Frygtløse kulturaktivister i Kairo:

Frihedens kulturelle frontlinje

Tamer el-Sair i et af Cinematequets redigeringsrum, hvor han er ved at færdiggøre sin egen film.
Tamer el-Sair i et af Cinematequets redigeringsrum, hvor han er ved at færdiggøre sin egen film.

KAIRO (16.04.2013): Er der overhovedet ikke noget, der har ændret sig, som resultat af den egyptiske revolution? Det spørger man fra tid til anden sig selv om her i Kairo.

Jeg er tilbage i den egyptiske hovedstad igen. Denne gang ikke for at rapportere… ikke til TV2 i hvert fald. Jeg gør det jo fortsat en lille smule her til min hjemmeside. Denne gang er jeg her for at deltage i et kulturseminar, og da de par indslag, jeg ellers havde planlagt at lave, pludselig ikke lod sig gøre, valgte TV2 at sende mig af sted alligevel, og i stedet betragte turen som efteruddannelse.

 
 
Samia Mehrez, professor i arabisk litteratur

Fantastisk. Dejligt. Sikke en luksus. Sikkert også på tide. Jeg har nu været ansat på TV2 i mere end 25 år, og det er min første efteruddannelse.

Men tilbage til den virkelighed der møder mig hernede. Noget synes ikke at have ændret sig. Man kunne næsten sige, at det ligner en arabisk konstant, som borgerkrige, omvæltninger og revolutioner – indtil videre i hvert fald – ikke har ændret så meget på, som man måske skulle tro.

Myndighederne er stadigvæk rådne, inkompetente, magtliderlige og tilsyneladende inderligt uinteresserede i sin begen efolknings velfærd. Nogenlunde som de altid har været. Det er øjensynligt en karakterbrist uanset om regimet er et forklædt militærdiktatur under en præsident Mubarak, eller om det er et islamisk styre under en Mohammed Mursi fra Det Muslimske Broderskab. Om de - islamisterne - også ender med at bliver lige så korrupte, som Mubarak-styret var det, må vi vente på at se. Nogle af de kritiske kulturaktivister og andre, som jeg har talt med det seneste døgns tid, mener at det allerede er bevist – at visse fremtrædende medlemmer af det regerende Muslimske Broderskab har skrabet lige så meget til sig, som magthaverne også gjorde det i Mubarak-tiden.

Har intet så overhovedet ændret sig? Er et militærdiktatur blot blevet skiftet ud med et islamisk et af slagsen? Er der overhovedet intet ændret?

”Jo, det er der”, siger Samia Mehrez, som er professor i moderne arabisk litteratur ved Det Amerikanske Universitet i Kairo, ”blot ikke hos myndighederne.”

 
 
Man kommer hurtigere frem i kørestol i den egyptiske trafik.

”Det er rigtig nok, at omvæltningerne kun har installeret et nyt rædselsfuldt regime, og at kritikken af det er nøjagtig den samme som kritikken af det tidligere, fordi de to er meget ens. Men mens regimet måske bare har ændret farve men ikke rigtig indhold, så har befolkningen forandret sig nok så dramatisk endda”, siger hun.

Derfor vender Egypten ikke helt tilbage til den virkelighed, der eksisterede under præsident Mubarak, for det vil befolkningen ikke tillade. Denne forandring har, selvom den måske nok ikke er identisk i alle lag og alle dele af Egypten, sat sine spor også i landbefolkningen og ikke bare i den uddannede by-middelkasse, mener hun, og giver et eksempel fra en enkelt udflugt hun har haft med nogle veninder til en landsby i Øvre Egypten som eksempel. Her lykkedes det hende at inspirere nogle unge til at råbe oppositionelle slagord.

Jeg er måske ikke helt sikker på, at jeg selv er enig med hende. Jeg ser det mere som en egyptisk intellektuel og økonomisk overklasses naive håb om at deres fremtidsdrøm deles af et fattigt, underuddannet befolkningsflertal, som de selv kender meget lidt til, og en enkelt venindetur ud på landet vidner ikke om den store folkelige berøringsflade.

