Dokumenter, baggrund & analyse

JERUSALEM (25.09.2011): Palæstinenserne jublede. Det var som om deres uafhængige stat endnu en gang var blevet proklameret. Første gang var da PLO-formand Yassir Arafat proklamerede den på et møde i Det Palæstinensiske Nationalråd i Algeriet i 1988. Men på landjorden i Mellemøsten eksisterer staten fortsat ikke. Alligevel gjorde præsident Abbas det klart, at han ville anmode FN om at optage Palæstina som et fuldgyldigt medlem af verdensorganisationen.
     Bag den palæstinensiske præsidents beslutning om at gå til FN og bede om at få Palæstina anerkendt indenfor våbenhvilelinjerne fra før ’67-krigen lå en voksende erkendelse af, at forhandlinger med Israels premierminister Benyamin Netanyahu ikke ville føre til det resultat, palæstinenserne krævede. Derfor forsøgte Abbas i stedet at opnå sin stat uden at skulle forhandle om det med israelerne.

JERUSALEM (25.09.2011): Da det pludselig bliver klart for den israelske regering, at det internationale diplomatiske pres på Det palæstinensiske Selvstyres præsident Mahmoud Abbas ikke har fået ham til at ændre mening, og at han stadigvæk vil anmode FN’s Sikkerhedsråd om at optage Palæstina som fuldgyldigt medlem af FN, beslutter premierminister Benyamin Netanyahu, at han selv må tale til New York og tale til Generalforsamlingen, hvilket ellers havde været overladt til udenrigsminister Avigdor Lieberman.
     Hovedbudskabet i talen er, at palæstinenserne kun kan nå deres mål ved at forhandle direkte ansigt til ansigt med israelerne. At gå til FN og forsøge at opnå en stat uden forhandlinger vil ikke føre til noget.

JERUSALEM (25.09.2011): Ved åbningen af FN’s Generalforsamling holdt den amerikanske præsident Barack Obama en tale, som berørte mange emner indenfor international politik og USA’s interesser rundt om i verden – Iran, Det arabiske Forår, den internationale finansielle krise og meget andet, men det, alle ventede på, var hans bemærkninger om Israel-Palæstinakonflikten og dens løsninger.
     Året forinden havde præsident Obama udtrykt ønsket om, at Palæstina om et år ville være en ny medlemsstat af verdensorganisationen. I dagene og ugerne op til Generalforsamlingens åbning efter sommerferien havde den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas gjort det klart, at han ville anmode FN om at anerkende en uafhængig Palæstinastat indenfor våbenhvilelinjerne fra før Seksdageskrigen i 1967.
     Hvordan ville den amerikanske præsident reagere, når palæstinenserne nu tog ham på ordet?

JERUSALEM (21.05.2011): Det er kun to år siden USA's præsident Barack Obama holdt sin store Mellemøsttale på Cairo University i den egyptiske hovedstad, hvor han forsøgte at indvarsle en ny begyndelse i forholdet mellem USA og den arabiske verden efter kriseårene under forgængeren George W. Bush. Talen den gang var fantastisk. Det er de fleste af Barack Obamas taler. Han er en gudbenådet taler. Også helt i modsætning til forgængeren George W, som ofte tydeligvis end ikke selv forstod de taler, han holdt. Det gør Obama. Han har sikkert ligefrem været med til at skrive dem.
     Problemerne kommer derimod, når de gyldne visioner i talerne skal omsættes til kontant politisk virkelighed. Det er ikke rigtigt lykkedes.

JERUSALEM (17.05.2010): Iran indgik i dag en atom-udvekslingsaftale med Tyrkiet og Brasilien, som betyder, at Iran skal deponere 1.200 kg lavt beriget uran - som i en mere beriget form kunne bruges til at producere atomvåben -  i Tyrkiet, imod af få højt berigede atom-brænselsstave, som kun kan finde civil og ikke militær anvendelse, tilbage. Jeg har også skrevet min egen korte analyse af aftalen, som du kan finde andetsteds på hjemmesiden, men her får du aftalen på engelsk, som jeg netop har modtaget den fra den iranske ambassade i København.

ODENSE (04.05.2010): Den iranske ambassade i København kritiserer mig for at være alt for kritisk overfor det officielle Irans synspunkter. Så for at balancere tingene en smule, sætter jeg de følgende uddrag af præsident Mahmoud Ahmadinejads tale ved åbningen af NPT-Konferencen i Teheran for nylig, som de er blevet sendt til mig fra den iranske ambassade.

JERUSALEM (15.06.2009): Hårdt presset af begejstringen og den optimistiske stemning efter den amerikanske præsident Barack Obama’s tale i Kairo i forrige uge, og med en udtalt amerikansk forventning om offentligt at tilkendegive, at Israel accepterer en to-statsløsning som Israel-Palæstinakonfliktens eneste realistiske løsning, holdt Israels premierminister Benyamin Netanyahu i går sin store politiske tale om Israel og Mellemøsten. Her får du talen i sin fulde længde.

ODENSE (04.06.2009): Den amerikanske præsident Barack Obama's tale om USA's nye Mellemøstpolitik som blev give i Kairo tidligere i dag, blev allerede inden den blev holdt, anset for nærmest historisk. Det var en tale, som skulle indvarsle et nyt kapitel i det til tider ret så turbulente forhold mellem USA og den muslimske verden. Her får I den engelske tekst til Obama's tale i sin helhed.

The following is the text of the Arab Peace Initiative as it was adopted in Beirut on March 28, 2002. The text is based on the Saudi Peace Plan, and with a few changes almost identical to it.

The Saudi Peace Plan started as an initiative introduced by Saudi Arabia's de facto ruler Crown Prince Abdullah. First is was leaked to New York Times columnist Thomas Friedman in February 2002 and in the folowing weeks it was changed leading up to the Arab League summit in Beirut.
     Following is a translation of the draft text of the Saudi-initiated peace plan as of March 25, 2002, when it was due to be presented for approval at the Arab summit in Beirut the day after. The text here is as it was obtained by Reuters news agency.