Bliv en bedre fotograf - lær af filmen:

I krig og kærlighed

Det er så smukt, at man er ved at dåne. Men effekterne er simple. Afskærmning og blødgøring.
Det er så smukt, at man er ved at dåne. Men effekterne er simple. Afskærmning og blødgøring.
TRANEKÆR (28.03.2018): Lyset betyder alt. Det ved enhver fotograf.
 
Det er lyset, der skaber (eller ødelægger) billedet. Men hvordan lægger man lys? Skal man bruge et hav af dyre fotolamper eller flash-systemer? Skal man være en slags dogne-fundamentalist og udelukkende dyrke det naturlige lys? Kan man blande lyset - naturligt med kunstigt? Må man ændre på det eksisterende lys? Hvad skal man gøre?
 
At lægge lys er ikke bare et håndværk. Det er en kunst.
 
Lyssætning behøver ikke være en stor og kompliceret sag. Den behøver ikke at involvere snesevis af lamper og softbokse. Nogle gange kan det modsatte være kunsten. Simplicitet. Underspillet. Enkelt og elegant.
 
 
Mads Kruse står i solens stråler fra vinduet. Sollyset er blødt op af en skærm, og en lillebitte smule røg lader os ane solstrålerne.

Jeg elsker at fotografere ved spillefilmoptagelser. For modsat den form for fotografi, jeg normalt dyrker, og det er oftest fotojournalistik eller -reportage, hvor man ikke "fifler" med noget som helst, så er jeg lige så stille begyndt at lave en anden form for fotografi, hvor jeg i begrænset omfang iscenesætter og arbejder med lyset. Naturligt lys og kunstlys.

Hvis der er nogen, der ved, hvordan man skal designe godt lys, så er det lysmesteren på en stor filmproduktion. Han har lastbiler fyldt med lamper af alle mulige slags, stativer og stilladser. Og ofte så begrænser de bedste sig til at få så meget som muligt ud af lidt. Og det er her, det bliver interessant for os dedikerede amatørfotografer.

For nylig fik jeg en mail fra min gamle TV2-kollega og gode ven Bo Damgaard, som ved at jeg arbejder på en fotobog om Langeland, og nu er direktør for Film Fyn, og som fortalte, at Fridthjof Film var i gang med at optage en ny spillefilm ”I KRIG & KÆRLIGHED”, der udspiller sig under Den første Verdenskrig. Nogle af de sidste optagedage skulle foregå på Skovsgård Gods på Sydlangeland, ikke langt fra hvor jeg bor, fortalte Bo Damgaard. 
 
Det var mit held, for det betød, at jeg havde mulighed for at komme helt tæt på produktionen, hvis jeg kunne få lov til at komme ind og fotografere. Og det kunne være interessante billeder at have med i mit Langelandsprojekt.
 
Jeg skrev til filmens producent Ronnie Fridthjof, som, selvom han havde vanvittig travlt, fordi han var midt i optagelserne til filmen i Tjekkiet, alligevel straks skrev venligt tilbage og sagde, at jeg var mere end velkommen. 
 
Senere vil jeg skrive en længere ting om optagelserne i forbindelse med mit Langelandsprojekt. Her blot en lille sidehistorie om det fantastiske lys, jeg oplevede, og straks vil forsøge at tage ved lære af, for at gøre mit eget fotografi bedre.
 
Begrænsningens kunst.
 
Diskret men effektivt.
 
Bruge lyset til at sætte fokus på det vigtige, og skyggen til at dæmpe interessen for resten, uden at totalt fjerne omgivelserne, fordi de også er afgørende for at sætte stemningen.
 
 
Her en kig ind i maskinrummet, så at sige. Midlerne er enkle. To sorte afskærmninger og et gennemlyseligt blødgøringsfilter.

I den scene, jeg viser billeder fra her, er der slet ikke brugt kunstlys. Ingen lamper overhovedet. Lyset kommer fra solen, som om morgenen stråler ind igennem hovedbygningens østvendte vinduer. 
 
Problemet er blot, at der er for mange vinduer. Derfor har lysmesteren blændet to af dem af med nogle store, sorte skærme, som er stillet op udenfor. Det tredje og sidste vindue har også fået en skærm sat op udenfor, men det er en hvid, transparent skærm, som blødgør solens lys. Den eneste yderligere effekt er en røgmaskine. Den bliver brugt med omtanke og meget begrænset. Den giver blot et lille touch, så lysstrålerne igennem vinduet kan ses som stråler.
 
Det er enkelt.  Det er diskret. Og det er hamrende flot.
 
Inde i en af herregårdens stuer, som i anledning af filmen er lavet om til et kontor, sad skuespilleren Mads Kruse og ventede på at dagens optagelser skulle gå i gang. Jeg gik rundt og forsøgte at udnytte minutterne inden jeg måtte forlade scenen, til at se, hvad jeg kunne fotografere. Mads kunne se, at jeg gik rundt og ledte efter motiver, så han placerede sig velvilligt i lysstrålerne fra vinduet.
 
Det var bare så afsindig flot, så jeg knipsede løs.
 
 
Mads Kruse ved skrivebordet på Skovsgård Gods. Lyssætningen gør forskellen.

Så kom skuespilleren Morten Olsen ind. Han spiller en tysk soldat. Over armen har han en tysk officers uniform, som han under optagelsen skal spadsere igennem værelserne ind i et andet kontor med fulgt af filmkameraet.
 
I pauserne imellem de første par prøver, får jeg også ham med på billederne. Og samtidig oplever jeg, hvor meget en lækker lyssætning kan gøre for billedet.
 
Derfor – når du næste gang går i biografen, så hold også øje med lyssætningen. Tag ved lære at filmkunstens dygtige lysmestre. Aflur dem kunsten. I særdeleshed dem, der ikke bare sprøjter lys i store mængder rundt i billedet og oversvømmer det hele. Tag ved lære af dem der sender lidt lys ind her, og en lille smule mere der, men ellers lader andre dele af scenen henligge i om ikke total mørke, så i meget mere dæmpet belysning og på elegant vis formå at fokusere beskuerens opmærksomhed, og samtidig give scenen dybde og figurerne form og plasticitet.
 
Filmen ”I KRIG & KÆRLIGHED” får præmiere den 11. november, på 100 årsdagen for våbenhvilen, der i 1918 afsluttede Den første Verdenskrig. 




 
 
Vi er under Den første Verdenskrig. Morten Olsen er tysk soldat, klar til at træde ind med en ekstra uniform. Mads Kruse ved skrivebordet.
 
LIDT TEKNIKSNAK TIL FOTO-NØRDERNE
En lille fodnote til fotonørderne som mig selv: Det hele er fotograferet med to Sony A7R Mark II-kameraer, med et udvalg af Zeiss Batis- og Sony-objektiver. 
 
I den her sammenhæng – når man fotograferer under filmoptagelser er kameraet vigtigt. Sony-kameraerne kan nemlig fotografere helt og totalt lydløst, og det er ret afgørende, når filmoptagelserne går i gang.   
 
Jeg var nødt til at efterlade mit gamle Hasselblad-kamera ude i bilen, for det larmer som en hel traktor, når det klikker og optager billeder.
 


 
Tilføj kommentar
 
 
2 Kommentarer: