Andet end konflikt og religion... heldigvis

JERUSALEM (03.07.2015): Jeg troede hele tiden at min mobiltelefon ringede. Ikke at jeg kunne høre den, dertil var støjen alt for øredøvende. Og her har jeg så allerede afsløret, at jeg er en total oldsag, for de unge omkring mig opfattede det absolut ikke som støj. De dansede og vred til det. Men min taske – eller et eller andet indeni den – summede eller snurrede hele tiden, som om telefonen ringede. Det viste sig blot at være musikkens power og den vanvittigt opskruede bas, der fik indholdet af min taske til at snurre. Ind imellem føltes det som mine indvolde også hoppede i takt til basrytmen.
 
Når jeg alligevel gik ind til gadefesten, som væltede byen omkring Zion Square og gågaderne i nabolaget, så var det naturligvis fordi jeg ville have nogle fotos til mit Jerusalem-projekt, som ikke bare viser Israel-Palæstinakonflikten eller religiøse skøre kuler, som slås om byen og dens hellige sten, men også vise, at der er så meget andet i den her by. Ikke bare konflikt og religion.

Jeg er selv mere ud af Woodstock-generationen, og det er Bob Dylan, Joan Baez og Pete Seeger, der fylder op i min pladesamling. Og når det går vildt for sig ved fester så kommer Creedence Clearwater Revival og Crossby, Stills, Nash & Young og den slags på pladespilleren. Så jeg tilhører mildt sagt en anden generation… på alle måder.
 
På den måde har jeg sikkert fået forklaret, at det ikke er for at nyde musikken, jeg er kommet ind til centrum.
 
Det var Electronic-Techno, der drønede ud i højtalerne og forvoldt en mindre jordrystelse, fortalte min søn. Han giver mig ekspertvejledning i den her slags sammenhænge.

Jeg kunne være de fleste tilstedeværendes bedstefar, men alle behandlede mig exceptionelt venligt og imødekommende når jeg fotograferede, selvom det var helt tydeligt, at en stor del af forsamlingen på ingen måde var appelsinfrie, og enkelte tillige med befandt sig på et ”ophøjet” bevidsthedsniveau.
 
Jeg tog billeder til højre og venstre. Alle syntes at det var helt fint, at denne pensionist i dagens anledning var rullet ud af sin institution og blandede sig med ungdommen, så de poserede venligt for mig, hver gang jeg pegede kameraet i deres retning. Andre trak mig i skjorten for at gøre opmærksom på, at de også gerne ville fotograferes. 
 
Jeg fik endog også danset med en ung pige, som påstod at vi var i familie. Relationerne imellem os gik ikke helt op for mig, men det gjorde heller ikke noget. Det var meget hyggeligt. Og alle inde i Jerusalems centrum den fredag eftermiddag synes alligevel at være i familie med hinanden på en eller anden måde.
 
Selvom det var dejligt at se, at der også er et helt andet Jerusalem, end det medierne og andre til daglig fokuserer på i den her by, så var det samtidig også sørgeligt at registrere, at det ”kun” var dem – de ”andre” – der var til stede. For også i den her sammenhæng blander man sig ikke. Eller i hvert fald kun meget lidt.

Jeg så ganske enkelte med kalot på hovedet. Få af dem var med til festen. De fleste andre kæmpede sig bare igennem den dansende folkemasse for at komme hjem. Der var også en del arabere, men det var den moderne type, der kommer over til Vest-Jerusalem for at slå sig løs på en måde, de slet ikke kan drømme om ovre i den østlige del af byen. Dem der gerne vil have det sjovt med deres kærester, og som ovre i deres eget kvarter end ikke kan holde i hånden. For slet ikke at tale om palæstinensiske bøsser og lesbiske, som må eksistere under en påtaget hetero-identitet hjemme hos sig selv. I fredags kunne de alle te sig skørt i Vest-Jerusalem – selvom det var både fredag og Ramadan.
 
Så på den ene side er det dejligt at se, at nogen blander sig på kryds og tværs af denne regions ødelæggende skel og afgrundsdybe kløfter. Sørgeligt at det bare er så få.


Jeg blandede mig også, kunne man sikkert sige, og herover og -under kan du se nogle af de billeder fra fredagens gadefest i Jerusalem, som jeg lige har nået at få ”fremkaldt”.
 


SE FLERE BILLEDER FRA GADEFESTEN I JERUSALEM

---