Forsøg på at gøre en gammel skade god igen

Det er egentlig ret sært, men det har faktisk pint mig, at jeg ikke for længst har fået ændret min omtale/anmeldelse her på min hjemmeside af et foto-objektiv, jeg i mellemtiden i sjælden grad har ændret mening om. For en del år siden købte jeg et zoomobjektiv, som jeg den gang kaldte lidt kedeligt, og var, kan jeg efterfølgende se, lidt for kritisk overfor. Den gamle skade forsøger jeg nu at råde bod på. Det er faktisk et ualmindelig godt stykke glas.

Ind imellem kan man tage fejl. Det gør alle. Tager totalt fejl eller man formulerer sig bare så uklart, at det alt for nemt kan misforstås. Jeg gør i hvert fald. Og jeg har gjort det igen.
 
I flere år har det naget mig, at jeg tilbage i 2013 lavede en lidt for kritisk og lidt for negativ anmeldelse af et nyt Canon-objektiv, jeg den gang lige havde købt. Et Canon zoomobjektiv. Canon EF 24-70mm L f/2.8 II USM hedder det. 
 
Overskriften på min anmeldelse den gang var ”24-70mm’s kedelig højkvalitet”.
 
Det var egentlig ikke en rigtig anmeldelse, for det har jeg ganske enkelt ikke tilstrækkelig teknisk viden eller erfaring til at lave. Snarere var det blot en omtale af mine første oplevelser og erfaringer med at arbejde med det nye objektiv.
 
For mig selv var det en ret hektisk periode, da jeg prøvekørte det nye objektiv. Jeg havde utrolig travlt. Opbruddet i Egypten var stadigvæk i fuld gang, og jeg dækkede det. I Tyrkiet kæmpede unge politiske aktivister med politiet om Gezi Parken i det centrale Istanbul. Uden at nå hjem i mellemtiden fik jeg også lige presset en kort, lille miniferie i Berlin med familien ind imellem reportagerejserne. Alle stederne brugte jeg 24-70'eren, for det var ganske enkelt det eneste objektiv, jeg havde med til mit kamera. Derefter skrev jeg om mine oplevelser med objektivet i en artikel til fotografiafsnittet på min hjemmeside.

I en lang periode op til havde jeg sværget til mine superskarpe, meget lysfølsomme objektiver med fast brændvidde. Mest havde jeg fotograferet med en 24mm f/1.4 (helt fantastisk lækker) og en 85mm f/1.2. Begge ualmindeligt skønne og professionelle objektiver, som jeg stadigvæk er totalt forelsket i. Men jeg drømte om at rejse ud med blot ét enkelt kamera og ét objektiv. Derfor krøb jeg til korset og købte et zoom-objektiv, hvilket jeg ellers havde forsvoret, at jeg ikke ville. Alle sagde, at det mest allround-agtige objektiv, man kunne få, var et 24-70mm zoom-objektiv, der strakte sig henover normalområdet fra en lille vidvinkel til en lille tele. Det kunne en smule af det hele. Mark II-udgaven af Canon's meget roste 24-70mm L-objektiv var lige kommet på markedet, så det anskaffede jeg.
 
Jeg syntes den gang, at normalbrændvidderne – lidt under og lidt over 50mm – var et lidt kedeligt område. Brændvidder der lavede billeder, det ikke var interessante at se på, mente jeg. (Den opfattelse har jeg sidenhen revideret en smule). Jeg bemærkede den gang, at jeg for det meste kun brugte mit nye zoomobjektiv i en af yderpositionerne. Enten som 24mm eller som 70mm. Når jeg nogen gange skulle lave portrætter, kunne jeg godt savne de få millimeter ekstra som 85mm’eren havde eller som min 100mm-linse kunne levere. For at udtrykke det kort: Jeg var meget svær, for ikke at sige umulig, at stille tilfreds.
 
Nu – en del år senere – må jeg erkende, at jeg, når jeg skal på reportagerejse, og, som det ofte er tilfældet, ikke kan tage store mængder fotoudstyr med, fordi det jo først og fremmest er TV, jeg bliver sendt ud for at lave, så falder jeg altid tilbage på den bundsolide, gennemprøvede og helt igennem tillidsvækkende pakke: Det ene af mine to Canon EOS 5D III-kameraer med den omtalte Canon EF 24-70mm L f/2.8 II USM-linse påmonteret.

Det virker bare. Hele tiden. Det kan holde til misbrug. Jeg har tillid til det. Det virker. Det har aldrig svigtet mig. Det er solidt bygget som en panservogn. Det bliver smidt rundt. Nådesløst behandlet. Bliver til tider nærmest marineret i støv, når jeg arbejder i Mellemøstens ørkener. Og... det fungerer stadigvæk upåklageligt hver eneste gang, og det leverer billeder i superkvalitet.
 
Jeg har også et Sony-udstyr, som jeg er meget glad for. 

To Sony A7R II-kameraer og et antal Zeiss Batis- og Sony-objektiver. Men når der er udsigt til, at udstyret får en virkelig brutal og ubarmhjertig behandling, og jeg skal være sikker på, at det holder, fordi jeg ikke har plads til et reservekamera som backup, så må jeg indrømme, at jeg næsten altid forlader mig på mit gamle, solide Canon-udstyr.
 
Jeg er ganske vist forelsket i Sony-kameraernes 42 megapixel billeder. De er fantastiske. Især hvis det tillige er Zeiss-glas, der er sat foran den fabelagtige Sony-sensor. Når det er sagt, må jeg på den anden side også indrømme, at jeg har forstørret nogle af mine 22 megapixel Canon-fotos fra Ghana, optaget med 24-70mm’eren, op til ikke mindre end 1 x 1,5 meter kæmpestore prints, og de står flot, kontrastfyldt og knivskarpe. Man kan stikke snuden helt op til printet, og de klarer sig til topkarakter. Der er ikke noget at komme efter.
 
Efter på den måde gang på gang, reportagerejse efter reportagerejse, opgave efter opgave, at have valgt præcis det objektiv, jeg i sin tid kaldte ”lidt kedeligt”, og bagefter at måtte indrømme, at jeg i virkeligheden har været ovenud tilfreds med dets præstationer og resultater, så synes jeg ikke, at det er rimeligt eller fair at min gamle, lidt for negative omtale af det fra 2013, er det eneste, der står at læse om mine erfaringer med objektivet her på hjemmesiden.
 
Canon EF 24-70mm L f/2.8 II USM er faktisk et fantastisk objektiv.
 
I dag må jeg indrømme, at det faktisk sidder permanent påmonteret på det ene af mine to Canon 5D III-kameraer. Så har jeg altid et kamera, der er klar til at gå i aktion, ligegyldig hvad der sker. Det andet – hvis jeg har plads til to – er så det, jeg skifter objektiver på. 

Canon EF 24-70mm L f/2.8 II USM’s optiske formåen, er fantastisk, selvom det ikke har billedstabilisering. Det er bundsolidt konstrueret. Mit har fået en så brutal behandling, at det ville være naturligt, hvis det var brudt sammen, men det er det ikke. Det er en tillidsvækkende arbejdshest, som stadigvæk fungerer upåklageligt.