27. september 2012:
DEN AKTUELLE SITUATION
Lidt om DEN AKTUELLE SITUATION: Denne artikel er ikke dagsaktuel. Hvad der lige er sket i et eller andet mellemøstligt land vil kun blive beskrevet i denne artikel, hvis jeg vurderer, at det er noget, der vil have konsekvenser for fremtiden eller hvis det er et signal, det er interessant fortsat at holde øje med, fordi det kan indikere noget nyt og anderledes.
I bund og grund bliver der tale om en lang artikel, som langsomt udvikler sig til at dække det meste af det, jeg vil følge. Herefter bliver enkelte afsnit blot løbende ændret og opdateret, og enkelte nye afsnit vil blive tilføjet og andre slettet, som situationen byder det. Så når du lige lander på DEN AKTUELLE SITUATION, kan den sagtens ligne den artikel, du så, sidste gang, du besøgte siden. Men der bliver altså løbende ændret på artiklen.
Min store bekymring er blot, at opgaven er for stor. Dette er kun et amatør-site, som jeg forsøger at holde gang i, når jeg har lidt fri. Så denne artikel – DEN AKTUELLE SITUATION – er fortsat lidt af et forsøg. Kan jeg ikke overkomme det, fjerner jeg den fra hjemmesiden igen.
SIDST OPDATERET 27.09.2012 - 22:30
OPBRUDDET I DEN ARABISKE VERDEN/DET ARABISKE FORÅR
Jeg bruger lidt modstræbende begrebet Det arabiske Forår. Betegnelsen er lige så misvisende, som den er illustrativ. Når jeg alligevel sætter Det arabiske Forår i overskriften, er det fordi det vækker genkendelse, og de fleste har en fornemmelse af, hvad det er, man taler om, når man bruger begrebet.
Opbruddet i den arabiske verden fortsætter. Længere nede vil jeg berører nogle af landene i den arabiske verden enkeltvis, men her først lige en række generelle betragtninger.
Islamisterne vinder: Vi må se i øjnene, at langt de fleste steder i den arabiske verden, hvor de siddende regimer falder, bliver det i stedet en eller anden form for islamistisk domineret gruppering, der kommer ind og fylder magttomrummet ud. Det er klart nok noget, der synes skræmmende for mange vestlige lande, og noget som i betydelig grad dæmper appetitten for et dybere, og mere aktivt engagement i omvæltningerne.
På den anden side er det også vanskeligt for os at bevare troværdigheden (og dermed fremtidig indflydelse), når vi hele tiden taler om frihed og demokrati, men ikke aktivt ønsker at hjælpe de kræfter i den arabiske verden, der faktisk kæmper imod tyranniet.
Gode og onde: Lad mig her blot i parentes bemærke, at vi i den vestlige verden ofte fejlagtigt tror, at enhver, der kæmper imod et siddende diktatur, som vi opfatter som ondt og umenneskeligt, automatisk selv må være bedre. Dem, der kæmper imod ondskab, må selv være gode. Sådan er det ikke nødvendigvis i Mellemøsten. Selvom oprørernes retorik ganske ofte besnærende handle om frihed og flere rettigheder, er det alligevel slet ikke nogen given ting, at det regime, oprørerne vil etablere, hvis det lykkes dem at får væltet diktatoren, vil være meget mere frit eller demokratisk, i vores vestlige opfattelse af begreberne, end det, de lige nu kæmper imod.
Dobbeltmoral: Ikke desto mindre er det svært for os i den vestlige verden at forklare og forsvare en udenrigspolitik, der i sin tid betød, at vi igennem NATO gik aktivt med i krigen på oprørernes side imod Gadaffi-regimet i Libyen, mens vi holder os pænt på sidelinjen, mens blodbadet foregår i Syrien. I Bahrain holder vi os helt ude, og anmoder blot høfligt kongen om at respektere menneskerettighederne og overveje en demokratiserings- og reformproces. For slet ikke at tale om Saudiarabien, som ikke bare selv regeres helt middelalderligt, men endog aktivt støtter og finansierer nogle af de mest reaktionære og fanatiske blandt de islamistiske grupper rundt om i Mellemøsten. Det stenrige oliekongedømme, som mere er et familieforetagende, forholder vi os næsten totalt passivt overfor.
Dog skal vi også lige huske på, at det langtfra kun er os, der er hykleriske i vores politik på det her område. Det er araberne også selv. Jeg kunne give masser af eksempler, her nøjes jeg blot med et: Qatar og Saudiarabien støtter aktivt oprørerne imod Bashar al-Assad-regimet i Syrien, og kritiserer endog os andre for ikke at gøre nok for at vælte diktaturet i Damaskus. Men samtidig støtter Qatar og Saudiarabien også diktaturet i Bahrain imod befolkningen, som her – op samme måde som i Syrien – kræver frihed, demokrati, medindflydelse, reformer og så videre.