Der er ganske vist sket forandringer i landbefolkningens holdninger og selvforståelse, det vil jeg gerne medgive hende, men efter min mening ikke i retning af den samme kritik af det nye regime, som den der kommer fra den uddannede middelklasse i byerne. Tværtimod mener mange ude på landet, at Det Muslimske Broderskab har vundet et frit og demokratisk valg ærligt og redeligt, og partiet og præsidenten derfor har fået mandat til at regere, hvilket mange ude på landet mener, at regeringen bare skal gøre. Men det forsøger en mavesur sekulære opposition på unfair vis at sabotere og forhindre dem i.

Så der er sket ændringer. Dog ikke alle i oppositionens favør. Men folk har fået meninger, og de er ikke bange for at give udtryk for dem. Kæmpe for dem. Alene den frygtløshed er ny.

”Folk er begyndt at udfordre myndighederne med langt mindre frygt end tidligere. Både i form af egentlige protester og demonstrationer, men også som en måde at bevare en vis form for stolthed, værdighed og selvrespekt på i en håbløs og helt igennem trist hverdag”, siger Samia.

Myndighederne forsøger desperat at bevare kontrollen over det offentlige rum og meningsdannelse, men det tillader befolkningen ikke, og i den sammenhæng er det befolkningen, der sætter grænserne.

”Trods myndighedernes forsøg på at intimidere folk, så har de vist, at de ikke lader sig styre. De indtager uforfærdet gader og pladser, og protesterne får ofte et skær af gøgl og karneval, som er en særlig egyptisk måde at feste og markere særlige begivenheder på.”, siger hun, og så lige et direkte citat fra notesbogen.

”De protesterende har transformeret den egyptiske karnevalesque massekultur til en revolutionær virkelighed. Brugt et gennemprøvet folkeligt redskab i en revolutionær kamp”, forklarer professor Samia Mehrez, i et oplæg er tilstræbt kompliceret og overakademisk (jeg har i mine citater her på hjemmesiden – med undtagelse af dette – forsøgt at gøre hende lidt mere læsbar), hvilket blot øger min opfattelse af at hendes fornemmelser for, hvad der rører sig i folkesjælen ude i de egyptiske landdistrikter næppe er hendes stærke side, selvom hun påstår det modsatte.

 
 
Den egyptiske økonomi er på falittens rand. Der er tiggere alle vegne. Så mange at ingen ser dem.

Udover konklusionen om at meget er forblevet det samme i forhold til den måde landet regeres på, mens befolkningen uigenkaldeligt har forandret sig og har opdaget sin magt, så var den eneste anden interessante konklusion fra den egyptiske professor, at det, der sker lige nu, måske slet ikke er så dårligt endda.

”At Det Muslimske Broderskab er kommet til magten er efter min mening det bedste, der er sket for Egypten”, svarede professor Samia Mehrez på et spørgsmål. ”For dermed bliver myten om Brodreskabet dekonstrueret. Deres myte om at de selv er ofre, bliver dekonstrueret. Myten om at ”Islam er svaret” bliver dekonstrueret. Det samme bliver myten om ”An Nahda” den islamiske renæssance, og det er godt. Det kan næsten ikke være bedre”, siger hun.

Deri er jeg totalt enig.


* * *


Efter morgenens foredrag i de civiliserede, skandinavisk designede, airkonditionerede omgivelser af Det Dansk-Egyptiske Dialog-Institut (DEDI) – som jeg vil skrive om ved en senere lejlighed – gik turen i minibus igennem Kairos mareridtsagtige trafik til et græsrods-kulturprojekt i en anden del af byen. Egentlig ikke så langt borte, men i Kairo er alt en evighed væk, hvis man forsøger at nå frem til det i bil. ”Trafik” er sikkert også det forkerte ord, for det antyder noget, der er i bevægelse. Måske endog noget, der bevæger sig så hurtigt, at det kan være farligt, og man kan komme til skade ved en ulykke. I Kairo synes den eneste fare i trafikken at være, at man dør af alderdom, inden man når frem.

Selv en handikappet mand i kørestol ude på gaden kommer langt hurtigere frem i den egyptiske hovedstads trafik end vi danske journalister med fuld førlighed gør i vores mini-bus.

Det korte af det lange er, at vi, efter at have bevæget os 20 meter fremad på en halv time valgte at begive os videre til fods, hvilket slet ikke er nogen dårlig ide, for så møder man en smule af det virkelige Egypten. Det Egypten som ikke går til kunstudstillinger, læser litteratur, oplever operaens premiereforestillinger eller har noget særligt forhold til den skulpturelle kunst.

