Ufortalte beretninger 70:
Gaddafi konfronteres af barfodskrigere
Vi er kommet til Libyen. I et par uger har vi fulgt oprørsstyrkernes fremgang og hver dag spurgt os selv om, hvor pokker Gaddafis styrker er henne? Oprørsstyrkerne består af ”barfodskrigere”, som aldrig har været i militæret, men kun lige har fået en Kalashnikov, et reketstyr eller et maskingevær udleveret og fået at vide, hvor de skal trykke, og at de skal drage ud for at besejre oberst Gaddafis eliteenheder, der støttes af kampvogne og jagerbombere.
Jeg kigger mig om efter den unge ingeniørstuderende, som jeg talte med i går, men pladsen, hvor hans batteri stod, er tom. Hans antiluftskyts må være blevet rykket længere frem. Jeg håber i hvert fald, at det er det, der er grunde til, at han er forsvundet. Selvom ”rykket længere frem” heller ikke er godt at dømme efter de mange røgsøjler, der stiger til vejrs derude fra.
”Der er ingen, der støtter Gadaffis styrker længere. Ingen. De er helt alene. Men vi! Vi har Gud, Allah, på vores side. Vi er meget stærkere end dem”, sagde Muhammed Hassan Salem Eidbahi til mig i går. 21 år gammel, ingeniørstuderende fra Benghazi, som fire dage forinden for første gang havde set det antiluftskytsbatteri, han bemandede. I går havde han været super optimist.
”Nu har vi erobret Ras Lanuf. Med Guds – Allahs – hjælp fortsætter vi herfra mod Sirte og derfra til Tripoli”, sagde han, da jeg så ham sidst.
Gad vide, hvad han mener i dag… hvis han stadig er i live?
Det eneste, der i styrkebalancen vejer tungt på oprørernes vægtskål, er deres grænseløse optimisme, motivation og kampgejst. Militær kunnen, taktisk og strategisk viden, disciplin eller nogen som helst andre kundskaber, der ville være gode at have på slagmarken, er de ikke i besiddelse af.
Nu falder bomberne. Gadaffi viser, at han er villig til hvad som helst, for at holde sig ved magten. Ras Lanuf og småbyerne, oliefaciliteterne og oprørsstillingerne omkring os får det glatte lag.
Oprørerne skyder vildt op i luften. Tonsvis af kobber og bly bliver pumpet op i himlen til ingen verdens nytte. Kampflyene er for hurtige og for højt oppe, og oprørsskytterne for utrænede. Flere gange påstår de, at de har ramt et fly, men vi ser ikke noget tegn på at det passer.
Pludselig drøner et kampfly lavt igennem luften, hen over hovederne på os.
Bomberne falder. Bragene får jorden til at ryste. Antiluftskytset skratter. På vejen ved siden af os racer snesevis af pickup-trucks med kanoner, maskingeværer og muhajedinere bagpå forbi os, væk fra fronten. Det kan ikke gå hurtigt nok. Nogle af dem sætter deres liv mere på spil ved deres hasarderede kørsel og vilde overhalinger end luftbombardementet gør. De fleste af bomberne rammer blot ørkensandet.
En pickup-truck forlader vejen og stopper med en dramatisk udskridning og hvinende bremsere foran os. En hysterisk oprører kommer ud og råber og skriger, mens han truer os og puffer Rasmus og kameraet væk.
”Hvis I filmer det her, så knuser jeg kameraet”, råber han.
Vi lader kameraet rulle, men tager det ned, som om vi er holdt op med at filme. Det er alligevel blevet så hedt, at vi hellere vil trække os lidt længere tilbage.
Indtil nu er vi altid blevet hilst velkommen ude ved fronten. Vi ses som verdens øjne, som kan få budskabet ud. Og så længe krigslykken tilsmiler oprørerne, var det ikke noget stort offer, at vi filmede. Den pressefrihed holder næppe længe, hvis heldet på slagmarken begynder at vende.
* * *
Forgående afsnit -- Næste afsnit
”Ufortalt…” som e-bog
Hvis du vil se en oversigt over alle de afsnit af ”Untold Stories: Billeder og beretninger om Mellemøsten”, som indtil videre er blevet offentliggjort her på hjemmesiden, så kan du finde den ved at klikke her.
Muhammed Hassan Salem Eidbahi. Den ene dag blev vi gode venner. Den næste var han forsvundet. Jeg så ham aldrig igen, og ved ikke om han overlevede.
Jeg kigger mig om efter den unge ingeniørstuderende, som jeg talte med i går, men pladsen, hvor hans batteri stod, er tom. Hans antiluftskyts må være blevet rykket længere frem. Jeg håber i hvert fald, at det er det, der er grunde til, at han er forsvundet. Selvom ”rykket længere frem” heller ikke er godt at dømme efter de mange røgsøjler, der stiger til vejrs derude fra.
”Der er ingen, der støtter Gadaffis styrker længere. Ingen. De er helt alene. Men vi! Vi har Gud, Allah, på vores side. Vi er meget stærkere end dem”, sagde Muhammed Hassan Salem Eidbahi til mig i går. 21 år gammel, ingeniørstuderende fra Benghazi, som fire dage forinden for første gang havde set det antiluftskytsbatteri, han bemandede. I går havde han været super optimist.
”Nu har vi erobret Ras Lanuf. Med Guds – Allahs – hjælp fortsætter vi herfra mod Sirte og derfra til Tripoli”, sagde han, da jeg så ham sidst.
Gad vide, hvad han mener i dag… hvis han stadig er i live?
Det eneste, der i styrkebalancen vejer tungt på oprørernes vægtskål, er deres grænseløse optimisme, motivation og kampgejst. Militær kunnen, taktisk og strategisk viden, disciplin eller nogen som helst andre kundskaber, der ville være gode at have på slagmarken, er de ikke i besiddelse af.
Nu falder bomberne. Gadaffi viser, at han er villig til hvad som helst, for at holde sig ved magten. Ras Lanuf og småbyerne, oliefaciliteterne og oprørsstillingerne omkring os får det glatte lag.
Oprørerne skyder vildt op i luften. Tonsvis af kobber og bly bliver pumpet op i himlen til ingen verdens nytte. Kampflyene er for hurtige og for højt oppe, og oprørsskytterne for utrænede. Flere gange påstår de, at de har ramt et fly, men vi ser ikke noget tegn på at det passer.
Hvad barfodskrigerne ikke har i træning, gør de op for i kampgejst. Spørgsmålet er, hvor længe den holder, når kampene for alvor bryder ud.
Pludselig drøner et kampfly lavt igennem luften, hen over hovederne på os.
Bomberne falder. Bragene får jorden til at ryste. Antiluftskytset skratter. På vejen ved siden af os racer snesevis af pickup-trucks med kanoner, maskingeværer og muhajedinere bagpå forbi os, væk fra fronten. Det kan ikke gå hurtigt nok. Nogle af dem sætter deres liv mere på spil ved deres hasarderede kørsel og vilde overhalinger end luftbombardementet gør. De fleste af bomberne rammer blot ørkensandet.
En pickup-truck forlader vejen og stopper med en dramatisk udskridning og hvinende bremsere foran os. En hysterisk oprører kommer ud og råber og skriger, mens han truer os og puffer Rasmus og kameraet væk.
”Hvis I filmer det her, så knuser jeg kameraet”, råber han.
Vi lader kameraet rulle, men tager det ned, som om vi er holdt op med at filme. Det er alligevel blevet så hedt, at vi hellere vil trække os lidt længere tilbage.
Indtil nu er vi altid blevet hilst velkommen ude ved fronten. Vi ses som verdens øjne, som kan få budskabet ud. Og så længe krigslykken tilsmiler oprørerne, var det ikke noget stort offer, at vi filmede. Den pressefrihed holder næppe længe, hvis heldet på slagmarken begynder at vende.
* * *
Forgående afsnit -- Næste afsnit
”Ufortalt…” som e-bog
Hvis du vil se en oversigt over alle de afsnit af ”Untold Stories: Billeder og beretninger om Mellemøsten”, som indtil videre er blevet offentliggjort her på hjemmesiden, så kan du finde den ved at klikke her.
Tilføj kommentar
