Anmeldelser og omtaler

Jeg elsker selv at læse boganmeldelser. ”Bøger” er noget af det første, jeg slår op på i avisen. Og The New York Review of Books og Foreign Affairs Magazine’s Recent Books-afsnit er min yndlingslæsning. Så denne del af min hjemmeside vil være helliget anmeldelser af bøger, som beskæftiger sig med Mellemøsten eller nogle af de mange relaterede emner.
   Det er nok tvivlsomt, at jeg selv får kapacitet til at skrive særlig mange boganmeldelser. Det er både en ret tidskrævende affære, og en genre der ikke er helt så nem at mestre. Men et par anmeldelser skal jeg jo nok få skrevet, når det kommer til stykket. Jeg kan sikkert ikke lade være.
   Mest bliver det dog nok anmeldelser, som jeg selv synes er interessante, og derfor genoptrykker andre steder fra, eller som jeg blot giver et kort resumé af og en linkhenvisning til.

____________________________________________________________________________________________________________________

 

Bøger:
FOLK SOM OS

Folk som os. Hvad medierne ikke fortæller
Af Joris Luyendijk.
Informations Forlag, 2009, 243 sider, kr. 249,-

Af Steffen Jensen

Luften er tyk af bilos, sved, råb og skrig, muezzinen kalder til bøn, taxaer og busser dytter af hinanden. Larmen er øredøvende, varmen trykkende. Alle maser og skubber. Vi er under optakten til Golfkrigen i 1990. Min kameramand  og jeg filmer på en busholdeplads i Jordans hovedstad Amman. Frivillige jordanere og palæstinensere, der vil kæmpe skulder ved skulder med Saddam Hussein imod de vantro, stiger ind i de ventende busser, og bliver sendt af sted til krigen som helte. Her støtter alle den irakiske diktator. Selvom de også godt ved, at Saddam selv og Ba’ath-partiet altid har været anti-religiøst og forfølger islamister, så accepterer mange tilsyneladende den irakiske præsidents bratte kovending, hvor han erklærer den kommende krig for Jihad – Hellig Krig, og pludselig begynder at lade sig filme i moskéen under fredagsbønnen.

    Vi er her for at finde ud af, hvordan folk kan tro på Saddam Husseins pludselige og ret gennemskuelige hamskifte. Stemningen er ikke venlig. Vi er vesterlændinge. En mener endog at vide, at Danmark er med på USA's side.
    En gammel mand trænger sig igennem den kødrand, der har samlet sig omkring vores TV-kamera. Han har et godt ansigt og noget på hjertet, så vi spørger ham, hvad han mener. Tror han på Saddams pludselige religiøse vækkelse?
    ”Hvorfor ikke”, spørger han. ”Det er jo Hellig Krig. Hellig Krig, siger jeg dig! Ved du hvad det betyder”, nærmest råber han lige ind i mit ansigt. Kameraet ruller. ”Jeg er 78 år gammel, og min kone er 76. Vi vil være de første, der ofrer os selv som martyrer for Saddam!”
    Den gamle mand bliver mere og mere ophidset, som interviewet skrider frem. Sveden løber ned af hans ansigt, som er blevet rødt som en kogt hummer.
    ”Vi vil slå korsridderne tilbage. Genoprette kalifatet. Saddam er en ny Salah el-Din! Det er begyndelsen på Islams sejr!!!”
    Den gamle mands øjne er udspilede og han hiver hæst efter vejret. Jeg bliver nervøs for at han vil få et hjerteslag og kollapse, mens vi filmer. Et glas vand bliver rakt igennem folkemængden, og han slubrer det i sig med rystende hænder. Vi stopper optagelserne. Den gamle slapper af, tager en dyb indånding og rækker hånden frem.
    ”Var jeg god”, spørger han glad, og jeg kigger på ham, for at se, om han tager gas på mig. Men det gør han ikke.
    ”Ja, du var fantastisk”, beroliger jeg ham.
    Hans raseri var tilsyneladende ægte nok, men nu er det fordampet. Vreden kunne åbenbart skrues op og ned efter behov. Som Saddams fromhed. Og den gamle mand er i hvert fald ikke uvidende om, hvad der gør sig på TV.
    Men er det virkeligheden?
    Var det et sandt billede, vi viste den efterårsdag i Amman?
    Det er det, den tidligere hollandske Mellemøstkorrespondent Joris Luyendijks bog ”Folk som os”, handler om.

I bogen , som har undertitlen ”Hvad medierne ikke fortæller os”, rammer Joris Luyendijk nogle af mediernes ømme punkter. Journalistik, og i særdeleshed TV-journalistik, lægger efterhånden alt for stor vægt på form på bekostning af indhold.
    Vi skal have vores egen mand på stedet. Ikke fordi han skal vide noget særligt. Men blot så man kan skrive Beirut, Bagdad eller Teheran som dateline på skærmen efter navnet. Det betyder mindre, at korrespondenten kun lige er landet i lufthavnen en halv time forinden, er pisket tværs igennem byen for at nå frem til live-kamerapositionen, og det eneste han ved, er det, redaktionssekretæren hjemmefra lige har dikteret fra nyhedsbureauernes telegrammer over mobiltelefonen. For vi er der! Og vi er der før de andre!!! Det er det, der betyder noget.

Men journalistikken kommer også til kort på andre måder.
    Når man efter en årrække i denne del af verden begynder at komme ind i den mellemøstlige virkelighed og tankegang, og fortsat også er en del af det nordeuropæisk univers og tankesæt, man oprindelig kommer fra – når man så at sige ”har et ben i begge lejre” – så går det for alvor op for en, hvor umulig en opgave det er, at forklare den tilsyneladende surrealistiske mellemøstlige virkelighed, så den giver mening for en nøgtern nordeuropæer med begge ben solidt plantet på jorden i et ordnet socialt velfærdssamfund, der faktisk fungerer.
    Joris Luyendijk har ganske mange interessante og skarpe observationer i den sammenhæng.
    ”Da jeg første gang kom til Cairo som korrespondent, betragtede jeg de journalistiske metoder som en slags værktøjskasse, man kunne finde frem overalt i verden. Men diktaturer og demokratier er ikke to forskellige
bilmærker. Hvis et demokrati er en bil, så er et diktatur en ko eller en hest. Den, som kommer med en skruetrækker eller en loddekolbe, står magtesløs”, skriver Joris Luyendijk.

Den hollandske journalist giver også de vestlige journalisters og for den sags skyld også ambassaders valg af kilder og kontakter, et kritisk ord med på vejen. Vi elsker andre journalister, akademikere, systemkritikere og i særdeleshed menneskerettighedsaktivister. Dem har vi i særlig grad en svaghed for, disse ”Moder Teresa-typer”, som kæmper for nogle forkromede idealer, vi selv sætter så højt. Men for mange af dem, har dette ”græsrodsarbejde” intet med græsrødder at gøre. Det er bare langt mere vellønnet end en karriere i det offentlige i de fleste arabisk land, for de fleste menneskeretsorganisationer er finansieret af vestlige donorlande. Det betyder også at menneskerettighedsaktivisterne, når man interviewer dem, i virkeligheden taler til de embedsmænd i donorlandene, der skriver deres lønchecks under.
    Disse ”donor darlings”, som de vestlige ambassader kalder dem, ved præcist, hvad det er, vi i Vesten gerne vil høre: ”Sociale reformer, kvinders ligestilling, demokrati, god regeringsførelse, civilt samfund og så videre. Kan de få omtale i vestlige medier, bliver de endnu mere populære, får flere vestlige penge, ambassaderne inviterer dem til at tale til besøgende politikere og ministre hjemmefra, men i den arabiske verden er der ingen, der aner, hvem de er, eller at de overhovedet gør noget som helst for sociale reformer, kvinders ligestilling, demokrati, god regeringsførelse, civilt samfund og alle de andre smukke idealer.

