Ufortalte beretninger 77:

Krigens grimme fjæs

Vi sætter straks kursen imod Gaddafi’s Bab al-Azizia-hovedkvarter. Her er alt totalt kaos. Massevis af bevæbnede oprører og snesevis af pickup-trucks med maskinkanoner, anti-luftskyts eller dysekanoner monteret på ladet.
 
 
Hvorfor kæmpede de Gaddafi-loyale afrikanske lejesoldater videre, når de ikke havde en chache? Det spørger jeg stadig mig selv om.

Der skydes i alle retninger. Et antiluftskyts pumper projektiler ind i hovedkvarteret, selvom der ikke synes at være flere regeringssoldater derinde. De eneste bevæbnede mænd jeg kan se i den bygning, oprørerne beskyder, er andre oprører, som selv skyder i luften eller gør V-tegn med hænderne. En er ved at kravle op af flagstangen for at hive Gaddafi’s forhadte grønne banner ned. Så forhadt er dette hovedkvarter, at artilleristen bare vil dræbe nogle gasbetonblokke. Og fordi han i den grad hader alt, der minder ham om Gaddafi, sætter han sine kammeraters liv på spil ved at skyde ind i bygningen.
 
Så hører vi endnu heftigere skyderi i Abu Salim-kvarteret lige udenfor. Det er en samling kedeligt udseende beton-lejlighedsblokke, hvor de grønne Gaddafi-flag stadigvæk vejrer overalt. Der er her, oprørerne mener, at diktatoren har forskanset sig.
 
Overalt omkring os ligger der lig. Nogle har kamuflageuniformer på, og er måske soldater eller oprører. Andre ligner mere civile, som er blevet fanget i krydsilden. Det er umuligt at sige, for mange af kombattanterne her bærer ikke uniformer. Men mest grufuldt er det at se, at flere af de dræbte er bagbundne. De er klart nok blevet likvideret, efter de er blevet taget til fange.
 
”Det er Gaddafi’s værk”, siger en oprører, da jeg spørger, hvem der har skudt dem.
 
”Du kan se, at ligene allerede er ved at svulme op. De har ligget her i en 3-4 dage”, siger han. Jeg håber, at han har ret. 
 
For enden af gaden bliver der skudt intenst frem og tilbage. Flere bygninger brænder. Området bliver forsvaret så indædt af pro-Gaddafi-styrker og afrikanske lejesoldater, at oprørerne antager, at de må beskytte en meget vigtig person. Og den første de altid tænker på i disse dage er Muammar Gaddafi. For hvorfor skulle så mange regeringsstyrker ellers forsvare dette totalt ligegyldige beboelseskvarter? Man kan godt forstå deres ræsonnement, men en anden oprører er dog uenig:
 
 
Masser af menensker blev skudt, dræbt og lemlæstet den dag. Da røgen lettede, viste det sig, at Gaddafi slet ikke var i området.

”Hvorfor skulle Gaddafi gemme sig i sådan en simpel lejlighed i sådan et kedeligt kvarter? Han har jo masser af skjulesteder rundt om i landet. Og hvorfor skulle han skjule sig nogle hundred meter fra Bab al-Azizia, når han har tunnelsystemer, der kunne bringe ham 30 km ud af byen uden at komme op til overfladen? Jeg tror ikke, at han er her”, siger han.
 
Men kampene fortsætter.
 
I små grupper bringer oprørerne regerings- og lejesoldater, de har taget til fange, ud fra frontlinjen. De tilfangetagne ser sønderknuste ud. Det er svært at begribe, hvad de tror, det er, de kæmper for.
 
Ved siden af mig står en oprørssoldat og støtter sig til rækværket og hulker:
 
”Vi har dræbt så mange af dem. Hvorfor? Der er masser af afrikanere. De bliver ved med at slås. Hvorfor? Vi dræber langt flere, end vi tager til fange. Det er forfærdeligt.”
 
Mens vi filmer vores assistent Ahmad, som også er oprører på vej op i en mast, for at hente et grønt Gaddafi-flag ned, pifter en snigskyttes kugle lige forbi os. Den snitter en gren over, og da den kommer dalende ned fra træet, beslutter vi os for, at det er bedst at fortrække.
 
En kollega kaster sig op på ladet af vores pickup-truck for også at komme væk, da Musab trykker speederen i bund, og vi suser væk fra slagmarken. Der er overhovedet ingen tvivl: Tripoli er erobret. Oprørerne har kontrollen med området. De små lommer, der stadig kæmper imod, bliver snart løbet over ende. 
 
 
En journalistkollega tager tilflugt på ladet af vores pickup, da vi flygter fra Abu Salim-kvarteret. Få sekunder senere bliver det ramt af en byge af mortergranater, som man kan se i baggrunden.

Mens vi kører bort fra Abu Salim-kvarteret undrer jeg mig. Jeg kan sagtens forstå, hvad oprørerne kæmper for. Men hvad slås Gaddaffi-styrkerne for? Og tror de virkelig stadigvæk, at de kan vinde? Eller er det fordi de overbeviste om, at de vil blive henrettet, hvis de bliver taget til fange? 
 
Da de sidste regeringssoldater overgiver sig, og roen igen sænker sig over Abu Salim-kvarteret, bliver det klart, at Gaddafi ikke var der. Det var blot et af mange nyttesløse slag, som kostede en masse menneskeliv i denne ulykkelige borgerkrig.
 
To måneder senere bliver Muammar Gaddafi dræbt af en oprørsenhed fra Misrata, da han forsøger at flygte fra fødebyen Sirte.
 
 
* * *
     
Forgående afsnit -- Næste afsnit
 

 
 
 
Der kan skrives nok så mange heltekvad om krigen, men krigens fjæs er altid grimt og utiltalende.




 
”Ufortalt…” som e-bog
Hvis du vil se en oversigt over alle de afsnit af ”Untold Stories: Billeder og beretninger om Mellemøsten”, som indtil videre er blevet offentliggjort her på hjemmesiden, så kan du finde den ved at klikke her.


 
Tilføj kommentar
 
 
1 Kommentarer: