Fotografi: Den Afghanske Flygtningepige

Øjnene der gennemborende og trist udfordrer os

Et andet skud af den afghanske flygtningepige i flygtningelejren Nasir Bagh på den afghansk-pakistanske grænse fra samme dag i 1984 som det ikoniske portræt.
Et andet skud af den afghanske flygtningepige i flygtningelejren Nasir Bagh på den afghansk-pakistanske grænse fra samme dag i 1984 som det ikoniske portræt.

Hendes øjne har fanget, fascineret og forundret verden siden hendes portræt var forside på National Geographic Magazine i 1985. Hendes fortælling forblev dog et mysterium mange år mere.

 

 
 
National Geographic Magazines mest berømte forside: Den afghanske flygtningepige.

Portrættet blev indbegrebet af den afghanske flygtningetragedie. Og måske endog meget mere end det.
 
Det er i hvert fald blevet et af denne verdens mest kendte og ikoniske fotografier. Der er dem, der ligefrem kalder det for fotografiets Mona Lisa.
 
En lille, trist, beskidt afghansk flygtningepige, indhyllet i et hullet, rødt sjal, som stirrer lige ind i kameraets linse og videre direkte ind i vores sjæl med sine gennemborende, grønne øjne. Tryglende og samtidig udfordrende øjne, der uden ord spørger os: ”Hvorfor?”
 
Det er et billede, man ikke kan slippe væk fra. Det trænger sig på. Det trænger ind.

”Der er mange afghanske flygtninge. mange flygtningepiger og -kvinder. Men dette ene fotografi af én enkelt af dem har overlevet og fået en ubegribelig stor betydning. Jeg tror, at dette ene fotografi har symboliseret al den lidelse, og har været en motiverende faktor for at få en masse mennesker til at engagere sig og hjælpe de afghanske flygtninge”, siger den fremtrædende pakistanske journalist og avisredaktør Rahimullah Yusufzai, som i mange år har beskæftiget sig med de afghanske flygtninge. 
 
Midt under krigen i Afghanistan… den oprindelige krig i Afghanistan – og det er i virkeligheden heller ikke korrekt, for der har været mange krige i Afghanistan – men blot for at understrege, at vi ikke taler om USA’s og Vestens seneste krig i Afghanistan efter Al Qaeda’s terrorangreb på New York og Washington den 11. september 2001, men derimod om den mere end 20 år lange krig tilbage i 1980’erne, da Sovjetunionen havde besat landet, og de sovjetiske besættelsesstyrker blev bekæmpet af de såkaldte mujahedin’er, som mange i Vesten lod sig fascinere af, selvom det skulle blive ud af denne gruppe fanatikere, både Bin Laden, Al Qaeda og Taliban voksede frem. Det var en krig, som førte til verdens indtil da største flygtningeproblem. 
 
De fleste afghanske flygtninge søgte tilflugt i nabolandet Pakistan. Halvanden million mennesker var blevet dræbt og yderligere tre og en halv million var flygtet. I Pakistan boede de i flygtningelejre i de såkaldte ”stammeområder” langs grænsen, hvor de pakistanske myndigheder kun havde begrænset indflydelse. 
 
 
Den amerikanske fotograf Steve McCurry - manden bag det ikoniske portræt.

Den amerikanske fotograf Steve McCurry besøgte området og flygtningelejren Nasir Bagh i stammeområdet i 1984.
 
”Jeg var i gang med at lave et projekt om situationen i det afghansk-pakistanske grænseområde. En dag gik jeg igennem denne afghanske flygtningelejr. Jeg gik forbi et store telt, der blev brugt som en interimistisk skole. Jeg fotograferede lidt derinde, og spurgte læreren om denne lille pige med de fantastiske øjne… Hun var flygtet, fordi deres landsby var blevet bombet af angrebshelikoptere,” fortæller Steve McCurry.
 
Den lille piges forældre var blevet dræbt, og hun var flygtet med sin bedstemor, en bror og tre søstre. Flugten var foregået til fods, over bjergene inde fra Afghanistan og havde taget omkring to uger.
 
