatte. Efter yderligere forhandlinger nåede Israel og palæstinensiske repræsentanter til enighed om den tredje aftale mellem parterne – den såkaldte Oslo II-aftale. Aftalen blev undertegnet i Washington den 28. september 1995.

Med aftalen blev der opnået enighed om yderligere palæstinensisk selvstyre på Vestbredden og hvilke konkrete beføjelser der skulle overgå til et nyvalgt palæstinensisk selvstyreråd.

Med aftalen blev Vestbredden og Gaza inddelt i tre zoneområder:

Zone A: Omfattende større palæstinensiske byer (herunder Jenin, Nablus, Tulkarem, Kalkilya, Ramallah og Bethlehem) på Vestbredden og to tredjedele af Gaza. Med aftalen ville Israel skulle trække sig ud af områder defineret som zone A. Beføjelser og ansvar for intern sikkerhed og offentlig orden skulle overgå til det palæstinensiske selvstyre.

Zone B: Omfattende ca. 450 mindre palæstinensiske byer og landsbyer. Med aftalen ville Israel opretholde det overordnede sikkerhedsansvar. Det palæstinensiske selvstyre ville få overdraget beføjelser på det civile område.

Zone C: Omfattende mindre befolkede områder, israelske bosættelser og arealer af strategisk betydning for Israel, herunder en tredjedel af Gaza. Med aftalen ville Israel fortsat have ansvaret for alle civile spørgsmål og opretholdelse af sikkerhed og offentlig orden.

Aftalen fastlagde ikke blot udvidelsen af det territoriale grundlag for palæstinensisk selvstyre, men tilvejebragte også det demokratiske grundlag for etableringen af palæstinensiske institutioner i Gaza og på Vestbredden. Med aftalen blev det besluttet, at der efter den første fase af tilbagetrækningen af israelske styrker kunne gennemføres valg til et nyoprettet palæstinensisk råd og til dette råds formand. Stemmeret blev givet alle palæstinensere, der var fyldt 18 år og bosiddende på Vestbredden eller i Gaza. Palæstinensere bosiddende i Jerusalem kunne ligeledes stemme efter nærmere udstukne regler. Når det palæstinensiske råd var blevet dannet, ville det få overdraget samtlige civile myndighedsopgaver med førnævnte zone-begrænsninger, ligesom også lovgivningsmæssige opgaver ville blive underlagt det palæstinensiske råd. 
 
For at kunne opretholde den interne sikkerhed og offentlige orden i de overdragede områder blev der med aftalen forudset en betydelig forøgelse af størrelsen af den palæstinensiske politistyrke. Det blev bl.a. også aftalt, at der skulle ske en israelsk tilbagetrækning fra dele af Hebron og i yderligere tre faser fra B- og C-områderne, samt at et større antal palæstinensere i israelske fængsler skulle frigives. Men de mere præcise enkeltheder på disse områder udestod. Det var palæstinensernes forventning, at de yderligere israelske tilbagetrækninger ville udstrække selvstyret til at omfatte ca. 90 procent af Vestbredden, idet Øst-Jerusalem, bosættelserne og de israelske militære områder da dækkede ca. 10 procent af området, og idet disse spørgsmåls løsning var udskudt til de endelige forhandlinger. For Israel var det indlysende, at bosætternes sikkerhed og det israelske forsvars behov tilsagde, at en meget større del af Vestbredden måtte være under israelsk kontrol i overgangsperioden.

I Oslo II-aftalen blev det også bestemt, at overgangsperioden med det midlertidige palæstinensiske selvstyre, der højst kunne vare fem år, tog sin begyndelse med Gaza–Jeriko-aftalen af 4. maj 1994.

Tilbageslag i fredsprocessen
Fredsprocessen har gentagne gange været ramt af tilbageslag og tragiske hændelser. Parterne har beskyldt hinanden for ikke at leve op til indgåede forpligtelser og for at tage ensidige skridt, der ændrer forudsætningerne for forhandlingerne.

Desuden har ekstremistiske kræfter både blandt palæstinensere og israelere gennem voldshandlinger gjort det vanskeligere for forhandlerne at fortsætte forhandlingerne. Blandt de mere betydningsfulde voldshandlinger kan nævnes en israelsk bosætters mord på 29 bedende palæstinensere i Hebron i februar 1994, Islamic Jihads selvmordsbomber i Beit Lid, der slog 22 israelere ihjel i januar 1995, mordet på premierminister Rabin i november 1995, som blev begået af en israeler, og Hamas’ fire selvmordsbomber i Jerusalem, Ashkelon og Tel Aviv i februar-marts 1996.

Efter mordet på Yitzhak Rabin udpegedes den daværende israelske udenrigsminister Simon Peres til at danne en ny regering. Ny udenrigsminister blev Ehud Barak. I tiden derefter var der blandt den israelske befolkning udbredt støtte til fredsprocessen. Opslutningen til Peres-regeringen var på 54 procent, mens Netanyahu – leder af det dominerende højrefløjsparti Likud – kun havde tilslutning fra 20 procent af befolkningen. Simon Peres forsøgte at bringe fredsprocessen med palæstinenserne videre ad det spor, som Rabin havde lagt. Men i foråret 1996 blev den politiske situation i Israel ændret, dels som følge af udviklingen i Libanon, dels som følge af palæstinensiske terrorbomber i Israel, hvorefter Peres tabte valget i maj 1996 til Netanyahu.

Det palæstinensiske selvstyre
og de første palæstinensiske valg

Israelske styrker påbegyndte i 1994 en gradvis tilbagetrækning fra Gaza og Jeriko i overensstemmelse med indgåede aftaler. Samtidig hermed blev Den Palæstinensiske Myndighed – The Palestinian Authority (PA) – etableret med PLO-formanden Yasser Arafat som leder. I overensstemmelse med Oslo II-aftalen gennemførtes i januar 1996 de første demokratiske valg til et præsidentembede og et lovgivende råd (The Palestinian Council, der undertiden også betegnes som The Legislative Council). Valgkampen og selve valghandlingen blev overvåget af internationale observatører bl.a. fra Danmark og forløb
stort set uden uregelmæssigheder. Valgdeltagelsen var på ca. 80 procent. Arafat blev valgt som præsident med 88 procent af stemmerne. Han havde én modkandidat.

Præsidentens kabinet kom til at bestå af 22 fagministre og fem ministre uden portefølje. Dr. Nabil Shaath er – som minister for planlægning og internationalt samarbejde – det nærmeste selvstyret kommer en udenrigsminister.

Ved valget til Det Palæstinensiske Råd, der skulle have 88 medlemmer, stillede 676 kandidater op. Valgdeltagelsen i Gazastriben blev 90 procent og på Vestbredden 68 procent. Arafats PLO-gruppe Fatah vandt 50 pladser. Et enkelt andet parti opnåede ét mandat, mens de resterende 37 pladser gik til uafhængige kandidater. Forud for valgene gjorde Fatah sig betydelige anstrengelser for at formå den islamiske modstandsbevægelse Hamas til at opstille. Men Hamas boykottede valget.

Det Palæstinensiske Råd har siden etableringen skiftevis holdt møder i Gaza og på Vestbredden.

Beilin–Abu Mazen-planen
En måned efter undertegnelsen den 13. september 1993 af den israelsk-palæstinensiske principerklæring i Washington indledte israelere og palæstinensere, der havde været inddraget i processen forud for Oslo I, og/eller som var nært knyttet til den daværende israelske viceudenrigsminister Yossi Beilin og generalsekretæren for PLO’s eksekutivkomité, Mahmoud Abbas (Abu Mazen), hemmelige forhandlinger om indholdet af den endelige aftale mellem Israel og palæstinenserne. To år senere den 31. oktober 1995 blev Beilin og Abu Mazen enige om et uformelt grundlag for de afsluttende forhandlinger. Denne fælles plan dækkede næsten alle de spørgsmål, der var udskudt til forhandlingerne om de palæstinensiske områders endelige status.

Men inden denne plan kunne forelægges Israels og palæstinensernes ledere, blev Rabin myrdet den 4. november 1995. Planen er derfor aldrig blevet godkendt eller offentliggjort. Men kredsen bag planen arbejder fortsat på at udvikle den som et grundlag for de endelige forhandlinger.



 

 
 
Benyamin Netanyahu var ikke nogen stor tilhænger af fredsprocessen, og kun én enkelt aftale, som han ikke kunne komme udenom, blev forhandlet hjem i hans regeringsperiode.
 
DEN MELLEMØSTLIGE FREDSPROCES – FASE 3

 

Ny israelsk regering
under ledelse af premierminister Netanyahu

Den 29. maj 1996 blev der holdt valg i Israel til Knesset og som noget nyt til posten som premierminister. Valget til premierminister stod mellem Arbejderpartiets leder Simon Peres og Likud-leder Benjamin Netanyahu. Med en sejrsmargin på en procent dannedes efter valget en regering under ledelse af premierminister Netanyahu. Regeringen kom til at bestå af seks partier på den israelske højrefløj. Ved regeringsdannelsen udtalte Netanyahu, at han på linie med den hidtidige arbejderpartiregering ønskede at fortsætte fredsprocessen, men med større vægt på Israels sikkerhed. I den forbindelse skulle det vise sig, at angreb og terroranslag mod israelsk territorium blev betragtet som angreb på fredsprocessen, hvorfor begge dele måtte bringes til ophør. Med Netanyahu-regeringen var der tale om, at fredsprocessen gik ind i en ny fase.

Hebron-aftalen
Den 15. januar 1997 lykkedes det at opnå enighed mellem Israel og PLO om en aftale for israelsk tilbagetrækning fra dele af byen Hebron. Aftalen omfattede bl.a. bestemmelser om indsættelsen af palæstinensisk politi og overdragelse af kompetence til en civil palæstinensisk administration.

Imidlertid traf Netanyahu-regeringen hurtigt herefter beslutninger, som vanskeliggjorde yderligere fremskridt i fredsprocessens israelsk-palæstinensiske spor. I februar 1997 begyndte forberedelserne af en stor ny jødisk bosættelse på området Jabal Abu Ghneim (Har Homa) mellem Øst-Jerusalem og Bethlehem, som ville lukke det sidste hul i ringen af store jødiske bosættelser rundt om Jerusalem. Desuden strammedes det israelske greb om palæstinensiske institutioner i Øst-Jerusalem. Det var tiltag, som bidrog til, at forhandlingerne i det israelsk-palæstinensiske spor og gennemførelsen af indgåede aftaler gik i stå. 

Wye River-memorandummet
Der skulle gå 20 måneder, før der kom ny fremdrift i forhandlingerne mellem Israel og palæstinensiske repræsentanter. Efter ni dages intensive forhandlinger mellem den palæstinensiske leder Arafat og Israels premierminister Netanyahu, hvorunder præsident Clinton bidrog med en betydelig personlig indsats, undertegnedes i Wye i Maryland den 23. oktober 1998 det såkaldte Wye River-memorandum.

En stor del af aftalen bestod af en bekræftelse af de forpligtelser, som parterne havde påtaget sig under de tidligere indgåede aftaler. Det nye var især tidsfrister for gennemførelsen. Med aftalen syntes processen af have fået tilført fornyet og tiltrængt dynamik. Aftalen blev tolket som et signal om, at der nu på ny var politisk vilje til at sikre en varig fred i forholdet mellem israelere og palæstinensere.

Som led i Wye River-aftalen og under henvisning til tidligere beslutninger ville Israel overdrage kontrollen med yderligere 13 procent af Vestbredden til palæstinenserne (én procent til Zone A og 12 procent til Zone B). Zone A og B ville herefter omfatte ca. 40 procent af Vestbredden. Fra palæstinensisk side blev der givet tilsagn om – i samarbejde med USA – at ville yde en systematisk og effektiv indsats i bekæmpelsen af terrororganisationer. Endelig blev det aftalt, at forhandlingerne om en endelig status for de palæstinensiske selvstyreområder skulle genoptages med det formål at opnå en endelig aftale mellem parterne inden udløbet af overgangsperioden den 4. maj 1999 (jf. Oslo I og Gaza–Jeriko-aftalerne).

