Ufortalte beretninger 19:
For- og bagsats
Hvad er det?
For- og bagsats?
Jeg vidste det ikke, indtil jeg skulle tilrettelægge min fotobog ”Untold Stories” med foto-essays fra mit arbejde i Mellemøsten.
Lad mig lige give Jer denne lille bonushistorie her i pausen i offentliggørelsen af bogen her på min hjemmeside. Så kommer I også en lille smule med ned i ”maskinrummet” ved tilrettelæggelsen af en bog.
Personligt havde jeg to ønsker: At få så mange sider i bogen som muligt. Og at den skulle blive så billig, at folk ville købe den. Derfor var jeg i første omgang ude efter en bog i blød indbinding, for en sådan var klart nok billigst.
Men Forlaget Ajour fortalte mig, at disse paperback-agtige, bløde indbindinger er limet sammen i ryggen, hvilket betyder at en smule af siderne inde mod midten så at sige bliver ”slugt” af bogryggen. De par millimeter, som bliver brugt på limen, forsvinder ind i ryggen.
Det betyder naturligvis ikke så meget, hvis det blot er hvidt papir på en tekstside, der er tale om. Men hvis det er den midterste del af et foto, der breder sig over hele opslaget, så er det ret katastrofalt, hvis et par millimeter fra hver side forsvinder ind i bogryggen. Det ødelægger oplevelsen af et fotografi, hvis en bred strimmel i midten ikke er til at se.
Derfor begyndte jeg, selvom det var dyrere produktionsmæssigt, at acceptere, at vi skulle lave en bog i hardcover. De er nemlig syet i ryggen, så der forsvinder næsten intet. Til gengæld har en hardcoverbog en såkaldt for- og bagsats.
For- og bagsatsen er de to stykker kraftigt papir helt foran og helt omme bagi bogen, som klæber papomslaget til de indbundne bogsider. I de fleste bøger er der blot tale om et stykke farvet, kraftigt papir. Men det kunne jo lige så godt være et fotografi, sagde forlagschef Teddy Petersen, som for at friste mig.
Jeg gik i gang med at finde nogle passende fotografier, der kunne gøre sig som flotte to-siders opslag uden billedtekst og kommentarer.
Valget faldt på to fotos. Et nærmest klassisk view af Jerusalem, som byen tager sig ud set ovre fra Oliebjerget med Den gamle Bydel og Klippemoskeen med den gyldne kuppel i forgrunden. Det er det klassiske postkort, kunne man sige. Lidt for meget postkort, måske.
Det andet var et close-up portræt af en palæstinensisk aktivist med partisantørklædet om hovedet, fotograferet så tæt på, at man kunne se tårerne i hans øjne.
Der var ikke noget filosofisk bag tårerne – så som hans folks lidelser, det tabte hjemland eller den slags. Selvom jeg ofte høre den tolkning fra folk, der ser billedet. Og det er også hel fint. Tårerne skyldtes ganske lavpraktisk, at palæstinenseren og jeg begge stod for tæt på en tåregasgranat, nogle israelske soldater lige havde affyret. Så jeg græd også.
Problemet med det billede var, at næsen eller det ene øje ville kæmpe med hinanden om at ligge i folden i ryggen, hvilket ikke ville være helt så flot. Derfor fandt jeg en anden ung palæstinenser fra samme protestdemonstration. Han havde dog et rødt partisantørklæde på, hvilket ikke er helt så Arafat-agtigt, men han var placeret lidt mere ude i venstre side, så han ikke kom i karambolage med ryggen.
Jeg var glad. Jeg havde billederne... troede jeg.
Indtil jeg igen skulle til møde med bogens redaktør og layout'er Flemming Sørensen, som kasserede begge fotos.
De var alt for nemt aflæselige.
Det var klart… alt for klart, hvad de viste. De kaldte kun på et par sekunders oplevelse, så var de forstået, og man bladrede videre, for aldrig at kigge tilbage igen. Flemming ville gerne have et par billeder, der ikke var helt så klart aflæselige, og som samtidig havde et lidt grafisk præg, som spillede op til brugen på indersiden af indbindingen.
Jeg bladrede endnu en gang igennem stakkene af fotografier og valget faldt på to helt anderledes billeder.
Det ene – det der nu bruges helt foran – af en enlig (ensom?) palæstinensisk dreng, som står i porten til sin fars lille, ramponerede virksomhed i Gaza By. Det eneste man ser, er den forsømte væg med nogle hullede gasbetonblokke, den halvåbne, rustne metalport og inde i mørket bag drengen skimtes svagt nogle sække, halvt dækket af presenninger og andet rod. Drengen selv kigger ned på en kvist, han holder i hånden.
Der er intet muntert ved livet i Gaza-striben. Det er hårdt, ubarmhjertigt og udsigtsløst. Selv for en dreng, der er ved begyndelsen til sit liv, synes billedet at sige... i hvert fald til mig. Det kan være en helt anden historie, andre får ud af det samme foto.
Det er ikke helt klart, hvad der sker – eller ikke sker i fotografiet, men det kunne Flemming godt lide.
Det andet foto. Det til bagsatsen er fra Al Brega i Libyen. En lille flække omkring et vejkryds, som under borgerkrigen skiftede hænder en 5-6 gange. Jeg besøgte stedet mange gange under konflikten, fordi hovedvejen langs Libyens nordkyst går lige igennem.
De første mange gange fotograferede jeg sejrssikre, højtmotiverede rebeller, der poserede med deres våben, og ikke kunne komme i kamp hurtigt nok. Som den blodige, ubarmhjertige krig trak i langdrag, var der langt mindre bravado, når jeg løftede kameraet op til øjet. Mismodet og krigstrætheden havde meldt sig. Den høje pris var begyndt at gå op for folk.
Billedet her er taget i pausen mellem nogle træfninger omkring Al Brega. Vi ved, at de langt bedre udrustede, Gadaffi-tro regeringsstyrker er på vej, og at vejkrydset snart vil blive tabt igen. Den unge rebel bruger pausen til i skyggen at spise lidt brød med smøreost og drikke noget vand, som en gruppe civile lige har afleveret, inden de hurtigt kørte tilbage imod Benghazi igen.
Foran ham står hans våben. Et raketstyr til at affyre panserværnsraketter. RPG’er, som man kalder dem hernede.
Et par måneder tidligere ville han have indtaget en ”heltemodig”, macho-positur med våbnet svingende over hovedet. Nu stirrer han bare træt og mismodigt over på mig.
To billeder der kom med i bogen, og historien om hvorfor. To billeder som selv uden tekst, er interessante at kigge på, men som ikke ville være kommet med, hvis Teddy Petersen ikke havde fået mig overtalt til at droppe ideen om blød indbinding, og hvis Flemming Sørensen ikke havde smidt mine første forslag ud.
På den måde var selve udarbejdelsen af bogen også en lærerig oplevelse for mig. Jeg lærte en hel del om bogproduktion og forlagsvirksomhed, og jeg fik sandelig også ind imellem "nogen på hatten", så mit billedsyn undervejs udviklede sig og i dag er helt anderledes, end det var, da denne - min første fotobog - blev til.
Det var en lille, indtil nu ”ufortalt beretning” fra bogens tilblivelse. En slags pausebillede inden jeg går videre med offentliggørelsen som e-bog her på hjemmesiden af næste afsnit af bogen. Denne gang om Israel-Palæstinakonflikten.
* * *
Forgående afsnit -- Næste afsnit
”Ufortalt…” som e-bog
Hvis du vil se en oversigt over alle de afsnit af ”Untold Stories: Billeder og beretninger om Mellemøsten”, som indtil videre er blevet offentliggjort her på hjemmesiden, så kan du finde den ved at klikke her. Listen bliver løbende opdateret.
