Ufortalte beretninger 26:

Frokosten der ikke vil have været

Frokosten er et tilløbsstykke. Et måltid midt på dagen er der normalt ikke råd til.
Frokosten er et tilløbsstykke. Et måltid midt på dagen er der normalt ikke råd til.
Frokosten består af te, stegte kartofler, felaffel og lidt salat. Og det skyldes kun, at vi har givet Ahmad Abu Arab lidt penge, så familien har råd til at spise. Vi har nemlig brug for billederne. Ellers ville Abu Arab-familien ikke spise frokost.
 
I vore øjne er Abu Arab-familien ludfattige, men FN anser dem for at være så meget blandt de bedrestillede, at de kun kan få fødevarehjælp tre gange om året. Det er Ahmad Abu Arab godt utilfreds med:
 
 
Udlevering af fødevarehjælp hos FN. Abu Arab-familien er ikke fattig nok til at få noget.

”FN siger, at jeg kan blive sat på ventelisten. Så får jeg, når det en gang bliver min tur”, forklarer han, mens han dypper et stykke pitabrød i hummus-blandingen på sofabordet, der også gør det ud for spisebord i det lillebitte hus i Shati-flygtningelejren, hvor han bor med sin familie – kone og fire børn.
 
”Hvad er forskellen på dig og de andre flygtninge”, spørger jeg.
 
”Der er ingen forskel. Men der er tilsyneladende ikke forsyninger nok, og mange har allerede længe som mig stået på ventelisten”, forklarer han.
 
Abu Arab er arbejdsløs og har været det længe. Han og hans familie ville næppe kunne have overlevet, hvis der ikke iblandt palæstinenserne fungerede et alternativt socialt sikkerhedsnet, hvor alle hjælper hinanden. I særdeleshed indenfor de udvidede familier – mellem brødre, fætre, onkler og deres familier. Det man i den arabiske verden kalder ”khamula’en”. Det lidt, de hver især har, deles med dem, der ikke har arbejde, og derfor har mindre.
 
”Min mor giver os lidt. Min bror giver os lidt. Det samme gør naboerne. Der er ikke noget arbejde at få”, forklarer Ahmad, og det er tydeligt, at han skammer
 
 
Ahmad Abu Arab skammer sig over, at han ikke er i stand til at sørge for sin egen familie.
sig. Det burde være ham, der forsørgede sin egen familie og sammen med sin bror hjalp deres gamle mor. Men sådan er det ikke, og det er ydmygende.
 
Ekstremismen trives i den håbløshed. Det er der ikke nogen tvivl om. Men trods fattigdommen og den voksende desperation, så kæmper Abu Arab imod den tiltagende fanatisme, som omgiver ham. Hans kamp er for normalitet. 
 
”Jeg er overhovedet ikke interesseret i politik. Kun i at skaffe mad til mine børn og mig selv. Det er det hele. Jeg er ikke interesseret i konflikten eller det ene eller det andet. Kun i at overleve”, siger han.
 
Til sine ledere har han dog et budskab: ”Sæt Jer ned og bliv med Guds hjælp enige om en våbenhvile, så vi andre får mulighed for at eksistere. Men de lytter ikke til mig. Lige så lidt som de lytter til nogen som helst andre almindelige mennesker. De har mere travlt med at skrabe til sig, end i at løse almindelige menneskers problemer”, siger Ahmad Abu Arab
 
Midt i den tilsyneladende håbløshed et glimt af håb. Et stilfærdigt udsagn om tolerance og den sunde fornuft. På trods af alt.
 
 
* * *
      
Tidligere afsnit -- Næste afsnit
 

 
 
 
”Ufortalt…” som e-bog
Hvis du vil se en oversigt over alle de afsnit af ”Untold Stories: Billeder og beretninger om Mellemøsten”, som indtil videre er blevet offentliggjort her på hjemmesiden, så kan du finde den ved at klikke her. Listen bliver løbende opdateret.
 

 


 
Tilføj kommentar