Krigen imod Islamisk Stat:

Udryd glæden, underkast dig... eller dø

Kampen imod Islamisk Stat i Irak er også en borgerkrig. Islamisk Stat er ikke en fremmed invasionsstyrke. Den er vokset ud af sunni-arabernes vrede og raseri imod shi'a-regeringen i Bagdad.
Kampen imod Islamisk Stat i Irak er også en borgerkrig. Islamisk Stat er ikke en fremmed invasionsstyrke. Den er vokset ud af sunni-arabernes vrede og raseri imod shi'a-regeringen i Bagdad.
ISTANBUL (10.02.2017): Man kan sikkert lige så godt jævne det med jorden. Bulldoze hele kvarterer.  Så enorme er ødelæggelserne. Karré efter karré har kun skaller tilbage af noget, der en gang var bygninger. Huse koparrede af skudhuller. Sønderbombede, gabende ruiner.
 
 
Det Tekniske Fakultek på universitet brugte Islamisk Stat som bombefabrik. Derfor blev det ødelagt af Koalitionens luftvåben.

Noget er ødelagt af terrororganisationen Islamisk Stat. Andet er ramt af koalitionens bombeangreb. 
 
”Derovre havde Islamisk Stat et af deres lokale militære hovedkvarterer”, siger vores lokale guide fra det føderale politikorps og peger på en bygning, der er totalt jævnet med jorden. ”Du kan se deres radioantenne på taget.”
 
Det er en sandhed med modifikationer. Radioantennen sidder ikke ”på taget”. Den ligger som en snørklet bunke forvredet metalskrot ovenpå den øverste af en stak betonetager, der, efter at bygningen er blevet bombet, er kollapset ovenpå hinanden som en stak lagkagebunde, hvor indholdet af kontormøbler, papirer, ledninger og andet udefinerbart – sikkert også lig af mennesker – er presset ud imellem lagene som lagkagecremen.
 
Dårlig stemning 
Vi hvirvler støvet op mens vi suser forbi i vores hvide Toyota Landcruiser som følger tæt efter sikkerhedsstyrkernes pansrede Hummer. Farten er høj. Vi holder ikke tilbage for noget. Det er for farligt.
 
 
Vi suser rundt i Mosul efter en pansret Hummer fra det føderale politikorps.

Ved trafikpropperne op til de mange check points kører vi over i modsatte kørebane, udenom de lange bilkøer, tvinger de modkørende ud i rabatten, så vi kan komme forbi og suser forbi soldaterne, der skuler efter os.
 
Der er en dårlig stemning i Mosul lige nu. 
 
For et par dage siden skød og dræbte politiet en kaptajn fra hæren i en skudveksling ved et check point. Der er forskellige udlægninger af handlingsforløbet. Derfor er de to styrker nu rasende på hinanden. Dagen efter dræbte militæret en soldat fra specialstyrkerne, så de er heller ikke på god fod
 
 
De fleste er glade for at være sluppet af med Islamisk Stat, men terrorbevægelsen har også sine støtter i Mosul og området omkring byen.
med hinanden lige nu.
 
Alle de styrker, der sammen er sat til at bekæmpe Islamisk Stat, er lige for tiden på kant med hinanden. Det er ikke behageligt. 
 
Læg så dertil, at Islamisk Stat er en terrororganisation, der ikke er kommet udefra, og har invaderet Mosul. Mange af terrororganisationens krigere kommer selv fra Mosul eller fra de omkringliggende landsbyer. 
 
Selvom det er sandt, så er det vanskeligt at få sunni-araberne til at indrømme det. I den her del af verden er standardforklaringen på alt ondt, at det er ”noget der kommer udefra”, ”fremmede kræfter”, ”udenlandske efterretningstjenester” og des lige. Spørger man direkte om det, bliver mange lokale sunni-arabere vrede. Men taler man med minoriteterne – de kristne, yazidierne, kurderne eller andre, så vælter det ud med rædselsberetninger om, hvordan de er blevet angivet til Islamisk Stat af deres mangeårige sunni-arabiske naboer. Mange af Islamisk Stats ledere kommer også herfra området.
 
Der er værd at holde sig for øje.
 
Det her er ikke en krig imod en indtrængende fjende udefra. Det er lige så meget en borgerkrig imellem Iraks egne indbyggere. Begge parter får så forstærkninger udefra. Iraks regering af Iran og af Koalitionens styrker – her iblandt Danmark. Islamisk Stat af udenlandske militante islamister først og fremmest fra den arabiske verden og de muslimske, tidligere sovjetrepublikker, men også fra de muslimske mindretal i Vesteuropa.
 
 
Selvom Øst-Mosul officielt er befriet, er her stadigvæk masser af Islamisk Stat-angreb.

Islamisk Stat er her stadigvæk
Når man som vestlig udlænding, som tydeligt skiller sig ud fra omgivelserne – og der er virkelig ikke ret mange af os for tiden – bevæger sig rundt i Mosul, så hilses man velkommen med et smil af nogen, men modtager også en ond, uvenlig skulen fra andre, så man blot priser sig lykkelig for, at blikke i det mindste ikke kan dræbe.
 
Men af samme grund opholder vi os ikke for lang tid af gangen på ét sted, af frygt for at blive angivet. Selvom Øst-Mosul officielt er blevet befriet for Islamisk Stat, så er byen stadigvæk fuld af IS-snigskytter, såkaldte ”sleeper cells” og selvmordsbombere. Der er hele tiden angreb. Vi ankommer midt i en bølge af dem. Hver dag sprænger der bomber et eller andet sted i byen.
 
Derfor holder vi hele tiden øje med, om nogen fotograferer os med deres telefoner, følger efter os, mens de taler i deres mobiltelefoner eller på anden måde kan få os til at frygte, at vi bliver holdt under observation og måske er ved at blive angivet til lokale Islamisk Stat-terrorister.
 
Hele tiden hører vi brag fra bomber, skyderi eller granater, der lander et eller andet sted i nærheden.
 
 
Pludselig skydes der vildt op i luften. Alle spejder op imod himlen...
 
Krigens sidste skrig
På vejen igennem et vejkryds passerer vi en enhed af specialstyrkerne, hvis sortmalede Hummers holder på kryds og tværs, så vi må sno os omkring dem. Soldaterne skyder vildt op i luften, peger og råber til hinanden. 
 
Det er dronerne. Det sidste nye skrig i denne bizarre, brutale og blodige krig, hvor syge hjerner misbruger alt, der er skabt til noget godt – fra internettet til selvflyvende legetøj – til at dræbe mennesker med.
 
 
Dronerne med bomber er Islamisk Stats sidste nye påfund. Hver dag er der talrige angreb.
 
Dronerne bruges både til at smide hjemmelavede bomber og granater ned i større forsamlinger på jorden, og også til rekognoscering og til at dirigere biler med selvmordsbombere udenom check points og direkte ind på markeder, menneskemængder og journalister, som efterhånden er de eneste ”blegansigter” i området.
 
 
Ødelæggelserne i det østlige Mosul er omfattende. Det frygtes at de bliver endnu værre, når kampene nu begynder ovre på den vestlige side af floden.

Mosuls stolthed
Bogbrændinger er noget vi automatisk sætter i forbindelse med nazismen. Det også er noget Islamisk Stat gør et stort nummer ud af at gennemføre. Måske er denne lighed ikke nogen tilfældighed. 
 
Byens store stolthed – universitetet og det store centrale bibliotek er et sodet, rygende monument over denne brutale, inhumane og vidensfjendske organisation, som påstår, at kæmpe for noget helligt. Det påstod nazisterne også.
 
Vi kan ikke komme ind på biblioteket. Området er endnu ikke ryddet for miner og bombefælder, så det er for farligt. Men udefra kan vi se, at alt er brændt. Vinduerne er sprængt så vi kan nemt se ind i afdelingen for sjældne bøger. Den eksisterer ikke mere. På de sortsodede hylder ligger der kun bunker af aske.
 
”Der var masser af vigtige historiske værker i deres samling. Uvurderlige værker om islams historie, men også om Iraks minoriteter. Om yazidierne og de kristne. Det er en del af Iraks kulturarv, som er forsvundet for altid”, siger en tydelig berørt politisergent Muhammed Qatan, som er en af de officerer fra det føderale politi, der tager os rundt i Mosul. Han kommer selv fra byen og er rystet over ødelæggelserne.
 
Men andre dele af universitetet kunne også bruges af Islamisk Stat-terroristerne. Dog langtfra til dets tiltænkte formål.
 
Det tekniske fakultet var fuldt af laboratorier, værksteder og maskiner, som Islamisk Stat brugte som bombefabrikker, og computercentre, der blev lavet om til propagandacentraler for terroristerne.
 
Det hele blev bombet af Koalitionens kampfly. 
 
Der er intet tilbage af hverken det universitet eller det kæmpe bibliotek, som var Mosuls store stolthed.
 
 
Arkaden med restauranter og shawarma-barer eksisterer ikke mere. Det blev bombet kort tid efter, vi havde været der.
 
Normalitet på trods
Inden de flygtede ødelagde Islamisk Stat alle byens broer, og det vil tage årtier inden alle skaderne på byens infrastruktur er genopbygget. 
 
En af de vigtigste broer over en kanal inde i byens centrum sprængte Islamisk Stat inden de flygtede. I dag kører bilerne over en nødtørftig jordvold, som er blevet opbygget på den ene side, mens konstruktionen af en ny bro er gået i gang på den anden. Fodgængerne må kravle ned at den ene del af den ødelagte bro, ned i dybet og derefter slæbe sig op af den anden. 
 
