Blogartikler

En udstilling du virkelig skal se: Alfio Bonanno Retrospektiv på Johannes Larsen Museet i Kerteminde. De klæder hinanden, Altio Bonanno, Johannes Larsen og museet. Udstillingen er fantastisk flot, bygget stringent og logisk op, man udfordres, undres, underholdes, fascineres og afkræves en stillingtagen.
Det sker ikke så tit, men jeg havde lige pludselig nogle timer i overskud. Børnene er taget til København i nogle dage, og køleskabet er fuld af rester, som skal spises op i de kommende dage, så der er hverken behov for indkøb eller madlavning… så pludselig: En sen eftermiddag og aften med tid til at forkæle sig selv?!?
     Jeg har stadigvæk en stor telezoom til låns fra en god fotoven. Den skal jeg have afprøvet, så hvad kunne være bedre end at tage fototasken over skulderen, den fyldte termokande og et par ostemadder i hånden og køre sydpå for at fotografere en smule?
Johannes Larsen Museet i Kerteminde på Fyn er et at mine absolutte favorit-museer, som jeg ofte besøger. I morgen har jeg endnu en god grund, for da åbner museet en stor retrospektiv udstilling af Alfio Bonanno’s værker. 
     Udstillingen på Johannes Larsen Museet åbner i morgen, fredag den 2. oktober og kan ses frem til den 10. januar 2021. På grund af Corona-situationen er der ikke nogen officiel åbning af udstillingen. I forbindelse med udstillingen udgiver Johannes Larsen Museet en bog om Alfio Bonanno.
Bare en lille situationsrapport fra familiefronten. Ikke noget særligt, og så alligevel. En god oplevelse sammen, uden de store udgifter, uden sommerland, uden vandland eller andet gøgl og støjende markedsplads.
     Kyllingepølserne er sat på spid, brødet pakket ned, kartofler ridset og pakket i alu-folie. Der er lavet salat, som er lagt i en lukket plastik-container. Flaskerne med Humlecider fra Ø-Bryg rasler allerede i kassen. Drengene er draget i forvejen for at få gang i bålet. Alt er klart til vores familie-picnic.
Når man fotograferer, så handler det hele om lyset. Om der er nok at det, for meget, hvor det kommer fra, om det er skarpt, blødt, stærkt, svagt, direkte, reflekteret og så videre. Derfor må man eksperimentere og prøve sig frem. Og det bedste og mest interessante lys er ofte tidligt om morgenen. Lige før og umiddelbart efter solopgang.
Her endnu nogle linjer og et par fotos af ”mine” vilde heste i baghaven.
     Jeg har sommerferie. Ret sent. Jeg ved det. Men min datter og svigersøn er på besøg, og vi har en konstant gennemstrømning af gæster, så jeg har ikke rigtig tid til at fotografere. 
     Indimellem står jeg meget tidlig op – eller går meget sent i seng, så der er lige pludselig nogle muligheder for at fotografere i det spændende, anderledes lys, som jeg forsøger at udnytte. Eller jeg hører hestene vrinske tæt på, så jeg går ned i bunden af haven, og får mig et par skud. Men halve eller hele dage dedikeret til fotografi bliver det ikke til. Derfor er det lidt, jeg får lavet lige i omegnen af vores have.
Det starter dunkelt, indhyllet i mystik, og forventningen om eventyr om feer, alfer, elverpiger og andet underjordisk, så oplyses det af solen og stråler pludselig selv, hvorefter det stille og uden en lyd fordufter, som om det aldrig havde været der til at begynde med. Som om det kun var en tanke. En erindring. En drøm.
     Mosekonen havde haft travlt her til morgen. Da jeg kom tilbage til Langeland ved sekstiden – lige inden solopgang – havde hun lagt en smuk silkeagtig dyne blidt ud over hele egnområdet syd for Tranekær. 
Jeg har lånt et langt zoom-objektiv af en af mine fotovenner, og det har bare stået og stirret på mig i ugevis. Jeg har ikke fået det prøvet af. Egentlig har jeg heller ikke tid, for vores datter og svigersøn er kommet på besøg fra det fjerne udland, og det er jo ikke så tit det sker i disse Corona-tider.
     Men her til morgen, mens jeg sad ved computeren og lavede noget helt andet, som jeg på ingen måde havde lyst til, og derfor nemt kan lokkes væk, hørte jeg vrinsken fra de vilde heste, som lever på det fredede engdrag, der grænser op til min have.
Her ser du en nyredigeret version af mit gamle fotografi af en endnu ældre, forfalden bro over voldgraven til Tranekær Slot. Jeg har lige genfundet billedet af broen og bearbejdet det endnu en gang, og det er i sig selv blevet til en noget anderledes bro... også en bro over erindringens mørke.
     Derfor: Gå jævnligt igennem jeres gamle, fyldte harddisks med billedfiler, for der kan ligge meget gammelt "guld", der ikke fortjener at dø uopdaget og glemt.
Noget af det allerbedste ved at fotografere er nemlig at se sine billeder komme ud af printeren, trykt på papir. Især når der er tale om en kvalitetsprinter, og billederne bliver lavet på fint fotopapir. Det er hver gang næsten som at åbne julegaver.
     Denne velgørende oplevelse har jeg lige haft, og jeg nød det i fulde drag. En ordentlig stak billeder fik jeg printet… og i en pæn stor størrelse, så man virkelig kan nyde billederne. Jeg havde dem dog kun i et kort øjeblik, for så blev billederne nemlig pakket i paprør og sendt ud i landet.
Sider : 1 2 3 4 5 ... 61
næste