Analyse:

Hussein-McMahon-korrespondancen

Da Det osmanniske Imperium allierede sig med Tyskland, blev Den nære Orient også en del af Den første Verdenskrigs slagmark.
Da Det osmanniske Imperium allierede sig med Tyskland, blev Den nære Orient også en del af Den første Verdenskrigs slagmark.

Mange vil i dag se de daværende stormagters imperialistiske politik i Det Osmanniske Imperium sidste tid som nogle af rødderne til nutidens konflikt i Mellemøsten. Det er givetvis ganske korrekt, men det er vanskeligt at komme med dagens moralske normer for udenrigspolitisk opførsel, og så overføre dem på tiden under og lige efter Den første Verdenskrig. Hvad de to europæiske stormagter Storbritannien og Frankrig foretog sig i Mellemøsten var stort set den måde stormagter opførte sig på. Med USA's begyndende entre på den storpolitiske scene begyndte visse ting at ændre sig. Den amerikanske præsident Wilson opstillede en række punkter, der skulle bringe et mål af stik ind i udenrigspolitikken. Men – nok så sigende – skulle denne Wilson-doktrin ikke gælde i den vestlige hemisfære, hvor USA havde sin egen interessesfære.


 

Storbritanniens forhold til araberne under Det osmanniske Imperium frem til Den arabiske Revolte udviklede sig over de første par år af Den første Verdenskrig. I begyndelsen var den britiske regering og udenrigsminister Lord Kitchner tilbageholdende.

I en hemmelig korrespondance med Emir Hussein Ibn Ali, Sharif af Mekka og Hejaz, gik emiren med til at forholde sig i ro og ikke foretage sig noget, der kunne gribe forstyrrende ind i den britiske krigsindsats. Til gengæld kom Lord Kitchener med nogle hentydninger til mulighederne for et arabisk kalifat – en form for arabisk-islamisk selvstyre/selvstændighed. Men i løbet af sommeren 1915 krævede Sharif Hussein Storbritanniens støtte til et totalt uafhængigt arabisk kongedømme i alle Det osmanniske Imperiums arabiske provinser. Til gengæld lovede han, at han i løbet af få måneder kunne rejse araberne i Arabien og Stor-Syrien i en storstilet opstand. Det synes som om Sharif Hussein er blevet tilskyndet i sin pro-allierede holdning af efterretninger om at Konstantinopel planlagde at vælte ham.

I løbet af sidste halvdel af 1915 begyndte briterne også at lege med tanken om en arabisk revolte. Men den arabiske emirs territorielle krav var uacceptable for Storbritannien, som selv har interesser i Mellemøsten. Det blev overdraget til den britiske højkommissær i Egypten, Sir Henry McMahon, at forhandle sig frem til en acceptabel ordning med Sharif Hussein.


Hussein-McMahon-korrespondancen
Hussein-McMahon-korrespondancen er en brevveksling, som i alt består af 10 diplomatiske noter, som i perioden fra 14. juli 1915 indtil 30. marts 1916. Korrespondancen stopper blot og ender aldrig med en egentlig aftale imellem parterne.

I brevvekslingen diskuteres det imellem de to, under hvilke omstændigheder Sharif Hussein vil alliere sig med Storbritannien og samle araberne under sin ledelse i en egentlig guerillakrig eller militær offensiv imod de tyrkiske myndigheder, som under krigen var gået sammen med centralmagterne – Tyskland og Det østrig-ungarske Kejserdømme.

Første kontakt var et brev fra Sharif Husseins søn Emir Abdullah til sekretæren for orientalske anliggender på det britiske generalkonsulat  Ronald Storrs (”den evnerigeste englænder i Det nære Østen…” blev han kaldt af T.E.Lawrence i bogen  ”Visdommens syv søjler”), som var følgeskrivelse til det første brev i korrespondancen:


Mekka, 2. Ramadan 1333
14. juli 1915

”Jeg sender Deres Velbårenhed mine ærbødigste hilsner og stoler på, at De, der kender fremgangsmåden, vil sørge for, at vedlagte brev, som indeholder vore forslag og betingelser, bliver modtaget.

