Ufortalte beretninger 11:

Selvopført ghetto eller religiøst frilandsmuseum?

 
 
At vandre rundt i de ultra-ortodokses kvarter Mea Shearim i Jerusalem er som at have indløst billet til et frilandsmuseum for, hvordan der så ud i sen-middelalderens jødiske ghettoer i Øst- og Centraleuropa.

Oplysningstiden var en spirituel naturkatastrofe. Åndelig gudsbespottelse, mente mange. Videnskaben fratog religionen monopolet på at forklare eksistensens mysterium. Menneskets ånd tog over fra troen og frygten for Gud. Dog ikke hos de ultra-ortodokse jøder – eller haredim, de gudfrygtige, som de kalder sig selv på hebraisk. De holdt fast i den middelalderlige levevis og overtro.
 
Det er ikke bare deres frygt for Gud, de holder fast i, også deres klædedragt, som grundlæggende intet har med jødedommen at gøre. Den sorte filthat og lange kaftanfrakke, som på ingen måde er praktisk i det mellemøstligre klima, var statstøjet i den sene middelalders Øst- og Centraleuropa. Klædedragten deler de ultra-ortodokse jøder med den fundamentalistisk-kristne Amish sekt i USA, som på samme måde frøs fast i før-Oplysningstidstilstanden af frygt for fremskridtet og den udfordring af Gud og troen, som selvstændig tænkning kunne føre til.

 

 
 
 

En spadseretur igennem de ultra-ortodokses kvarter – Mea Shearim – i Jerusalem er som en tur igennem et frilandsmuseum eller et naturreservat, der har bevaret eller snarere fastfrosset en kultur, som den tog sig ud i 1700-tallets jødiske ghettoer i Østeuropa.








 

 
 
 
 

De mest yderligtgående blandt de ultra-ortodokse – for internt iblandt dem selv er der nemlig også grader af, hvor ultra man kan være, når man er ultra-ortodoks – bruger hverken radio, aviser eller computere, så deres interne debatter eller snarere skænderier foregår på plakater, der klæbes op på væggene i deres bydel. Når skænderierne er hedest, trykkes der nye plakater hver eneste aften. Når man har set udtalelser fra den rabbiner, man ikke kan lide, så skaffer man sin egen rabbiners reaktion, som derefter straks trykkes og klæbes op i løbet af natten… naturligvis til den anden gruppes udtalte forargelse næste dag. 
 
Derfor udkæmpes der herinde i Mea Shearim en krig på plakater. Lange tekstrige plakater, som flere steder totalt dækker væggene i tykke lag. Her er der i bogstaveligste forstand tale om ”skriften på væggen”.
 

 
 
 

Ofte oplever man også, at de ultra-ortodokse ikke vil fotograferes. Mange tager filthatten af og dækker ansigtet, når de ser et fotografiapparat. Alligevel har den lokale rammemand i bydelen udstillet en stak af indrammede portrætter af en lang række af de ultra-ortodokses mest fremtrædende og respekterede rabbinere. Så billedforbuddet fortolkes tilsyneladende også lidt som vinden blæser.
 
* * * 
 
Forgående afsnit -- Næste afsnit




 
 
 

”Ufortalt…” som e-bog
Hvis du vil se en oversigt over alle de afsnit af ”Untold Stories: Billeder og beretninger om Mellemøsten”, som indtil videre er blevet offentliggjort her på hjemmesiden, så kan du finde den ved at klikke her. Listen bliver løbende opdateret.
 
Tilføj kommentar