Imidlertid udskød den israelske regering gentagne gange Knessets behandling af Wye River-aftalen under henvisning til, at der fra palæstinensisk side var begået flere terroranslag mod israelsk territorium. Herved blev gennemførelsen forsinket. Efter det israelske parlaments tilslutning til Wye River-aftalen gennemførte Netanyahu-regeringen en første fase af tilbagetrækningen fra Vestbredden, men satte hurtigt den øvrige del af gennemførelsen i bero. I den forbindelse opstillede man en række nye ensidige betingelser  til det palæstinensiske selvstyre, førend yderligere israelsk gennemførelse kunne komme på tale. Betingelserne gik længere end aftalt i Wye River. Bl.a. skulle man fra palæstinensisk side forpligte sig til ikke at udråbe en palæstinensisk stat den 4. maj 1999, ligesom bekæmpelsen af terror måtte intensiveres.

Videre nåede processen ikke, idet Netanyahus regeringskoalition brød sammen på gennemførelsen af Wye-aftalen. Med udskrivelsen af valg til det israelske parlament og premierministerposten den 17. maj 1999 vedtog det israelske parlament den 23. december 1998 en fastfrysning af Wye River-aftalen.

Udløbet af Interimperioden den 4. maj 1999
Ved “Principerklæringen for palæstinensisk selvstyre” blev det aftalt, at et midlertidigt palæstinensisk selvstyre skulle dannes i en overgangsperiode på højst fem år. I den mellemliggende periode skulle der opnås enighed om bl.a. en endelig aftale om status og udstrækning for de palæstinensiske områder. Målet var en retfærdig, samlet og varig fred.

Overgangsperioden for det palæstinensiske selvstyre udløb den 4. maj 1999. Med den israelske parlamentsbeslutning om fastfrysning af gennemførelsen af Wye River-aftalen kunne det ikke udelukkes, at man fra palæstinensisk side ved udløbet af interimsperioden ville udråbe en egentlig selvstændig palæstinensisk stat. Formålet hermed ville være at imødekomme de store forventninger, der var blandt palæstinenserne til udfaldet af fredsprocessen. Såfremt disse forventninger ikke blev indfriet, kunne omfattende uroligheder og eventuelle terrorhandlinger ikke udelukkes. Ud over det politiske signal, der ville være forbundet med udråbelse af en selvstændig palæstinensisk stat, ville et yderligere formål i givet fald være at skabe et nyt juridisk grundlag for de palæstinensiske myndigheder efter overgangsperiodens udløb.

Fra internationalt hold var der bekymring for, at udråbelsen af en palæstinensisk stat kunne påvirke udfaldet af det israelske valg på en måde, der ikke var fremmende for fredsprocessen, og som samtidig ville skærpe konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Derfor kom i tiden op mod udløbet af interimperioden en række internationale tilkendegivelser, hvori palæstinensernes ret til selvbestemmelse blev anerkendt, men samtidig opfordredes parterne til at forlænge perioden, inden for hvilken en varig løsning kunne findes. I den forbindelse fik Berlin-erklæringen udstedt af EU’s stats- og regeringschefer 24.-25. marts 1999 (se boks) – og i særdeleshed EU’s tilkendegivelse om palæstinensernes fortsatte og ubetingede ret til selvbestemmelse, herunder muligheden for at oprette en stat – afgørende betydning for det videre forløb. Den 29. april 1999 besluttede PLO’s Palæstinensiske Centralråd (PCC) at udsætte udråbelsen af en palæstinensisk stat. Beslutningen blev truffet i lyset af den internationale støtte, der var blevet givet til palæstinensernes ret til selvbestemmelse, ligesom man henviste til, at man fra palæstinensisk side ikke ønskede at påvirke udfaldet af det forestående israelske valg.



 
ERKLÆRING FRA EU’s STATS- OG REGERINGSCHEFER
Berlin den 24.-25. marts 1999


FREDSPROCESSEN I MELLEMØSTEN
Stats- og regeringscheferne i Den Europæiske Union bekræfter EU’s støtte til en forhandlingsløsning i Mellemøsten, der skal afspejle princippet om “land for fred” og garantere det israelske og palæstinensiske folks kollektive og individuelle sikkerhed. I denne sammenhæng ser Den Europæiske Union med tilfredshed på den afgørelse, som Det Palæstinensiske Nationalråd og tilknyttede organer har truffet om at bekræfte ophævelsen af bestemmelserne i det palæstinensiske nationale charter, hvori der opfordredes til Israels udslettelse, og bekræfte deres forpligtelse til at anerkende og leve i fred med Israel. Imidlertid er Den Europæiske Union bekymret over det nuværende dødvande i fredsprocessen og opfordrer parterne til fuldt og øjeblikkeligt at gennemføre Wye River-memorandummet.

Den Europæiske Union opfordrer ligeledes parterne til at bekræfte deres tilslutning til de grundlæggende principper, der blev fastlagt i forbindelse med Madrid- og Oslo-aftalerne og de efterfølgende aftaler i overensstemmelse med FN's Sikkerhedsråds resolution 242 og 338. Den opfordrer indtrængende parterne til at nå til enighed om en forlængelse af den overgangsperiode, der blev fastlagt i Oslo-aftalerne.

Den Europæiske Union opfordrer i særdeleshed til snarlig genoptagelse og fremskyndelse af forhandlingerne om en endelig status inden for de kommende måneder, så disse forhandlinger hurtigt kan afsluttes, og det undgås, at de forlænges i det uendelige. Den Europæiske Union mener, at det bør være muligt at afslutte forhandlingerne inden for den tilstræbte frist på et år. Unionen erklærer sig villig til at bidrage til at fremme en snarlig afslutning af disse forhandlinger.

Den Europæiske Union anmoder indtrængende begge parter om at afholde sig fra handlinger, der vil kunne skade det endelige resultat af forhandlingerne om en endelig status, og fra en hvilken som helst handling, som strider mod international ret, herunder al bosættelsesaktivitet samt at bekæmpe alle former for provokationer og vold.

Den Europæiske Union bekræfter palæstinensernes fortsatte og ubetingede ret til selvbestemmelse, herunder muligheden for at oprette en stat, og imødeser en snarlig indfrielse af denne ret. Den appellerer til parterne om loyalt at bestræbe sig på at nå frem til en forhandlingsløsning på grundlag af de eksisterende aftaler uden at krænke denne ret, over for hvilken der ikke kan nedlægges veto. Den Europæiske Union er overbevist om, at skabelsen af en demokratisk, levedygtig og fredelig suveræn palæstinensisk stat på grundlag af eksisterende aftaler og gennem forhandling vil udgøre den bedste garanti for Israels sikkerhed og accepten af Israel som en ligeværdig partner i området. Den Europæiske Union erklærer sig villig til at overveje anerkendelsen af en palæstinensisk stat til sin tid i overensstemmelse med de grundlæggende principper, der er anført ovenfor,

Den Europæiske Union opfordrer endvidere til en snarlig genoptagelse af forhandlingerne vedrørende det syriske og libanesiske forhandlingsspor i den mellemøstlige fredsproces, der skal føre til gennemførelsen af FN's Sikkerhedsråds resolution 242, 338 og 425.


 

 
 
Ehud Baraks regering faldt fra hinanden hurtigere end han kunne nå at forhandle en fredsaftale på plads.

DEN MELLEMØSTLIGE FREDSPROCES – FASE 4

 

Ehud Barak ny israelsk premierminister
Ved det israelske valg den 17. maj 1999 vandt det israelske arbejderpartis leder, Ehud Barak, en overbevisende sejr. Forud var gået en valgkamp, hvor fredsprocessen mellem Israel og dets nabolande samt Netanyahu-regeringens politik herom var et hovedtema. Med valget af Barak til ny premierminister blev der skabt håb om, at der på ny ville komme fremdrift i den mellemøstlige fredsproces, og at en ny fase kunne indledes.

Politiske drøftelser førte til, at der i juli 1999 blev dannet en bred koalitionsregering. Regeringen satte sig fra start en række væsentlige, men meget vanskelige politiske mål i relation til fredsprocessen, herunder snarlig gennemførelse af indgåede aftaler med palæstinenserne og forhandlinger om en fredsaftale med både Syrien og Libanon.

Baraks koalitionsregering vil stå over for alvorlige udfordringer, idet den del af den israelske opinion, som er imod indrømmelser til palæstinenserne, ikke stiltiende vil iagttage en israelsk regering afgive “helligt land”. Imidlertid har premierminister Barak erklæret at ville afholde folkeafstemninger om de to aftalekomplekser, regeringen – i givet fald – måtte nå frem til i forhandlingerne i henholdsvis det palæstinensiske og syriske (og libanesiske) spor.

Fra arabisk – især syrisk – side er udsigten til israelske folkeafstemninger taget unådigt op. Man finder det meget problematisk, at en aftalepartner (Israels regering) ikke kan love at holde en aftale, men at en aftales holdbarhed er betinget af en israelsk folkestemning.

Sharm el-Sheikh-memorandummet
Premierminister Barak og præsident Arafat undertegnede den 4. september 1999 en ny aftale mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre i den egyptiske by Sharm el-Sheikh (bilag 1). Forud var gået ugers intensive drøftelser. Med aftalen blev fredsprocessen tilført fornyet fremdrift.

Aftalen indeholdt en meget detaljeret tidsplan for fuld gennemførelse af Wye River-aftalen og andre udestående spørgsmål. Det drejer sig bl.a. om yderligere israelsk tilbagetrækning fra Vestbredden, etablering af trafikkorridorer mellem Gaza og Vestbredden, opførelse af en havn i Gaza og frigivelse af palæstinensiske fanger. Herudover indgår en plan for forhandlinger om de palæstinensiske selvstyreområders endelige status og udstrækning, Jerusalem, flygtninge og vand.

Sharm el-Sheikh-aftalens første tidsfrister for gennemførelse af Wye River-aftalen blev overholdt fra israelsk side. Israel frigav i september 1999 199 palæstinensiske fanger, ligesom man foretog en tilbagetrækning fra syv procent af zone C, som overgik til zone B (jf. Oslo II-aftalen). Men allerede i næste fase er der opstået forsinkelser. Således blev den fri passage mellem Gaza og Vestbredden samt løsladelse af yderligere fanger forsinket. Det samme var tilfældet for udpegningen af de israelske delegationer til de forskellige grupper om gennemførelsen af interimsaftalerne.

I Sharm el-Sheikh-memorandummet er 13. september 2000 fastsat som måldato for indgåelsen af en endelig aftale mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre. Datoen falder sammen med syvårsdagen for undertegnelsen af Oslo I-aftalen foran Det Hvide Hus. Forhandlingerne om en endelig aftale blev – i overensstemmelse med Sharm el-Sheikh – formelt indledt den 13. september 1999. De substantielle forhandlinger blev indledt i november 1999 umiddelbart efter, at der var udpeget en israelsk forhandlingsleder.


 
 

 
STATUS FOR DET ISRAELSK-PALÆSTINENSISKE SPOR

Det har været karakteristisk for de hidtidige forhandlinger mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre, at man under de enkelte forhandlingsrunder har inddraget stadig vanskeligere spørgsmål. Der udestår derfor nu en række særdeles følsomme emner, som man hidtil har udsat. Det drejer sig ikke mindst om spørgsmålet om Jerusalem, de palæstinensiske flygtninge, israelske bosættelser og vand. Emnerne skal tages op under drøftelserne af de palæstinensiske selvstyreområders endelige status og udstrækning. Som nævnt indgår i Sharm el-Sheikh-aftalen en tidsplan for disse forhandlingers afslutning.

De palæstinensiske områders
endelige status og udstrækning

Efter palæstinensisk opfattelse burde de gradvise israelske tilbagetrækninger i overgangsperioden fra Vestbredden og Gaza omfatte al den jord, som ikke skulle til forhandling, når drøftelser om endelige status indledtes. Israelsk tilbagetrækning ville således skulle omfatte 90 procent af Vestbredden, idet kun Øst-Jerusalem, israelske bosættelser og arealer af sikkerhedsmæssig betydning kunne være undtaget. Når palæstinenserne med Sharm el-Sheikh-aftalen kun har fået godt 40 procent i stedet for de forudsete ca. 90 procent, udvides dagsordenen for de endelige forhandlinger. Som nævnt har Israel fastholdt, at bosætternes sikkerhed og det israelske forsvars behov tilsagde israelsk kontrol med meget mere end 10 procent af Vestbredden i overgangsperioden.

Palæstinenserne kræver fortsat som endemål 100 procent, enten således at Israel vender tilbage til 1967-grænserne, eller at der gennemføres grænsejusteringer med et mageskifte i forholdet 1:1. Palæstinenserne finder, at dette krav er selvfølgeligt og legitimt på grundlag af Sikkerhedsrådets resolution 242. Samtidig er man klar over, at det vil blive overordentlig vanskeligt at få Israel til at opgive de store bosættelser, som er etableret. Der bor nu knap 172.000 israelere i ca. 200 bosættelser på Vestbredden. Et vigtigt palæstinensisk krav er derfor, at Israel overdrager sammenhængende områder med frie forbindelser. Israel, der aldrig har defineret sine territoriale mål, afviser at tage udgangspunkt i linien af 4. juni 1967 med den begrundelse, at det ikke var en international grænse, og at Jordans indlemmelse af Vestbredden ikke var internationalt anerkendt. Desuden er Israel enig i den engelske version af Sikkerhedsrådets resolution 242, ikke i den franske. (Mens den engelske version af resolution 242 siger, at en retfærdig og varig fred må omfatte en tilbagetrækning fra “besatte områder”, står der i den lige så gyldige franske version en tilbagetrækning fra “de besatte områder”.) Israel finder, at dets krav på (dele af) Vestbredden er lige så gode som Jordans krav i sin tid. Det skal dog bemærkes, at Beilin–Abu Mazen-planen forudser et vist mageskifte, men således at Israel får en nettogevinst.

For palæstinenserne har den eksplicitte forudsætning for alle interim-aftalerne været, at forhandlingerne mundede ud i et selvstændigt Palæstina. Israel har til gengæld meget skarpt fastholdt, at der ikke kan blive tale om en fuldt suveræn stat, idet Israel på forhånd udelukker palæstinensernes ret bl.a. til militære styrker og til at indgå udenrigspolitiske alliancer (med henvisning til potentielle partnere som Irak, Iran og Libyen). Palæstinenserne vil formentlig acceptere en demilitarisering under international beskyttelse.

Under forhandlingerne har det endvidere vist sig, at der såvel parterne imellem som internt i de enkelte lejre ikke hersker enighed om, hvorledes forbindelserne mellem Israel og de palæstinensiske områder bør tage sig ud. Bør der f.eks. blive tale om en skarp adskillelse eller et integreret samarbejde mellem de to folk i fremtiden?

Jerusalem
I perioden 1948-67 var Jerusalem de facto delt mellem Israel og Jordan, men det internationale samfund har fastholdt, at Jerusalem i henhold til FN’s vedtagelser er et “corpus separatum” – et neutralt område for de israelske og palæstinensiske befolkninger.

Efter sejren i 1967 annekterede Israel Øst-Jerusalem og tilstødende områder og erklærede hele byen for Israels evige og udelelige hovedstad. Israel vil i forhandlingerne fastholde dette.

Omvendt gør man fra palæstinensisk side krav på Øst-Jerusalem, som man mener skal være et selvstændigt Palæstinas hovedstad. Mange centrale verdslige og religiøse institutioner for palæstinenserne ligger i Øst-Jerusalem.

Hvorvidt parterne vil kunne acceptere en løsning, hvor byen kan deles af begge parter, men ikke opdeles, og bliver begge parters hovedstad, er tvivlsomt.

Et særligt problem er adgangen til de hellige steder i Øst-Jerusalem. Før krigen i 1967 havde israelerne ingen adgang til dem. I dag skal kristne og muslimske arabere uden for Israel og Øst-Jerusalem have en særlig tilladelse for at besøge Øst-Jerusalem. Alle parter siger, at de går ind for fri adgang til de tre monoteistiske religioners hellige steder i Øst-Jerusalem.

Et andet problem er, at hvis det udvidede Øst-Jerusalem og den store bosættelse Ma’ale Adumim ved vejen mellem Jerusalem og Jeriko bliver en sammenhængende del af Israel, således som Israel ønsker det, bliver Vestbredden reelt skåret over i to dele.

De palæstinensiske flygtninge
For palæstinenserne er udgangspunktet, at alle de nu ca. 3,6 millioner palæstinensiske flygtninge har ret til at vende tilbage til Israel eller få kompensation, jf. FN’s generalforsamlings resolution 194 af 1948. Subsidiært er det palæstinensiske krav – idet det erkendes, at Israel aldrig vil tillade en indvandring af palæstinensere til deres hjemland før 1948 – at flygtningene ud over kompensation får palæstinensisk statsborgerskab med ret til om ønsket at bosætte sig på Vestbredden eller i Gaza.

Libanon tillægger det afgørende vægt, at alle de ca. 360.000 palæstinensiske flygtninge i landet forlader Libanon som et led i en fred. Baggrunden – som alle libanesere er enig i – er, at en integration af palæstinenserne i Libanon afgørende vil forrykke forholdet mellem de forskellige trossamfund i landet.

Mange jordanere vil formentlig også hilse det velkommen, hvis en stor del af palæstinenserne i landet flyttede tilbage, idet de palæstinensiske flygtninge og fordrevne i Jordan væsentligt har forrykket forholdet mellem jordanere og palæstinensere.

 
 

Israels standpunkt er, at de palæstinensiske flygtninge skal blive, hvor de er og integreres dér, men Israel vil formentlig acceptere en palæstinensisk indvandring til de palæstinensiske områder. Kravet om kompensation for tabt palæstinensisk ejendom afvises af Israel med, at det store antal jøder, der forlod de arabiske lande i 1948 og senere og indrejste i Israel, ikke har fået kompensation for den ejendom, de forlod.

De israelske bosættelser
Mange israelere har det grundsynspunkt, at i hvert fald hele det gamle britiske mandatområde, Palæstina, historisk er jødisk område. Tanken om at overgive (væsentlige) dele af disse områder til palæstinenserne er derfor af mange blevet betragtet som forræderi mod den statsbærende idé: At Israel skal omfatte de historiske områder, som var jødiske for 2000 år siden. Israel kræver derfor, at de største blokke af de nuværende bosættelser (samt adgangsvejene til Israel) ved en fredsaftale indlemmes i Israel. Det er i hvert fald bl.a. Ma’ale Adumim (mellem Jerusalem og Jeriko), Ariel (mellem Nablus og Ramallah) og Gush Etzion/Betar (mellem Bethlehem og Hebron).

For palæstinenserne er bosættelserne en provokation og dertil i strid med folkeretten, da det følger af den 4. Genève-konvention, at det ikke er tilladt at ændre den demografiske balance i et besat område. Desuden ville bibeholdelse af alle bosættelser og adgangsvejene til dem dele Vestbredden og Gaza op i et kludetæppe (172.000 bosættere i ca. 200 bosættelser). Fra palæstinensisk side anføres, at en mulig løsning ville være at genbosætte israelske bosættere i Israel mod kompensation og at give palæstinensisk statsborgerskab til dem, som ønsker at blive på Vestbredden.
 
Israel finder ikke, at den 4. Geneve-konvention gælder for Vestbredden og Gaza, idet disse områders status ikke var folkeretligt afklaret før 1967. Den siddende israelske regering har imidlertid tilkendegivet, at der ikke vil blive etableret flere nye bosættelser på Vestbredden, men samtidig vil der heller ikke blive afviklet bosættelser, før forhandlingerne om en endelig aftale er færdige. Der sker stadig udvidelser af eksisterende bosættelser, men de 12 af de nye bosættelser, der også var ulovlige under israelsk lovgivning, er blevet nedlagt i efteråret 1999.

Ikke mindst de fortsatte israelske bosættelsesaktiviteter har medført en voksende palæstinensisk skepsis over for Barak-regeringen efter den umiddelbare glæde over regeringsskiftet i Israel i 1999.

 
 

Vand
Hovedparten af Israels og de palæstinensiske områders forsyning med fersk vand stammer fra Libanon, Golan og grænseområdet mellem Syrien og Jordan samt fra et vandbærende lag under Israel og Vestbredden. Israel har et både absolut og relativt meget stort forbrug af vand pr. indbygger.

Israel finder, at regionens problem med tilstrækkeligt vand kun kan løses ved bygning af afsaltningsanlæg for havvand. Der er også en mulighed for tilførsel af vand fra Tyrkiet.
Palæstinenserne er af den opfattelse, at de eksisterende vandressourcer bør fordeles mere ligeligt, inden de øges, idet det vil tage tid og være dyrt at skaffe mere vand.
 
Fordeling af de sparsomme vandressourcer er ikke alene et israelsk-palæstinensisk anliggende. Spørgsmålet er afgørende for hele Mellemøstens fremtid. Således spiller den fremtidige forsyning af Israel med vand fra Golan en stor rolle i de israelsk-syriske fredsforhandlinger. I forbindelse med fredstraktaten aftalte Israel og Jordan en fordeling af de fælles vandressourcer.

Grænsekontrol
Israel har fortsat fuld kontrol med de palæstinensiske områders ydre grænser, både hvad angår personer og varer, der skal ind i eller ud af disse områder. Israel ønsker at fastholde denne situation med henvisning til dets og dets befolknings sikkerhed.

Palæstinenserne ønsker, at de alene kontrollerer personer og varer, der skal til og fra deres områder fra/til andre lande end Israel. Israels behov for kontrol af personer og varer, der skal fra de palæstinensiske områder til Israel og omvendt, kan Israel efter palæstinensisk opfattelse foretage ved grænsen mellem Israel og de palæstinensiske områder. Dette anser Israel for at være utilstrækkeligt og risikabelt.

Sikkerhedszone
Israel ønsker, at et ca. 15 km bredt bælte af Vestbredden langs Jordan-floden og Det Døde Hav bliver en israelsk militær sikkerhedszone. Formålet er at fastholde et fremskudt israelsk forsvar mod mulige angreb fra øst. Det er ikke klart, om Israel alene ønsker militære baser i området eller en fuld kontrol med det.

Hvis Israel ønsker fuld kontrol, eventuelt i form af en indlemmelse af dette område i Israel, vil palæstinenserne finde det uantageligt. De palæstinensiske områder på Vestbredden vil i så fald være lukket inde i Israel. Desuden er den tyndt befolkede vestside af Jordan-floden det sted, hvor der kan findes plads til palæstinensere fra diaspora’en, der ønsker at bosætte sig i et palæstinensisk område. Endelig anfører palæstinenserne, at Israel ikke har behov for en sådan sikkerhedszone, når der er fred med alle naboer, og de palæstinensiske områder er demilitariserede.

Fra israelsk side er det også blevet anført, at Israels behov for land begrundet i sikkerhedsmæssige forhold kan vise sig at blive mindre end nu krævet. Hvis der bliver reel fred i området, kan det være, at Israel efter en årrække kan overdrage mere land til palæstinenserne.

Sammenfatning
For Israel er det afgørende i de afsluttende forhandlinger med palæstinenserne at opnå sikkerhed. Hverken staten Israels ydre sikkerhed eller israelernes personlige sikkerhed må på ny kunne blive truet af palæstinenserne eller andre arabere. Sporene fra de mange krige mod Israel og terrorangreb på israelerne skræmmer. Bosættelserne og kontrollen med Jordans grænse mod vest anses for vigtige elementer i Israels sikkerhed. Hertil kommer de centrale jødiske historiske og religiøse interesser i bl.a. Øst-Jerusalem. For Israel er det svært at opgive håndgribelige ting som kontrollen med land og vandressourcer for til gengæld at opnå det mere diffuse fred. Vil freden holde?

For palæstinenserne er det afgørende at opnå en sammenhængende og levedygtig selvstændig  palæstinensisk stat, der ikke er (meget) mindre end de arabiske områder i Palæstina efter krigen i 1948-49. Deres historiske og religiøse interesser i Øst-Jerusalem er centrale for dem. Endelig lægger de vægt på en holdbar løsning på flygtningeproblematikken. For så vidt angår Israels og israelernes sikkerhedsbehov, er det det palæstinensiske (og arabiske) synspunkt, at modstanden mod besættelse vil ophøre, når besættelsen ophører, dvs. når der er indgået en retfærdig, varig og samlet fred mellem Israel og alle dets naboer på grundlag af fuld fred for fuld tilbagetrækning. I den situation vil en fælles bekæmpelse af de sidste utilfredse terrorister i alle lejre være en politimæssig overkommelig opgave.


 

 
 
Fredsaftalen mellem Israel og Jordan underskrives i 1994.
 
 
STATUS FOR DET ISRAELSK-JORDANSKE SPOR

 

Fredsaftale mellem Israel og Jordan
Jordan havde deltaget i den mellemøstlige fredsproces, siden den blev indledt i oktober 1991 i Madrid. Da de arabiske parters “musketer-ed” ophørte med den første israelsk-palæstinensiske aftale i 1993, og da Jordan ønskede at sikre sine og det hashemittiske kongehus’ interesser i de muslimske helligdomme i Øst-Jerusalem, indgik Jordan i oktober 1994 som det andet arabiske land en fredsaftale med Israel. Hermed blev det israelsk-jordanske spor af den mellemøstlige fredsproces afsluttet. Freden mellem Israel og Jordan har virket som en væsentlig stabiliserende brik for den øvrige fredsproces.

Med freden mellem Israel og Jordan blev to væsentlige problemer løst . For det første spørgsmålet om territorium. Landegrænsen mellem Israel og Jordan følger nu i princippet grænsen mellem de gamle mandatområder: Palæstina og Transjordanien. Israel har dog lejet visse områder med jødiske bosættelser indtil 2019. Jordan fik med fredsaftalen ca. 350 km2 land tilbage, som Israel havde besat. For det andet fik Jordan med fredsaftalen betydelige gevinster på vandområdet, idet man fik øget sin tilførsel af ferskvand fra Yarmouk- og Jordan-floderne.

Hashemitterne, der nedstammer fra profeten Muhammed, var i 800 år vogtere af islams vigtigste helligdomme i Mekka og Medina. Som følge af hashemitternes ledelse af “Det Store Arabiske Oprør” mod osmannerne i Første Verdenskrig blev to af kongehusets prinser udråbt til konge af Irak og emir af Transjordanien, som begge blev britiske mandatområder. I 1925 blev hashemitterne fordrevet fra Mekka og Medina af det nuværende kongehus i Saudi Arabien. Derfor lægger det sidste hashemittiske kongehus (i Jordan) afgørende vægt på at være vogter af islams tredje vigtigste helligdom, moskeerne på klippen i Øst-Jerusalem.

Med fredstraktaten med Israel opnåede Jordan at få en vis rolle i de endelige forhandlinger om Jerusalem. Samtidig synes der dog at være en forståelse mellem palæstinenserne og Jordan om, at det palæstinensiske selvstyre skal sidde i førersædet under forhandlingerne om Jerusalem.

Efter aftalen er der etableret normale diplomatiske forbindelser mellem Israel og Jordan. Tekniske forhandlinger med henblik på at tilpasse samkvem-met mellem de to lande til den nye situation har ført til en lang række konkrete aftaler. På det kommercielle og økonomiske område har fredsdividenden i form af israelske indkøb og investeringer endnu ikke fået det omfang, som Jordan forventede.



 
 
FN's fredsbevarende styrker patruljerer stadigvæk våbenhvilelinjen mellem Israel og Syrien i Golan-højderne.
 

STATUS FOR DET ISRAELSK-SYRISKE SPOR


Israel erobrede i 1967 de syriske Golan-højder. På den baggrund har der siden indledningen af den mellemøstlige fredsproces i oktober 1991 været ført fredsforhandlinger mellem Israel og Syrien. Imidlertid har forhandlingerne ikke udmøntet sig i konkrete resultater.

Som udgangspunkt for forhandlingerne har Syrien insisteret på en fuldstændig israelsk tilbagetrækning fra hele Golan. Fuld fred for fuld tilbagetrækning, hverken mere eller mindre, har været den faste syriske position i hele forløbet. Det vil sige, at grænserne måtte føres tilbage til den linie, hvor de syriske tropper stod den 4. juni 1967, idet Sikkerhedsrådets resolution 242 fastslår, at erhvervelse af territorium gennem krig var utilladeligt. Syrien har således gjort egentlige forhandlinger og indrømmelser betinget af en principiel israelsk accept af fuldstændig israelsk tilbagetrækning som målet. Tilbagetrækningen er i syrisk optik en forudsætning for fred og etableringen af normale forbindelser med Israel.

For Israels vedkommende fastholdes, at Golan-højderne udgør et så strategisk vigtigt område, at man ikke umiddelbart vil eller kan acceptere at give hele området tilbage. Man har udtrykt villighed til at afgive dele af Golan over en årrække for fred med Syrien. Fredens omfang bestemmer tilbagetrækningens omfang, er den israelske position, men Israel fastholder også, at Sikkerhedsrådets resolution 242 må forstås således, at det ikke er våbenstilstandslinierne af 1949, men de anerkendte internationale grænser, der er udgangspunktet. Den gamle grænse mellem de britiske og franske mandat-områder (henholdsvis Palæstina og Syrien) lå lidt øst for våbenstilstandslinien.

En fredstraktat skulle i givet fald indeholde en normalisering af det bilaterale forhold og tilfredsstillende sikkerhedsgarantier. Det vil i givet fald kræve, at man når til enighed om fire grundlæggende spørgsmål: den endelige grænsedragning, en plan for israelsk tilbagetrækning, retningslinier for en normalisering af forholdet mellem de to lande og sikkerhedsarrangementer landene
imellem.

Efter en række resultatløse forhandlinger 1991-94, hvor Syrien krævede tilbagetrækningens omfang klarlagt først og Israel fredens indhold aftalt først, kom der realitetsforhandlinger i gang mellem de to lande. De tog udgangspunkt i en hypotese om, at linien af 4. juni 1967 kunne blive lagt til grund, og på det grundlag nåede man langt i retning af enighed om de gensidige sikkerhedsarrangementer og om fredens indhold. Derimod udestod spørgsmålet om tidsplanen for fredstraktatens gennemførelse.

Problemet med hensyn til sikkerhedsarrangementerne er især dels bredden af militært udtyndede zoner, dels spørgsmålet om fortsatte israelske eller andre observationsposter på Hermon-bjerget og Golan. En tilstedeværelse af FN-tropper eller af andre tropper på grænsen indgår formentlig i forhandlingerne. Syrien finder, at de militære begrænsninger skal være ligeværdige, mens Israel nu finder, at Syrien som Egypten må betale en pris for dets aggressive holdning frem til 1973, dvs. at demilitarisering skal ske på syrisk side, som det er tilfældet på egyptisk side i Sinai.

Fredens indhold menes ikke at være det store problem, da Syrien – hvis det får hele det i 1967 tabte territorium tilbage – er rede til et korrekt og normalt forhold til Israel med handel, trafik og ambassader. Mens udtrykket “normalisering” af forbindelserne på alle – også personlige, kulturelle og kommercielle – niveauer er kontroversielt i Egypten, anvender syrerne det udtryk for det fremtidige forhold, hvis 4. juni 1967-linien bliver grænsen. Hvad angår tidsplanen ønsker Israel en lang gennemførelsesperiode, mens Syrien ønsker en kort overgangsperiode.

Foranlediget af Hamas’ terrorbomber i Israel i februar-marts 1996 afbrød Israel fredsforhandlingerne med Syrien. Der var formentlig premierminister Peres’ plan, at de kunne genoptages efter det israelske valg i maj 1996. Men efter at Netanyahu-regeringen var blevet dannet, blev forhandlingerne ikke formelt genoptaget, idet Israel kun ville forhandle “uden forhåndsbetingelser”, mens Syrien insisterede på, at forhandlingerne fortsatte fra det punkt, man var nået til i begyndelsen af marts 1996.

Med valget af Barak til premierminister i Israel synes en opblødning i forholdet mellem Syrien og Israel at være på vej. Premierminister Barak har tilkendegivet at ville arbejde for en fredsaftale med Syrien.

Fornyede israelsk-syriske kontakter gennem især USA, Frankrig og EU efter valget af premierminister Barak har endnu ikke i efteråret 1999 ført til et grundlag for forhandlingernes genoptagelse. Israels nye regering har udtalt, at linien af 4. juni 1967 kun er en hypotese, og at den foretrækker den lidt østligere linie, som var grænsen mellem de tidligere britiske og franske mandatområder. Syrien finder, at man 1995-96 har lukket forhandlingerne om grænsen, og at de ikke helt færdiggjorte forhandlinger om den præcise fastlæggelse af militært udtyndede områder og om fredens indhold (grænseovergange, vanddeling mv.) har været baseret på, at der er (hypotetisk) enighed om 4. juni-linien som grænse og udgangspunkt for de videre forhandlinger. Syrien fastholder fortsat, at nye forhandlinger må videreføres fra præcist det punkt, hvor man var i marts 1996.

Fremskridt i det palæstinensiske spor kan imidlertid svække den syriske position, idet Syrien risikerer i givet fald at stå tilbage som den sidste part med territorialkrav over for Israel. Omvendt vil en snarlig fredsslutning mellem Israel og Syrien (samt Israel og Libanon) være et så stort gennembrud for fredsprocessen, at presset for hurtige fremskridt i de meget vanskelige forhandlinger mellem Israel og palæstinenserne (bl.a. om Jerusalem og flygtninge) bliver
mindre.

En fredsaftale mellem Israel og Syrien forudses at skulle indeholde retningslinier for vanddeling, således at det aftales, hvor stor en del (i relative eller absolutte tal) af vandet i og på Golan, der skal løbe ind i Israel og dermed ikke anvendes i Syrien. Fra syrisk side fastholdes det, at man vil anlægge den samme linie over for Israel som over for Tyrkiet, dvs. at man vil holde sig til de folkeretlige regler på området. I forhold til Tyrkiet kritiserer Syrien, at tyrkerne holder for meget vand tilbage, som burde løbe ind i Syrien. På denne baggrund burde de israelsk-syriske vanddelingsforhandlinger, som endnu ikke er indledt, og som hænger snævert sammen med den præcise placering af den fremtidige grænse, ikke blive så vanskelige.

Fred mellem Israel og Syrien tillægges betydning ikke alene for det bilaterale forhold mellem de to lande, men også for en fredsslutning mellem Israel og Libanon og på længere sigt for forholdet mellem Israel og de lande i regionen, som endnu ikke har indgået en aftale med Israel.



 
 
 

STATUS FOR DET ISRAELSK-LIBANESISKE SPOR


Selv om det næppe vil være muligt for Israel at få en aftale i stand med Libanon, uden at der samtidig sluttes en israelsk-syrisk aftale, gøres der fra israelsk side forsøg herpå.

Israels grundholdning er, at man ikke har territoriale krav i Libanon, og at man kun befinder sig i “sikkerhedszonen” af sikkerhedsmæssige grunde (beskyttelse af det nordlige Israel). Der er konstante sammenstød i sikkerhedszonen mellem den israelske hær (IDF) og den sydlibanesiske hær (SLA) på den ene side og især Hizbollah, men også andre libanesiske grupper på den anden side. Det er senest i april 1996 blevet aftalt, at det ikke er legitimt at inddrage civile som “skjold” eller “mål” i den løbende konflikt mellem Hizbollah mv. på den ene side og IDF og SLA på den anden side i “sikkerhedszonen”, og at det heller ikke er legitimt at udvide konflikten ud over “sikkerhedszonens” område. Aftalen forhindrer ikke, at Hizbollah mv. kan angribe IDF og SLA i “sikkerheds-zonen”, og at IDF/SLA kan forsvare sig i den. Når denne aftale af 1996 ikke respekteres, medfører det raketangreb ind i Israel og israelske artilleri- og fly-
angreb længere inde i Libanon.

Hizbollah modtager ideologisk og finansiel støtte fra Iran. Den syriske præsident Assad har hidtil tilladt iranske våbenleverancer til Hizbollah gennem Syrien, ligesom Hizbollah har kontorer i Syrien. Libanon, Syrien og Iran anser Hizbollah og andre gruppers kamphandlinger som legitim modstand (frihedskamp) mod fremmed besættelse. Israel anser Hizbollah og andre grupper, der bekriger Israel, som terrorister.

På baggrund af de følelige israelske tab i Libanon er der i den israelske offentlighed, herunder i gruppen af mødre til unge faldne soldater, et stigende pres for en israelsk tilbagetrækning. Også fra Arbejderpartiet er fremkommet forslag om, hvorledes en planlagt  tilbagetrækning burde gennemføres. 
 
I foråret 1998 meddelte Netanyahu-regeringen, at man nu tilsluttede sig Sikkerhedsrådets resolution 425, der kræver, at Israel straks og betingelsesløst rømmer Libanon, og at Libanons effektive myndighedsudøvelse i det sydlige Libanon genoprettes. Imidlertid fastholdtes fra israelsk side, at der ikke vil ske en ensidig israelsk militær tilbagetrækning fra “sikkerhedszonen” uden en form for sikkerhedsarrangement eller -garanti fra de libanesiske myndigheder og det libanesiske forsvar, således at Hizbollah ikke ville få frit spil. Endelig skulle Israels allierede i Sydlibanon, dvs. medlemmerne af SLA, have amnesti.