De fleste vi ser, mens vi står på vejen ovenfor gør det dog med et smil. 
 
At overkomme de ubehageligheder, som krigen for at smide Islamisk Stat ud, synes at være noget borgerne tager som en del af prisen for kampen imod uvæsenet. En pris de er villig til at betale.
 
På trods af de omfattende ødelæggelser, så synes livet i visse dele af det østlige, generobrede Mosul at være vendt tilbage til noget, der lidt kunne minde om normalitet. På overfladen i hvert fald. Men det er kun på overfladen. Normalitet på trods, kunne man sige. En del af kampen imod terrorismen er at fortsætte med at leve normalt. Eller så normalt som man kan. Men prisen er høj.
 
Vi besøger en restaurant i den centrale del af Mosul. Både for at filme ”normaliteten”, for at interviewe folk, og også – selvom vi af sikkerhedshensyn ikke burde gøre det – få noget at spise. Restauranten 
ligger ved en stor rundkørsel, hvor Islamisk Stat-terroristerne plejede at gennemføre deres store, offentlige massehenrettelser. 
 
 
Vi kan ikke gøre ophold i for lang tid af gangen, hvis vi ikke vil tiltrække os opmærksomhed, og blive et angrebsmål.
 
Krigen fortsætter – også her  i øst
Eller ”lå” burde jeg snarere sige.
 
Dagen efter sprængte en Islamisk Stat-selvmordsbomber det hele i luften. Fem blev dræbt og 15 såret. Nogle af dem alvorligt.
 
”Da Islamisk Stat var her, var vi alle totalt ødelagte. Det var ikke et liv. Intet arbejde. Så kom sikkerhedsstyrkerne, og nu er situationen bedre. Du kan se at folk er ude og spise og forretningerne igen er åbne”, fortalte Ashar Hasen Ahmad, som solgte shawarma ved indgangen. Hverken Ashar eller shawarma-baren eksisterer mere. Begge dele bleb sprængt i stumper og stykker.
 
Fra de nyåbnede restauranter går vi ind i en frisørforretning lige ved siden af. Frisøren vil ikke have os indenfor. Han er tilsyneladende nervøs, hvad vores tilstedeværelse kan føre til. Vi overtaler dog en ældre mand, der sidder og venter på at blive klippet til at komme udenfor, hvor vi kan interviewe ham.
 
”Meget har ændret sig. En del er blevet bedre, men vi mangler fortsat meget. Vi har ikke noget vand, ikke nogen elektricitet. Vejene er ødelagte”, fortæller Abdel Wahab Abu Abdallah. Han har nogle lammelser i den ene side, som han selv peger på. Måske har han haft en mindre hjerneblødning. Men, siger han, der er ikke nogen behandling at få, og hans lidelse bliver konstant værre.
 
Mens vi interviewer Abdel Wahab bliver min amerikanske kameramand mistænksom. En ung iraker overvåger os hele tiden. Informations korrespondent Walid Safi, som vi arbejder sammen med, opdager ham også. Vores indre alarmklokker går i gang, og vi vælger at det er tid til at komme væk. For længe på et sted er farligt.
 
 
Udsigten over Mosul fra profeten Jonas' høj.
 
Vi ved ikke, om unge, irriterende mand, der klæbede til os, var den IS-spejder, der var skyld i det efterfølgende selvmordsangreb på restauranten, men da vi hørte om terrorangrebet, tænkte vi alle den samme tanke: Kunne det mon være på grund af vores besøg, at alle de mennesker bagefter blev dræbt om lemlæstet?
 
Vi håber og beder til, at det ikke er tilfældet.
 
Restauranterne og shawarma-standen blev også hele tiden besøgt af irakiske soldater og specialstyrker. Det kan lige så godt være dem, der har været målet.
 
Vi valgte dog, at det ikke var risikoen værd at overnatte inde i byen. Da mørket faldt på, trak vi os tilbage til en af de kristne forstæder, hvor de irakiske specialstyrker har en af sine midlertidige baser. 
 
Alt var fyldt op, men soldaterne forbarmede sig over os. Vi skulle ikke overnatte i usikkerhed inde i byen, så vi fik lov til at sove på gulvet i en forsømt moske i udkanten af basen.
 
Det var koldt og betongulvet var hårdt for en gammel mands dårlige ryg, men det var bedre end usikkerheden inde i bymidten.
 
Nu går krigen i gang på den modsatte, vestlige side af Tigrisfloden. Ovre i den gamle bydel og bazaarområdet. Det bliver blodigt og kommer til at tage lang tid. Og selvom den østlige del af Mosul officielt er erklæret befriet, så er krigen heller ikke overstået her.
 
 
 
 

 
Tilføj kommentar