Shi’a-sunni-opgør: En grund til denne dobbeltmoral er den interne magtkamp i Mellemøsten imellem shi’ismen og sunni-islam.
Præsteskabet i Iran (som er persisk – ikke arabisk) benytter sig af de shi’itiske muslimer rundt om i den arabiske verden. På Bahrain og i Irak udgør shi’iterne flertallet, og i Saudiarabien og Libanon er de betydelige minoriteter. Samtidig kan man, hvis man er i et venligt humør, sige, at det alawitisk-funderede regime i Damaskus også er shi’itisk. Det er mullah’erne i Iran i hvert fald villig til at betragte det som, når det handler om geostrategisk magtpolitik.
Langt de fleste arabere tilhører imidlertid sunni-islam, og det gør de fleste af regimerne også. At mange af dem så igennem årtierne har undertrykt shi’iterne og forsøgt at holde dem borte fra magten, gør blot Irans job med at udbrede sin indflydelse lettere. Saudiarabien, som også er beskytter af de to hellige byer – Mekka og Medina, anser sig selv for at være sunni’smens forsvarer. Samtidig er sauderne lige så bekymrede over det iranske atom-program, som Israel er det, så de kæmper meget aktivt imod shi’ismens fremgang i den arabiske verden, og endnu mere aktivt imod Irans øgede indflydelse.
Dette blot anført, fordi vi ikke skal føle os ekstremt tynget af at vores udenrigspolitik i visse sammenhænge er lidt dobbeltmoralsk. Udenrigspolitik bygger på interesser. Sådan har det altid været. Når man bare står ved det, så er det ikke så problematisk (andet end når ens interesser går i en usympatisk retning). Problemerne opstår, når man forsøger at pakke sin udenrigspolitik ind i en smuk, kulørt emballage der annoncerer frihed, demokrati, menneskerettigheder og så videre. Nogle steder er vi heldige, at de to ting – vore interesser og de fine idealer – overlapper. Men andre steder gør de ikke.
Dårligt, værre, værst: Dette skriver jeg ikke, fordi jeg sidder inde med den geniale strategi til en udenrigspolitik, der kan løse problemerne i Mellemøsten, uden at vi samtidig får skidt på hænderne på den ene eller den anden måde, for det gør jeg ikke. Det tror jeg ikke, at der er nogen, der gør. Jeg tror ganske enkelt ikke, at noget sådant eksisterer.
Når det så er sagt, så skal man heller ikke tro, at man ikke får skidt på hænderne, hvis man ikke involverer sig aktivt. Ikke at involvere sig er også et valg, der medfører et ansvar. Og ikke nødvendigvis et ansvar, der er mindre. Jeg skriver det blot for at gøre det klart, at der næppe er nogen god og ideel løsning. Kun – som jeg så ofte skriver – et valg mellem dårligt, være og værst.
Uanset hvilken retning, de forskellige kriser, oprør og sammenstød i den arabiske verden hver især går i, så vil det formentligt gøre ondt, inden det bliver bedre, også selvom man er heldig og finder frem til den mindst dårlige løsning.
* * *
SYRIEN
Blodbadet i Syrien fortsætter, og der er ingen løsning i udsigt. Det er den sørgelige status. Begge parter rapporterer om modpartens blodige excesser. Senest siger oprørerne, at regeringsloyale styrker onsdag (26.09.2012) har foretaget en massakre i den lille by Dhiyabia udenfor Damaskus. Ifølge oprørerne skulle 40 mennesker være blevet dræbt. Oprørerne opregner aldrig, hvor mange dræbte, der var kombattanter og hvor mange ubevæbnede civile.
Tabstal og flygtninge: FN sætter konservativt antallet af dræbte indtil nu til over 20.000. Oprørerne selv sætter tallet så højt som 30.000 – heraf ca. 7.000 regeringssoldater. Betegnende for situationen er det, at ingen faktisk kender det nøjagtige antal dræbte.
FN’s forskellige hjælpeorganisationer vurderer, at antallet af syriske flygtninge vil eksplodere i de kommende måneder. Lige nu – efter 18 måneders konflikt – er omkring 294.000 syrere flygtet ind i nabolandene – Jordan, Irak, Libanon og Tyrkiet. Mange andre er flygtninge inde i selve Syrien, men det er ikke kendt, hvor mange det drejer sig om, men der opereres med et tal på mellem 1-2 millioner internt fordrevne.
Oprindeligt havde FN’s Flygtningehøjkommissariat forudset, at der ved årets udgang formentlig ville befinde sig omkring 185.000 syriske flygtninge i nabolandene. Det estimat overhalede virkeligheden allerede i august. Nu regner UNHCR med at antallet af syriske flygtninge ved årsskiftet snarere vil være i nærheden af 700.000.
Forsøg på at efterligne Libyen: Senest har oprørerne meddelt, at de flytter deres hovedkvarter fra Tyrkiet ind i selve Syrien. Det sker både for at demonstrere, at de nu har egentlige områder, som er under oppositionens kontrol – omend områderne er små og ligger spredt uden forbindelse med hinanden. Men det sker også for at demonstrere, at regeringen i Damaskus ikke længere kan påstå at besidde den suveræne kontrol med landet – en af betingelserne for legitimitet i international jura.
Selv tror jeg også, at oprørerne længe har forsøgt at imitere udviklingen i Libyen, hvor oprørerne først befriede dele af landet, fik sig en provisorisk hovedstad i Benghazi (det forsøger oprørerne at få i Aleppo), hvorefter der kunne en provisorisk oprørsregering, som omverdenen kunne anerkende, og – håber oprørerne – vil det også kunne bane vejen for en international militær indgriben.
Ingen løsning i sigte: Selvom oprørerne klart er militært underlegne, så formår de alligevel at få regeringsstyrkerne til at kæmpe på oprørernes præmisser, og dermed øger de deres begrænsede militære slagkraft. Det ser ikke ud til at nogen af siderne er så meget stærkere end den anden, at en afgørelse er nært forestående. Deri ligger det overraskende, at regimet med al sin militære magt og vælde, ikke har formået at slå oprøret ned for lang tid siden. Enten er regimet betydeligt svagere, end vi tror; holder sig mere tilbage, end vi tror; eller det gemmer sine virkeligt effektive våben til brug ved en senere lejlighed. Vi ved det ikke.
Det synes som om, at jo længere tid kampene varer ved, jo mindre er sandsynligheden for, at Assad-regimet vil overleve. Men jo længere tid, der går uden en afgørelse og uden at omverdenen kommer ind og aktivt hjælper oprørerne, jo større er sandsynligheden for, at yderligtgående, militante islamister vil udnytte det til selv at indtage en mere og mere prominent rolle iblandt oprørerne, og dermed også til at få større indflydelse på udformningen af det fremtidige Syrien, der på et eller andet tidspunkt skal vokse ud af ruinerne fra Assad-æraen.
Der er næppe nogen ideel løsning set med vestlige øjne. Der er klare problemer, ved at holde sig udenfor eller på sidelinjen. Men der er også alvorlige problemer ved at gå aktivt ind i konflikten på oprørernes side. Den mindst dårlige løsning ville formentlig være, hvis man kunne enes om en forhandlet afvikling af Assad-regimet, der betyder, at præsidenten, hans familie og centrale topfolk kan gå i eksil, mens resterne af regimet sammen med repræsentanter for oprørerne enes om en overgangsmekanisme, som kan forhindre et sekterisk blodbad og i fællesskab lede landet indtil der kan etableres nye institutioner og afholdes valg, men det er næppe sandsynligt, at det lader sig gøre. Ingen af parterne synes interesserede i en sådan løsning.
Og netop det, er et faresignal for enhver udefra, der overvejer at involvere sig i den væbnede del af konflikten.
Det vil være noget skidt, hvis vi ikke går ind og hjælper dem, der kæmper imod tyranniet. Samtidig vil det være svært at se, at man kun kan involvere sig i begrænset omfang, uden at løbe risikoen for at blive trukket dybere ind i et blodigt rod, hvor det hurtigt kan blive svært at se nogen nem og klar exit-strategi.
Assad’s storsøster rejst: Det forlyder at præsident Bashar al-Assad’s ældre søster Bushra har forladt Syrien, og i stedet har slået sig ned i De Forenede Arabiske Emirater, siger en emiratisk regeringskilde til nyhedsbureauet Reuters.
Bushra al-Assad var gift med vice-forsvarsminister Assef Shawkat, som sammen med flere andre af regimets topfolk blev dræbt ved et af oppositionens bombeangreb i Damaskus den 18. juli.
Ifølge kilden i Abu Dhabi er Bushra al-Assad kommet til landet med sine fem børn, og har været i landet siden kort tid efter sin mands død.
Dette er et af disse nyhedsfragmenter, som jeg normalt ikke ville have gjort mere ved, men som måske i den nuværende situation kan være mere sigende om forholdene, end det synes ved første øjekast. For hvis de allernærmeste af præsidentens egen familie ikke længere vil bo i Syrien, så kan det måske være en indikation på, at opløsningstendenserne i inderkredsen er noget mere fremskredne, end det umiddelbart synes, set udefra.
Humanitære zoner etableres næppe: Der tales meget om etableringen af nogle humanitære zoner. Sikre områder for flygtninge og civile inde i selve Syrien op mod grænsen til Tyrkiet, hvorfra man kan køre forsyninger ind.
Men så længe Assad-regimet ikke acceptere noget sådant, så lader det sig kun gøre, hvis et sådant område beskyttes af udenlandske væbnede styrker – ellers lokker man kun flygtningene i en fælde. Intet land vil sætte sine væbnede styrker ind i Syrien for at beskytte en humanitær zone, hvis disse styrker kan blive angrebet af syrisk luftvåben eller missiler. Derfor er man også nødt til at sikre sig kontrollen med luftrummet. Det kan kun lade sig gøre ved at uskadeliggøre det syriske anti-luftskyts, jord-til-luft-missiler og radarsystemer, hvilket betyder et storstilet luftangreb på Syrien.
Næppe noget nogen står i kø for at blive en del af.
* * *
LIBYEN
Efter mordet på den amerikanske ambassadør Christopher Stevens under angrebet på det amerikanske konsulat i Benghazi i Libyen den 11. september, er der for alvor kommet et kritisk fokus på de mange svært bevæbnede militsgrupper, der stadigvæk hærger landet, og især på de islamistiske grupper, som åbent erklærer sig imod demokrati, frihed og alt vestligt.
Selvom det store flertal af libyere er meget rettroende muslimer, så har der længe været kritik af de væbnede militser – især de islamistiske af dem, som udenom de valgte myndigheder forsøger at påtvinge flertallet deres særlige anti-vestlige fortolkning af islam. Mordet på den ellers meget vellidte amerikanske ambassadør var for mange ”dråben der fik bægeret til at flyde over”.
Flere militser nedlægges: Den 22. september angreb en stor folkemængde den Al Qaeda-inspirerede gruppe Ansar al-Sharia’s hovedkvarter i Benghazi.
Selvom gruppen selv benægter det, så mistænkes den for at stå bag den væbnede del af angrebet på det amerikanske konsulat og for mordet på ambassadøren og tre af hans medarbejdere.
I kølvandet på den folkelige opstand imod militserne, har flere af dem nu opløst sig selv, og regeringen har meddelt, at væbnede grupper, der opererer udenfor myndighedernes kontrol, ikke længere vil blive accepteret. Målet er, at militsernes medlemmer skal indsluses i militæret eller i sikkerhedsstyrkerne som enkelt-personer – ikke som grupper.
Men selv hvis en gruppe som Ansar al-Sharia nu bliver opløst, så skal man ikke tro, at den ikke længere eksisterer. Dertil tager dens medlemmer naturligvis deres tro og ideologi alt for alvorlig. Militsen har blot forladt Benghazi, og den vil formentlig fra nu af også sørge for at optræde mere diskret, men den vil fortsat eksistere. Og selvom befolkningen nu har vist sin støtte til regeringens ønske om demokratisering, så er regeringshæren og sikkerhedsstyrkerne stadigvæk ikke så stærke og effektive, at de er i stand til at omsætte regeringens ønske om kontrol til virkelighed.
Der er også flere andre svært bevæbnede islamistiske militsgrupper – i særdeleshed i området omkring Al Bayda og Derna, hvorfra mange igennem årene er rejst til både Afghanistan og Irak, for at slås sammen med Al Qaeda-inspirerede eller –ledede grupper. De er nu vendt hjem til Libyen, og frihed, demokrati og menneskerettigheder i nogen vestlig forstand er langtfra det, de kæmper for. Derfor er det ret sikkert at forudse, at problemerne i Libyen langtfra er overstået.
På mange andre måder kan man ellers sige, at Libyen befinder sig i en mere fordelagtig udgangsposition for den genopbygning, som skal i gang end mange andre arabiske lande, fordi Libyen med sine olieforekomster er utrolig rigt, befolkningen relativ lille og slet ikke så dårligt uddannet. Men de mange våben, der siden borgerkrigen har været spredt rundt om blandt civile og militsgrupperne – især de islamistiske, stammeopdelingen og –loyaliteten, og en række andre ting er en klar trussel imod landets fremtidige stabilitet.
* * *
EGYPTEN
Ny forfatning: En række liberale og venstreorienterede medlemmer af det egyptiske parlament siger, at de vil forlade Forfatningskommissionen i protest imod den nye forfatning, det regerende Frihed og Retfærdighedsparti, som er Det Muslimske Broderskabs politiske arm, forsøger at presse igennem.
Forfatningen skal være fundamentet for det nye demokratiske Egypten, og den ses af mange som den afgørende prøve på, om islamisterne formår at fungere i et ægte demokratisk samfund, hvor der tages udstrakt hensyn til mindretal - selv dem med synspunkter, ideologier, religioner, livsstile eller andet, som strider islamisterne midt imod.
Ikke-islamisterne i Forfatningskommissionen beskylder Det Muslimske Broderskab for at være i gang med at udforme et dokument, som ligger for tæt på dele af den islamiske Shari’a-lov og vil begrænse frihedsrettigheder for alle, der ikke selv er islamister.
I særdeleshed falder det mange liberale politikere for brystet, at regeringspartiet ønsker at give den religiøse Al-Azhar-institution – der populært sagt kan kaldes "Vatikanet" i sunni-islam – en rolle nærmest lig en forfatningsdomstol, hvor institutionens sheikh’er skal afgøre, om en ny lov er i overensstemmelse eller i modstrid med Shari’aen.
Revolutionen i Egypten er tydeligtvis langtfra overstået. De beslutninger der bliver truffet i de kommende måneder bliver helt afgørende for, hvilket Egypten vi får i de næste mange årtier. Beslutningerne får også stor indflydelse på, hvordan det internationale samfund og ikke mindst bankerne og erhvervslivet vil opfatte sikkerheden og stabiliteten i landet. Og skal Egyptens økonomi bringes væk fra afgrundens rand, så bliver turisme, ordentlige låneaftaler, eftergivelse af gæld og international investeringslyst afgørende.
Uro efter Muhammed-film: Den utroligt tåbelige amerikansk-producerede anti-muslimske amatørfilm ”Innocence of the Muslims”, der førte til en bølge af voldelige protester i den arabiske og muslimske verden. Det ser lidt ud som om, det var angrebet på den amerikanske ambassade i Kairo, der senere samme dag også udløste angrebet på det det amerikanske konsulat i Benghazi i Libyen, som endte med mordet på den amerikanske ambassadør Chris Stevens og tre af hans medarbejdere.
Jeg har allerede skrevet en del om situationen i Egypten, hvor jeg lige har været, så du kan klikke her, for at læse den personlige kommentar, jeg skrev, da jeg for nogle dage siden forlod Kairo.
Blot vil jeg her i denne sammenhæng – hvor den aktuelle situation skal behandles – blot fæstne mig ved nogle af de ting ved de seneste ugers uroligheder, som jeg synes enten siger noget dybere om situationen eller peger fremad. Nedenstående er citeret fra slutningen af min kommentar ”Dumhed er voldsomt undervurderet”.
”Det er værd at huske på, at selvom urolighederne foran den amerikanske ambassade i Kairo ganske rigtigt så skræmmende ud, så var der selv på den ”allerbedste” dag ikke over 10.000 mennesker – formentlig end ikke halvdelen. Og det er ikke så meget i en by med 20 millioner indbyggere.
Da roen efter et par dage var genoprettet, roste mange af de egyptere, jeg så i gaderne mellem Tahrirpladsen og Garden City, hvor den amerikanske ambassade ligger, det egyptiske politi, der nu igen havde kontrollen med området. De protesterende ballademagere har med andre ord ikke den brede befolknings opbakning. Det er da i det mindste opmuntrende.
Selvom de dybereliggende årsager til den voldsomme ballade ikke er Muhammed-filmen, så bør man stadigvæk huske, at når vreden skyldes alle mulige andre ting, som fortsat ikke er løst, der er endog ikke nogen sandsynlighed for at de vil blive løst i nogen nær fremtid, så kan mange andre tåbeligheder i fremtiden også føre til lige så overraskende og vanvittige vredesudbrud i den her del af verden.
Det var salafisterne – de mere yderligtgående blandt de islamistiske fundamentalister – der stod bag urolighederne, og dermed udfordrede de Det muslimske Broderskab, som sidder på magten, på deres islamistiske akkreditiver. Men Broderskabet bed ikke på krogen. For præsident Muhammed Mursi er det afgørende at genvinde Vestens tillid, for det er med hjælp herfra, landets økonomi skal reddes. Det viser en begyndende politisk modenhed, og en villighed til at gå på kompromis. En interessant rejse kan være begyndt fra at være religiøse vækkelsesprædikanter i opposition til at være ansvarlige politikere villig til at gå på kompromis for at få landet til at fungere.
Mange egyptere – og, håber jeg, også andre rundt om i den arabiske verden – vendte sig imod de voldelige optøjer og sagde åbent, at demonstranterne ikke er bedre end dem, der har fornærmet profeten.
Det her er nemlig ikke en kamp mellem Vesten og Islam. Det er en kamp mellem dumhed og oplysning. Mellem fanatisme og tolerance. Mellem totalitarisme og frihed. Mellem diktatur og demokrati. Mellem åndelig indskrænkethed og nysgerrig frækhed… og jeg kunne blive ved.
Og disse grænser går på tværs og Vesten-Islam-grænsen.
Der er tåber alle vegne, og der er åndelige frihedskæmpere alle vegne. Det er blot meget nemmere at have provokerende meninger i frie lande som Danmark, end det er hernede, hvor diktaturet ikke bare er en tyran på toppen af kransekagen og nogle generaler med ”sildesalat” på brystet. Diktaturet sidder i alles DNA, og alle – selv den fattigste og mest magtesløse – er selv en lille diktator overfor nogen, der sidder længere nede på stigen, samtidig med at han selv bliver trampet på ovenfra. Og det vil det sikkert tage en generation at få vendt rundt på.
Religionen, og på disse kanter er det først og fremmest Islam, i den udgave den prædikes, udlægges og fortolkes hernede i disse tider, er på mange måder et andet åg, der vil undertrykke og undertvinge. Adresselisten på hvem det er, der skal holdes nede, er blot en lidt anden, end den det tidligere diktatur benyttede sig af.
Hvis Det arabiske Forår ikke skal ende med, at ét tyranni blot udskiftes med et andet, så skal der også indledes en religiøs reformproces. Man kunne håbe – men det er langtfra sikkert – at Det muslimske Broderskabs optræden i denne krise, er den første, lille, spæde begyndelse.
Men så skal Koranen ikke holdes op som et banner hvorunder man går i Hellig Krig imod Vesten. Så skal den bruges i en indre renselsesproces, der fjerner fanatismen og voldsforherligelsen i muslimerne selv. Det er blot en anden slags Hellig Krig.”
* * *
ISRAEL-PALÆSTINAKONFLIKTEN
Israel-Palæstinakonflikten er lidt forsvundet fra mediernes søgelys, fordi der foregår så meget andet i Mellemøsten lige i øjeblikket. Mens palæstinenserne næsten er ved at få presse-abstinenser, fordi de ikke længere har automatisk adgang til verdens medier med deres kritik af Israel, så passer det den israelske Netanyahu-regering udmærket. Den gør nu som den vil, uden at blive kritiseret synderligt meget i de internationale medier og verdensoffentligheden. Fredsprocessen… den eksisterer ikke, og udsigterne til en genoptagelse af seriøse forhandlinger, der har den mindste chance for at føre til noget er totalt ikke-eksisterende.
Palæstinensiske abstinenser: Palæstinensernes situation er ikke misundelsesværdig. Men den er lige så meget selvpåført som den er påtvunget udefra.
Det interne palæstinensiske kaos svækker præsident Mahmoud Abbas. På den anden side har han været politisk ret impotent, når det handler om proaktivt at løse de problemer, hans samfund kæmper med. Så længe der eksisterer to rivaliserende palæstinensiske regeringer – en Hamas-regering i Gaza-striben, og en Fatah/PA-regering på Vestbredden, så fremtræder palæstinenserne ikke som nogen seriøs forhandlingspartner, og det vil den israelske Netanyahu-regering, som ikke har noget hastværk, udnytte. Og så længe Abbas ikke får gang i nogle seriøse fredsforhandlinger, der afgørende begynder at give mærkbare forbedringer i dagliglivet for ganske almindelige palæstinensere, vil han til stadighed miste magt og præstige.
Selvom der konstant er optimistiske forlydender om endnu en forsoning mellem Hamas og Fatah, så er ingen af forsøgene nogensinde nået længere end til de internationale mediers spalter og nyhedsudsendelser. Der hvor det virkelig betyder noget: På landjorden i de palæstinensiske områder, er intet sket.
Selvom situationen ikke er god, så er den på den anden side heller ikke så desperat, at palæstinenserne er villige til at gå på kompromis med noget som helst betydningsfuldt, som gør ondt, og derfor er der intet, der kunne få israelerne til at presse deres premierminister til at genoptage fredsforhandlingerne.
Mahmoud Abbas fortsætter stædigt med at kræve totalt byggestop i de israelske bosættelser, og det krav har han støtte i den palæstinensiske befolkning til at gøre ultimativt. Stopper israelerne ikke byggeaktiviteterne, kommer der ingen forhandlinger. Det er blot en politik, der skader palæstinenserne mere end israelerne.
Israelerne fortsætter gerne byggerierne og indlader at forhandle. Alt imens bliver det område, palæstinenserne håber en gang skal blive deres stat, endnu mere bebygget af huse, som israelere vil flytte ind i.
Siden det nu er en tilstand – ulykkelig og måske også urimelig som den er – der har været en kendsgerning altid, også mens fredsprocessen var i gang (med en enkelt undtagelse under premierminister Yitzhak Rabin), så burde det efterhånden være gået op for Abbas, at kravet er en ”dødssejler”.
Spørgsmålet er så, hvorfor han ikke bare giver køb på det? Siden der alligevel fortsat bygges, og der ikke er noget, han kan gøre ved det, det internationale samfund har heller ikke vist vilje til at gøre noget, hvorfor så ikke under stor mediebevågenhed stå frem og sige: ”Selvom vi er dybt og inderligt imod de israelske byggerier i vores område, og selvom vi fortsat ønsker dem stoppet, så vil vi nu hellere forhandle fred med Israel, inden det allersidste håb om en Palæstinastat indenfor før-’67-linjerne helt forsvinder.”