I denne forbindelse ønsker jeg at give Dem og Deres regering min forsikring om, at De ikke behøver at nære nogen ængstelse for vort folks hensigter, for det forstår, hvor nært dets interesser er forbundet med Deres regerings. Gør Dem ikke ulejlighed med som tidligere at sende flyvemaskiner og krigsskibe til at sprede nyheder og meddelelser: Vi har nu bestemt os.

Hvad vi vil bede om, er, at De gør det muligt for den egyptiske regering at genoptage afsendelsen af gavekornet (1) til de fattige i Mekka og Medina, som blev standset i fjor. Til fremme af vore gensidige interesser vil modtagelsen af dette års korn sammen med sidste års være værdifuld. For en person med Deres intelligens vil dette vink være tilstrækkeligt.


I det vedlagte brev fra Sharif Hussein anmodede han Storbritannien om efter krigen at anerkende og garantere de arabiske lande – hvilket han definerer som hele Den arabiske Halvø (undtagen Aden) og Den frugtbare Halvmåne – samt støtte genoprettelsen af et arabisk kalifat.


Mekka, 2. Ramadan 1333
14. juli 1915

Eftersom hele den arabiske nation uden undtagelse er besluttet på at ville forsvare sin ret til at leve, vinde sin frihed og styre sine egne sager i teori og praksis,
     - og eftersom araberne tror, at det er i Storbritanniens interesse at yde dem hjælp og støtte til opfyldelsen af deres faste og lovlige hensigter med udelukkelse af alle andre,
     - og eftersom det tilsvarende er fordelagtigt for araberne at foretrække britisk hjælp frem for nogen anden i betragtning af de arabiske områders beliggenhed og økonomiske interesser og i betragtning af Storbritanniens velkendte holdning,
     - har den arabiske nation besluttet at henvende sig til regeringen i Storbritannien med anmodning om, at den, hvis den anser det for passende, gennem en af sine repræsentanter giver sin tilslutning til følgende fundamentale bestemmelser, som ikke, da tiden er knap, omfatter sager af relativ mindre betydning, da sådanne sager kan vente, til tiden er inde til at overveje dem:

1. Storbritannien anerkender uafhængighed for de arabiske lande, som er afgrænset af følgende: Mor nord af linjen Mersin – Adana til den 37. breddegrad og derefter langs linjen Birejik – Urfa – Mardin – Midiat – Jazirat – Amadia til den persiske grænse. Mod øst af den persiske grænse til Den persiske Bugt. Mod syd af Det indiske Ocean (med undtagelse af Aden, hvis status fortsætter som nu). Mod vest af Det røde Hav og Middelhavet op til Mersin. (2)
2. Storbritannien går ind på, at der udråbes et arabisk kalifat (3) over Islam.
3. Sheriffens arabiske regering forpligter sig til, alt andet lige, at give Storbritannien forrang ved alle investeringer i de arabiske lande.

5. Storbritannien går ind på, at alle kapitulationer (4) i de arabiske lande ophæves, og forpligter sig til at hjælpe sheriffens regering med at sammenkalde en international kongres, der skal påbyde deres ophævelse.


Storbritannien var naturligvis interesseret i en omfattende arabisk opstand imod Det osmanniske Imperium som både ville betyde, at der ville blive åbnet en ny front imod Triplealliancen, som ville tvinge dem til at afsætte troppestyrker og trække militære ressourcer bort fra de europæiske fronter, og samtidig sikre, at Storbritannien selv ikke skulle stationere store troppestyrker i den arabiske del af Mellemøsten. Derfor accepterede Storbritannien principperne i Sharif Husseins anmodning, men kunne ikke godtage udstrækningen af det område, som den arabiske leder krævede.

I sit første svar til Sharif Hussein forsøger Sir Henry McMahon at snige sig udenom spørgsmålet om det arabiske områdes nøjagtige udstrækning, samtidig med at han i blomstrende vendinger lovpriser den arabiske sheikh og hans rolle som den arabiske nations befrier, beskytter og regent.

Kairo, 30. august 1915

Vi har den ære at udtrykke vores taknemmelighed for de sande venskabelige følelser, De lægger for dagen overfor England, og det glæder os endvidere at få at vide, at Deres Højhed og Deres folk er enige om at mene, at arabiske interesser er i samklang med britiske interesser og omvendt.

Under hensyn til sagens alvor bekræfter vi hermed overfor Dem Lord Kitchener’s erklæring, som blev meddelt Dem gennem Ali Effendi (5), og hvori vi fastslog vort ønske om uafhængighed for de arabiske lande og deres indbyggere og vor villighed til at anerkende et arabisk kalifat, når det var blevet proklameret.

Vi erklærer endnu en gang, at kalifatets overgang til en virkelig araber af Profetens velsignede stamme vil blive hilst med glæde af Storbritanniens regering.

Hvad angår spørgsmålet om grænser, forekommer det mig, at det ville være for tidligt og spild af tid at begynde forhandlingerne om detaljer på nuværende stadium, hvor krigen fortsætter, og tyrkerne er i virkelig besiddelse af størstedelen af disse områder, så meget mere som en gruppe arabere (6), der bebor disse områder, til vor overraskelse og sorg har overset og forsømt denne værdifulde og uforlignelige lejlighed og i stedet for at komme os til hjælp har ydet støtte til tyskerne og tyrkerne, til tyskeren, den nye ransmand, og til tyrken, den tyranniske undertrykker.

Ikke desto mindre er vi fuldt parate til at sende Deres Højhed alle de kornforsyninger og andre kærlighedsgaver, som Egypten skylder Arabiens hellige land og de ædle arabere. De vil på et tegn fra Deres Højhed blive sendt til et hvilket som helst sted, De måtte angive.

Sharif Hussein og hans rådgivere fanger straks briternes uvillighed til at garantere de grænser og den territorielle udstrækning af det arabiske rige, som den arabiske fyrste havde lagt op til i sit første brev. I sit næste brev forsøger Sharif Hussein at overbevise briterne om, at han nærmest intet har haft med den foreslåede grænsedragning at gøre, men at den er et udtryk for det arabiske folks naturlige ret og ønsker. Selvom der naturligvis ikke er nogen, der tror, at Sharif Hussein på nogen måde demokratisk eller på anden måde har undersøgt hvad det (eller de) arabiske folk ønsker.


Mekka, 29. shawwal 1333
9. september 1915

Vi har modtaget Deres brev af 19. shawwal (30. august) med taknemmelighed og har taget det største hensyn til det til trods for den uklarhed og de tegn på lunkenhed og tøven, som vi konstaterede i det med hensyn til vort væsentligste punkt…

Sagen er, at de foreslåede grænser ikke er udtryk for en enkelt mands forslag, hvis krav udmærket kunne vente til krigens afslutning, men for vore folks krav, og de mener, at disse grænser udgør det minimum, der er nødvendigt for at skabe den nye tilstand, som de tilstræber. De er besluttet på at opnå denne, og de har bestemt sig til i første omgang at drøfte sagen med den magt, som de nærer størst tillid og tiltro til, og som de anser for retfærdighedens akse, nemlig Storbritannien.

…Det bør bemærkes, at de i deres foreslåede grænsedragning ikke har overskredet grænserne for de områder, som bebos af deres race.

Jeg stoler på, at Deres Excellence ikke nærer tvivl om, at jeg intet har haft at gøre med forslaget om disse grænser, som kun omgiver folk af vor race, men at de er blevet foreslået af vore folk, som, for at udtrykke det kort, anser dem for at være livsvigtige og i økonomisk henseende væsentlige, hvad de virkelig er.

Af disse grunde og for at berolige Dem kan jeg fastslå, at folkene i alle disse lande, også de, om hvem De siger, at de nidkært fremmer tyske og tyrkiske planer, afventer resultatet af nærværende underhandlinger, og det afhænger udelukkende af, om De forkaster eller godkender de foreslåede grænser, og om De vil hjælpe os med at sikre deres rettigheder, åndelige og andre, mod ondskab og fare. Vær venlig at underrette os om den britiske regerings afgørelse på dette punkt, så den kan være en rettesnor for os med hensyn til, hvad der passer i dens politik, og hvilke skridt det sømmer sig for os at tage. Hvad resten angår, er det Gud, som bestemmer over fortid og fremtid, han ordner alle ting, lovpriset være Hans navn!


I sin anden note, dateret den 24. oktober 1915, ekskluderer Sir McMahon en række områder fra det rige, som man er villige til at garantere arabisk uafhængighed i:

Kairo, den 24. oktober 1915

Jeg ser med beklagelse, at De af mit sidste brev har draget den slutning, at min holdning til spørgsmålet om grænserne er tøvende og lunken. Det var på ingen måde hensigten med mit brev. Hvad jeg mente, var, at jeg endnu ikke anså tidspunktet for at være kommet til at drøfte spørgsmålet på en afgørende måde.

Men da jeg af Deres sidste brev er blevet klar over, at De anser spørgsmålet for betydningsfuldt, livsvigtigt og presserende, har jeg skyndt mig at meddele Storbritanniens regering indholdet af Deres brev. Det er med den største fornøjelse, at jeg på dens vegne kan give Dem følgende erklæring, som jeg ikke nærer tvivl om, De vil modtage med tilfredshed og anerkendelse.

Distrikterne Mersin (7) og Alexandretta (8), og de dele af Syrien, som ligger vest for distrikterne Damaskus (9), Homs, Hama og Aleppo, kan ikke siges at være rent arabiske, og må af den grund holdes udenfor de foreslåede grænser.

På betingelse af denne indskrænkning og af, at det ikke kommer til at skade de  traktater, der er afsluttet mellem os og visse arabiske høvdinge (10), godkender vi  grænserne.

Hvad angår de områder, der ligger indenfor de foreslåede grænser, og hvor Storbritannien kan råde frit uden at skade sin allierede Frankrigs interesser, er jeg bemyndiget til på Storbritanniens regerings vegne at afgive følgende forsikring og svare Dem således:

1. At Storbritannien på betingelse af ovennævnte indskrænkninger er rede til at anerkende og støtte arabernes uafhængighed i alle områder inden for de landegrænser, der er foreslået af Shariffen af Mekka;
2. at Storbritannien vil garantere de hellige steder mod al aggression udefra og anerkende deres ukrænkelighed;
3. at Storbritannien, når omstændighederne tillader det, vil rådgive araberne og hjælpe dem med at oprette den mest passende form for regering i disse områder;
4. at det er underforstået, at araberne allerede har besluttet at søge råd og vejledning hos Storbritannien alene, og at europæiske rådgivere og embedsmænd, som måtte blive nødvendige for at skabe et sundt forvaltningssystem, skal være britiske.
5. at araberne med hensyn til de to vilajetter Bagdad (11) og Basra (12) anerkender, at den stilling, Storbritannien har skabt sig (13), og dets interesser dér nødvendiggør indførelse af særlige administrative foranstaltninger for at beskytte disse områder mod fremmede angreb, for at fremme deres indbyggeres vel og beskytte vore gensidige interesser.

Jeg er sikker på, at denne erklæring vil overbevise Dem og fjerne al tvivl om Storbritanniens sympati med sine venner arabernes målsætning, at den vil resultere i en varig og fast alliance med dem, og at en af dens umiddelbare følger vil være fordrivelsen af tyrkerne fra de arabiske lande og befrielsen af de arabiske folk fra det tyrkiske åg (14), der har tynget dem i så mange og lange år.

Fortolkningerne af sætningen – ”Distrikterne Mersin og Alexandretta, og dele af Syrien, som ligger vest for distrikterne Damaskus, Homs, Hama og Aleppo, kan ikke siges at være rent arabiske, og må derfor må udelades fra de  krævede områder” – gav senere anledning til en langstrakt strid imellem Storbritannien og araberne om hvorvidt Palæstina var en del af det område, som var blevet ekskluderet.

Palæstina-området lå ganske vist vest for Damaskus-provinsen, som dækkede hele Transjordanien, men ikke geografisk set vest for den nævnte række af byer. Storbritannien fastholdt hele tiden, at det aldrig havde været britisk politik at Palæstina skulle være en del af det område, som skulle ind under det selvstændige arabiske område. Dette er bekræftet i McMahons brev af 12. marts 1922 til det britiske Colonial Office. Men flere britiske embedsmænd indrømmede dog, at ordlyden ikke var klar. Det samme gjorde den britiske regering, da den hidtidigt hemmeligtholdte korrespondance blev offentliggjort i 1939. ”…sprogbrugen som denne eksklusion blev formuleret i var ikke så klar, specifik og umisforståelig, som man på det tidspunkt mente.”


Araberne påstod at Palæstina-området var en del af det område, der var blevet givet løfte om at de skulle have uafhængighed over. Og, fastholdt de, Sykes-Pikot-aftalen fra 1916 og Balfour-deklarationen fra 1917 var i modstrid med de løfter Sharif  Hussein var blevet givet i korrespondancen med Sir Henry McMahon, og Storbritannien havde bevidst vildledt dem.


Sharif Husseins tredje brev til Sir Henry McMahon:

Mekka, 27. zul-hejja 1333
(5. november 1915)

...

...for at gøre det lettere at blive einige og tjene Islams sag ved at fjerne eventuelle kilder til sorg og lidelse... insisterer vi ikke længere på, at distrikterne Mersin og Adana (=Adalia) skal med i det arabiske kongerige. Hvad angår vilajetterne Aleppo og Beirut og deres vestkyst, er disse rene arabiske provinser, hvor muslimerne ikke kan skilles ud fra de kristne (15), for begge er de efterkommere af vore forfædre…

…eftersom provinserne i Irak var en del af det tidligere arabiske rige og det egentlige sæde for regeringen i kalif ’Alif ibn Taleb’s dage (16) og alle kalifferne efter ham, og eftersom det var i de samme provinser (i særdeleshed i Basra, som var det første centrum for arabisk kultur), at arabernes civilisation blomstrede, og hvorfra deres magtudvidelse udgik… finder vi det umuligt at overtale eller tvinge den arabiske nation til at give afkald på den ærefulde forbindelse. Men da på den anden side de beskyttelsesforanstaltninger, som der er henvist til i Deres punkt nummer 5 angående Storbritanniens interesser, er naturligvis tilvejebragt – for at sikre britiske interesser, som vore egne er knyttet til, er et af vore hovedanliggender – er vi, da vi ønsker at lette vejen til enighed, villige til at tillade, at de områder, der nu er besat af britiske tropper, forbliver besat i en periode, der skal fastsættes ved forhandlinger, således at ingen af parternes rettigheder lider skade, ej heller disse egnes naturforekomster. (17) Det forudsættes at det arabiske kongerige i besættelsestiden modtager passende pekuniær hjælp til den udgiftsbyrde, som et nyfødt kongedømme uundgåeligt kommer til at bære, og at gældende overenskomster med visse høvdinge i disse egne bliver respekteret.

…vor tidligere meddelelse af 29. shawwal gør det overflødigt for os at svare på punkterne 3. og 4. i Deres brev angående forvaltningsformer, rådgivere og embedsmænd, især da det af Deres Excellences erklæringer klart fremgår, at der ikke skal være nogen indblanding i vore indre forhold.

Sir Henry McMahon’s tredje brev til Sharif Hussein.

Kairo, den 13. december 1915

…jeg var glad for at se, at De samtykker i, at distrikterne Mersin og Adana skal holdes udenfor grænserne for de arabiske lande.

…Deres erklæring om, at araberne er parate til at anerkende og respektere alle vore traktater med andre arabiske høvdinge, anses naturligvis for at gælde for alle områder indenfor det arabiske kongeriges grænser, thi Storbritannien kan ikke fornægte overenskomster, det allerede har sluttet med disse høvdinge.

Hvad angår de to vilajetter Aleppo og Beirut, har regeringen i Storbritannien fuldt ud forstået deres erklæring desangående og bemærket sig den med største omhu. Men da dets allierede Frankrig har interesser i disse to provinser, kræver spørgsmålet omhyggelig overvejelse. Vi vil sætte os i forbindelse med Dem angående dette spørgsmål, når tiden er inde dertil.

Som jeg tidligere har meddelt Dem, er regeringen i Storbritannien parat til at yde alle de garantier og al den hjælp, den kan, til det arabiske kongerige. Men dens interesse i vilajetten Bagdad nødvendiggør en venligsindet og stabil forvaltning, som De har skitseret. En virkelig beskyttelse af disse interesser kræver en dybere og mere detaljeret overvejelse, end det har været muligt i den nuværende situation og med den hast, hvormed disse underhandlinger har været ført.

Som tegn på vor gode tro og som et bidrag til Deres anstrengelser for vores fælles sag sender jeg Dem £20.000,- …

Sharif Hussein’s fjerde brev til Sir Henry McMahon.

Mekka, 25. safar 1334
(1. januar 1916)

Angående Deres erklæring om Irak og den godtgørelse, der skal betales i besættelsestiden, vil jeg give et eksempel på de venskabelige følelser, vi nærer overfor Storbritannien, og vor tillid til det, såvel i ord og gerning som i ånd og bogstav, ved at overlade til dets visdom og anstændighedsfølelse af fastsætte godtgørelsen.

Med hensyn til de nordlige dele og deres kystområder har vi allerede i vort tidligere brev fastslået, hvad der er det yderste, vi kunne gå med til af indskrænkninger. Vi er udelukkende gået med til disse indskrænkninger for at nå vore ønskers mål, om den almægtige Gud vil det. Det er i samme ånd, vi har følt os forpligtet til at styre udenom det, der kunne skade alliancen mellem Storbritannien og Frankrig og deres sammenhold under den nuværende krigs ulykker. På den anden side – og det må Deres Excellence klart forstå – vil vi anse det for vor pligt ved først givne lejlighed efter krigens afslutning at afkræve Dem Beirut og dens kystområder, som vi for øjeblikket vil se bort fra af hensyn til Frankrig.

Jeg finder det overflødigt at fremhæve, at denne ordning også tjener Storbritanniens interesser bedst, at den beskytter dem lige så fuldt, som den sikre vore rettigheder – om ikke mere – og at der ikke er nogen anden ordning, som gør det muligt for Storbritannien at nå sit hjertes mål: at se sine venner tilfredse og lykkelige. Så meget mere som franskmændenes nærhed ved os vil blive en kilde til vanskeligheder og stridigheder, som gør skabelsen af fredelige tilstande umulige. For slet ikke at tale om, at folk i Beirut er afgjorte modstandere af en splittelse og vil tvinge os til at indtage en holdning, som for Storbritannien kan skabe uro og bekymringer, der næsten vil kunne stå mål med de nuværende, på grund af Deres og vores fælles, ja, identiske interesser, hvad vi bestemt tror, de er, og hvilket er den eneste forklaring på vor uvillighed til at underhandle med nogen anden end Storbritannien desangående.

Således kan en indrømmelse, der har til hensigt at give Frankrig eller nogen anden magt en eneste fodsbred jord i disse egne, overhovedet ikke komme på tale…

Sir Henry McMahon’s fjerde brev til Sharif Hussein.

Kairo, den 30. januar 1916.

Vi har bemærket, hvad De siger med hensyn til vilajetten Bagdad, og vi skal undersøge sagen med yderste omhu, når tiden kommer til at slutte fred efter fjendens nederlag.

Hvad angår de nordlige områder, har vi med stor tilfredshed noteret os Deres ønske om at undgå noget, der kunne svække alliancen mellem Storbritannien og Frankrig. Det har ikke undgået Deres opmærksomhed, og det er vores faste beslutning ikke at lade noget, ligegyldigt hvor lidt, stille sig i vejen for vor afslutning af denne krig med fuldstændig sejr. Ydermere, når sejren er vundet, vil venskabet mellem Storbritannien og Frankrig være stærkere og varmere end nogensinde, idet det vil være blevet fæstnet ved udgydelsen af britisk og fransk blod – blod af dem, der faldt, mens de kæmpede side om side for rettens og frihedens sag.

