Vi kører forsigtigt nu, for et eller andet sted derude foran os ligger frontlinjen. Den flytter sig frem og tilbage, og vi ønsker ikke blive fanget på den forkerte side. Det sidste sted, vi kørte igennem var Brega, som oprørerne erobrede i går. Eller mere korrekt: Igen erobrede i går. Det næste sted er Ras Lanuf, som oprørerne også har været i besiddelse af tidligere men igen mistet. Nu angriber de igen, hører vi, og vi vil være med helt fremme.
Vi ankommer til en benzintank med en klynge huse omkring og gør holdt. Her er fuld af oprørere med deres bevæbnede pickups – maskinkanoner, anti-luftskyts, raketbatterier og endog nogle med missilpyloner fra russiske helikoptere, nu blot monteret omvendt på en Toyota Hillux. Her er også en enkelt TV-satellit-truck, som er ved at rette antennen ind.
Vi begynder også at sætte vores udstyr op, klokken er næsten 12, og vi skal på i TV2/Nyhederne.
Mens Rasmus stiller op, går jeg lidt rundt, for at finde ud af, hvad der sker.
”Hvor befinder vi os”, spørger jeg en amerikansk kollega, som ligger i skyggen under et halvtag og slapper af.
”In the middle of nowhere”, svarer han. Jeg finder senere ud af, at det “nowhere”, som vi er midt i, hedder Uqayla. Ikke at det gør mig meget klogere, men så kan jeg i det mindste sige et stednavn, når jeg om lidt skal rapportere direkte hernede fra.
“Hvor langt er der op til frontlinjen?”
”Ved det ikke. Vi hører artilleri hele tiden og ser ambulancer med sårede, så det må være tæt på. Men det er svært at se noget”, svarer han.
”Jeg er den sidste, der er tilbage i Uqayla”, siger gamle Abdelrahman, ”alle andre er flygtet. Jeg er blevet for gammel til at løbe, så jeg bliver her.” Han sidder på en plastikstol i skyggen af et udbrændt hus og betragter skuet: Oprørerne, de mange våben, journalister, kameraer og andet underligt udstyr. Det er formentlig det mest interessante, der er sket i Uqayla i hele flækkens historie.
Abdelrahman følger med i vores arbejde. Rasmus bander og flytter rundt på vores satellitantenne. Han kan ikke få forbindelse. Jeg taler med folk og fotograferer. Efter et stykke tid spørger Abdelrahman, om jeg ikke også vil tage et billede af ham. Han har viklet sit tørklæde op om hovedet, så det lignede en turban, og han mest af alt minder om en iransk ayatollah, hvad han naturligvis ikke er. Han retter sig op i stolen, og jeg skyder nogle portrætter, viser ham dem, siger tak og går tilbage til Rasmus.
Så kommer en oprørere forbi. Abdelrahman beder om at låne hans Kalachnikov AK-47, og kalder mig tilbage igen. Jeg skal tage et lidt mere helteagtige portrætter af ham, hvilket jeg naturligvis gør. Det er ren opstilling og har intet med virkeligheden at gøre… andet end den fantasi den gamle mand i denne lille kedelige flække, langt ude i ørkenen af en eller anden grund gerne vil skabe om sig selv. Og det er jo også en slags virkelighed.
Lidt efter fortæller Rasmus, at vores udstyr er kaput. Det virker ikke. Vi kan ikke gå på live, og vi kan heller ikke transmittere vores indslag hjem, når vi på et eller andet tidspunkt har filmet og redigeret det, så det er omsonst at fortsætte.
Der er ingen grund til at risikere livet, når vi alligevel ikke kan få historien hjem til Danmark. Jeg bander. Rasmus grynter. Jamal, vores chauffør og tolk, ånder lettet op. Vi vender om og kører den lange vej tilbage til Benghazi. Dagens eneste høst er et billede af helten Abdelrahman ”in the middle of nowhere”.
* * *
Forgående afsnit --
Næste afsnit
”Ufortalt…” som e-bog
Hvis du vil se en oversigt over alle de afsnit af ”Untold Stories: Billeder og beretninger om Mellemøsten”, som indtil videre er blevet offentliggjort her på hjemmesiden, så kan du finde den ved at
klikke her.