Sød te og krig:

Verden er et sært sted

NÆR BASHIQA, KURDISTAN (25.10.2016): Peshmerga’erne er venlige mennesker. Og gæstfrie.
 
Det lyder måske lidt sært, når der er tale om en militærstyrke. 
 
Vi siger jo heller ikke - normalt i hvert fald, at Dronningens Garderhusarer er virkelig gæstfrie. De ER sikkert gæstfrie, vil jeg tro. Jeg ved det ikke. Men det er næppe det første, man bemærker, når man bliver inviteret indenfor på deres kaserne. Det vil sikkert snarere være deres heste, flotte uniformer, skinnende sabler og den slags.
 
Men Peshmerga’erne er virkelig rare, venlige og gæstfrie. 
 
 

Bare fordi man er i krig skal man ikke glemme sine gode manerer.
 
Vi bliver altid inviteret indenfor på deres militære forposter. 
 
Først får vi at vide, at chefen desværre ikke kan mødes med os, han har travlt. Ikke overraskende. Der er jo krig.
 
10 minutter senere sidder vi og drikker te med ham og hans officerer inde i forpostens kommandoposition. Eller snarere sukker med lidt te i, som Peshmerga-chefen grinende bemærker, da han ser, at vi gør store øjne over at sukkeret bliver læsset i kopperne med en spiseske.
 
Meget godt kan man sige om kurderne, men overforbrug af sukker og kæderygning er klart nok problemer, de ikke har løst endnu.
 
Så siger chefen, at vi ikke skal filme, så man kan identificere forpostens position. 10 minutter senere står han selv sammen med os oppe i forreste skyttegrav og udpeger omgivelserne for os, mens vi filmer.
 
Så kommer en enhed specialstyrker forbi, som vi af sikkerhedshensyn absolut ikke må fotografere. Lidt efter spørger enhedens medlemmer selv, om vi ikke nok vil tage nogle billeder af dem, og de stiller smilende op til et familiefoto.
 
 

Alle synes glade og venlige, selvom der buldrer en krig løs omkring ørene på os. 
 
Jeg spørger mig selv, om disse lystige mennesker overhovedet også kan slås, men det kan de. De er nogle af de mest effektive krigere på landjorden i slaget imod Islamisk Stat. 
 
Koalitionens kampfly høres over hovederne på os. De dybe drøn fra bomber, får næsten jorden til at ryste. Foran os stiger tykke røgsøjler til vejrs. Tungt artilleri fyrer en bredside af imod Islamisk Stat-terroristerne længere fremme.
 
Specialenhedens medlemmer hopper ombord i deres køretøj og sætter kursen ud mod kampene, mens de alle sammen smilende vinker farvel, som om de er en klasse på vej på skoleudflugt og vinker farvel til deres forældre.
 
Her på den fremskudte position glemmer man ikke, at man er kurder, og man behandler gæster venligt, med respekt og byder dem indenfor. Også selvom en krig brager løs omkring ørene på os.
 
Verden er et sært sted.
 
 


 
Tilføj kommentar