De arabiske lande er nu forenede i det ædle mål, som kan nås ved, at vi forener vore styrker og handler i endrægtighed. Vi beder til Gud om, at held og lykke må binde os sammen i et varigt venskab, som vil give os alle tilfredshed og fordele.

Vi er meget glade for at høre, at De forsøger at vinde alle de arabiske stammer over til vor fælles sag og forhindre dem i at yde hjælp til vore fjender. Vi overlader til Deres skøn at vælge den gunstigste lejlighed til at foretage mere afgørende skridt.

De vil utvivlsomt gennem overbringeren af dette brev underrette os om måderne, hvorpå vi kan hjælpe Dem. De kan være forvisset om, at alle Deres anmodninger altid vil blive omhyggeligt overvejet og behandlet hurtigst muligt…

 

Noter:
1. Som et led i den årlige pilgrimsfærd til Islams hellige by Mekka gav den egyptiske regering hvert år gaver i form af korn til uddeling blandt de fattige i Mekka og Medina. Midlerne kom fra islamiske velgørende stiftelser.
2. Sharif Hussein’s grænse for den kommende arabiske stat svarede nøje til, hvad arabiske nationalister forlangte i den såkaldte Damaskus-protokol fra foråret 1916.
3. Den tyrkiske sultan var kalif, hvilket vil sige et islamisk åndeligt (men også politisk) overhoved.
4. Kapitulationer betyder i denne sammenhæng indrømmelser i kraft af sædvane eller traktat, hvorved tyrkiske sultaner har givet europæiske magters statsborgere en særstilling i retslig henseende.
5. Ali Effendi var den egypter, der bragte Kitcheners erklæring til Mekka (Effendi betyder i virkeligheden hr. og sættes efter efternavnet). Lord Kitcheners erklæring er fra den 31. oktober 1914, og den blev modtaget i Mekka den 16. november 1914.
6. Ibn Rashid af Shammar ved Den persiske Havbugt forblev loyal overfor den tyrkiske regering, og det samme gjaldt immamen af Yemen.
7. Mersin var en vigtig havneby i vilajetten Adana på Lilleasiens sydkyst.
8. Alexandrette var en havneby i Nordsyrien.
9. Dette betød, at Libanon og kyststrækningen nord derfor blev undtaget, og at der opstod usikkerhed med hensyn til Palæstina.
10. Her er der tale om Sheikh Ibn Saud af Nejd (nuværende Saudiarabien), Ahmad al-Idrisi af Asir nord for Yemen, samt høvdinge i Sydirak og ved Den persiske Havbugt (det nuværende Kuwait).
11. Den nuværende hovedstad i Irak, som blev grundlagt af araberne i 762.
12. Havneby ved Shatt al-Arab-strædet med adgang til Den persiske Havbugt og grundlagt af araberne i 637.
13. I november 1914 besatte englænderne Basra og stødte frem mod Bagdad, der først blev besat i marts 1917.
14. Det osmanniske Imperium (Tyrkiet) erobrede Syrien og Egypten i 1516-17, og i de følgende årtier tog de det nuværende Irak og Den arabiske Halvø.
15. De kristne i Libanon udgøres først og fremmest af maronitterne. Deres kirkesamfund er opstået omkring det 7. århundrede. De har anerkendt romerkirken og paven, men har bevaret visse særegenheder som præsteskab og gudstjenester på oldsyrisk. De ledes af en patriark, hvis valg bliver stadfæstet af paven.
16. Ali ibn Abu Taleb: Kalif 656-61, profeten Muhammed’s fætter, adoptivsøn og svigersøn.
17. Tyrkiet gav i 1913 en koncession på olieudvinding til britisk-tysk finansgruppe, organiseret som ”Turkish Petroleum Co”.