”Det var klart, at hun var blevet traumatiseret af flugten og af at have set familiemedlemmer dræbt og meget andet ondt”, fortalte Steve McCurry den gang i et TV-interview med CNN’s Larry King.
 
Billedet er fotograferet i 1984. Året efter bliver det forsideillustrationen på det amerikanske månedsmagasin National Geographic Magazine.
 
Fotografiet af "The Afghan Girl" - "Den Afghanske Pige", som det bare blev kaldt, eksploderer nærmest direkte fra National Geographic Magazines omslag ind i umiddelbar verdensberømmelse, og det bliver Steve McCurry’s absolutte internationale gennembrud.
 
 
Steve McCurry's portræt af den afghanske flygtningepige er blevet så ikonisk, at nogen kalder det for fotografiets Mona Lisa.

Portrættet af den lille afghanske pige har haft en helt ubegribelig stærk effekt på beskurerne. Folk har meldt sig som frivillige til at arbejde med afghanske flygtninge rundt om i verden på grund af billedet. Nogen er ligefrem rejst til den krigshærgede region for at hjælpe med i flygtningelejrene. Der er mange andre lignende historier om den betydning, billedet har haft for folk, som så det. Fotografiet fik sit helt eget liv, som ingen kunne have forudset.
 
I løbet af 90’erne vendte Steve McCurry flere gange tilbage til Pakistan, og forsøgte uden held at finde flygtningepigen igen.
 
”Jeg tror ikke, at der er gået en eneste dag i de sidste 16 år, hvor jeg ikke har fået et brev eller en anden form for henvendelse om den afghanske pige, og hvad der er sket med hende”, sagde McCurry i et interview med Oprah Winfrey tilbage ved årtusindskiftet.
 
”Jeg kan ikke få de øjne ud af mine tanker”, sagde han. 

”Jeg har uden held forsøgt at finde hende igen, men efter 11. september tænker jeg hele tiden på, hvad der mon er sket med hende.”

Portrættet af den lille flygtningepige med de grønne, gennemborende, spørgende øjne bliver så ikonisk, og den lille piges ansigt bliver nærmest selve symbolet på hele den afghanske flygtningetragedie. I 2002 – 17 år efter billedet blev skudt – beslutter Steve McCurry sig endnu en gang for, med hjælp fra National Geographic, at vende tilbage til Pakistan og Afghanistan, for om muligt at finde pigen, som nu for længst må være blevet en voksen kvinde… hvis hun overhovedet har overlevet krigen.
 
 
Ikke mange portrætfotografier i verden har fået den berømmelse og gennemslagskraft som Steve McCurry's afghanske flygtningepige.

”Det her er sikkert den sidste chance, jeg nogensinde får, for at finde hende igen. For at takke hende. Hun har givet så meget til så mange mennesker over hele verden. Nu kan jeg måske give lidt tilbage til hende”, siger Steve McCurry inden rejsen.
 
Det skal dog vise sig at være ikke så lidt nemmere sagt end gjort.

Flygtningelejren Nasir Bagh, hvor billedet i sin tid blev taget, er ikke længere en teltlejr. De flygtninge, der er tilbage, bor nu i hytter og småhuse i en forslummet landsby. Men den er også ved at forsvinde. Året efter skal her opføres et helt nyt boligområde. McCurry finder dog skolen, som nu også er en bygning, og den lærer, som den gang hjalp ham med at fotografere pigerne i klassen.
 
Oplysningerne han finder tyder på, at pigen for en del år siden er vendt tilbage til Afghanistan, hvor en ny krig nu raser. 
 
Den lille pige må nu være en voksen kvinde. Hvis hun var omkring 11-12 år den gang, så må hun i dag være omkring de 30. Ikke bare må hun have ændret sig, se helt anderledes ud, men spørgsmålet er, om hun overhovedet er i live. Er hun, er hun sikkert gift og iklædt en burka, så hendes ansigt er umuligt at se.
 
National Geographic Magazine får tilbage i USA en FBI-ekspert til at hjælpe med til virtuelt at gøre portrættet ældre, så pigen på billedet af computeren bliver gjort til en voksen kvinde, og der laves en ID-profil som en slags fingeraftryk af iris'en i de gennemborende øjne.
 
Efter mange problemer, udfordringer og prøvelser, som du kan følge i National Geographic-dokumentaren ”Search for the Afghan Girl” (link herunder) finder Steve McCurry endelig en mand i Peshawar i det nordlige Pakistan, som siger, at han kender hende. De var børn sammen i Nasir Bagh-lejren. Nu bor hun i en landsby i Tora Bora-bjergene inde i Afghanistan, forklarer han. Han tilbyder at rejse ind for at hente hende.
 
Når man først er kommet over grænsen ind i Afghanistan, er det derefter en seks timer lang køretur og så tre timer til fods op i bjergene for at nå frem til Tora Bora.
 
 
Sarbat Gula mange år senere. Hun havde ikke selv set billedet, og vidste slet ikke, at hendes portræt var blevet verdensberømt.

Det tager tre dage for hende at nå til Peshawar i Pakistan til den amerikanske fotograf. 
 
Da hun træder ind i værelset er Steve McCurry ikke et øjeblik i tvivl. Det er den rigtige kvinde. Selvom ungdommen for længst er forsvundet er øjnene afgjort de samme.
 
Sharbat Gula hedder hun. Hun er nu en voksen kvinde, gift da hun var 13 og har siden fået fire børn, hvoraf et døde som spæd. Selvom hun må være i nærheden af de 30, hun kender ikke selv sin alder, så ligner hun en kvinde i 50’erne. Livet har sat sig sine spor. Tilværelsen i Afghanistan er hård og ubarmhjertig. Hun voksede op under én krig, som tog hendes forældre fra hende og gjorde hende til flygtning. Nu hærges hendes land af endnu en ubarmhjertig, ødelæggende konflikt.
 
Hun husker øjeblikket for 16 år siden, hvor hun blev fotograferet. Det var aldrig sket før. Hun husker også, at hun var vred, for fotografen var en fremmed mand, hun ikke kendte. Hun så aldrig fotografiet.
 
Sharbat Gula er kun blevet fotograferet et par gange i sit liv. Begge gange af Steve McCurry – den gang og nu. Hun aner ikke, at det 16 år gamle portræt af hende, er blevet verdensberømt.
 
Gensynet med den amerikanske fotograf er stille, afmålt og uden de store følelsesudbrud. Selve mødet er allerede på masser af niveauer grænseoverskridende i forhold til de strikte regler for afghanske kvinders opførsel i nærheden af fremmede mænd.
 
For Steve McCurry er eftersøgningen endt. Han har fundet sin flygtningepige. Taget sine billeder. En ring er sluttet. Et mysterium er opklaret. Nu kender vi ”Den Afghanske Piges” videre skæbne.
 
”Den kendsgerning at vi overhovedet fik lov til at se hende var lidt af et mirakel, for i den pashtunske kultur er der tradition for at dække kvinderne totalt til”, siger Steve McCurry.
 
”At hun nu så mange år efter lader sig overtale til at løfte sin burka og vise sit ansigt til verden, er lidt af et moderne mirakel.”
 
 
Hun er omkring de 30 men ser langt ældre ud. Årene og det barske liv i det krigshærgede Afghanistan, samt flygtningetilværelsen i Pakistan, er ikke gået sporløst henover Sarbat Gula.

Øjnene er de samme. Måske med endnu et mål af smerte og tristhed, årene og problemerne er mejslet ind i hendes ansigt, men håbet om en bedre fremtid er der stadigvæk.
 
Der er stadigvæk ikke noget smil. Kun tristhed og disse spørgende øjne, nu i et langt ældre og hærget ansigt. 
 
”Sharbat har ikke oplevet en eneste lykkelig dag i sit liv”, siger hendes bror. ”Måske lige udover på sin bryllupsdag.”
 