Det betingede israelske tilbud blev afvist fra officielt syrisk og libanesisk hold, men efterfølgende kom uofficielle, positive reaktioner fra libanesiske politikere og fra enkelte andre arabiske lande. Der har desuden været libanesiske tilkendegivelser om, at man ved en ensidig israelsk tilbagetrækning vil udfylde det sikkerhedsmæssige tomrum, som ville opstå. Fra Hizbollah er der kommet udtalelser om, at alene den nuværende israelske besættelse betinger aktionerne imod IDF og Israel.

Valget af Barak til ny premierminister i Israel har givet anledning til fornyet håb om fremdrift i det israelsk-libanesiske spor. Premierminister Barak erklærede under valgkampen, at Israel – i overensstemmelse med Sikkerhedsrådets resolution 425 – inden for en etårig periode ville foretage en tilbagetrækning fra Libanon. Og det på trods af at der eventuelt ikke ville være indgået en fredsaftale mellem de to lande.

Mens der siden 1974 har været ro i det besatte Golan og langs den syrisk-israelske våbenstilstandslinie, har der i mange år været kampe mellem IDF (og senere SLA) på den ene side og på den anden side PLO-militser (indtil 1991) og (fra 1982) Hizbollah (der blev skabt som en reaktion på den store israelske invasion af Libanon det år) over den israelsk-libanesiske grænse, men især i det sydlige Libanon. Disse kampe er også Syriens måde at lægge et militært pres på Israel, som set fra Damaskus skal påføre IDF tab i det sydlige Libanon, men kampene bør være begrænset til dette område.

Syriens mål er parallelle fredstraktater mellem Israel-Syrien og Israel-Libanon, der indebærer en fuld israelsk tilbagetrækning. I så fald vil de endnu bevæbnede libanesiske militser – Hizbollah og SLA – blive afvæbnet. En ensidig, betingelsesløs israelsk tilbagetrækning fra Libanon vil Syrien formentlig acceptere, men uden glæde, da situationen i det sydlige Libanon ses som løftestangen for en fred med Israel, der medfører, at Syrien får Golan igen.

Et væsentligt spørgsmål i forhandlinger mellem Israel og Libanon er fremtiden for de palæstinensiske flygtninge. Det anslås, at der er ca. 360.000 palæstinensiske flygtninge i Libanon, hvilket svarer til ca. en tiendedel af befolkningen i Libanon. Libanon vil i den forbindelse kræve, at alle flygtningene kan vende hjem, dvs. i det væsentlige til Galilea i det nordlige Israel, hvor de fleste palæstinensere i Libanon oprindelig kom fra. Det krav vil Israel med sikkerhed afslå, og Libanon vil da vende sig til de andre arabiske lande og det internationale samfund for at opnå, at de palæstinensiske flygtninge bosættes et andet sted end i Libanon.


 
 

FREDSPROCESSENS MULTILATERALE SPOR


Efter valget af Ehud Barak til premierminister i Israel og de seneste fremskridt i de bilaterale drøftelser mellem Israel og dets nabolande er der tegn på, at også drøftelserne i det multilaterale spor vil kunne genoptages. Udviklingen dokumenterer den tætte kobling, der eksisterer mellem de bilaterale og multilaterale drøftelser.

Formålet med det multilaterale spor er som nævnt at øge tilliden mellem fredsprocessens parter og samtidig opnå enighed om en række praktiske og specifikke problemstillinger, der vedrører alle stater og befolkningsgrupper i regionen, og som bør indgå i et fredeligt samarbejde i Mellemøsten. Foreløbige temaer for de multilaterale drøftelser har været økonomisk samarbejde, vand, flygtninge, miljø samt nedrustning og våbenkontrol.

I det multilaterale spor var det planen, at Israel og dets umiddelbare naboer (palæstinenserne, Jordan, Syrien, Libanon og Egypten) sammen med andre lande i regionen og potentielle donorer skulle drøfte disse spørgsmål og nå til enighed om et konkret, fremtidigt samarbejde.

Allerede i fredsprocessens første fase blev det multilaterale spor hæmmet af, at Syrien og Libanon først ønskede fremskridt i de bilaterale forhandlinger. De to lande så ingen grund til at engagere sig i forhandlinger om fredens frugter, førend der var sikkerhed for, at der faktisk blev fred. De to lande valgte derfor tidligt ikke at deltage i det multilaterale spor.

En positiv økonomisk udvikling og øget samarbejde i den mellemøstlige region vil virke som en katalysator for varig fred, fremme forbindelserne mellem landene og herved understøtte de politiske fredsbestræbelser. EU er mødeleder for den arbejdsgruppe (REDWG – Regional Economic Development Working Group), hvor grundlaget og mulighederne for regionalt økonomisk samarbejde drøftes. Drøftelserne vedrører bl.a. rammerne for samarbejde inden for handel, energi, landbrug, transport og infrastruktur, turisme samt sundhed.

Fordelingen af de eksisterende vandressourcer i den mellemøstlige region er et følsomt spørgsmål. Dels er det en faktor, som indgår i forhandlingerne om israelsk overdragelse af land, idet Israels nuværende forsyning af fersk vand for en stor dels vedkommende stammer fra Libanon, Golan og grænseområdet mellem Syrien og Jordan samt fra vandbærende lag under Israel og Vestbredden. Dels er adgangen til vand af afgørende betydning for den fremtidige økonomiske udvikling. USA er mødeleder for den arbejdsgruppe, hvor vandproblematikken drøftes. Blandt emnerne er retningslinier for den fremtidige fordeling af eksisterende vandressourcer og spørgsmålet om eventuel tilførsel af nye vandressourcer.

Canada er mødeleder for den arbejdsgruppe, hvor spørgsmålet om flygtninge behandles. For palæstinenserne – såvel i Gaza og på Vestbredden som i diaspora’en – betragtes det som afgørende, at de palæstinensiske flygtninge i fortrinsvis Jordan, Libanon og Syrien får ret til at vende tilbage til Vestbredden eller bosætte sig dér i Israel, hvorfra de eller deres forfædre oprindelig flygtede i 1948. I den forbindelse er det for palæstinenserne væsentligt, at det internationale samfund vedvarende har fokus rettet mod netop flygtninge-problematikken. Det er samtidig et spørgsmål, hvis løsning – for især de arabiske aktører, herunder ikke mindst Jordan og Libanon – udgør et naturligt element i etableringen af en retfærdig, varig og samlet regional fred. Også for udenforstående lande er det vigtigt, at fredsprocessen omfatter en løsning af dette spørgsmål, således at man ikke står tilbage med en dybt frustreret gruppe på ca. to millioner palæstinensere i Israels nabolande, som fortsat kan være et uro-element.

Israels udgangspunkt er som nævnt, at palæstinenserne bør integreres der, hvor de nu bor.

I takt med at der etableres tættere forbindelser mellem stater og befolkningsgrupper i Mellemøsten vil nye emner og problemstillinger uvilkårligt trænge sig på. Miljø vil være blandt disse. Det er i dette lys, at der i fredsprocessens multilaterale spor – med Japan som mødeleder – er etableret en arbejdsgruppe, hvor miljøspørgsmål drøftes blandt fredsprocessens parter.

At få skabt en forbedret sikkerhedssituation i Mellemøsten vil være afgørende for etablering af varig fred i Mellemøsten. Derfor indgår nedrustning og våbenkontrol blandt de prioriterede emner i det multilaterale spor. USA og Rusland er mødeledere for den arbejdsgruppe, hvor disse spørgsmål behandles. Centrale spørgsmål i denne gruppe, der ikke er nået ret langt, kunne være begrænsninger i de konventionelle styrker og skabelse af et Mellemøsten uden masseødelæggelsesvåben.

Der blev afholdt en række møder i det multilaterale spor, indtil Netanyahu-regeringens politik blev kendt. Herefter har der også på dette område været stilstand. Mødelederne har dog forsøgt at holde et minimum af liv i det multilaterale spor gennem uformelle møder uden for regionen for interesserede lande.

Efter valget i Israel i maj 1999 er bestræbelserne på at aktivere det multilaterale spor blevet forstærket. Men fra arabisk og især egyptisk side har der været en tøven i afventning af en vurdering af Barak-regeringens konkrete politik. Egypten har direkte anført, at det ville være meget ønskeligt, at der kom gang i det israelsk-syriske og det israelsk-libanesiske spor, førend det multilaterale spor formelt blev reaktiveret. 



 
 
Intet i Mellemøsten flytter sig for alvor uden USA's aktive medvirken, og selv da er det ikke altid nok.
 

USA’s ROLLE I FREDSPROCESSEN


USA var den drivende kraft bag fredsprocessens start, og et vedvarende stærkt engagement fra USA’s side er fortsat nødvendigt for at bygge bro mellem parterne. Mistilliden til modpartens hensigter er meget stor. Kun USA accepteres som mellemmand og mægler af alle parter.

Især USA’s traditionelt tætte forhold til Israel er af betydning for fortsat fremdrift i fredsprocessen. Ehud Barak aflagde i juli besøg i USA. Meldingerne om Baraks samtaler med præsident Clinton var yderst positive. Clinton og Barak fremsatte under besøget et fælles kommuniké om samarbejde inden for bl.a. forsvar, sikkerhed og bekæmpelse af terrorisme, vand, forskning og turisme. Samarbejdet betegnedes som et strategisk partnerskab med henblik på at understøtte fælles bestræbelser på at slutte den arabisk-israelske konflikt og opnå fred i Mellemøsten.
 
Hvad angår forholdet til de palæstinensiske selvstyreområder har USA hidtil afholdt sig fra at imødekomme palæstinensernes ønske om tilsagn om støtte til en palæstinensisk stat. USA henviser til, at det er et spørgsmål, der må være genstand for forhandlinger mellem parterne. Præsident Clinton har dog i et brev til Yasser Arafat ultimo april 1999 bidraget til at skabe en følelse af fremdrift for palæstinenserne ved at understrege, at USA “anerkender det palæstinensiske folks ret til at leve på (on) deres eget land”.
 
USA har i lighed med EU tidligere tilkendegivet, at man finder en frist på et år rimelig til at nå til enighed om de uløste spørgsmål, herunder vedrørende forhandlinger om selvstyreområdernes endelige størrelse og status samt drøftelser vedrørende de uafklarede spørgsmål fra interimsperioden. Fra amerikansk side lægges op til, at parterne skal forhandle, således at USA i højere grad får en baggrundsrolle. En varig fred opnås kun, såfremt parterne selv har forpligtet sig hertil.

Med Sharm el-Sheikh-memorandummet er 13. september 2000 sat som frist for afslutning af de endelige forhandlinger. Datoen er sammenfaldende med syvårsdagen for undertegnelsen af “Principerklæringen for palæstinensisk selvstyre”, der fandt sted i Washington den 13. september 1993.

Palæstinenserne, Syrien og Libanon lægger afgørende vægt på USA’s rolle, og de vil – hvis de bilaterale forhandlinger ikke gør fremskridt – bede USA om at indtage en aktiv mæglerrolle.


 
 
Selvom EU har finansieret en stor del af fredsprocessen, er det aldrig lykkedes unionen at omsætte sin økonomiske satsning til politisk indflydelse.
 

EU’s ROLLE I FREDSPROCESSEN


EU-landene har stærke historiske, kulturelle og økonomiske bånd til landene i den mellemøstlige region. For EU er det vigtigt, at der er fred og samarbejde i dette nærliggende område. Det er derfor også i EU’s interesse, at fredsprocessen videreføres, og der opnås en retfærdig, varig og samlet fred i Mellemøsten.

EU har udnævnt en særlig Mellemøst-udsending, ambassadør Moratinos. Siden udnævnelsen i november 1996 er Moratinos med tiden blevet accepteret som aktør i fredsprocessen. Moratinos er aktiv i forbindelse med løsning af visse interimspørgsmål (bl.a. etablering af en havn og en lufthavn i Gaza, tilvejebringelse af sikker passage mellem de palæstinensiske områder, oprettelse af en industripark på grænsen mellem Israel og Gaza, sikkerhedsspørgsmål) samt bestræbelser på at sætte gang i de palæstinensiske områders økonomi. Moratinos er også en af budbringerne mellem Israel på den ene side og Syrien og Libanon på den anden.

Efter indgåelsen af fredsaftalen mellem Egypten og Israel i 1979 forsøgte det daværende EF at fremme, at også de palæstinensiske områder blev inkluderet i aftalen. Fred i Mellemøsten måtte baseres på FN’s resolutioner 242 og 338. I den forbindelse understregede de daværende ni EF-medlemmer med Venedig-deklarationen fra 1980 palæstinensernes ret til selvbestemmelse og anførte, at der var behov for at inkludere PLO i arabisk-israelske forhandlinger for at sikre en retfærdig og varig regional fred. 

 



THE VENICE DECLARATION
12-13 June 1980


1. The Heads of State or Government and the Ministers of Foreign Affairs held a comprehensive exchange of views on all aspects of the present situation in the Middle East, including the state of negotiations resulting from the agreements signed between Egypt and Israel in March 1979. They agreed that growing tensions affecting this region constitute a serious danger and render a comprehensive solution to the Israel-Arab conflict more necessary and pressing than ever.
2. The nine Member States of the European Community consider that the traditional ties and common interests which link Europe to the Middle East oblige them to play a special role and now require them to work in a more concrete way towards peace.
3. In this regard, the nine countries of the Community base themselves on Security Council Resolutions 242 and 338 and the positions which they have expressed on several occasions, notably in their Declarations of 29 June 1977, 19 September 1978, 26 March and 18 June 1979, as well as in the speech made on their behalf on 25 September 1979 by the Irish Minister of Foreign Affairs at the thirty-fourth United Nations General Assembly.
4. On the bases thus set out, the time has come to promote the recognition and implementation of the two principles universally accepted by the international community: the right to existence and to security of all the States in the region, including Israel, and justice for all the peoples, which implies the recognition of the legitimate rights of the Palestinian people.
5. All of the countries in the area are entitled to live in peace within secure, recognized and guaranteed borders. The necessary guarantees for a peace settlement should be provided by the UN by a decision of the Security Council and, if necessary, in the basis of other mutually agreed procedures. The Nine declare that they are prepared to participate within the framework of a comprehensive settlement in a system of concrete and binding international guarantees, including (guarantees) on the ground.
6. A just solution must finally be found to the Palestinian problem, which is not simply one of refugees. The Palestinian people, we are conscious of existing as such, must be placed in a position, by an appropriate process defined within the framework of the comprehensive peace settlement, to exercise fully their right to self-determination.
7. The achievement of these objectives requires the involvement and support of all the parties concerned in the peace settlement which the Nine are endeavouring to promote in keeping with the principles formulated in the declaration referred to above. These principles apply to all the parties concerned, and thus the Palestinian people, and to the PLO, which will have to be associated with the negotiations.
8. The Nine recognize the special importance of the role played by the question of Jerusalem for all the parties concerned. The Nine stress that they will not accept any unilateral initiative designed to change the status of Jerusalem and that any agreement on the city's status should guarantee freedom of access for everyone to the Holy places.
9. The Nine stress the need for Israel to put an end to the territorial occupation which it has maintained since the conflict of 1967, as it has done for part of Sinai. They are deeply convinced that the Israeli settlements constitute a serious obstacle to the peace process in the Middle East. The Nine consider that these settlements, as well as modifications in populations and property in the occupied Arab territories, are illegal under international law.
10. Concerned as they are to put an end to violence, the Nine consider that only the renunciation of force or the threatened use of force by all the parties can create a climate of confidence in the area, and constitute a basic element for a comprehensive settlement of the conflict in the Middle East.
11. The Nine have decided to make the necessary contacts with all the parties concerned. The objective of these contacts would be to ascertain the position of the various parties with respect to the principles set out in this declaration and in the light of the results of this consultation process to determine the form which such an initiative on their part could take.


 

I fredsprocessen siden Madrid-konferencen i 1991 støtter EU fuldt ud USA’s bestræbelser i den mellemøstlige fredsproces. Der er nok den historiske forskel på USA’s og EU’s tilgang til Mellemøsten, at EU lægger større vægt på de folkeretlige regler som grundlaget for en retfærdig og varig fred, mens USA finder, at når resultatet er frit forhandlet, vil det sikre en varig fred.

Det var i høj grad EU, der – med USA’s opbakning – lettede Arafats mulighed for at acceptere at undlade at udråbe en selvstændig palæstinensisk stat op til den 4. maj 1999.

EU’s forhold til Israel
EU lægger og har altid lagt afgørende vægt på Israels sikkerhed og ret til at leve i fred inden for sikre og anerkendte grænser.

Den nuværende israelske regering har anerkendt EU’s rolle i fredsprocessen, EU’s finansielle bidrag til fredsprocessen og de fremtidige muligheder i forbindelse med Euro-Middelhavs-aftalen.

I 1995 blev der undertegnet en associeringsaftale (Euro-Middelhavs-aftale) mellem EU og Israel til afløsning af den tidligere frihandelsaftale. Associeringsaftalen er endnu ikke ratificeret af alle medlemslande (Folketinget tiltrådte
aftalen i marts 1997), men de handelsmæssige aspekter er trådt i kraft via en interimsaftale fra 1996.

Israel blev i kølvandet efter fredsprocessens fremskridt i midten af 1990’erne som det eneste ikke-europæiske land tilknyttet EU’s forskning- og udviklingssamarbejde.

I 1999 oprettede EU og Israel det såkaldte “EU-Israel Forum”. Formålet hermed er at styrke dialogen mellem EU og Israel, herunder blandt opinionsdannere. Der er hensigten over en toårig periode at afholde en række konferencer om emner af fælles interesse.

EU’s forhold til de palæstinensiske myndigheder
EU har siden Oslo-aftalerne støttet den nyoprettede palæstinensiske myndighed. Man har fra EU’s side fulgt fredsprocessen tæt siden Madrid-konferencen i 1991 (se eksempelvis bilag 2 – “Erklæring fra Det Europæiske Råd i Cardiff 15.-16. juni 1998”). Senest har EU’s stats- og regeringschefer med Berlin-erklæringen fra marts 1999 understreget palæstinensernes fortsatte og ubetingede ret til selvbestemmelse, herunder muligheden for at oprette en stat (jf. afsnittet om “Den mellemøstlige fredsproces, 3. fase”).

Med EU-landenes støtte vedtog FN’s generalforsamling den 7. juli 1998 at øge den palæstinensiske delegations rettigheder i FN, idet man fandt, at det er et fornuftigt skridt, som vil give palæstinenserne bedre mulighed for at udtrykke deres legitime rettigheder.

EU-Kommissionen og EU-landene er internationalt langt den største yder af udviklingsbistand til palæstinenserne i et forsøg på at forhindre yderligere forværring af de økonomiske og sociale forhold i Selvstyreområderne. En krise på disse områder vil i sig selv kunne modvirke en fredelig udvikling i Mellemøsten.

De handelsmæssige forbindelser mellem EU og de palæstinensiske selvstyreområder er reguleret via EU-PLO-interimsaftalen, der blev indgået i 1997. Imidlertid er der en række problemer vedrørende oprindelsesregler i forbindelse med aftalen, der ifølge EU-Kommissionen skyldes, at Israel ikke anerkender EU–PLO-interimsaftalen. Problemerne skyldes konkret, at Israel hindrer fri palæstinensisk eksport til tredjelande og opretholder andre foranstaltninger, der fordyrer og forhaler palæstinensisk eksport via israelske mellemhandlere. EU er utilfreds med Israels behandling af palæstinensisk eksport. De palæstinensiske selvstyreområder har efter EU’s opfattelse en legitim ret til selvstændigt at bestemme over import/eksport. Herudover har man fra EU’s side henvist til Paris-protokollen (undertegnet af Israel og PLO i forbindelse med Oslo-aftalerne), der f.eks. giver det palæstinensiske selvstyre ret til selv at fastsætte toldsatser.

Man har fra EU’s side været meget bekymret over korruptionsanklager rettet mod det palæstinensiske selvstyre, herunder sløset kontrol med offentlige midler. Flere internationale undersøgelser er imidlertid nået til den samme konklusion: at problemerne mere drejer sig om ineffektiv forvaltning af midler og manglende skatteopkrævning end om egentlig korruption.


 
 

ANDRE LANDES ROLLE I FREDSPROCESSEN


Rusland
Sovjetunionen optrådte sammen med USA som co-sponsor til Madrid-konferencen i 1991, og efterfølgende blev de første møder under det multilaterale spor afholdt i Moskva. At USA og Sovjetunionen, som havde stået på hver sin side under den kolde krig, sammen tog initiativet til afholdelsen af fredskonferencen i Madrid, var en væsentlig grund til, at alle parterne i den mellemøstlige konflikt sluttede op omkring konferencen.

Sovjetunionen havde traditionelt gode forbindelser til bl.a. Syrien og PLO. Med Sovjetunionens fald mistede disse aktører en væsentlig allieret, og alternativet til deltagelse i fredsprocessen fortonede sig.

Rusland har siden søgt at udfylde Sovjetunionens plads i fredsprocessen og formår stadig at yde en vis politisk indflydelse på parterne i processen.

Norge
Norge var i 1993 vært for hemmelige forhandlinger mellem Israel og PLO. Gennem uformelle møder i Oslo opbyggedes en stadig større tillid mellem parterne, hvorved det blev muligt at få vedtaget en “Principerklæring for palæstinensisk selvstyre”. Med principerklæringen fulgte en gensidig anerkendelse af henholdsvis den israelske regering og PLO – som de retmæssige repræsentanter for det israelske og palæstinensiske folk – hvilket skabte et fundament for de videre forhandlinger.

Siden da har Norge fulgt forhandlingerne tæt. Fra såvel israelsk som palæstinensisk side anerkender og respekterer man den store – og neutrale – indsats, Norge har ydet for skabelsen af en varig regional fred. Norge spiller fortsat en væsentlig rolle i koordinationen af bistanden til Gaza og Vestbredden.

Egypten
I takt med normaliseringen af sit forhold til de arabiske lande har Egypten med fornyet styrke kunnet øve indflydelse på fredsprocessen i Mellemøsten ved at udnytte den position, Egypten har som mulig samtalepartner med alle de i konflikten involverede parter. Egypten har siden 1977 arbejdet tæt sammen med USA i bestræbelserne på at finde muligheder for en løsning af den arabisk-israelske konflikt og det palæstinensiske problem. Egypten har i forbindelse med disse forhandlinger til stadighed indtaget en modererende
holdning. Den egyptiske indflydelse har især været afgørende i det palæstinensiske spor, mens Egypten reelt ikke var indblandet i den israelsk-jordanske fredsaftale.

Egypten søger at fastholde, at fredsprocessen ikke kan afsluttes uden en fred mellem Israel og Syrien og Libanon. Det egyptiske standpunkt er, at udviklingen på det økonomiske og det politisk-militære område må forløbe parallelt og med inddragelse af alle parter. Dermed søger Egypten også at fastholde sin position som den første blandt ligemænd i forhold til de arabiske lande og deres forhold til USA og Israel.

Det bilaterale forhold til Israel er blevet udbygget i takt med fredsprocessens fremskridt. Efter regeringsskiftet i Israel i 1992 besøgte premierminister Rabin flere gange Egypten, og der var adskillige bilaterale udenrigsministerbesøg i begge lande. Præsident Mubaraks første besøg som præsident var dog ved Rabins begravelse, og han understregede ved den lejlighed, at det ikke drejede sig om et egentligt besøg, idet han blot var i Jerusalem for at kondolere.

Under Netanyahu-regeringen kølnedes forholdet på ny mellem Egypten og Israel, men valget i Israel i maj 1999 af premierminister Barak fra Arbejderpartiet i stedet for Netanyahu har skabt en ny situation i den mellemøstlige fredsproces og dermed grundlag for fornyet kontakt mellem Israel og Egypten. I den forbindelse har Egypten ikke været sen til at udnytte den nye fremdrift i fredsprocessen. Således høstede Egypten international prestige ved at medvirke til tilvejebringelsen af Sharm el-Sheikh-memorandummet den 4. september 1999. Det må forventes, at Egypten igen i de videre fredsforhandlinger vil være en aktiv partner – i tæt samarbejde med USA, og der er næppe tvivl om, at Egypten ser sig som en betydelig partner i den regionale udvikling, som forventes at følge efter etableringen af en omfattende fredsordning.

Fra israelsk side kritiseres Egypten for at være alt for modstræbende over for en fuld normalisering af Egyptens og andre landes forhold til Israel, førend der er sluttet en endelig fred mellem Israel og alle dets naboer.

Efter aftalerne Israel–PLO og Israel–Jordan har en række andre arabiske lande (herunder Marokko, Tunesien, Mauretanien, Oman, Bahrein og Qatar) gjort forsigtige tilnærmelser til Israel, som det kunne iagttages på den økonomiske konference i Amman i oktober 1995 og ved begravelsen af Israels premierminister Yitzhak Rabin i november 1995. Under Netanyahu-regeringen blev disse tilnærmelser i det væsentlige trukket tilbage. Men efter dannelsen af Barak-regeringen har Mauretanien etableret diplomatiske forbindelser med Israel, og Barak var en velkommen gæst ved begravelsen af Marokkos kong Hassan II.


 

DANMARK OG DEN MELLEMØSTLIGE FREDSPROCES

Danmark støttede og anerkendte staten Israels oprettelse i 1947-48. I alle årene har titusinder af danske gennem udvandring eller med kibbutzophold bidraget til opbygningen og udviklingen af Israel. Mange danske fandt kibbutzsystemet meget beundringsværdigt. Når Israel var truet militært, har al sympati samlet sig om landet.

Danmark arbejder for at sikre en politik, der fremstår afbalanceret i forhold til alle parter i den mellemøstlige fredsproces, således at der ikke tages parti for enkelte aktører, men samtidig fastholdes målet om en retfærdig, varig og samlet fred i Mellemøsten på grundlag af de indgåede aftaler, folkeretten og Sikkerhedsrådets resolutioner. I den forbindelse betragtes det som vigtigt, at det tætte samspil, der eksisterer mellem EU og USA, fastholdes.

Overgangsbistand til Gaza og Vestbredden
Danmark yder overgangsbistand til Gaza og Vestbredden. Overgangsbistand ydes til lande, der befinder sig i en politisk eller økonomisk overgangsperiode, og den er af tidsbegrænset varighed. Den usikre fremtid i de palæstinensiske selvstyreområder og ønsket om at bidrage til en stabil social og økonomisk udvikling lå bag beslutningen om den danske bistand til de palæstinensiske selvstyreområder.

Bistanden blev indledt i 1994, hvor det blev besluttet for perioden 1994-98 at yde 250 mio. kr. Yderligere 40 mio. kr. blev afsat for perioden 1996-97 for at afbøde konsekvenserne af de omfattende israelske grænselukninger i 1996.

Som følge af indgåelsen af Oslo II-aftalen i september 1995, hvor selvstyreområderne blev udvidet til at omfatte ca. en fjerdedel af Vestbredden, blev der fundet behov for i øget omfang at understøtte udviklingen af det palæstinensiske selvstyre. På denne baggrund besluttede Danmark i januar 1996 at forlænge den danske overgangsbistand med 75 mio. kr. for perioden 1998-2000 og i februar 1998 at afsætte yderligere 75 mio. kr. for samme periode. Med en beslutning om et yderligere beløb på 100 mio. kr. i november 1998 og en forlængelse af vergangsbistanden frem til 2003 beløber den samlede danske bistand til de palæstinensiske selvstyreområder sig til 540 mio. kr. for perioden 1994-2003. Forsinkelserne i fredsprocessen har således medført, at overgangsbistanden har måttet forlænges. Med udgangen af 1999 vil et beløb på 333 mio. kr. være udbetalt.

Den nuværende strategi for bistanden til Gaza og Vestbredden er fra 1997 og dækker perioden 1998-2000. Bistanden koncentreres ifølge strategien om følgende fire områder: (I) støtte til kommunal udvikling og forvaltning i det centrale Gaza, (II) budgetstøtte og beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, (III) støtte til fremme af demokrati, god regeringsførelse og respekt for menneskerettigheder i de palæstinensiske selvstyreområder, og (IV) støtte via danske NGO’er til palæstinensiske NGO’er både i Gaza og på Vestbredden. Bistanden er primært rettet mod Gaza, der har større arbejdsløshed og sociale problemer end Vestbredden. I forbindelse med en gennemgang af overgangsbistanden i 1999 vil strategien blive justeret og forlænget til udgangen af 2003.  

Regionalbistand til Mellemøsten
For at understøtte fredsprocessen i hele Mellemøsten er der for perioden 1996-2000 afsat 50 mio. kr. til regionalbistand for Mellemøsten. En forlængelse af denne bistand til udgangen af 2003 er under overvejelse. Formålet er at medvirke til at styrke tværgående samarbejde i Mellemøsten. Projekter, hvortil der ydes støtte, vil derfor involvere flere lande engageret i den mellemøstlige fredsproces.

Den nuværende regionalbistand til Mellemøsten blev fastlagt i 1996 for perioden 1996-2000. Der blev ikke i 1996 defineret specifikke sektorer for regionalbistanden, men lagt op til at støtte projekter, der ville blive formuleret som følge af fremskridt i fredsprocessens multilaterale spor.

Opgaven har været under vanskelige forhold at identificere projekter, som tilgodeså regionalbistandens overordnede formål. Der eksisterer endnu ikke velfungerende mellemstatslige regionale organisationer, der omfatter alle parter i den mellemøstlige fredsproces. Fredsprocessens multilaterale spor gik i stå under Netanyahu-regeringen, og en pragmatisk og fleksibel holdning til bistanden har været nødvendig. Nogle projekter er således gennemført med kun to parter (Israel og palæstinenserne),  idet det har været vurderingen, at netop fredsfremmende initiativer mellem disse to parter var helt afgørende.

Projektaktiviteterne har været koncentreret inden for sektorerne landbrug/ fiskeri, uddannelse/kapacitetsopbygning af institutioner/medier og sundhed.

Af konkrete igangværende projektaktiviteter finansieret under regionalbevillingen kan nævnes:
I. Støtte til udvikling af fælles tv-programmer baseret på national tv-produktion i De Palæstinensiske Selvstyreområder, Jordan og Israel, som skal medvirke til fremme af den mellemfolkelige forståelse og bidrage til fjernelse af fjendebilleder.
II. Et regionalt landbrugsprogram, der omfatter De Palæstinensiske Selvstyreområder, Egypten, Jordan og Israel. Det overordnede formål er at fremme et samarbejde mellem ligeværdige partnere med henblik på udveksling af teknologi, erfaringer mv. I forlængelse af dette program har Danmark givet tilsagn om bilateralt at finansiere 10-12 stipendiater til videreuddannelse i Danmark (Master’s Degree og PhD) for ansatte i det palæstinensiske landbrugsministerium.
III. Støtte til et israelsk-palæstinensisk arbejdsmiljøprojekt.
IV. Støtte til efteruddannelse af palæstinensiske læger i Israel.

Louisiana-processen 
I januar 1997 blev der afholdt en større konference på Louisiana-museet i Humlebæk. Ved denne lejlighed stiftedes “The International Alliance for Arab-Israeli Peace” (Louisiana-processen) og den oprindelige kreds af israelere og egyptere, der var i dialog, udvidedes med palæstinensere og jordanere.

Louisiana-processen har således udviklet sig til et bredere mellemfolkeligt sam-arbejde til støtte for fredsprocessen i Mellemøsten, siden de første diskrete dialogmøder mellem israelere og egyptere fandt sted på Louisiana i 1995 og 1996.

Ledende repræsentanter for de fire parter i alliancen udgør et panel, som på offentlige møder drøfter den mellemøstlige fredsproces. “Roving Discussion Panels” har været afholdt i Tel Aviv og Ramallah. Endvidere blev der i sommeren 1999 afholdt en stor konference i Kairo, ligesom der er nedsat underkomitéer, hvor spørgsmål som voldsbekæmpelse, bosættelser, fredsaftaler og regionalt samarbejde drøftes.

Kriserne i den mellemøstlige fredsproces har gjort arbejdsbetingelserne for Louisiana-processen sværere end oprindelig forudset. Med undertegnelsen af Oslo-aftalerne fra 1993 opstod en optimisme, som skabte et momentum for opbygning af gensidig tillid mellem israelere og arabere. Det var dette grundlag, Louisiana-processen forudsås at skulle bygge på. Men den manglende fremdrift i fredsforhandlingerne har gjort en “normalisering” af forholdet mellem israelere og arabere vanskeligere, hvilket også har haft en afsmittende effekt på parterne i Louisiana-processen, ikke mindst for de arabiske deltageres vedkommende.

Det er forhåbningen, at underskrivelsen af Sharm el-Sheikh-memorandummet vil føre til en fornyet opbygning af gensidig tillid mellem israelere og arabere.



 
 
AFSLUTNING

Den mellemøstlige fredsproces blev indledt med Madrid-konferencen i 1991. Målet har til stadighed været at skabe en varig fred mellem regionens lande og befolkningsgrupper. Herved skulle den endeløse række af voldelige sammenstød og spændinger, der har præget regionen i dette århundrede, blive bragt til ophør.

Otte år er gået siden processens start. Mange aktører har været inddraget, ligesom det har vist sig vanskeligt at se bort fra den historiske arv, der præger naboforbindelserne. Alligevel har processen bidraget til, at parterne har nærmet sig hinanden. Der er indgået en fredsaftale mellem Jordan og Israel, ligesom Israel og repræsentanter fra den palæstinensiske befolkning er nået til enighed om væsentlige dele af deres udeståender. Der er etableret et midlertidigt palæstinensisk selvstyre i Gaza og på Vestbredden, og Israel og repræsentanter for den palæstinensiske befolkning har indledt en dialog om selvstyreområdernes endelige status og størrelse. Endvidere har der været drøftelser mellem henholdsvis Israel og Syrien samt Israel og Libanon – uden at der endnu er skabt grundlag for varig fred mellem de pågældende lande, men parternes standpunkter, ønsker og krav er blevet gennemanalyseret i fællesskab.

En varig fred i Mellemøsten forudsætter en løsning, der på én gang er samlet og retfærdig. Alle parter må inkluderes, og alle parter må kunne opnå gevinster, som dermed stiller dem bedre end i udgangspunktet.

En sådan retfærdig, varig og samlet fred i Mellemøsten bør kunne udformes på grundlag af de indgåede aftaler, folkeretten og Sikkerhedsrådets resolutioner. Land for fred er løsningen. Det vil indebære israelsk tilbagetrækning fra besatte områder, men samtidig forudsætte, at Israels sikkerhed garanteres. Uden sikkerhed for Israel bliver der ingen fred i Mellemøsten.

Danmark og EU er fortsat rede til at bistå parterne sammen med især USA til at bringe forhandlingerne fremad.



 
 
EFTERSKRIFT

Efter afslutningen af redaktionen af dette tema-hæfte har der især været følgende udvikling i den mellemøstlige fredsproces:

USA's præsident Clinton kunne i begyndelsen af december 1999 meddele, at Israel og Syrien nu var rede til at genoptage deres forhandlinger fra det punkt, de tidligere var nået til (i 1996). Den 15. og 16. december 1999 gennemførte Israel og Syrien de første forhandlinger med hinanden på politisk niveau, idet de to delegationer blev ledet af henholdsvis premierminister Barak og udenrigsminister al-Sharaa. De tidligere bilaterale forhandlinger var mellem højtstående civile og militære embedsmænd. Forhandlingerne i december 1999 fandt sted i Washington med aktiv deltagelse af USA’s præsident Clinton og udenrigsminister Albright.

På baggrund af disse forhandlinger er det håbet og forventningen, at Israel og Syrien inden for mindre end et år kan afslutte deres fredsforhandlinger, som nåede ganske langt, inden de blev afbrudt i 1996, og at der inden for samme tidshorisont kan afsluttes fredsforhandlinger mellem Israel og Libanon.

Desuden er det håbet og forventningen, at forhandlingerne i det multilaterale spor vil blive genoptaget i fuldt omfang, idet de egyptiske og andre arabiske deltageres ønske om at afvente genoptagelsen af forhandlingerne mellem Israel og Syrien, henholdsvis Libanon, nu synes opfyldt. Hvis alt går vel i de kommende måneder, må det også forudses, at Libanon og Syrien begynder at deltage i forhandlingerne i det multilaterale spor, som i så fald bliver ægte regionalt, omfattende Israel og alle dets naboer.

Samtidig understreger Israel, at forhandlinger med Syrien og Libanon ikke medfører, at der lægges mindre vægt på forhandlingerne i det palæstinensiske spor. Det er fortsat håbet og forventningen i overensstemmelse med den aftalte plan og parternes erklærede hensigt, at forhandlingerne skal afsluttes i september 2000, selv om de er forsinket i forhold til de aftalte tidsfrister for så vidt angår den 2. israelske tilbagetrækning fra Vestbredden i denne runde, spørgsmålet om de sidste israelske tilbagetrækninger i overgangsperioden (før de afsluttende forhandlinger), åbningen af transportkorridoren mellem Gaza og Ramallah, eventuel frigivelse af flere palæstinensiske (politiske) fanger fra israelske fængsler og den fuldstændige åbning af en gade og et marked i Hebron.


 

Bilag 1:
Sharm el-Sheikh-memorandummet

The Sharm el-Sheikh Memorandum on Implementation Timeline of Outstanding Commitments of Agreements Signed and the Resumption of Permanent Status Negotiations
     The Government of the State of Israel (“GOI”) and the Palestine Liberation Organization (“PLO”) commit themselves to full and mutual implementation of the Interim Agreement and all other agreements concluded between them since September 1993 (hereinafter “the prior agreements”), and all outstanding commitments emanating from the prior agreements. Without derogating from the other requirements of the prior agreements, the two Sides have agreed as follows:

1. Permanent Status Negotiations:
a. In the context of the implementation of the prior agreements, the two Sides will resume the Permanent Status negotiations in an accelerated manner and will make a determined effort to achieve their mutual goal of reaching a Permanent Status Agreement based on the agreed agenda i.e. the specific issues reserved for Permanent Status negotiators and other issues of common interest.
b. The two Sides reaffirm their understanding that the negotiations on the Permanent Status will lead to the implementation of Security Council Resolutions 242 and 338;
c. The two Sides will make a determined effort to conclude a Framework Agreement on all Permanent Status issues in five months from the resumption of the Permanent Status negotiations;
d. The two Sides will conclude a comprehensive agreement on all Permanent Status issues within one year from the resumption of the Permanent Status negotiations;
e. Permanent Status negotiations will resume after the implementation of the first stage of release of prisoners and the second stage of the First and Second Further Redeployments and not later than September 13, 1999. In the Wye River Memorandum, the United States has expressed its willingness to facilitate these negotiations.

2. Phase One and Phase Two of the Further Redeployments The Israeli Side undertakes the following with regard to Phase One and Phase Two of the Further Redeployments:
a. On September 5, 1999, to transfer 7% from Area C to Area B;
b. On November 15, 1999, to transfer 2% from Area B to Area A and 3% from Area C to Area B;
c. On January 20, 2000, to transfer 1% from Area C to Area A, and 5.1% from Area B to Area A.

3. Release of Prisoners
a. The two Sides shall establish a joint committee that shall follow-up on matters related to release of Palestinian prisoners.
b. The Government of Israel shall release Palestinian and other prisoners who committed their offences prior to September 13, 1993, and were arrested prior to May 4, 1994. The Joint Committee shall agree on the names of those who will be released in the first two stages. Those lists shall be recommended to the relevant Authorities through the Monitoring and Steering Committee;
c. The first stage of release of prisoners shall be carried out on September 5, 1999 and shall consist of 200 prisoners. The second stage of release of prisoners shall be carried out on October 8, 1999 and shall consist of 150 prisoners;
d. The joint committee shall recommend further lists of names to be released to the relevant Authorities through the Monitoring and Steering Committee;
e. The Israeli side will aim to release Palestinian prisoners before next  Ramadan.

4.  Committees
a. The Third Further Redeployment Committee shall commence its activities not later than September 13, 1999;
b. The Monitoring and Steering Committee, all Interim Committees (i.e. CAC, JEC, JSC, legal committee, people to people), as well as Wye River Memorandum committees shall resume and/or continue their activity, as the case may be, not later than September 13, 1999. The Monitoring and Steering Committee will have on its agenda, inter alia, the Year 2000, Donor/PA projects in Area C, and the issue of industrial estates;
c. The Continuing Committee on displaced persons shall resume its activity on October 1, 1999 (Article XXVII, Interim Agreement);
d. Not later than October 30, 1999, the two sides will implement the recommendations of the Ad-hoc Economic Committee (article III-6, WRM).

5.  Safe Passage
a. The operation of the Southern Route of the Safe Passage for the movement of persons, vehicles, and goods will start on October 1, 1999 (Annex I, Article X, Interim Agreement) in accordance with the details of operation, which will be provided for in the Safe Passage Protocol that will be concluded by the two Sides not later than September 30, 1999;
b. The two Sides will agree on the specific location of the crossing point of the Northern Route of the Safe Passage as specified in Annex I, Article X, provision c-4, in the Interim Agreement not later than October 5, 1999;
c. The Safe Passage Protocol applied to the Southern Route of the Safe Passage shall apply to the Northern Route of the Safe Passage with relevant agreed modifications;
d. Upon the agreement on the location of the crossing point of the Northern Route of the Safe Passage, construction of the needed facilities and related procedures shall commence and shall be ongoing. At the same time, temporary facilities will be established for the operation of the Northern Route not later than four months from the agreement on the specific location of the crossing-point;
e. In between the operation of the Southern crossing point of the Safe Passage and the Northern crossing point of the Safe Passage, Israel will facilitate arrangements for the movement between the West Bank and the Gaza Strip, using non-Safe Passage routes other than the Southern Route of the Safe Passage;
f. The location of the crossing points shall be without prejudice to the Permanent Status negotiations (Annex I, Article X, provision e, Interim Agreement).

6. Gaza Sea Port
The two Sides have agreed on the following principles to facilitate and enable the construction works of the Gaza Sea Port. The principles shall not prejudice or preempt the outcome of negotiations on the Permanent Status:
a. The Israeli Side agrees that the Palestinian Side shall commence construction works in and related to the Gaza Sea Port on October 1, 1999;
b. The two Sides agree that the Gaza Sea Port will not be operated in any way before reaching a joint Sea Port protocol on all aspects of operating the Port, including security;
c. The Gaza Sea Port is a special case, like the Gaza Airport, being situated in an area under the responsibility of the Palestinian Side and serving as an international passage. Therefore, with the conclusion of a joint Sea Port Protocol, all activities and arrangements relating to the construction of the Port shall be in accordance with the provisions of the Interim Agreement, especially those relating to international passages, as adapted in the Gaza Airport Protocol;
d. The construction shall ensure adequate provision for effective security and customs inspection of people and goods, as well as the establishment of a designated checking area in the Port;
e. In this context, the Israeli side will facilitate on an on-going basis the works related to the construction of the Gaza Sea Port, including the movement in and out of the Port of vessels, equipment, resources, and material required for the construction of the Port;
f. The two Sides will coordinate such works, including the designs and movement, through a joint mechanism.

7. Hebron Issues
a. The Shuhada Road in Hebron shall be opened for the movement of Palestinian vehicles in two phases. The first phase has been carried out, and the second shall be carried out not later than October 30, 1999;
b. The wholesale market-Hasbahe will be opened not later than November 1, 1999, in accordance with arrangements which will be agreed upon by the two Sides;
c. A high level Joint Liaison Committee will convene not later than September 13, 1999 to review the situation in the Tomb of the Patriarchs / Al Haram Al Ibrahimi (Annex I, Article VII, Interim Agreement and as per the January 15, 1998 US Minute of Discussion).

8. Security
a. The two Sides will, in accordance with the prior agreements, act to ensure the immediate, efficient and effective handling of any incident involving a threat or act of terrorism, violence or incitement, whether committed by Palestinians or Israelis. To this end, they will cooperate in the exchange of information and coordinate policies and activities. Each side shall immediately and effectively respond to the occurrence or anticipated occurrence of an act of terrorism, violence or incitement and shall take all necessary measures to prevent such an occurrence;
b. Pursuant to the prior agreements, the Palestinian side undertakes to implement its responsibilities for security, security cooperation, on-going obligations and other issues emanating from the prior agreements, including, in particular, the following obligations emanating from the Wye River Memorandum:
1) continuation of the program for the collection of the illegal weapons, including reports;
2) apprehension of suspects, including reports;
3) forwarding of the list of Palestinian policemen to the Israeli Side not later than September 13, 1999;
4) beginning of the review of the list by the Monitoring and Steering Committee not later than October 15, 1999.

9.  The two sides call upon the international donor community to enhance its commitment and financial support to the Palestinian economic development and the Israeli-Palestinian peace process.

10. Recognizing the necessity to create a positive environment for the negotiations, neither side shall initiate or take any step that will change the status of the West Bank and the Gaza Strip in accordance with the Interim Agreement.

11. Obligations pertaining to dates, which occur on holidays or Saturdays, shall be carried out on the first subsequent working day.

This memorandum will enter into force one week from the date of its signature.

Made and signed in Sharm el-Sheikh, this fourth day of September 1999.

For the Government of the State of Israel
For the PLO

Witnessed by

For the Arab Republic of Egypt
For the United States of America
For the Hashemite Kingdom of Jordan

It is understood that, for technical reasons, implementation of Article 2-a and the first stage mentioned in Article 3-c will be carried out within a week from the signing of this Memorandum.


 


Bilag 2:
Erklæring fra EU-formandskabet
Cardiff den 15.-16. juni 1998.
Erklæring fra EU-formandskabet: Møde i Det Europæiske Råd


FREDSPROCESSEN I MELLEMØSTEN
“Det Europæiske Råd har gjort status over fredsprocessen i Mellemøsten på baggrund af Det Europæiske Råds formands besøg regionen den 17.-21. april og Ministerrådets formands besøg den 15.-18. marts, samt de kontrakter, formandskabet og den særlige udsending til stadighed har med parterne.
     Det Europæiske Råd erindrer om sine tidligere erklæringer, navnlig den opfordring til fred i Mellemøsten, der blev vedtaget den 16.-17. juni 1997 i Amsterdam, og det bekræfter de retningslinier for en EU-politik, der tager sigte på at befordre fremskridt og genoprette tilliden mellem parterne, og som blev fastlagt den 12.-13. december 1997 i Luxembourg.
     Det Europæiske Råd udtrykker sin alvorlige bekymring over, at der stadig ikke sker fremskridt i fredsprocessen, og over den trussel, dette indebærer for stabiliteten og sikkerheden i regionen. Det understreger, at alle parter må udvise mod og visioner i bestræbelserne på at opnå fred med udgangspunkt i de relevante resolutioner fra FN’s Sikkerhedsråd og de principper, man opnåede til enighed om i Madrid og Oslo, bl.a. skal de forpligtelser, der er indgået i henhold til de israelsk-palæstinensiske interimsaftaler og Hebron-protokollen, opfyldes fuldt ud.
     Det Europæiske Råd understreger, at den mulighed, der i øjeblikket findes for at gøre fremskridt i det palæstinensiske forhandlingsspor, ikke må forspildes. Det bekræfter på ny, at Den Europæiske Union kraftigt støtter USA’s bestræbelser på at opnå parternes tilslutning til en pakke af forslag, som, hvis den accepteres, vil bane vejen for en gennemførelse af de tidligere indgåede aftaler og en ny start på samtalerne om en endelig status. I den forbindelse opfordrer Det Europæiske Råd Israel til at anerkende palæstinensernes selvbestemmelsesret, uden at udelukke muligheden for en stat. Samtidig opfordrer det det palæstinensiske folk til atter at bekræfte sin vilje til at respektere Israels legitime ret til at leve inden for sikre, anerkendte grænser.
     Det Europæiske Råd udtrykker ligeledes sin dybe bekymring over de manglende fremskridt i det syriske og det libanesiske forhandlingsspor, og understreger, at man fortsat må bestræbe sig på at genoptage dem, så der kan opnås en samlet fred baseret på princippet om land for fred og de relevante resolutioner fra FN’s Sikkerhedsråd. Samtidig med at det udtrykker tilfredshed med Israels accept af Sikkerhedsrådets resolution 425, opfordrer det til fuld og betingelsesløs tilbagetrækning af Israels styrker fra Sydlibanon.
     Det Europæiske Råd udtrykker tilfredshed med Den Europæiske Unions positive rolle i fredsprocessen i Mellemøsten og med den særlige EU-udsendings indsats i den forbindelse. Her kan bl.a. nævnes EU’s aktive medvirken i samtalerne den 4.-5. maj i London og forhandlingerne om økonomiske overgangsproblemer, fremsættelsen af den fælles erklæring om et EU-palæstinensisk sikkerhedssamarbejde og tætte kontakter med parterne og med USA. Det noterer sig en række positive initiativer i den senere tid, herunder den fransk-egyptiske opfordring til fred samt forskellige forslag fra den særlige udsending, og det opfordrer Rådet (almindelige anliggender) til at være opmærksom på disse initiativer og eventuelle andre muligheder under hensyntagen til den aktuelle situation.
     Det Europæiske Råd understreger, at Den Europæiske Union fortsat vil gøre alt, hvad der står i dens magt, for at støtte og styrke fredsprocessen og alle, der bestræber sig på at fremme den.”


 

 

 
Tilføj kommentar