Dantes irakiske Inferno:

Her er det mørkt midt på dagen

Det er ind imellem så hårdt at være på opgave i en krigszone, og jeg har så travlt, at når der så endelig fra tid til anden er en halv fridag, så kan jeg ofte slet ikke stable sig selv på benene til at lave noget som helst fornuftigt. Derfor kommer her endnu en af disse efterhånden alt for mange historier, jeg ikke nåede at få skrevet til min hjemmeside, da jeg i sin tid var ude på reportagerejsen. Men "bedre sent end aldrig", som man siger. Nu kommer der alligevel endnu en af disse forsinkede af slagsen.

 
 
 

ISTANBUL (30.03.2017): Alt er smukt og fotogent, selvom det i virkeligheden ikke burde være det. For det er et rædselsskue, vi står overfor. Men lyset er så smukt, at det kunne være sat af en af Hollywoods bedste lysmester.
 
Enhver fotograf ved, at man har det bedste lys at fotografere i tidligt om morgenen og ud på aftenen. Ved solopgang og solnedgang. Når lyset kommer skævt ind fra siden. Så får man det mest dramatiske lys og de bedste skygger. Tingene får plasticitet, form og dybde.
 
Her er det skumringstime hele dagen. Lyset er helt specielt. Som om solen er ved at gå ned. Vi kan ikke se solen, den er skjult bag den tykke, sortsodede, sammenhængende, røgsky, som helt dækker himlen. Derfor kommer lyset sært ind fra siden. Gyldent fordi det reflekteres af det gule ørkensand.
 
I skjul knipser jeg et par billeder ud af bilvinduet mens vi i sneglefart kører op af skråningen på den vestlige bred af Tigrisfloden, som vi lige har krydset. 
 
 

Den rigtige bro er bombet sønder og sammen, og de irakiske soldater, der bevogter den midlertidige pontonbro, har sagt, at vi ikke må filme eller fotografere på stedet. Broen er et alt for vigtigt strategisk mål. Derfor: No pictures.
 
Men lyset er for fantastisk. Jeg må tage et billede. Især da vi passerer en skråning, der er lysende gul, mens vi lige kan skimte floden, lidt grøn vegetation på den anden side, og den kæmpemæssige blygrå himmel.
 
Lang, lang tid inden vi ankommer til den nordirakiske by Qayyarah, lige syd for Mosul kan vi se røgen.
 
Som vi nærmer os, bliver det mørkere og mørkere. Som om vi passerer en imaginær datolinje og er på vej ind i natten. På grænsen mellem ”nat” og ”dag” står en varevogn, der af en eller anden grund er blevet efterladt ude i ørkenen. Sidenhen har nogen tilranet sig nogle af hjulene, så nu er den effektivt strandet. Ingen kommer for at hente den, for vi befinder os allerede i en krigszone. Islamisk Stat på den ene side og den irakiske hær på den anden.
 
Man fristes til at sige Islamisk Stat ovre fra mørket, for det er dem, der står bag det ødelæggende, umenneskelige mareridt, vi er på vej ind i, og den irakiske hær ovre fra dagslyset, for det er der, de kommer fra. Om end den irakiske regering sagtens kunne bruge lidt mere oplysning, for den er langtfra løsningen. Den er også en del af problemet her.
 
 

Det dusin eller flere massive, tykke, sorte søjler af røg stiger til vejrs ude i det fjerne. Et par kilometer oppe i luften flader røgen ud, samles og bliver til et kæmpemæssigt sammenhængende mørkt loft, der dækker hele området og forhindrer solens stråler i at bryde igennem. Selv midt på dagen, som det er, da vi nærmer os.
 
Det er lidt af en fortærsket kliche at kalde det for et Dantes Inferno. Men det er det, jeg uvægerligt kommer til at tænke på, da vi kører ind i den irakiske by Qayyarah. Eller måske snarere den katolske kirkes rædselsvision af skærsilden, som den kunne have taget sig ud i et maleri af Jeronimus Bosch.
 
 

Luften er tyk og sort. Alt er sodet. Det svier i øjnene og man kan mærke det i svælget. Det kan ikke være sundt. Tyk, uigennemsigtig, giftig, sort røg og en bombet, udbrændt tankbil på den ene side, og på den anden: Blå himmel og et Irak der forsøger at komme på benene igen.
 
Lige ved siden af en nyåbnet slagterbutik midt i rodet og skidtet. De har slige slagtet en kalv. Hovedet ligger stadigvæk på jorden. Kødet hænger på kroge under halvtaget udenfor og marineres i soden fra de brændende oliefelter. Slagteren og hans venner vinker glad, da vi kører forbi. De sidder afslappet udenfor og trækker sig en mundfuld ”frisk luft”.
 