Hun kan ikke selv hverken læse eller skrive. Det er sikkert også for sent for hendes 13-årige datter at nå det, antager hun. Men hun indrømmer, at hun har håb om at de to mindre døtre vil nå at få mulighed for at komme i skole og få sig nogle kundskaber.
 
Virkeligheden i Afghanistan er ubarmhjertig. Man er taknemmelig for det lidt, tilværelsen kaster af sig. Livet her er så vanskeligt, at overlever man, må det være Guds værk.
 
”Hvis Gud vil det, får jeg lov til at forblive i live. Kun Gud beslutter, hvornår jeg skal dø”, siger hun og løfter sløret tilbage op foran sit ansigt. Men øjnene, som har rørt en hel verden, ser stadigvæk gennemborende og spørgende ud på os.
 
 
* * * 
 
 
Shabat Gula endnu en gang på forsiden af National Geographic Magazine 17 år, et helt liv og en anderledes verden senere.

Efterskrift:
Historien slutter ikke her. Fortællinger fortsætter med at udvikle sig. 
 
Sharbat Gula’s mand og ældste datter dør af sygdom i Pakistan. Datteren efterlod sig en lille pige, som Sharbat nu også tager sig af. For at kunne vende tilbage til Afghanistan har Sharbat åbenbart fået lavet et falsk pakistansk ID-kort, for at kunne sælge sit hus. Det bliver opdaget og hun ender i fængsel.
 
Da de pakistanske myndigheder finder ud af, at hun er den kendte afghanske flygtningepige fra Steve McCurry’s fotografi, løslader de hende straks for at undgå en PR-katastrofe (så heldig er andre afghanske flygtninge ikke), og giver hende hjælp til at vende tilbage til sit hjemland. Her blev hun modtaget af landets daværende præsident Karazai, som også brugte hende til at lave PR for sig selv og ved den lejlighed lovede at hjælpe hende.
 
Sidst jeg hørte om ”Den afghanske Flygtningepige”, boede hun i Kabul og ventede stadigvæk på hjælpen fra den afghanske regering.
 


 
 
 
Steve McCurry på opgave.

Interessante links
til andre artikler og videoer
om billedet af The Afghan Girl

 
 
National Geographic Television
”Search for The Afghan Girl” er National Geographic’s egen fortælling om historien bag billedet af den afghanske pige og forsøget på at finde hende igen 17 år senere. Dokumentaren er på YouTube delt op i fire afsnit.
Search for The Afghan Girl - 1
Search for The Afghan Girl - 2
Search for The Afghan Girl - 3
Search for The Afghan Girl - 4

A Life Revealed
Artikel i National Geographic om eftersøgningen af mennesket bag billedet af den afghanske pige.



Art of Photography om billedet af den afghanske pige
Ted Forbes fra Art of Photography har lavet et par ganske informative og seværdige videoer om Steve McCurry’s billede The Afghan Girl.
Minimalist color in your photography
The Alternate Take: Steve McCurry’s Afghan Girl

 
 
Steve McCurry og det portræt, der skulle blive hans internationale gennembrud.
 
Fotoskolen 2.3:
Steve McCurry: Rejsefotografiets farverige guru

Jeg har naturligvis også skrevet om Steve McCurry og hans fotografi, som jeg er vildt imponeret og inspireret af, i det, jeg kalder, "Min egen Fotoskole" i foto-afsnittet på min hjemmeside. Klik her for at komme over til artiklen i "Min Egen Fotoskole".

Kulturel fredag:
Helt over- og undervældet
Måske skal du også lige have et link til et af mine møder med Steve McCurry's fotografier. En flot udstilling på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i Hillerød. At jeg har kaldt artiklen "Kulturel fredag: Helt over- og undervældet" skyldes, at vi samme dag tog videre til Louisiana, hvor den japanske kunstner Yayoi Kusama havde udstillet nogle af sine kulørte prikker. Det var jeg mindre fascineret af.

 
Tilføj kommentar