Ufortalte beretninger 54:

Gadens forsamlingshus

 
 

”Frihed! Demokrati! Ned med diktaturet”, råber de rundt om i gaderne, så det giver ekko imellem husmurene. Det er en fantastisk oplevelse at overvære. Kravet om demokratiet og frihed bare bobler op nedefra med en kraft og styrke, som overtrykket der brager ud, når man tager proppen af en champagneflaske.
 
I andre sammenhænge taler vi om ”gadens parlament”, men Avenue de Bourguiba er nærmest blevet en slags ”gadens forsamlingshus”. På alle de bænke mellem træerne, hvor ældre, pensionerede borgere normalt tilbringer eftermiddagen, står der nu politiske vækkelsesprædikanter, og proklamerer deres budskaber. 
 
De forsamlede svarer, og ofte kommer det til et hav af mindre, højtråbende diskussioner.
 
Da jeg i dag passerede forbi, var der fem sådanne forsamlinger, folkemøder og diskussionsgrupper spontant vokset frem omkring forskellige bænke og talere, som selv havde medbragt en kasse til at stå på. Lidt kaotisk måske, men denne revolutionære boulevard i Tunis’ centrum er blevet en slags mellemting mellem en dansk folkehøjskole og Speakers Corner i Hyde Park.
 
Jeg bliver altid revet med af sådan noget, og det bør jeg jo ikke. Jeg skal bare rapportere. Lykkes revolutionen, rapporterer jeg om det. Mislykkes den, og en eller anden kontrarevolution bringer den arabiske autokratiske normaltilstand tilbage, så rapporterer jeg også bare om det. Mine egne sym- og antipartier er ligegyldige. 
 
Eller burde være det.
 
Men… jeg er ikke lavet af sten. 
 
 

Det er umuligt ikke at fatte sympati for den bevægelse imod frihed, som har revet sig løs og nu sætter dagsordenen i Tunesien. Den begejstring, der lyser ud af alle, man møder. Den drøm som unge her har om at få det, ligesom jeg har haft det hele mit liv og taget for givet, den kamp kan man ikke andet end blive grebet af.
 
Jeg håber inderligt at det må lykkes. Og guderne skal vide, at jeg frygter, at farerne venter forude.
 
”Frihed! Demokrati! Ned med diktaturet!”
 
 
* * *
     
Forgående afsnit -- Næste afsnit


 
 
”Ufortalt…” som e-bog
Hvis du vil se en oversigt over alle de afsnit af ”Untold Stories: Billeder og beretninger om Mellemøsten”, som indtil videre er blevet offentliggjort her på hjemmesiden, så kan du finde den ved at klikke her. Listen bliver løbende opdateret.
 


 
Tilføj kommentar