For- og bagsats?
Jeg vidste det ikke, indtil jeg skulle tilrettelægge min fotobog ”Untold Stories” med foto-essays fra mit arbejde i Mellemøsten.
Lad mig lige give Jer denne lille bonushistorie her i pausen i offentliggørelsen af bogen her på min hjemmeside. Så kommer I også en lille smule med ned i ”maskinrummet” ved tilrettelæggelsen af en bog.
Personligt havde jeg to ønsker: At få så mange sider i bogen som muligt. Og at den skulle blive så billig, at folk ville købe den. Derfor var jeg i første omgang ude efter en bog i blød indbinding, for en sådan var klart nok billigst.
Men Forlaget Ajour fortalte mig, at disse paperback-agtige, bløde indbindinger er limet sammen i ryggen, hvilket betyder at en smule af siderne inde mod midten så at sige bliver ”slugt” af bogryggen. De par millimeter, som bliver brugt på limen, forsvinder ind i ryggen.
Det betyder naturligvis ikke så meget, hvis det blot er hvidt papir på en tekstside, der er tale om. Men hvis det er den midterste del af et foto, der breder sig over hele opslaget, så er det ret katastrofalt, hvis et par millimeter fra hver side forsvinder ind i bogryggen. Det ødelægger oplevelsen af et fotografi, hvis en bred strimmel i midten ikke er til at se.
Derfor begyndte jeg, selvom det var dyrere produktionsmæssigt, at acceptere, at vi skulle lave en bog i hardcover. De er nemlig syet i ryggen, så der forsvinder næsten intet. Til gengæld har en hardcoverbog en såkaldt for- og bagsats.
For- og bagsatsen er de to stykker kraftigt papir helt foran og helt omme bagi bogen, som klæber papomslaget til de indbundne bogsider. I de fleste bøger er der blot tale om et stykke farvet, kraftigt papir. Men det kunne jo lige så godt være et fotografi, sagde forlagschef Teddy Petersen, som for at friste mig.
Jeg gik i gang med at finde nogle passende fotografier, der kunne gøre sig som flotte to-siders opslag uden billedtekst og kommentarer.
Valget faldt på to fotos. Et nærmest klassisk view af Jerusalem, som byen tager sig ud set ovre fra Oliebjerget med Den gamle Bydel og Klippemoskeen med den gyldne kuppel i forgrunden. Det er det klassiske postkort, kunne man sige. Lidt for meget postkort, måske.
Det andet var et close-up portræt af en palæstinensisk aktivist med partisantørklædet om hovedet, fotograferet så tæt på, at man kunne se tårerne i hans øjne.
Der var ikke noget filosofisk bag tårerne – så som hans folks lidelser, det tabte hjemland eller den slags. Selvom jeg ofte høre den tolkning fra folk, der ser billedet. Og det er også hel fint. Tårerne skyldtes ganske lavpraktisk, at palæstinenseren og jeg begge stod for tæt på en tåregasgranat, nogle israelske soldater lige havde affyret. Så jeg græd også.
Problemet med det billede var, at næsen eller det ene øje ville kæmpe med hinanden om at ligge i folden i ryggen, hvilket ikke ville være helt så flot. Derfor fandt jeg en anden ung palæstinenser fra samme protestdemonstration. Han havde dog et rødt partisantørklæde på, hvilket ikke er helt så Arafat-agtigt, men han var placeret lidt mere ude i venstre side, så han ikke kom i karambolage med ryggen.
Jeg var glad. Jeg havde billederne... troede jeg.
Indtil jeg igen skulle til møde med bogens redaktør og layout'er Flemming Sørensen, som kasserede begge fotos.
De var alt for nemt aflæselige.
Det var klart… alt for klart, hvad de viste. De kaldte kun på et par sekunders oplevelse, så var de forstået, og man bladrede videre, for aldrig at kigge tilbage igen. Flemming ville gerne have et par billeder, der ikke var helt så klart aflæselige, og som samtidig havde et lidt grafisk præg, som spillede op til brugen på indersiden af indbindingen.
Jeg bladrede endnu en gang igennem stakkene af fotografier og valget faldt på to helt anderledes billeder.
Det ene – det der nu bruges helt foran – af en enlig (ensom?) palæstinensisk dreng, som står i porten til sin fars lille, ramponerede virksomhed i Gaza By. Det eneste man ser, er den forsømte væg med nogle hullede gasbetonblokke, den halvåbne, rustne metalport og inde i mørket bag drengen skimtes svagt nogle sække, halvt dækket af presenninger og andet rod. Drengen selv kigger ned på en kvist, han holder i hånden.
Der er intet muntert ved livet i Gaza-striben. Det er hårdt, ubarmhjertigt og udsigtsløst. Selv for en dreng, der er ved begyndelsen til sit liv, synes billedet at sige... i hvert fald til mig. Det kan være en helt anden historie, andre får ud af det samme foto.
Det er ikke helt klart, hvad der sker – eller ikke sker i fotografiet, men det kunne Flemming godt lide.
Det andet foto. Det til bagsatsen er fra Al Brega i Libyen. En lille flække omkring et vejkryds, som under borgerkrigen skiftede hænder en 5-6 gange. Jeg besøgte stedet mange gange under konflikten, fordi hovedvejen langs Libyens nordkyst går lige igennem.
De første mange gange fotograferede jeg sejrssikre, højtmotiverede rebeller, der poserede med deres våben, og ikke kunne komme i kamp hurtigt nok. Som den blodige, ubarmhjertige krig trak i langdrag, var der langt mindre bravado, når jeg løftede kameraet op til øjet. Mismodet og krigstrætheden havde meldt sig. Den høje pris var begyndt at gå op for folk.
Billedet her er taget i pausen mellem nogle træfninger omkring Al Brega. Vi ved, at de langt bedre udrustede, Gadaffi-tro regeringsstyrker er på vej, og at vejkrydset snart vil blive tabt igen. Den unge rebel bruger pausen til i skyggen at spise lidt brød med smøreost og drikke noget vand, som en gruppe civile lige har afleveret, inden de hurtigt kørte tilbage imod Benghazi igen.
Foran ham står hans våben. Et raketstyr til at affyre panserværnsraketter. RPG’er, som man kalder dem hernede.
Et par måneder tidligere ville han have indtaget en ”heltemodig”, macho-positur med våbnet svingende over hovedet. Nu stirrer han bare træt og mismodigt over på mig.
To billeder der kom med i bogen, og historien om hvorfor. To billeder som selv uden tekst, er interessante at kigge på, men som ikke ville være kommet med, hvis Teddy Petersen ikke havde fået mig overtalt til at droppe ideen om blød indbinding, og hvis Flemming Sørensen ikke havde smidt mine første forslag ud.
På den måde var selve udarbejdelsen af bogen også en lærerig oplevelse for mig. Jeg lærte en hel del om bogproduktion og forlagsvirksomhed, og jeg fik sandelig også ind imellem "nogen på hatten", så mit billedsyn undervejs udviklede sig og i dag er helt anderledes, end det var, da denne - min første fotobog - blev til.
Det var en lille, indtil nu ”ufortalt beretning” fra bogens tilblivelse. En slags pausebillede inden jeg går videre med offentliggørelsen som e-bog her på hjemmesiden af næste afsnit af bogen. Denne gang om Israel-Palæstinakonflikten.
* * *
Forgående afsnit -- Næste afsnit
”Ufortalt…” som e-bog
Hvis du vil se en oversigt over alle de afsnit af ”Untold Stories: Billeder og beretninger om Mellemøsten”, som indtil videre er blevet offentliggjort her på hjemmesiden, så kan du finde den ved at klikke her. Listen bliver løbende opdateret.
Tilføj kommentar
3 Kommentarer:
