Overblik:

Den arabisk-israelske konflikt

Israel-Palæstinakonflikten er et kæmpemæssigt, kompliceret problemkompleks, som det kan være meget svært at skabe sig et fornuftigt overblik over. Derfor skal jeg her forsøge at skære konfliktens historie op i nogle mere overskuelige bidder, vel vidende at det også betyder, at man må ”skøjte henover” sider af historien, andre måske også opfatter som centrale. Men andre steder på denne hjemmeside vil vi forsøge at gå mere i detaljer, for dem der har brug for det. Konflikten har haft mange faser og stadier. Og parternes mål og midler har ændret sig op igennem tiden.

Jødisk nationalisme
Den jødiske nationale opvågning begynder lidt tidligere end arabernes. Formentlig fordi en stor del af verdens jøder i århundreder har levet i Europa, og derfor rives med af de samme nationale strømninger, som præger de omgivende ikke-jødiske samfund. For jøderne får den nationale drøm en særlig drejning. Både fordi de omgivende samfunds anti-semitisme gøt det svært for jøderne at se deres nationale fremtid i Europa, men også fordi den jødiske nationale historie udspillede sig i Mellemøsten og ikke i Europa.

Derfor begynder fortrinsvist østeuropæiske jøder at immigrere til det tyrkiske (eller det osmanniske) Palæstinaområde. Nogenlunde samtidig grundlægges Verdens Zionistbevægelsen, som sætter endnu mere skub i immigrationen.

  • Zionismen – den jødiske nationalbevægelse – fører til jødisk immigration til Palæstinaområdet.

Arabisk nationalisme
Også i den arabiske verden, som på det her tidspunkt er en del af Det osmanniske Imperium, begynder de nationalistiske idéer så småt at pible frem i intellektuelle kredse. Den tendens kommer der yderligere skub i, da Egypten besættes af Storbritannien, som i 1914 erklærer landet et britisk protektorat, og også da jødernes med deres nationale idéer begynder at strømme til Palæstinaområdet.

  • Arabisk nationalisme blandt intellektuelle i de største arabiske byer.
  • Egypten under britisk kontrol.
  • Begyndende arabisk modstand imod den jødiske indvandring.

Borgerkrig og kolonialisme
I begyndelsen mindede konflikten derfor mest af alt om en etnisk baseret borgerkrig imellem to folkeslag – araberne og jøderne – som kæmper om magt og indflydelse over det samme område. Men ingen af dem havde som udgangspunkt en egentlig stat eller nation i en vesteuropæisk forstand.

Som et resultat af Den første Verdenskrig bryder Det osmanniske Imperium sammen. Storbritannien og Frankrig rykker ind, og begynder at forvalte området i overensstemmelse med deres egne nationale interesser. Mellemøsten bliver af stormagterne delt op i stater. Grænsedragningen tager mere hensyn til stormagternes interesser end til lokale etniske, historiske og religiøse forhold.

  • Det osmanniske Imperium bryder sammen. Britisk og fransk imperialisme tager over.
  • Periodiske borgerkrigslignende tilstande imellem arabere og jøder i Palæstinaområdet.

Første arabisk-israelske krig
Med oprettelsen af staten Israel i 1948 tager konflikten en ny og afgørende drejning. Den første arabisk-israelske krig bryder ud. For araberne får konflikten et klart mål: Israels udryddelse. Et forsøg på at ”rette den historiske uretfærdighed”, som araberne mente, var blevet begået imod dem. For Israel var det afgørende spørgsmål overlevelse og konsolidering af deres stat.

Som et resultat af denne første krig, som israelerne kalder Uafhængighedskrigen og araberne Al-Naqba – Den store Katastrofe, flygter en del af den arabiske befolkning fra det område, der kommer under israelsk kontrol. Resten af det tidligere britiske mandatområde bliver besat af arabiske landes væbnede styrker. Langsomt kommer dette nye palæstinensiske flygtningeproblem til at blive et af konfliktens afgørende og centrale omdrejningspunkter.

  • Arabernes første mål er at slippe af med Israel. Israels at overleve.
  • Senere begynder også det palæstinensiske flygtningeproblem at blive et centralt sprøgsmål i konflikten.

Israel bliver en besættelsesmagt
Efter Juni-krigen i 1967 – det israelerne kalder Seksdageskrigen – ændrer konflikten igen karakter. Under krigen besætter israelerne Golanhøjderne i nord fra Syrien, Øst-Jerusalem og Vestbredden – som indtil da havde været under jordansk kontrol, og Gaza-striben, som Egypten havde holdt besat siden 1948. Set udefra er der nu ikke længere tale om en israelsk eksistenskamp, selvom mange israelere selv fortsat opfatter det således. Israel har vist, at landet råder over områdets mest effektive militærmaskine. Og fra arabisk side fokuserer man nu mere og mere på det palæstinensiske flygtningeproblem og på at vinde de områder tilbage, som er blevet tabt i 67-krigen.

Det arabiske nederlag sætter skub i en palæstinensisk national ”frigørelse” fra de arabiske regeringers kontrol. PLO bliver oprettet og i 1968 over Yassir Arafat kontrollen med organisationen. Palæstinenserne begynder at angribe Israel, lægge bomber, kapre rutefly m.m.

