Ridser i lakken i The Special Relationship?

JERUSALEM (13.05.2010): ”Præsident Obama er pro-palæstinensisk”, lyder en udtalelse, og ”…den amerikanske præsident vil betyde en katastrofe for Israel”, citeres en anden for at sige. Udtalelser, citeret i den israelske og internationale presse, fra såkaldte unavngivne kilder i premierminister Benyamin Netanyahus inderkreds.
    Den israelske avis Yediot Ahronot citerede, hvad avisen selv beskrev som en af ”premierministerens fortrolige” for at sige, at præsident Obama og udenrigsminister Hillary Clinton ”…klart står på palæstinensernes side”. ”Vi taler om noget sygeligt, nærmest vanvittigt”, citeres kilden for at sige. ”Vi har at gøre med en (amerikansk) administration, der er meget, meget fjendtligt indstillet” overfor Israel, påstår kilden.
    De jødiske bosættere og den nationalistiske højrefløj i Israel er i gang med at dæmonisere den amerikanske præsident. Interviewer man en højre-nationalist om det anspændte forhold mellem USA og Israel, vil han som regel tale om Barack Hussein Obana, og lægge tryk på mellemnavnet Hussein, når han omtaler den amerikanske præsident, som om det er en militant muslimsk fundamentalist, der har sneget sig ind i Det hvide Hus.
    Lad os bare sige det med det samme. Det har været et forbandet dårligt år for Israels premierminister Benyamin Netanyahu. Og det ser ikke ud til at blive meget bedre for ham i nogen nær fremtid. Det ser nemlig ud til at præsident Obama ikke lader sig gå på af forsøg fra ”kilder i Netanyahus inderkreds” på at plante historier om ham i medierne. Han synes besluttet på igen at få gang i fredsprocessen. Endog selvom parterne ikke selv synes at have travlt med at finde en fredelig løsning på deres konflikt.

Det er lige lykkedes med hiv og sving at lokke palæstinenserne tilbage til forhandlingsbordet. Om end de kommer uden glæde og begejstring, og ikke – endnu i hvert fald – vil sidde ansigt til ansigt med den israelske forhandlingsdelegation. Og selv disse indirekte forhandlinger er det kun lykkedes at få i gang på grund af et stædigt og utrætteligt amerikansk diplomatisk brobygningsarbejde. Et arbejde der blev gjort ikke så lidt mere kompliceret af en israelsk politik, som i Washington blev opfattet som et bevidst forsøg på at sabotere det amerikanske diplomati.
    Læg dertil, at det i forbifarten også er lykkedes for Benyamin Netanyahu’s regering at sætte forholdet til den strategisk allierede Tyrkiet over styr. Men værst af alt er naturligvis forholdet til USA, som mange siger, er ude i den værste krise nogensinde. De mere optimistiske iagttagere mener ”kun”, at det er den værste krise i 35 år. Krisen i midten af 70’erne var lige så stor, siger de. Det var dengang daværende amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger, mens præsident Richard Nixon lå underdrejet på grund af Watergate-skandalen, egenhændigt pressede Israel til militære tilbagetrækninger og til at acceptere en troppeadskillelsesaftale med Egypten i Sinai-ørkenen, hvor Israel skulle rømme Suez-kanalzonen og to strategisk vigtige bjergpas inde i ørkenen, og med Syrien i Golan-højderne.

    Premierminister Netanyahu har i de seneste måneder været under så voldsomt pres fra USA, at han imod sin vilje har været nødt til at erklære byggestop i de jødiske bosættelser på Vestbredden. Og selv Jerusalems fremtidige status som ”den evige, forenede israelsk hovedstad”, som er alle israelske regeringers faste mantra uanset partifarve, synes nu på grund af Israels politik også at være et forhandlingsemne på forhandlingsbordet. Det kan selv en Netanyahu næppe se som nogen stor udenrigspolitisk sejr.

Selvom den Likud-ledede koalitions parlamentariske grundlag stadigvæk synes solidt nok, så er det ikke desto mindre begyndt at knage fælt i Netanyahus regering. Der er krise med de religiøse på grund af et hospitalsbyggeri ovenpå en jødisk begravelsesplads. (Ortodokse jøder er imod at sløjfe eller flytte jødiske grave.) Højrefløjen af regeringen, udenrigsminister Avigdor Liebermans parti Israel Beiteinu, som har mange russiske medlemmer og er sekulært grænsende til det anti-religiøse, vil have åbnet mulighed borgerlige vielser i Israel. Det nægter samme regerings religiøse partner at acceptere. Arbejderpartiet, som udgør regeringens venstrefløj, vil have fredsforhandlinger med palæstinenserne baseret på ”land-for-fred”-formularen. Det nægter samme regerings højrefløj. Internt i Arbejderpartiet er der et voksende krav om at bryde ud af regeringskoalitionen og gå i opposition.
    Derfor er den israelske regering stort set handlingslammet. Regeringen er blevet så bred, at al den ballade, der tidligere udspillede sig mellem regering og opposition i parlamentssalen, nu blot er rykket ind i regeringens mødelokale. Men det betyder også, at regeringen synes ude af stand til at tage initiativ til ret meget. Den reagerer blot på de kriser, der opstår. Det gør kriserne så til gengæld hele tiden, så regeringen har sådant set travlt. Men den har kun travlt med at ”slukke ildebrande”, ikke med at bygge noget nyt og visionært svar på de problemer, alle kan se, Israel står overfor.

Krisen med USA har ligget og ulmet lige siden Benyamin Netanyahu i februar 2009 vandt valget, en måneds tid efter Barack Obama var rykket ind i Det hvide Hus. Men den brød for alvor ud i lys lue, da den israelske regering for nylig meddelte, at der var givet byggetilladelse til opførelsen af 1600 nye boliger i Jerusalemforstaden Ramat Shlomo. Kvarteret ligger i den nordlige udkant af Jerusalem, og har allerede i mange år været bebygget. Nu ville Jerusalems bystyre imidlertid udvide området. Ramat Shlomo ligger på den anden side af den såkaldte ”grønne linje”, hvilket betyder, at boligområdet ligger på jord, som Israel erobrede under Seksdageskrigen i 1967. Dermed anser både palæstinenserne og det meste af resten af verden Ramat Shlomo for at være en ulovlig bosættelse i de besatte områder.
    I sig selv ville det ikke have givet nogen israelsk regering anledning til dybere eftertanke. Israel bygger nemlig hele tiden i de israelske boligkvarterer, der ligger i de områder omkring Jerusalem, som Israel har annekteret, og som landet alstå ikke opfatter som besat som resten af Vestbredden. USA har altid været imod dette byggeri, har kritiseret det og trukket penge i lånegarantierne til Israel som straf. Men mere er der aldrig sket.

    Problemet denne gang var, at meddelelsen om byggeriet kom præcist mens den amerikanske vice-præsident Joe Biden var i Jerusalem, hvor han blandt andet, ligesom udenrigsminister Hillary Clinton kort tid forinden, arbejdede hårdt for at overtale palæstinenserne til at vende tilbage til forhandlingsbordet.
    USA's udenrigsminister Hillary Clinton eksploderede og kaldte det et slag i ansigtet og en hån imod USA. Det gav genlyd i Israel, for det var absolut ikke en sprogbrug, man var vant til at høre fra USA. Samtidig oplever den israelske regering, at der bliver lagt et politisk pres på den fra USA i en grad, som man absolut heller ikke har set i mange år.

