Ufortalte beretninger 78:

Drab, fest og Happy Shooting

Som udenlandsk journalist bliver behandlet som ærede, værdsatte gæster i Libyen. Sådan har det været under hele borgerkrigen… i hvert fald når man befinder sig ovre på oprørernes side af fronten. Mine kolleger, der har besøgt Tripoli, mens Muammar Gadaffi stadigvæk var ved magten – har haft den modsatte oplevelse. Nogle af dem blev endog en overgang taget som gidsler af regimet. 
    Når man bliver behandlet så godt, som jeg er blevet af de libyske oprørere, skal man passe på, at ens kritiske sans ikke bliver påvirket. Det er nemt at holde af oprørerne og føle sympati for deres kamp imod tyranniet. Men hvem er de, og hvilket styre vil de stable på benene efter Gadaffi-æraen?
 
Allerede under selve borgerkrigen forstyrrede det mig, at næsten alle ude ved fronten konstant skråler ”Allah hu-Akhbar!” – ”Gud er stor!” Det burde jeg sikkert ikke tage mig af. Det er i hvert fald, hvad mine libyske venner fortæller mig.
 
”Det er blot et råb. Som når folk i din del af verden siger ”Gudskelov” eller sådan noget lignende”, forklarer en af mine venner, som er sekulær, uddannet i USA og forstår, hvordan jeg tænker. 
 
Jeg håber, at min frygt er ubegrundet, selvom jeg må indrømme, at jeg ikke helt er overbevist om, at det er tilfældet. 
 
Dyrkelsen af våben. Det absurde begreb ”happy shooting” – at man også bruger skydevåben når man er glad. Og den konstante udbasuneren om Guds storhed er blot nogle af de ting, der får mig til at frygte for fremtiden.
 
Det blev ikke mindre, da hele TV2s hold i Benghazi efter drabet på Muammar Gadaffi, blev inviteret til fest i vores fixer, Jamals families, kvarter. Hans bror havde slagtet en kalv, som blev lagt på grillen og serveret for alle naboer og venner.
 
Venligheden og gæstfriheden var overvældende – lad mig sige det med det samme. Men plakaten med de ækle, blodige billeder af den myrdede Gadaffi’s maltrakterede lig, som fornøjeligt blev vist frem, da jeg med mit fotografiapparat ville forevige den hyggelige eftermiddag i venners lag, forstyrrer mig dybt. Også at disse voldelige, blodige billeder uden blusel vises frem foran familiens små børn, har jeg problemer med.
 
Måske er jeg bare lidt for nærtagen. 
 
Men i Mellemøsten gør man desværre ofte klogt i at være skeptisk.
 
* * *
 
     
Forgående afsnit -- Næste afsnit
 

 
 
”Ufortalt…” som e-bog
Hvis du vil se en oversigt over alle de afsnit af ”Untold Stories: Billeder og beretninger om Mellemøsten”, som indtil videre er blevet offentliggjort her på hjemmesiden, så kan du finde den ved at klikke her.


 
Tilføj kommentar