Kunstnere i Kairo:

Rapport fra den kunstneriske ø i det egyptiske hav

KAIRO (20.04.2013): Der er afgang hele tiden. Overfarten tager fem minutter, og koster næsten en hel krone. Selvom vi stadigvæk er lige midt i Kairo, så skal vi med den håndtrukne færge over en lille kanal, for at komme ud at besøge den egyptiske kunstner Mohamed Abla. Han har søgt tilflugt ude på den lille ø Korsaya. Med den støjende metropol i det mindste en lille smule på afstand og omgivet af grønne marker, med naboer som er bønder med et endnu mere sindigt og roligt tilbagelænet arbejdstempo end ovre i storbyen, får han den arbejdsro, han har behov for.

 
 
Den håndtrukne færge over til Mohamed Ablas stille, rolige refugium midt i Kairo.

Men, når man, som jeg gør i disse dage, besøger et udvalg af de bedste af disse egyptiske kunstnere, så får man også på fornemmelsen, at de ikke bare, som i Mohamed Ablas tilfælde bor på en ø for at få arbejdsro, men at de alle sammen, i hvert fald de af dem, der har en kritisk tilgang til tingene, gør det, fordi det egyptiske samfund ikke ønsker deres bidrag, og ikke formår at værdsætte det, kunstnerne har at byde på. Og var det ikke fordi kunstnerne loyalt hjælper hinanden, så ville de ikke hver især bare bo på en lille ø hver for sig, det ville være tvunget ud på en mental øde ø.

Det første maleri, jeg falder over, da jeg træder ind af døren til det lille egyptiske bondehus omgivet af træer og kaktus er et kollageagtigt billede med blandt andet tidligere præsident Anwar Sadat og noget der mest af alt ligner en vittighedstegning, hvor en amerikansk onkel Sam peger på det israelske flag og siger til en araber: ”Det er ikke nok at du gør honnør for det israelske flag, du skal også kysse hans støvler”.

 
 
Sadat og freden med Israel. Mohamed Abla.

Mohamed Abla er en politisk kunstner, og det har han altid været. Politik inficerer al hans tænkning, og kunst al hans politiske tænkning. På den måde er han som mange kunstnere både uendelig følsom og klart opfattende for det, der rører sig iblandt folket, og utrolig naiv i forhold til hvad politik i den virkelige verden er for noget.

Jeg geråder straks ud i en diskussion med Mohamed om maleriets budskab, hvad han mener om Sadat, krig og fred, Israel og palæstinenserne, Egyptens og USA's rolle og så videre. Den skal jeg ikke trætte med her, for det er det, jeg skriver om utallige andre steder på hjemmesiden. Men det er ikke nogen underdrivelse, at Mohamed ikke er særlig begejstret for hverken Israel

 
 
Kunstmaleres paletter er næsten altid et lille abstrakt kunstværk i sig selv.
eller USA's indflydelse i Mellemøsten, eller den rolle han mener, araberne har fået.

Mohamed Abla er en af de egyptiske kunstnere, der har været aktiv i over 30 år, og har været igennem en lang række kunstneriske faser og perioder. Alligevel er han ikke en almindelig kendt kunstner. End ikke her i Egypten. Og udenfor landets grænser er det kun en lille kreds af kunstkendere med særlig interesse for den arabiske verden, der ved, hvem han er.

I Mohamed Abla’s atelier er der stablet malerier op langs alle væggene. Selv går han rundt i korte bukser og undertrøje.

I et land hvor mange kunstnere klager over manglende uddannelsesmuligheder og andre faciliteter, så har Mohamed Abla i mange år været sit eget en-mands-kunstakademi så at sige. Han tager unge, talentfulde kunstnere under sin vinge og uddanner dem.

”Vores lille kunstnerverden her i Egypten er som en kæde. Det ene led holder det næste og tilsammen holder de hele kæden oppe. Sørger man ikke for, at der hele tiden kommer nye led til, så falder hele kæden sammen. Så det er en del af det, der holder mig selv i live, at jeg er med til at uddanne en ny generation af egyptiske kunstnere”, svarer Mohamed med et stort smil.

”Jeg får selv ny energi ved at uddanne de unge. De sørger også for, at jeg forbliver i kontakt med den moderne verden, så for mig er det et personligt behov, jeg på den måde får opfyldt.”

 
 
Mohamed Abla.

Ikke alt er dog politisk på den ligefremme, direkte facon. For eksempel har Mohamed Abla en udstilling kørende i Kairo for tiden, som udelukkende består af landskabsmalerier. Men selv dem har han en politisk bagtanke med.

”Egypten har en masser af problemer, som ikke kan løses hurtigt nu og her. Det kommer ikke til at ske i min generation, men måske får den nye generation lov til at opleve det. Men for at de skal gøre det, skal de kende deres land og lære at elske dets skønhed og dets natur. Og mange af de unge kommer ikke ud af byen”, slår han fast.

”Mange sagde forbavset til mig: ”Wow, er det virkelig Egypten? Det vidste vi ikke”, fortæller han. ”Her i Egypten har vi slet ikke haft den guldalder og romantiske periode, hvor kunstnere udforskede naturen. Vi spang direkte ind i ekspressionismen. Blandt andet fordi vi i Egypten først fik vores første kunstskole i 1909, og den var befolket med en lærestab fra Europa, som underviste efter deres tradition og det, der var oppe i tiden i Europa på det tidspunkt”, forklarer han.

 
 
Organiseret rod på den kunstneriske ø.

Selvom kunst ikke skal være alt for tydelig gennemsyret at politik, så er alt politik. Også kunsten. Endog selvom kunstneren ikke nødvendigvis forsøger på det, men den indgår altid i en virkelighed og derfor også i en politisk virkelighed. Kunsten er en kommentar til virkeligheden. Et spørgsmålstegn.

”For mig er politik afgørende i kunsten. Det ligger altid i baggrunden”, siger Mohamed. ”Landskaber kan, som jeg sagde, også være e politisk kommentar, selvom det ikke umiddelbart fremgår.”

”Fred for eksempel… fred som ikke støttes af kunsten,

 
 
Mohamed Abla i sit atelier med maleriet af fire af de søjler det egyptiske samfund bygger på: Bureaukraten, imamen, moderen og militæret.
bliver en kold fred. En kold fred er ikke en rigtig fred”, siger han.

”Men er en kold fred ikke bedre end en rigtig krig”, forsøger jeg, men det er Mohamed ikke helt sikker på, at han er enig i. På den anden side vil han heller ikke argumentere for krigen.

”Lige inden revolutionen lavede jeg en udstilling, som jeg kaldte ”Faling City” – ”Den styrtende ny”. Som Babelstårnet, som styrtede i grus, fordi folk ikke var i stand til at kommunikere med hinanden. Hvis vi ikke passer på, så styrter det i grus. Det skrev jeg naturligvis om i kataloget.”

”Malerierne var egyptiske huse. Almindelige bygninger, som vi ser dem overalt i Kairo, men bygget ovenpå hinanden som tårne, der strakte sig op imod himlen, og de endte jo med at blive en kommentar til den egyptiske revolution, der kort tid senere brød ud”, siger Mohamed Abla.

 
 
Med revolutionen er betonvægge blevet lærred for kunstnerne.


* * *

En af de unge egyptiske kunstnere, som Mohamed Abla har hjulpet på vej og dyrket, er Hany Rashed. Det er et halvt års tid siden, jeg sidst har besøgt Hany, og jeg bliver en smule overrasket, da det er en kvindestemme, der svare på den anden side af døren, efter jeg har banket på. Er han mon flyttet sammen med en pige i mellemtiden? Eller er han blevet gift?

Da døren går op, afsløre den smilende, trinde, lille, runde kvindes alder, at det nok ikke er tilfældet. Det viser sig at være hans mor, som er semi-flyttet ind, fordi han yngre søster netop er blevet gift og er flyttet ud af moderens lejlighed, hvorefter den venlige kvinde på bedste mellemøstlige manér har kastet sin moderlige omsorg over Hany, og næsten er flyttet ind hos ham.

Hans atelier, som også er hans bolig, er normalt et kæmpemæssigt, kreativt, kunstnerisk kaos. (Sådan omtaler jeg det kun, fordi mit eget arbejdsværelse er ordnet efter samme rodede princip). Nu er der ryddet helt op. Der er plads. Der står ikke malerier alle vegne. Intet ligger på gulvet, og man kan sidde på stolene. Og endnu mere underligt: Der hænger ikke et halvfærdigt maleri ovre på væggen, hvor han normalt står og maler.

Hvad er der sket? Er det resultatet af at moderen er rykket ind?

 
 
Hany Rashed i sit atelier.

”Nej”, siger Hany, da han dukker op efter et besøg hos købmanden. Han er kørt lidt træt. Landets uendelige krise er ved at slide ham op. På det seneste har han ikke lavet nye malerier. Han føler sig tom. Revolutionen har ikke løst landets problemer. Blot skabt nye. Han har svært ved at se, hvad han efterhånden kan bidrage med.

I stedet har han kastet sig over de sociale medier. I særdeleshed Facebook.

”Jeg vil gerne fokusere lidt på kunst på nettet”, siger han. ”Det giver mulighed for en udveksling af ideer, billeder, kommentarer og gensidigt udvikler hinanden og inspirerer. Alle bidrager med digital kunst og affotograferede malerier eller kollager. Det er interessant”, mener han.

”Inden revolutionen var det næsten kun kunstnere, der brugte Facebook. Men så kom ”We are all Khaled Said” (en unge aktivist i Alexandria, som blev tævet ihjel i en fængselscelle af politiet, hvilket var noget af det, der udløste revolutionen), og så var alle unge lige pludselig på Facebook.”

 
 
Hany rashed med billedekommentaren om de unge, der fik skudt øjnene ud af militærets snigskytter.

”Nu har alle en Facebook-profil. Nettet er fuldt af fotos og billeder. Jeg ser videoer og kunst, jeg aldrig har set før. Det materiale tager jeg ud, arbejder videre med det, giver det min egen kommentar og vinkel og loader det op igen. Det har i øjeblikket en langt større effekt, end noget, jeg maler”, mener han.

Han har udover sin egen personlige Facebook-profil også lige lavet en Facebook-side, som hedder Comtemporary Art, som er et blomstrende forum for digitale kunstnere og andre fra Egypten og hele resten af verden med mere end 75.000 besøgende.

”Jeg tager for eksempel billeder af internationale ledere, som jeg gør grin med, også fordi folk her i Egypten kan se, at det ikke kun er Mohammed Mursi, jeg latterliggør. Det er somme tider nødvendigt, for at de ikke skal lukke sig af for det, man laver. Det fører så til, at andre også laver noget, og sender det ind til siden, som nu har sit eget liv.”

Med til fortællingen skal også, at Hany, som ellers er en meget politisk engageret kunstner, og sidste gang, jeg mødte ham, lavede det ene kunstværk efter det andet, som var en kommentar til opbruddet omkring ham ude i Kairos gader, er kørt sur i en revolution, som han end ikke længere er sikker på, er en revolution. Situationen er så deprimerende, at den har drænet ham for kunstnerisk energi.

”Jeg har en udstilling på vej i Den arabiske Golf i sensommeren, derfor har jeg flyttet de fleste af mine billeder, som skal pakkes ned, over i en anden lejlighed. Men jeg er ikke gået i gang med noget nyt. Jeg bruger i øjeblikket det meste af min tid med de sociale medier på internettet”, indrømmer han.

 
 
Overalt i Hany's atelier er der små grupper af egyptere, der står og snakker eller venter. Se dem også på hans Facebook-side.

”Tiden er svær”, siger Hany Rashed. ”Det ser ud til at domstolen kunne finde på at løslade Hosni Mubarak. Og selvom vi har haft en revolution, så er situationen nu næsten værre, end den var under Mubarak inden revolutionen.”

”Den gang var der Hosni Mubarak og hans system imod forket. Nu er der præsident Mohammed Mursi, hans system og en del af folket imod resten af folket. Det er deprimerende. Det er svært at forholde sig til i kunst. Der er tværtimod noget, der har fået mange kunstnere til at stå af. Holde op med at arbejde”, siger Hany Rashed.


* * *

Senere på dagen er vi ude for at spise traditionel egyptisk mad på restauranten Abu Sid på Zamalek. Det er tydeligt, at Mohamed er Hany’s gamle læremester og mentor. Der er et varmt venskab mellem de to kunstnere. De tilhører ligesom den samme stamme af kunstneriske øboere, som ved, at de kun kan overleve ved at stå sammen, for det egyptiske regime ville hellere have nogen, der lavede pynt til regeringskontorerne, prægtige patriotiske statuer til byens torve eller ufarlig islamisk kalligrafi til styrkelse af de troendes moral.

 
 
Skriften på væggen er blevet revolutionens kunstneriske udtryk.

Men uden broer og ”færgeforbindelser” til omverdenen er de på ingen måde. I særdeleshed har mange egyptiske kunstnere taget internettet og de muligheder det giver til sig. De sociale mediers muligheder blev klare for alle under revolutionen. Nu benytter kunstnerne sig af dem.

Hany fortæller Mohamed om sin nye forelskelse i Facebook, og det kunstnerkollektiv og engagerede internationale publikum, han er kommet i kontakt med der. På deres I-Pads browser de rundt og joker de om Hany’s nye passion, hans Facebook-side om samtidskunst.

Undervejs taler vi om dansk kunst, og nævner blandt andet Asger Jorn, som Mohamed godt kender, men det gør unge Hany ikke, hvilket får Mohamed til at kaste sig ud i en længere foredrag om Cobra-gruppen, så hans unge protegé kan få dækket hullerne i sin kunstneriske dannelse.

”Cobra er en sammentrækning af forbogstaverne af Copenhagen, Bruxelles og Amsterdam, hvor medlemmerne af gruppen kom fra”, forklarer Mohammed. ”Det var en eksperimentel abstrakt ekspressiv stil, som tog udgangspunkt i surrealismen.”

Sådan!

Man spørger sig selv, hvor mange danske kunstnere, der kunne hjælpe hinanden på vej i deres viden om arabisk kunst?!? Så selvom kunstnerne hernede måske nok er blevet lidt isolerede på deres små øer, så har de forbindelse til verden udenfor, og deres udsyn er bredt, og appetitten for at blive inspireret, opleve og lære, umættelig. Det får man utrolig stor respekt for.

 
 
Mohamed Abla med et lille udsnit af sin produktion.

De egyptiske kunstnere er en fantastisk utappet ressource, som ikke bare, hvis de en dag gives muligheder for frit at udfolde sig, kan blive en fantastisk styrke for deres folk og samfund, deres situation er desværre også sørgelig symptomatisk for et samfund, der fattigt som det er, blandt andet på grund af sine religiøse sensibiliteter, fastfrosne autokratiske tankegang og forankring i fordums traditioner, ikke formår at dyrke og udnytte sine egne umådelige menneskelige ressourcer.

Kunstnerne er bare et eksempel. Kvinderne er et andet... og man kunne blive ved.


* * *

Mohamed Abla’s Facebook-side.

Hany Rashed’s Facebook-side.

Og her er Hany's side - Contemporary Art.

Til slut en artikel om Hany Rashed skrevet af danske Marie Larsen, som også var den, der første gang satte mig i forbindelse med den egyptiske kunstner.

Se også Maries blog om Egypten. Her er masser af artikler om egyptisk kunst.



Læs de øvrige artikler, der kom ud af min efteruddannelsesrejse til Egypten for at lære om kunst og kultur i kølvandet på Den Egyptiske Revolution:

Besøg hos den egyptiske kunstner Khaled Hafez: ”Jeg hader politisk korrekthed”.

Introduktionen til en ny bog, der er på vej, om revolutionens kunst: ”Opbruddets graffiti set fra elfenbenstårnet”.

En af mine britiske kollegers artikel om noget af revolutionens kunst: ”Dekaffineret kunst i Kairos gader”.

Mødet med Mohamed Abla og Hany Rashed: ”Rapport fra den kunstneriske ø i det egyptiske hav”.

Mødet med den egyptiske vice-kulturminister: ”Ministeriet for Ingen-som-helst-kultur”.

Frygtløse kulturaktivister i Kairo: ”Frihedens kulturelle frontlinje”.

 


 
Tilføj kommentar