Men bogen er også sine steder ret naiv.
    Joris Luyendijk er ikke uddannet journalist, og det skriver jeg ikke, fordi jeg har fagpolitiske kartofler at hyppe, men det kan måske forklare Luyendijks lidt naive og sine steder lidt latterlige tilgang til journalistikken.
    De vestlige medier er ikke ideelle. Langtfra. Det vil de fleste seriøse journalister være de første til at erkende, og de udkæmper en daglig kamp for at sikre en lille smule kvalitet i deres arbejde. Men vore medier er formentlig de mindst dårlige – alt andet lige. Dertil kommer, at nogle journalisters viden og indsigt i Mellemøsten også kunne være bedre, samt de forhindringer Mellemøstens forskellige versioner af autokratiske og totalitære regimer kaster i hovedet på os for at besværliggøre vores arbejde.
    Alt det kommer tilsyneladende som en total overraskelse for Joris Luyendijk, og det er lidt chokerende. To formildende omstændigheder kan dog fremhæves. For det første, at Luyendijk står ved sin manglende viden om pressen, og åbent skriver om den. ”Ved ankomsten til min arbejdsplads i Cairo havde jeg altså så godt som ingen journalistisk erfaring…” Og for det andet, at han klart nok med årene vokser med opgaven, for til slut at tage konsekvensen af sin utilfredshed og skifter profession.
    Det var også en af mine konklusioner, da jeg sidste år deltog i en TV-debat med Joris Luyendijk på TV2/NEWS i forbindelse med at hans bog udkom på dansk. Hver eneste gang han kom med en af sine chokerende opdagelser, måtte jeg give ham fuldstændig ret, og så blot undres over, hvordan han kunne være så overrasket. For mange af hans chokerende ”opdagelser” er grundlæggende noget, man i Danmark lærer på Journalisthøjskolen inden man starter sin karriere i faget. Det blev han for øvrigt også overrasket over at høre.
    Der hvor Luyendijk dog har så evig ret, er at vi som journalister, der arbejder i Mellemøsten, skal være langt mere åbne overfor vore læsere, lyttere og seere om de problemer og begrænsninger, vi hele tiden står overfor i den her del af verden, og hvordan de påvirker vores dækning. Om det så er restriktioner fra områdets myndigheder, den til tider ensporede fanatisme og himmelråbende uvidenhed man møder hos folk, man interviewer, og som det kunne være passende at delagtiggøre vort publikum i, eller om det er de begrænsninger vores egne medier giver.

Nu kunne det måske med denne afslutningssvada lyde som om, jeg ikke synes om Joris Luyendijks ”Folk som os”, men det er ikke rigtigt. Det er på mange måder en vældig god og anbefalelsesværdig bog. De advarsler han kommer med, og den utilfredshed han demonstrerer overfor den retning i særdeleshed de elektroniske medier er gået i, er tankevækkende og deprimerende. Men medierne vil altid være et spejl af det samfund, de er en del af og fungerer i. Og kun ved at få flere kritiske, kræsne og krævende læsere, lyttere og seere, er der håb om, at vi kan forbedre vore medier.
    Der foregår hver eneste dag en folkeafstemning i landets aviskiosker og med fjernbetjeningen på sofaen hjemme foran TV-apparatet. Og så lang tid, der er i underkanten af 200.000 danskere, der køber Ekstra Bladet og BT på hverdage (lidt flere i weekenden), mens der ”kun” er omkring 55-60.000 der én gang om ugen køber Weekendavisen (tallene er fra 2008), så har vi sørgeligt nok de medier, vi fortjener. På samme måde er det på TV. Så længe det ene hjernedøde reality TV-show efter det andet kan lægge gaderne øde, mens man som producer skal være lykkelig, hvis man har 3-400.000 seere til et seriøst TV-dokumentarprogram, så bliver TV heller ikke bedre. For ligegyldigt hvor seriøs, vidende og professionel en journalist er, så er de medier, han eller hun er ansat i, en forretning, der skal løbe rundt.
    Deri er der både en svaghed og en styrke: Vi har de medier, vi fortjener, fordi dem vi belønner ved at bruge, dem vil der komme flere af. Men det er på den anden side noget, der kan ændres. Vi skal blot vende ryggen til rendestensjournalistikken og kræve kvalitet. Vi skal forlange at blive talt til som intelligensvæsener. Og det kan Joris Luyendijks bog helt sikkert medvirke til.

Steffen Jensen er Mellemøst-korrespondent for TV2/DANMARK. Hans bog ”Rapport fra en ørkenspejling” også om jobbet som journalist i Mellemøsten udkom i 2007, og som pocket-udgave på People’s Press i 2009.

Boganmeldelse bragt i magasinet Goldberg, maj 2010.

____________________________________________________________________________________________________________________

 

TRANEKÆR (02.05.2010): Hvordan kan det være, at når fascistiske idéer har sit udgangspunkt i Islam, så foretrækker intellektuelle at kalde dem ”totalitære” i stedet? Fordi det ord er mere abstrakt, mindre belastet, lugter mindre dårligt… alt i alt – det lyder bedre. Det er blot en af Paul Berman’s konklusioner i hans nye bog ”The Flight of the Intellectuals” – ”De Intellektuelles flugt over Plankeværket”, kunne man måske kalde den på dansk. Læs Dwight Garner’s anmeldelse af bogen i The New York Times bogtillæg:

http://www.nytimes.com/2010/05/03/books/03book.html?pagewanted=all

 

 

Book review:
In Pursuit of Pray, Carrying Philosophy

By Dwight Garner
The New York Times
May 2, 2010

THE FLIGHT OF THE INTELLECTUALS
By Paul Berman
Melville House Publishing
299 pages, US $ 26,-

Paul Berman’s new book, “The Flight of the Intellectuals,” plural, might as easily have been titled “The Flight of the Intellectual,” singular. It is essentially a booklong polemic against one magazine article: a profile of the Islamic philosopher Tariq Ramadan, written by Ian Buruma, the Dutch academic and journalist, and published in The New York Times Magazine in 2007.

Mr. Berman’s book has already made some noise. Writing in Slate, Ron Rosenbaum compared its stinging ambience, nostalgic to some, to one of “those old Partisan Review smackdowns,” in which Dwight Macdonald or Mary McCarthy cracked some unsuspecting frenemy over the head with a bookcase and a tinkling highball glass. And for sure, everything about “The Flight of the Intellectuals” feels old school, from Mr. Berman’s tone (controlled, almost tantric, high dudgeon) to the spectacle of one respected man of the left pummeling another while the blood flows freely, and no one calls the police.

Those Partisan Review fights got serious, and so does this book. Mr. Berman accuses Mr. Buruma, in his Times Magazine profile, of not scrutinizing Mr. Ramadan’s family, associations or writings closely enough, of presenting him in a respectful light. Presenting him, that is, as the kind of moderate and charismatic Islamic thinker in whom the West might find a useful intermediary.

Mr. Berman’s book, portions of which first appeared in The New Republic, is a patient overturning of the rocks that, he argues, Mr. Buruma failed to look under. He writes about historical figures Mr. Ramadan professes to admire and notes the tiny degrees of separation that link them to Hitler and the Nazis during World War II. He points out Mr. Ramadan’s ambiguous comments about things like 9/11, the stoning of women in Muslim countries and violence against Jews. Mr. Berman detects a kind of seventh-century barbarism lurking behind Mr. Ramadan’s genial smile.

Mr. Berman branches out in his book’s final third to condemn liberal intellectuals (nearly all of them but especially Mr. Buruma and the British historian Timothy Garton Ash) and their house organs, including The New York Review of Books, on another, related, account. He writes that while they have admired Mr. Ramadan, they have been inexplicably critical of Ayaan Hirsi Ali, the Somali-born Dutch intellectual who has become a major critic of Islam and, as a consequence, will probably have a large security detail for the rest of her life. Ms. Hirsi Ali’s critics, who include Mr. Buruma and Mr. Garton Ash, find her personality “strident” and humorless, he writes, and feel she isn’t as important as she might be because having renounced Islam, she no longer speaks to or is in touch with the Muslim hive mind.

About these criticisms of Ms. Hirsi Ali, Mr. Berman is incredulous. “A more classic example of a persecuted dissident intellectual does not exist,” he notes about her. And yet, he writes, she is treated differently from Salman Rushdie, another writer who was subjected to death threats. “How times have changed!” he declaims. “The Rushdies of today find themselves under criticism, contrasted unfavorably in the very best of magazines with Tariq Ramadan,” who had ties to an organization that was known to be anti-Rushdie. “Here is a reactionary turn in the intellectual world — led by people who, until just yesterday, I myself had always regarded as the best of the best.”

He is withering about why this might be. Quoting another writer, he calls this “the racism of the anti-racists.” As self-hating Westerners, he suggests, Mr. Buruma and Mr. Garton Ash can be seen “groveling to Ramadan, who berates the West” while attacking the Somali dissident who embraces its values.

Fear is at work too, he says. About the chill in the intellectual climate, Mr. Berman writes: “Two developments account for it — two large new realities that, condensing overhead, have altered the intellectual atmosphere down below, almost without being noticed. The first of those developments is the spectacular and intimidating growth of the Islamist movement since the time of the Rushdie fatwa. The second development is terrorism.”

It was obvious that Hirsi Ali had received a dreadful treatment from journalists, who ought to have known better.Mr. Berman, whose previous books include “A Tale of Two Utopias,” about the 1960s, and “Terror and Liberalism,” is skilled at the art of polemic: he builds his case slowly, citing the recent work of numerous scholars. There is especially fascinating material here about Hitler’s plan, aided by some Islamists, to extend the Final Solution to the Middle East.

Mr. Berman can be bleakly funny. He criticizes Mr. Garton Ash for pointing out in The New York Review of Books that Ms. Hirsi Ali had been awarded the “Hero of the Month” prize from Glamour magazine, as if this were proof that she couldn’t be taken seriously. Mr. Berman responds, in one of this book’s more memorable utterances: “I can’t help observing that here may be proof, instead, that Glamour magazine nowadays offers a more reliable guide to liberal principles than The New York Review of Books.”

Mr. Berman has sensitive aesthetic as well as political antennas. For him, style makes the man. He deplores the “diffident cough” in Mr. Buruma’s writing and finds him “courteous and amiable” to a fault. He’s a writer, Mr. Berman says, who “would never stoop to using a strong adjective like “repulsive,” or any adjective at all, unless it were presented as a double negative.” He is even more brutal about Mr. Ramadan’s “faux esoteric and ecumenical guru tone, suitable for all denominations.”

“The Flight of the Intellectuals” is anything but diffident, and watching Mr. Berman pursue his philosophical prey is a bit like playing an academic version of a first-person-shooter video game: Modern Warfare: Bandit Pundit Edition. One’s goggles begin to steam up. Being inside Mr. Berman’s head can occasionally grate. As a writer he’s alternately emotive and pedantic, an emo-wonk. He’s self-congratulatory about his coups of reading and synthesis, his turning up of important details in other people’s footnotes. Yet his own book has no foot- or endnotes at all.

His litany of charges against the elusive Mr. Ramadan is largely circumstantial, although it must be said that the pile he amasses is plenty damning. Finally, Mr. Berman believes in straight talk and insists that we use words like “fascist” to describe some Islamist ideas rather than “totalitarian.” Why? “It is because totalitarian, being abstract, is odorless. Fascist is pungent. To hear that emphatic f-sound and those double different s’s is to flare your nostrils.”

Mr. Berman’s nostrils have flared before about fascism. He is a liberal hawk who supported the 2003 invasion of Iraq, about which he deployed that particular f-word as well. “If only people like you would wake up,” he wrote in Dissent magazine in 2004, “you would see that war against the radical Islamist and Baathist movements, in Afghanistan exactly as in Iraq, is war against fascism.” He may very well be right. Yet fascism is a radioactive word that requires careful handling. It can lead some people — and here’s my own diffident cough — to impulsive action.

There’s a good deal of inside baseball in “The Flight of the Intellectuals.” Scores are settled that many readers won’t know or care about. But this bracing and volatile book is an important one and devastating in its conclusions about the secret history of some Islamists and especially about the reception of Ayaan Hirsi Ali. “It was obvious that Hirsi Ali had received a dreadful treatment from journalists,” Mr. Berman writes, “who ought to have known better.”