  • Selvom den arabiske retorik fortsat taler om Israels udslettelse, så handler det fra nu af mest om at vende de besatte områder tilbage.
  • Begyndende palæstinensisk terrorisme sørger for, at det palæstinensiske problem fortsat forbliver centralt.

Krig, diplomati og bosættelser
Denne nye Mellemøstlige virkelighed bliver tydeligt illustreret under Oktoberkrigen i 1973 – som i Israel hedder Yom Kippurkrigen. Her var det arabiske mål ikke længere Israels udslettelse, men – i hvert fald for Egyptens vedkommende – et mere begrænset mål: En begrænset militær sejr, som kunne udløse en politisk-diplomatiske proces.

73-krigen er et traumatisk chok for israelerne, der ”blev taget på sengen” af araberne. Krigen sætter gang i en diplomatisk proces, som først og fremmest giver Egypten kontrol over en del af Sinai-ørkenen og dermed over hele Suez-kanalen. Det er, skal det efterfølgende vise sig, en afgørende grund til at det år senere er muligt at indlede fredsforhandlinger imellem Egypten og Israel.

Samtidig begynder et nyt fænomen at skabe realiteter, der ikke er til at komme udenom: Oprettelsen af jødiske bosættelser i de områder Israel erobrede i 67-krigen, og som landet har holdt besat lige siden. Denne kolonisering af de erobrede områder rejser tvivl om Israels hensigt på længere sigt. Er områderne fortsat et forhandlingskort til gengæld for en fredsaftale med araberne? Eller har Israel nu i realiteten annekteret dem?

  • Tabu brudt: Israel er ikke uovervindelig på slagmarken.
  • Voksende Egyptisk selvbevidsthed som følge af, hvad egypterne opfatter som en sejr, fører til forhandlinger med Israel.
  • Oprettelsen af jødiske bosættelser i de israelsk-besatte områder tager fart. Ny jødisk religiøs ultra-nationalisme begynder at vinde frem i Israel.

En anden form for overblik
Det er altid godt at forsøge at dele et kæmpemæssigt problem-kompleks op i mindre bidder i et forsøg på bedre at forstå det. Israel-Palæstinakonflikten kan opdeles på mange forskellige måder, afhængigt af hvad det er man søger at vise, hvilken analyse man ønsker at anlægge, eller hvilket politisk ærinde man er ude i. Lad os imidlertid alligevel forsøge at inddele konflikten i nogle hovedafsnit:

  • 1880-1930: Den jødiske nationalbevægelse – zionismen – grundlægges. Jødiske pionerer ankommer til Palæstina og begynder deres kolonisering.
  • 1930-1948: Araberne begynder at reagere. Begyndelsen på en arabisk-palæstinensisk nationalbevægelse. Holocaust – det nazistiske massemord på Europas jøder. Zionismen udvikler sig til en redningsaktion.
  • 1948-1967: Oprettelsen af staten Israel. Det palæstinensiske flygtningeproblem. For israelerne – immigration, opbygning af nationen, krige og overlevelseskamp. For palæstinenserne – oprettelsen af PLO, kampen imod Israel, styrkelsen af den palæstinensiske nationale identitet.
  • 1967-1977: Vendepunktet: Seksdageskrigen. Israel vinder, erobrer store landområder, palæstinenserne flygter igen. Israel bliver en besættelsesmagt. Brat opvågning for palæstinenserne. Araberne ude af stand til generobre Palæstina. Vil de have en stat, må palæstinenserne tage hånd om deres egen skæbne. Arafat overtager kontrollen med PLO.
  • 1977-1987: Israel – højre-nationalisterne kommer til magten. Fred mellem Israel og Egypten. Jødiske bosættelser i de besatte områder. Jødisk national-religiøs messianisme.
  • 1987-1992: Intifadaen – den palæstinensiske opstand: Brat opvågning for Israel – besættelsen kan ikke fortsætte evigt…Og for PLO – folket har sin egen mening. Golfkrigen: Brat opvågning for Israel – territorier ingen sikring …og for PLO – arabisk splittelse, den palæstinensiske sag er ikke længere hellig, uden at blinke sparker araberne 350.000 palæstinenserne ud af Golfen. 
  • 1992-1996: Fred og tilnærmelse. Rabin og Arbejderpartiet vender tilbage til magten i Israel. Israel og PLO anerkender hinanden. Fredsprocessen indledes. Israelsk tilbagetrækning fra dele af de besatte områder. Palæstinensisk selvstyre, Arafat vender tilbage. Fred mellem Israel og Jordan.
  • 1996-1999: Modrevolutionen. Rabin myrdes. Højre-nationalisterne under Netanyahu og de religiøse tilbage til magten. Fredsprocessen død. Mellemøsten går fra håbet om fred til frygten for krig.
  • 1999-2000: Sidste chance? Arbejderpartiet vinder valget under ledelse af Ehud Barak. Håbet om fred spirer endnu en gang, men parterne konfronteres snart med de barske realiteter. ”Land for fred” er sværere end som så – alle gode viljer til trods.
  • 2000-  : Al Aqsa-Intifadaen. Fredsprocessen er død og begravet. Blodige sammenstød og bølge af palæstinensisk terrorisme. Ariel Sharon kommer til magten med en højre-nationalistisk regering og genbesætter de palæstinensiske områder.