Krisen er sådant set reel nok. Men der er ikke, som mange internationale medier beskriver det, tale om en krise mellem USA og Israel. Der er derimod tale om en meget alvorlig krise mellem Netanyahu-regeringen og Barack Obama’a administration. Det overvældende flertal i både Israel og USA støtter fortsat det nære forhold imellem de to lande. Og præsident Obama har med held været i stand til at kommunikere både til den amerikanske og den israelske befolkning, at han stadigvæk står skulder ved skulder med Israel, men at han er uenig i den israelske regerings politik.
    Mange vestlige mediers beskrivelse af krisen, som noget langt dybere og fundamentalt, kan skyldes, at de af forskellige grunde overfokuserer på en del af den israelske befolkning, som giver et noget fordrejet billede af situationen. Lad mig forklare....der ikke er tale om en krise mellem USA og Israel som nationer eller folk, men ”kun” om en krise – og måske mest af alt en tillidskrise – mellem præsident Barack Obama’s Hvide Hus og den israelske regering under premierminister Benyamin Netanyahu.Ved det amerikanske valg i 2008 stemte 78 pct. af USA's jødiske vælgere på Barack Obama. Kun blandt de sorte vælgere var støtten til den amerikanske præsident større. Og interessant nok, så synes krisen med premierminister Netanyahu ikke i væsentlig grad at have svækket støtten, hvilket antyder at mange amerikanske jøder kan indse, at et kritisk modspil imod den israelske regering formentlig på længere sigt er i hele Israels interesse.
    Meningsmålinger i Israel på samme tid viste, at omkring 60 pct. af de israelske jøder også ville have stemt på Obama, hvis de havde haft stemmeret i USA. Den støtte er gået tilbage, men slet ikke så meget, som man skulle tro. Forbavsende mange israelere støtter fortsat Barack Obama selv på trods af krisen og det amerikanske pres på Israel for at stoppe byggerierne i de jødiske bosættelser.
    Men – og nu kommer det interessante - de samme meningsmålinger i Israel op til præsidentvalget viste også, at de amerikanske jøder, der er immigreret til Israel, for tre fjerdedeles vedkommende ville stemme på John McCain, mens kun en fjerdedel ville stemme Barack Obama. Det diametralt modsatte af andre amerikanske og israelske jøder.
    Det vil altså sige, at den gruppe amerikanske jøder, som er flyttet fra USA til Israel, er totalt urepræsentative for både amerikanske jøder generelt, og også fuldstændig atypiske for israelske jøder. Ikke desto mindre er det meget ofte denne gruppe, der optræder i de internationale medier. Ikke fordi journalisterne bevidst ønsker at give et fordrejet billede af situationen, men fordi de fleste udenlandske korrespondenter ikke taler hebraisk, og derfor ofte opsøger de engelsktalende immigranter fra USA. Men på den måde får vi i Vesten nemt en vrangforestilling om, hvad den israelske befolkning virkelig tror og tænker.

Ovenstående kunne måske føre til to ganske interessante konklusioner:
    For det første at der ikke er tale om en krise mellem USA og Israel som nationer eller folk, men ”kun” om en krise – og måske mest af alt en tillidskrise – mellem præsident Barack Obama’s Hvide Hus og den israelske regering under premierminister Benyamin Netanyahu.

    Og for det andet at jøder både i USA og Israel tilsyneladende sagtens kan se, at en kritisk tilgang til Netanyahu-regeringens politik, samt et krav om at acceptere en to-statsløsning og en fastfrysning af byggeaktiviteterne i bosættelserne, måske på længere sigt kan være det bedste for Israel.

Og til slut er det måske også godt at huske på, hvad der kom ud af krisen mellem USA og Israel i midten af 70’erne, da Kissinger pressede Israel til tilbagetrækninger:
    Det gav den egyptiske præsident Anwar Sadat mulighed for at fremstille Yom Kippurkrigen som en egyptisk sejr. Det gjorde videre, at det blev muligt for ham at anderkende Israel, besøge Jerusalem, tale i Knesset og sidenhen at indgå den første fredsaftale mellem noget arabisk land og den jødiske stat.
    Så måske er amerikansk pres på Israel slet ikke så dårligt endda.