Blogartikler

FEJØ (15.11.2017): Det er helt mørkt. Så bryder lyset frem. Smukt næsten som ved Verdens Skabelse. Først som en lysende stribe langs horisonten. Så bryder det løs. Skyerne farves røde, orange og gule, mens himlen lang højere oppe er lyseblå. Det er prægtigt. Nu kan man pludselig tydeligt se både landet og havet. 
     Dette synes virkelig som altings begyndelse. Verdens skabelse. 
     Den gang stod og faldt det hele med, om vore forfædre spiste eller ikke spiste et æble. 
     Et helt specielt æble. På et helt særligt træ.
     Man kunne måske sige, at der bare var tale om et æble, men det var det ikke. Ikke helt i hvert fald, og det gjorde mildt sagt sagen en hel del mere kompliceret.
     Problemet var nemlig, at æblet sad på en gren af Kundskabens Træ, og træet stod i Edens Have, hvor gartneren var ingen ringere Gud selv. Det skete for ganske lang tid siden. Faktisk helt tilbage til tiden lige efter de seks dage, hvor hele verden og de allerførste to mennesker var blevet skabt… ifølge Bibelens udgave af det i hvert fald.

TRANEKÆR (13.11.2017) Dele af Danmark forfalder. Områder fjernt fra storbyerne går til grunde. Vi har alle hørt om det: Den rådne Banan. Huse står tomme. Udkantsdanmark. Forretninger lukker. De unge flygter. Arbejdsløshed. Mismod. Undergang…
     Det er en historie, vi kender. Den bliver fortalt og genfortalt i det uendelige i pressen og andre steder. Den følelse, man sidder tilbage med, når man som jeg i mange år har boet i udlandet, og derfor udelukkende har kunnet følge med i danske forhold igennem medierne, er, at en stor del af Det danske Kongerige er så udpint, at det kun er et spørgsmål om tid, før sidste mand lukker og slukker.

Jeg hader det selv, når sportsjournalister i fjernsynet antager, at alle er sportsfanatikere og kan forstå dem, selvom de forfalder til intern sportsjargon og insidersnak.
     Og så gør jeg det pludselig selv. 
     Ikke om sport, men om fotografi.
     Jeg skrev om et digitalt bagstykke til mit kamera, uden at forklare, hvad det er, jeg taler om.
     Det er IKKE ens bagdel fotograferet digitalt.
     Flere har dog skrevet til mig og spurgt, hvad et digitalt bagstykke er for en størrelse. Eller på klarere dansk har de spurgt: Hvad pokker taler du om?

FEJØ (26.10.2017): Jeg opdagede Hertha en småregnende formiddag, da jeg kørte ned ad Herredsvej, som er hovedgaden på Fejø, på vej ud til et andet interview.
     En ældre, hvidhåret kvinde gik rundt i en stor have med en rive og fejede haveaffald sammen, så det kunne blive brændt af. 
     Røg giver ofte en god baggrund til et foto, så selvom jeg reelt ikke havde tid til det, så stoppede jeg for bare at tage et enkelt portræt.
     Jeg spurgte hende, om hun var fra Fejø?
     ”Nej. Jeg er fra Maribo”, svarede hun. 
     - Nå, hvor længe har du så boet herovre?
     ”Jeg kom hertil i 1944”, svarede hun.
     - Er du så ikke efterhånden en ægte Fejøbo efter så mange år?
     ”Nej, nej. Jeg er tilflytter. Det er jeg. Men der er jo ikke så mange af de gamle Fejø-familier tilbage i det hele taget.”

Jeg har skrevet om det nogle gange allerede. Jeg er i gang med et projekt, hvor jeg kører rundt i det, nogen kalder ”Udkantsdanmark”. Denne road trip rundt i mit gamle fædreland har nu i et par dage bragt mig til Fejø i Smålandshavet.
     Efter mange år i Mellemøsten… efter mange år, hvor jeg har dækket krig, konflikt og kaos, er det en lise for sjælen at beskrive skønhed, samvær og social solidaritet. Efter i årtier at have vadet rundt i menneskelig lidelse er det ubeskriveligt at få lov til at besøge steder, hvor folk næsten har genskabt paradis på jord.

I får også lige et andet billede fra min tur til Nordvestjylland. Eller snarere tre billeder… Nej, faktisk, hvis jeg skal være helt ærlig, ni billeder, som er ”strikket” sammen til ét.
     Motivet er Trans Kirke lidt syd for Bovbjerg Fyr i et forbandet blæsevejr med konstant småregn, som betød at jeg ikke brugte nær så lang tid på optagelserne, som jeg nu, hvor jeg sidder og arbejder med billederne, ville have ønsket, at jeg havde brugt.
     Jeg kunne godt have tænkt mig nogle flere forskellige eksponeringer. At jeg havde brugt nogle filtre. Og ikke mindst, at jeg havde bevæget mig lidt mere rundt og måske fundet en bedre position lidt længere væk fra bilen. Men det satte blæsten, regnen og min bekvemmelighed en række behageligheds-begrænsninger for.

Jeg er i gang med et projekt, der bringer mig rundt i det, nogen med slet skjult foragt kalder ”Udkantsdanmark”. En del af vores land, som magteliten i hovedstaden mener, at udviklingen er passeret forbi uden at have sat sig nævneværdige spor.
     Hvad jeg mener om alt det, skal jeg nok komme tilbage til ved en senere lejlighed. Her blot en lille begejstret beretning derude fra, hvor man i hvert fald ikke kan løbe fra, at det faktisk er ”udkant”, for det er her, Danmark slutter. Vores fædreland er ganske enkelt ikke længere. Et skridt længere, og man bliver våd. Så det må da være udkanten.

Suser lidt rundt i Danmark i øjeblikket. Jeg er ved at researche til et nyt projekt. Jeg skal lave noget til TV2’s hjemmeside om den såkaldte ”Udkant”, som andre kalder ”Forkant” eller ”Vandkant”.
     Min research bringer mig naturligvis også ind imellem til magtens center og elitens hjemby – hovedstaden, selvom den egentlig slet ikke skal med i min fortælling.
     Interessant emne.
     Endnu bedre: Jeg kommer på en sand road trip rundt i vores skønne land, og jeg fotograferer undervejs.

Den er, som en af naturens helt egne skønne skulpturer. Set fra min side knejser den smukt og stolt. Fra siden opdager man dog, at den hælder faretruende slemt. Det gamle, prægtige egetræ står frit og alene midt på engen, i forlængelse af min have, over mod et stykke fredet naturskov. Et ubegribelig smukt stykke natur, som vi ofte traver rundt i, men også bare yder, når vi sidder på terrassen og spiser frokost.
     Da vi for mange år siden lige havde købt hus på Langeland, spurgte mange lokale os, hvor det lå. Jeg forklarede dem det, og de fleste udbrød så med det samme: 
     ”Ahhh… lige ved siden af Generalens Eg!”
     ”Ja”, svarede jeg glad, for jeg kiggede jo ud på det smukke, gamle egetræ hver eneste dag.
     ”Generalens Eg!!!”
     Fantastisk.

Vi er lige ankommet til Langeland. I Israel havde vi hedebølge i ugerne op til, vi fløj herop. Op til 40 grader visse dage. Så nu spørger alle os lidt nervøst, hvordan vi klarer os med det kolde, grå danske efterårsvejr?
      Vi elsker det! 
      Dejligt med nogle skyer. En byge i ny og næ. Lidt sol. Et blæsevejr. Lyn og torden, når det er nødvendigt. Skønt efterårsvejr. Vi har intet at udsætte på vejret. Nu får vi at se, hvor længe den begejstring holder. Men lige nu synes jeg, at vejret byder på nye oplevelser hver eneste dag. Ikke bare kedelig blå, skyfri himmel med masser af sol uden en regndråbe i otte måneder om året hvert eneste år. Et vejr hvor den eneste usikkerhed er, om det bliver varmt, ulidelig varmt eller uudholdelig varmt.