Det ville lægge stort pres på den israelske regering, som ville få svært ved at afvise forhandlinger. Hvis palæstinenserne så begynder at forhandle grænser snarere end byggeri i bosættelserne, så vil det blive klart, hvad der bliver Palæstina, og hvad der bliver Israel. Og det, der bliver Palæstina, der kan palæstinenserne bare selv stoppe for byggeriet.
I stedet bruger de palæstinensiske ledere deres energi på at advare Israel og verden om, at 2-statsløsningen er – eller snart er – død, og at Israel derfor må indstille sig på en bi-national 1-statsløsning. Det ved de, at israelerne hader, men det er heller ikke noget, palæstinenserne kan være tjent med.
Og det andet den palæstinensiske præsident bruger sin energi på, er at få Palæstina anerkendt som statsligt medlem af FN. Selvom det er ret ligegyldigt, om Palæstina formelt bliver placeret i en anden kategori ved FN-møder eller ej – det, der betyder noget, er, om der i virkeligheden findes en palæstinensisk stat eller ej – så passer kravet om anerkendelse også dårligt med at den palæstinensiske ledelse samtidig siger, at de nu ikke længere anser to stater - Israel og Palæstina side om side - som en realistisk løsning.
Det ligner lidt mangel på en overordnet, sammenhængende, realistisk politisk strategi, der giver mening i virkelighedens verden.
Israels regering nyder situationen: At være udenfor det internationale samfunds skærende spotlight passer den israelske Netanyahu-regering udmærket. Den bygger videre i de jødiske bosættelser i de besatte områder, og så længe palæstinenserne er internt splittede, ikke laver alvorlige problemer for Israel og afstår fra terrorangreb, synes premierminister Benyamin Netanyahu slet ikke at have noget som helst hastværk med at få løst nogen af de grundlæggende problemer, der forpester fremtidsudsigterne for alle hernede, endsige benytte den relativt fredelige situation til at få genoptaget seriøse fredsforhandlinger med præsident Mahmoud Abbas.
Begynder USA eller EU at presse Israel i forhold til palæstinenserne, så begynder Netanyahu blot at tale om atomtruslen fra Iran, og så sker det ikke så meget mere.
En israelsk avis skrev for nyligt, at vinder Benyamin Netanyahu valget til næste år, så vil det være velkendte problemer, han står overfor. Det vil nemlig være akkurat de samme problemer, som Israel har haft under hele premierministerens nuværende valgperiode. Han har ikke gjort noget som helst for at løse nogen af dem, derfor er de der alle stadigvæk, og er blot blevet mere komplicerede og uløselige i mellemtiden. Netanyahu fører en stolt Likud-tradition for regeringsførelse fra Yitzhak Shamir videre: Ikke at gøre noget som helst, med mindre der er noget der eksploderer, eller en brand der skal slukkes. Blot reagere – ikke tage initiativ.
Så længe der er valgkamp i USA er det usandsynligt, at den israelske regering vil blive udsat for et alvorligt pres fra Washington. Men hvis det viser sig, at præsident Barack Obama bliver genvalgt, så bliver det interessant, og der er ingen tvivl om, at ”piben vil få en anden lyd”. Obama kender problemerne, og han har en udenrigsminister der også er inde i stoffet, så de behøver slet ingen indkøring. Ingen af dem kan lide Netanyahu, det er næppe for meget at sige, at de direkte afskyr ham, og det vil være Obama’s sidste præsidentperiode. Han skal ikke genvælges, og kan derfor sætte hårdt imod hårdt.
* * *
Læs også mine tidligere artikler om emnet:
Slut med fredsprocessen: Så er det kun kaos tilbage.
USA-Israel-aftale på vej: Nyt ligegyldigt byggestop i bosættelserne.
Fatah-Hamas-aftale: Hvad betyder det for fredsprocessen?
ISRAEL-IRAN OG ATOMTRUSLEN
Til næste sommer vil Iran have tilstrækkeligt med så højtberiget uran, at præstestyret vil være i stand til at konstruere sin egen atombombe, og til den tid vil det være for sent eller for bekosteligt at stoppe Irans atom-ambitioner, sagde den israelske premierminister Benyamin Netanyahu i sin tale til FN’s Generalforsamling. Derfor er det afgørende, at verdenssamfundet opstiller nogle klare ”røde linjer”, som Iran ikke må overskride. Gør landet alligevel det, må det få konsekvenser.
”Der er kun en eneste måde, hvorpå man af fredelig vej kan stoppe Iran, og det er ved at opstille nogle klare røde linjer for Irans atomprogram. Røde linjer fører ikke til krig – de forhindrer krig. Røde linjer kunne måske have forhindret Den anden Verdenskrig. Røde linjer kunne måske have sparet os for Golfkrigen”, sagde den israelske premierminister.
Jeg er overbevist om, at stillet overfor klare røde linjer, vil Iran til syvende og sidst bøje sig, og vi vil på den måde have fået mere tid til at sanktioner og diplomati får mulighed for at virke”, sagde Netanyahu.
Premierminister Netanyahu’s ret ublu krav tidligere til præsident Barack Obama om at USA bliver nødt til at opstille nogle klare røde linjer overfor Iran, førte til en yderligere forværring af det allerede meget anspændte forhold mellem de to. Den amerikanske præsident brød sig afgjort ikke om at blive belært af den israelske premierminister om, hvad USA skal eller ikke skal gøre udenrigspolitisk. Og det er ikke blevet bedre af at Netanyahu, set fra Det hvide Hus, synes offentligt at foretrække Mitt Romney som USA's næste præsident.
Blandt andet derfor gjorde Netanyahu i sin FN-tale en dyd ud af at understrege, at der ikke er nogen uenighed imellem Israel og USA.
”At stoppe Iran’s atomprogram er et fælles mål for os, og vi er i stadig dialog med USA om spørgsmålet”, sagde han.
Det er sikkert også gået op for den israelske premierminister, at Obama er favorit til at vinde det amerikanske præsidentvalg. Da dette bliver Obamas sidste periode, og han derfor ikke behøver at bekymrer sig om genvalg, så får han langt større handlefrihed i forhold til Israel, hvilket næppe gør livet nemmere for Netanyahu, der selv skal til valg i 2013. Og da et ordentligt forhold til Israels hovedallierede er noget, de israelske vælgere ligger stor vægt på, så har Benyamin Netanyahu fået endnu et problem mere i sin allerede overfyldte problem-bank.
Det er stadigvæk ikke klart, om Netanyahu, når han alligevel er i USA, også når at mødes med præsident Barack Obama. Det hvide Hus siger, at præsidenten er optaget, og at Israel ikke har anmodet om et møde. Det er der ikke mange, der tror på. Kommer der ikke et møde, vil det blive betragtet som endnu et udtryk for, hvor iskoldt forholdet mellem Det hvide Hus og den nuværende israelske regering er blevet. Spørgsmålet er dog, om præsident Obama vil tage et opgør med Netanyahu så tæt på det amerikanske præsidentvalg.
Under alle omstændigheder er forholdet imellem USA og den israelske regering kølet voldsomt ned og har været det længe. Først på grund at den kuldsejlede fredsproces med palæstinenserne og Israels insisteren på fortsat at bygge i de jødiske bosættelser, og i de seneste måneder på grund af truslerne om krig med Iran.
* * *
Læs også mine tidligere artikler:
Skal, skal-ikke... angribe Iran?
Krigen imod Iran’s atomprogram har allerede været i gang længe.
Atomtruslen fra Iran: Angriber Israel?
ANDRE LIVTAG OG FORSØG MED DEMOKRATIET
Kuwait: Parlamentarisk krise. Medlemmerne af parlamentet opgiver at mødes. Der er tale om en meget langstrakt strid imellem det folkevalgte parlament og regeringen, som er udpeget af emiren, og hvor de fleste vigtige ministerposter er besat af medlemmer af den regerende al-Sabah-familie.
Det er sandsynligt at parlamentet snart vil træde tilbage, og at der vil blive udskrevet nyt valg senere i år eller i begyndelsen af næste år. Men i en tid, hvor hele den arabiske verden synes ramt af politisk opbrud, er oppositionen blevet mere dristig og åbenmundet i sine krav. Den kuwaitiske opposition består af stamme-repræsentanter, salafister, moderate islamister og liberale medlemmer.
Tidligere på ugen erklærede den kuwaitiske højesteret et regeringsforslag om ændring af grænsedragningen for landets valgdistrikter for ulovligt. Dermed vil et nyvalg komme til at ske efter nøjagtig den samme opdeling, som det tidligere, og derfor vil det næppe ændre noget på sammensætningen af parlamentet.
Hvordan alt dette skal vurderes afhænger af, om man ser på det halvfulde eller det halvtomme glas.
Det er oplagt, at der er problemer med det kuwaitiske demokrati. Både fordi Al-Sabah-familien fortsat udnævner regeringen og i den sammenhæng oftest sig selv, og dermed er det ikke ændret så meget.
På den anden side så er der et folkevalgt parlament, som ikke taler hverken regeringen eller kongefamilien efter munden, og emiren ved godt, at verden har ændret sig. Og der er også en tilsyneladende relativ uafhængig domstol, som kommer med afgørelser, som ikke altid falder i magthavernes smag, og det er da positivt.