Ufortalte beretninger 73:

Belejrede optimister

 
 
Gaddafi kæmper ikke kun imod oprørerne. Han slås imod sin egen befolkning. Hans styrker skelner ikke. Ødelæggelserne i Misurata er rystende.

Oprørerne i Misurata-området har været belejret af regeringsstyrkerne i månedsvis, da jeg ankommer, og de er konstant under bombardement af Muammar Gaddafis tunge artilleri og Grad-raketter. Alligevel synes de underligt opstemte og sejrssikre.
 
I de seneste måneder har oprørerne i Misurata kæmpet en indædt kamp for ikke at blive løbet over ende af regeringsstyrkerne, som både i udrustning og træning er dem langt overlegne. Oprørsstyrkernes eneste fordel – måske i virkeligheden deres hemmelige våben – er deres motivation og visheden om, at deres alternativer er til at overskue. Enten vinder de, eller så dør de. Ingen tror, at de har en chance for at overleve, hvis de bliver taget til fange eller kapitulerer.
 
Libyen er indtil videre reelt blevet delt i to. En østlig del som effektivt er på oprørernes hænder, mens det vestlige Libyen fortsat kontrolleres af en stadigt mere utilregnelig oberst Muammar Gadaffi. Misurata ligger langt inde i den Gaddafi-kontrollerede del af landet, og er reelt overladt til sig selv.
 
Misurata selv bærer tydeligt præg af kampene. Tripoli-gaden, som er byens hovedstrøg, er totalt ødelagt. Huse, forretninger, vejbanen… alt er brændt, hullet, sønderskudt og raseret. Udbrændte, russisk byggede kampvogne fra sovjettiden vidner om, at det ikke er mange uger siden, at Gadaffis regeringssoldater kæmpede herinde midt i byen, som vel er på størrelse med Odense med en befolkning på 2-300.000. Befolkningens velfærd har dog ikke bekymret diktatoren i Tripoli. Han gav sine styrker ordre til at bruge tungt artilleri og tanks imod oprørerne og befolkningen – som i vid udstrækning er en og samme ting.
 


 
 
Regeringsstyrkerne søgte tilflugt i en lagerhal, så NATO's kampfly ikke kunne se dem, men det hjalp den ikke.

NATO redder oprørene
I et forsøg på at undgå at blive opdaget af NATOs kampfly, kan vi se, at mange af regeringssoldaternes kampvogne er parkeret under tage inde i bygninger, hvor de er bakket ind igennem ydervæggen eller som det er tilfældet i bazaar-området, hvor kampvognene står under grønsagsmarkedets skyggefulde tag. 
 
Det har dog ikke reddet dem. NATO-flyene har alligevel spottet dem, formentlig er der NATO-specialstyrker sammen med oprørerne, som spotter Gadaffis skjulte isenkram, og udpeger målene for kampflyene. For alle kampvognene, uanset hvor godt de er gemt, er blevet smadret. Ofte har en enkelt bombe uskadeliggjort 3-4 kampvogne i et hug.
 
Netop den kendsgerning, at det kun er få uger siden, de dårligt udrustede oprører kæmpede fra hus til hus i Misuratas centrum, men nu med NATOs hjælp har presset regeringshæren tilbage til 20-30 km fra bymidten, er en af grundene til deres tro på fremtiden. Nu taler de om at gå i offensiven imod Tripoli.


 
 
 

Dafniya
Dafniya er en landsby – ikke meget mere end et vejkryds – på vejen mellem Misurata og Libyens hovedstad Tripoli. Under størstedelen af den otte måneder lange borgerkrig var oprørsbyen Misurata omringet af Gaddafi-loyale styrker, som ikke skånede den. Da jeg ankommer har oprørerne presset Gadaffi-styrkerne tilbage til et sted mellem Dafniya og Zlitan. 
 
Efter nogle heftige skudvekslinger sidder vi og slapper af i skyggen af nogle pinje- og fyrretræer langs en sidevej til landevejen. Træerne vokser ud af jordvolde, der flankerede vejen på begge sider. Det giver oprørerne en perfekt beskyttelse imod Gadaffis
 
 
Kampgejsten er deres hemmelige våben. Oprørsstyrkerne i Dafniya synes underligt optimistiske. Deres udrustning og manglende træning er ellers ikke noget at råbe hurra for.
granater. Derfor ligger her så langt øjet rækker i begge retninger grupper af oprørskrigere og hviler sig, mens de snakker, drikker kaffe og ryger. 
 
Mens jeg taler med en oprører, kommer en anden spadserende hen ad vejen med sit gevær i hånden. Han er klædt i en lang kjortel med et brunt partisantørklæde om hovedet. Solens stråler bryder her og der igennem trækronerne, så når han går, passerer han igennem disse solstråler. Et perfekt billede. Eller kunne være. Desværre opdagede jeg ham lidt for sent. Jeg ville hellere have taget ham forfra. Det lykkedes desværre ikke, så det her skud var det bedste, det lykkedes mig at få.
 
For at gøre ondt værre, så bliver min computer ødelagt på vejen ud af Misurata, så alle mine billeder, med undtagelse af en håndfuld, som jeg allerede havde oploadet til min hjemmeside, gik tabt. 
 
Krigeren med geværet på vej igennem det flimrende sollys er et af de få, der overlevede.
 

 
* * *

    
Forgående afsnit -- Næste afsnit



 

 
 
 


 
”Ufortalt…” som e-bog
Hvis du vil se en oversigt over alle de afsnit af ”Untold Stories: Billeder og beretninger om Mellemøsten”, som indtil videre er blevet offentliggjort her på hjemmesiden, så kan du finde den ved at klikke her.
 


 
Tilføj kommentar