Usund, forurenet luft er under alle omstændigheder bedre for helbredet, end Islamisk Stat var det.
 
Området er lige blevet befriet for de vanvittige, militante islamisters rædselsregime. Islamisk Stat erobrede Mosul og Qayyarah lige syd for storbyen for to år siden, hvorefter deres leder Abu Bakr Al Baghdadi udråbte sig selv til kalif og sin forbryderiske terrorenklave til et kalifat.
 
 

Islamisk Stats kalifat kommer med en høj pris. Ruin!
 
Ødelæggelserne er svære at begribe. De er det første vi ser inde i byen – ødelæggelserne. Overalt er der ruiner. Store dele af Qayyarahs centrum er reduceret til bunker af murbrokker. 
 
Rodet. Ruinerne. Resterne af en by. Kalifatets forgiftede frugter.
 
 

Resterne af en voldsomt beskadiget tilskuertribune stikker op af ruinerne. Pludselig går det op for os, at vi står midt i byens sportsstadion… eller det en gang var det. Her var løbebaner og fodboldbaner. Det er svært at se nu. Da Islamisk Stat ankom, omdannede de det til et ammunitionslager. Derfor blev det bombet af koalitionens fly. Nu ligger det hele i ruiner. De lokale er allerede i gang med at rydde op.
 
Vi får at vide, at vi ikke bare må spankulere rundt på må og få, for her er stadigvæk masser af ueksploderet ammunition, bomber og granater spredt i området. Alligevel løber byens børn uden opsyn rundt og leger. Det rører åbenbart ikke nogen.
 
 

Qayyarah er omgivet af brændende oliefelter. Nogle af den inde i byens yderkvarterer. Islamist Stat satte ild til dem, da de flygtede. Målet var, siger de lokale, at skabe denne giftige, uigennemsigtige sorte sky, så koalitionens fly og droner ikke så nemt fra luften kunne kigge igennem og observere Islamisk Stats tilbagetrækning.
 
Islamisk Stat brugte også stadion’et som fængsel og torturanstalt. Khaled Hazem Abdelrahman er en af dem, der blev mishandlet af jihadisterne her. Nu er han med til at rydde op efter dem.
 
”Da de bombede stedet, sad jeg i fængsel hos Islamisk Stat. De stak mig med knive. Sårene kan du se på mine ben. Stedet blev ramt med tre missiler, og det var da, jeg fik mulighed for at stikke af”, fortæller han nøgternt, næsten som om det burde være, hvad man kunne forvente.
 
 

Vi er her midt på dagen, men lyset er som ved solnedgang. Det er fordi himlen er dækket af tyk, sort røg fra de brændende oliebrønde omkring byen. Alle lider. Børnene er altid sorte og beskidte. Alt er sodet til, og indbyggere med astma eller andre åndedrætslidelser er i direkte livsfare.
 
”Vi lider rigtig meget. Røgen fra oliekilderne sænker sig over byen om aftenen. De gamle og børnene bliver kvalt. Vi kører dem til hospitalet, så de kan få ilt. Vi lider rigtig meget i Qayyarah”, siger Sarhan Mohzen, der er arbejdsløs og bor lige op til et par af de brændende oliebrønde.
 
Da vi ankommer, forsvinder oprydningsarbejderne. De siger, at de kommer tilbage efter frokost, men vi ser ikke mere til dem den dag. 
 
Sarhan Mohzen ryster bedrøvet på hovedet:
 
”Staten forsøger at slukke ilden, men de gør det ikke helhjertet. Arbejderne kommer kun i dagtimerne, arbejder en lille smule, bliver betalt en masse penge og går hjem tidlig. I to måneder har der været ild i 12 oliebrønde, og indtil nu har de ikke slukket en eneste.”
 
 

Irakerne har ikke udstyret til at slukke disse brande, og derfor venter de på at kunne få hjælp udefra. At der kan komme amerikanske eksperter for at hjælpe dem. Indtil det sker, så brænder disse oliefelter formentlig videre.
 
”Prøv at se her. Alt det her er bare én eneste oliebrønd, der har forårsaget al den her ødelæggelse. Det er som regel helt mørkt selv midt på dagen, så vi må tænde lys for at kunne se noget” siger Sarhan Mohzen.
 
Selvom det i Qayyarah kunne se ud som om solen for alvor er gået ned, for befolkningen i Irak, så er de fleste vi taler med alligevel enige om, at offensiven imod Islamisk Stat i det mindste er et lille lys i mørket.
 


* * *


 
Vil du se det indslag, jeg i sin tid lavede til TV2/Nyhederne fra Qayyarah udenfor Mosul, så kan du klikke her.





Se flere af mine billeder fra Qayyarah her

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Tilføj kommentar