 
 
Saftevandssælgeren. Her arbejder alle, selvom dagslønnen sikkert ikke er stor.

Vi var kun lige steget ud af bilen, lige ved siden af Journalistsyndikatets (det lokale journalistforbund) pompøse, paladsagtige hovedkvarter med usmagelige søjleimitationer og totalitær arkitektur, hvilket også siger noget om Egypten, da vi falder over den første tigger. En ældre, furet, udtæret kvinde uden tænder, som sidder på jorden. Ingen opdager hende. Hun falder, som alle de andre tiggere på vores vej, totalt i med tapetet. De er en helt naturlig del af det egyptiske bybillede. Nogen der givetvis vil blive mange flere af, hvis der ikke snart gøres noget ved landets katastrofale økonomi.

Ovre på den anden side af gaden står en højtråbende læskedrikssælger. Hans flotte trækvogn med de store skinnende beholdere, der indeholder saftevandet, er også en fast del af det kairenske gadebillede. Jeg drikker af princip ikke saftevandet, fordi min mave gerne skal holde ugen ud, men jeg elsker disse små trækvognsforretninger, der udover at være ganske fotogene, også er et billede på disse stolte, almindelige egyptere, som klarer sig uden den ikke-eksisterende socialhjælp, overførselsindkomst eller hvad vi for tiden kalder det i Danmark. Her arbejder man ligegyldigt hvad.  Både fordi der ikke er noget alternativ. Men også fordi folk hernede har stolthed og selvrespekt.

Længere fremme begynder trafikkaosset at give mening: Det egyptiske politi er rykket ud for at dirigere trafikken. Så er det klart, at det hele går galt. Endnu et fantastisk illustrativt eksempel på den egyptiske virkelighed. Så længe politiet blot holder sig i ro, så glider det. Ikke hurtigt, ikke uden problemer, ikke uden kaos, men det glider. Forsøger politiet at lege politi, så går alt i stå. På nøjagtig samme måde, som når myndighederne spiller myndigheder, og regeringen regering. Egypterne har langt større talent og erfaring med selv at få tingene til at fungere end myndighederne, som heller ikke har vist nogen stor interesse for det. Forholder myndighederne sig blot passive på sidelinjen og undlader at obstruere så fungere langt mere, end man skulle tro.

 
 
Synagogen, hvor der ikke længere er jøder. Til gengæld må den beskyttes imod angreb.

På den måde var trafikproppen – som er en glimrende betegnelse for gadebilledet i Kairo – en gave for gruppen af danske journalister, som blot ved en 15 minutters gåtur igennem hovedstadens gader, kunne lære ganske meget om tingenes sande tilstand i den arabiske verdens vigtigste nation.

Målet for vores udflugt er en slidt, nedkørt bygning ved siden af Shaar Ha'Shamayim-synagogen, en af den egyptiske hovedstads spøgelsesagtigt tomme synagoger, der vidner om, at det her en gang også var en blomstrende jødisk metropol. Det er det ikke mere. I 1930'erne var her 80.000 jøder, nu er der under 100 tilbage. De egyptiske jøder er stort set alle immigreret til Israel og Vesten, og de få, der er tilbage, er alle sammen højt oppe i årene. Trossamfundets gamle kvindelige formand, Carmen Weinstein, afgik i lørdags ved døden, og det gør resten af den egyptiske jødedom også snart.

De mange sværtbevæbnede politifolk, der omgiver synagogebygningen vidner om, at noget jødisk i den her del af verden – uanset hvor gammelt og originalt det end måtte være (og der var jøder i det her land mange hundrede år inde der kom muslimer) – alligevel ikke accepteres helt i den fredelige, harmoniske sameksistens’ ånd, som mange arabiske muslimer ellers altid påstår, når det er det, diskussionen handler om.

Antisemitisme er en fast følgesvend for de egyptiske jøder. Selv de ganske få, der er tilbage. Og, når det her nu er et kulturseminar, jeg er på, så lige en litterær sidebemærkning: Man kan købe massevis af gamle, klassiske antisemitiske bøger i de fleste egyptiske boghandlere fra Zions Viises Protokoller, til Talmud og dens Løgne og for den sags skyld er Adolf Hitlers Mein Kampf også som regel at finde.

Men det er en anden historie, som jeg kan komme tilbage til ved en anden lejlighed.

 
 
Trappeopgangen i smuk Art Deco-stil.


* * *


Elevatoren i det hus, som var målet for vores udflugt, er ikke særlig stor, og af misforstået galant mandighed, begynder jeg at kravle op af trapperne, så kvinderne kan køre op. Ingen havde fortalt mig, at mediekollektivet, vi skulle besøge, lå på 7. sal. Men selvom kravleturen op, var lidt af en strabads, så gav den mulighed for at nyde – og fotografere – en lille arkitektonisk perle.

Huset kunne have været kulissen til Ala Alaswany’s bog ”Yacoubians Hus”, blot var det sikkert bygget et årti for sent. Denne her bygning, som var i en sørgelig forfatning, stammede sikkert fra 30’erne eller 40’erne, og havde været – og kan sikkert blive det igen – et smukt eksempel på tidens Art Deco eller Jugend Stil. Funktionalistisk og alligevel med klassiske, tidstypiske gelændere, gangdøre og smedejernsgitre foran skakten til den franske elevator.

Alt dette skrevet blot for at få pusten tilbage, inden vi når op til Zero Productions, der er en af det nye Egyptens meget få helt uafhængige filmproducenter.

 
 
Hvis det blev sat i stand kunne huset være en arkitektonisk perle. Men forfaldet er et billede på Egypten: En storslået nation i totalt forfald.

Tamer el-Said er en ung filminstruktør, med en passende mængde lidende Welt Schmertz som det hører sig til hos en ung kunstner, der er velvidende om sit eget talent, og tynget af de forventninger, der er til ham, og de pludselige og uoverskuelige muligheder og fristelser, og efter hans egen mening også for hans kunstneriske uskyld potentielt korrumperende tilbud, som følger med at hans land pludselig er kommet i verdensopmærksomhedens centrum på grund af ”Det Arabiske Forår”. (Citationsteg fordi han som jeg er usikker på, hvor meget ”forår”, der er i det.) Tilbuddene om at producere revolutions-dokumentarer vælter ind, men han er ikke interesseret.

Egypten har en af verdens største filmindustrier. En mastodont i den arabiske verden, som nu dog i stigende grad er ved at komme under pres fra Indien, Libanon og Tyrkiet. Men kvaliteten af filmene er rsom oftest ystende dårlig.

”Jeg synes at mange egyptiske film er en hån. De er en hån imod filmkunsten, de er en hån imod håndværket, mod dem der producerer dem, og mest af alt er de en hån imod publikum”, siger Tamer el-Said.

Problemet er, at det er næsten umuligt for nogen, der ikke er godkendt og screenet af myndighederne at komme ind på markedet. Udover faglige syndikater, som er i lommen på myndighederne og censuren, så er hele det egyptiske filmmarked – produktion, distribution og biografer – ejet af en lille indspist og korrupt kreds med gode forbindelse til magthaverne.

80-90 procent af hele produktionsapparatet, studier, distribution og kæderne af biografsale rundt om i landet ejes af to store selskaber, som har nære forbindelser med hinanden. Et lille tredje selskab forsøger at holde fast i en lille flig af markedet, men producerer film på samme manér som de andre, for at komme igennem censuren og myndighedernes filtrering og godkendelsesprocedurer, fortæller Tamer.

 
 
Khalid Abdalla, som spillede hovedrollen i The Kiterunner, er også med i film-kollektivet.

Hans gode ven og partner, britisk-egyptiske Khalid Abdalla, som spillede hovedrollen i filmen ”The Kiterunner”, fortæller om, hvordan de under selve revolutionen nede på Tahrirpladsen oprettede Cinema Tahrir, hvor de indsamlede og viste film- og videoklip og fotografier, som aktivisterne og demonstranterne selv havde optaget, og som også blev lagt ud på YouTube. 

Hver aften var der forestillinger i Cinema Tahrir, og langsomt og støt voksede arkivet, så det nu er et blevet til et kæmpemæssigt audio-visuel arkiv, som dag for dag, time for time dokumenterer den omvæltning, der bliver en afgørende korsvej i Egyptens og måske hele den arabiske verdens historie.

Arkivet som er digitalt, stilles vederlagsfrit til rådighed for alle uafhængige dokumentarfilmproducenter og –instruktører, som vil benytte sig af det. Til gengæld forventes de også selv at bidrage til det med deres egne klip.

For at være i stand til at værne om deres kunstneriske frihed og uafhængighed har Tamer, Klahid og deres venner har startet ikke bare ét men flere film-, produktions- og redigeringskollektiver, som sammen er i gang at omdanne den tidligere prægtige, men sørgeligt forsømt ogbeboelsesejendom til et uafhængigt film-mekka for unge, alternative, talentfulde, kunstnerisk anlagte egyptere. De sætter selv lejlighed efter lejlighed i stand, og på rundturen i byggetomten blev vi forevist det, der en gang i fremtiden forhåbentlig bliver kimen til et egyptisk "Zentropa", men lige nu kun er en forslummet ruin af en ejendom fyldt af smukke drømme og en gruppe energiske, begavede unge mennesker med masser af kunstnerisk talent og ligeså meget gå-på-mod.

 
 
Tamer el-Said i byggetomten der en dag skal blive opfyldelsen af hans drøm: Et uafhængigt, kollektivt produktionsværksted for filmkunstnere.


* * *


Hvad er så konklusionen på denne første dag af vores kulturrundfart i Kairo – hvis der er nogen?

I hvert fald en af mine konklusioner, som jeg næsten altid drager i den her del af verden: Myndighederne er rådne og forfærdelige. Men man taber unægteligt sit hjerte til befolkningen, som er helt fantastisk.

Alene den måde mange almindelige egyptere – på trods af de besværligheder og forhindringer, som en talentløs og inkompetent regering hele tiden tæppebombarderer dem med, alligevel nærmest naturstridigt formår at opretholde eksistensen og endog leve med stolthed og i værdighed, er intet mindre end et under.

At de så også oveni købet formår at have et sejt, aktivt og tilsyneladende livskraftigt kunst- og kulturliv, som standhaftigt og nærmest i belejringstilstand og totalt uden kunst- og kulturstøtte, eksisterer, slås og ser sig selv som en vigtig, aktiv del af en revolutionær omvæltning, og skabelsen af et nyt samfund, er berusende og livsbekræftende.

Vi hører naturligvis klager. Men her – man fristes næsten til at sige i modsætning til i Danmark – forstår man, hvorfor de klager. Ikke bare får ikke de nogen offentlig støtte. De modarbejdes aktivt af myndighederne. Og alligevel eksisterer de. Og de eksisterer med det stolte selvværd, at de har noget vigtigt på hjertet, de vil ud med det, accepterer ikke diktater, og de er ikke hverken købt eller betalt af nogen.

 
 
Unge aktivister har allerede indtaget Cinemateque's faciliteter, selvom de endnu ikke er færdige.

Man tager hatten af for dem.

De kunstnere, jeg indtil videre har mødt, beder ikke om, at de vestlige lande kommer ind for at finansiere deres arbejde, så de kan hellige sig deres kunst, snarere tværtimod. De vil ikke omklamres af nogen og slet ikke af udenlandske myndigheder - hvor velmenende de end måtte være.

Det nærmeste, jeg indtil videre har hørt i retning af et ønske om udenlandske penge til kunst- og kulturaktiviteter på det her seminar, er, at flere godt kunne tænke sig en bedre uddannelse og træning af kunstnerne. Så oprettelsen af et kunstakademi med udenlandsk hjælp, eller invitationer til at komme ind på udenlandske akademier, værksteder, atelier eller kunstnerkollektiver for at blive bedre til sit kunstneriske håndværk, drømte flere om. Men det var også som om en alt for tæt omklamring af udenlandske donorer næsten blev opfattet som en fare eller i hvert fald en risiko for pres, som det ikke var værd at løbe.

Der blev også efterlyst gallerier, udstillingssteder, biografer og andet, som produktionerne kan præsenteres i. Told- og momsfritagelse og andre ting, blev også diskuteret. Men det var alt sammen ting, de selv skulle tilkæmpe sig i deres eget samfund.

 
 
D-Caf er et pressecenter til fri afbenyttelse for besøgende journalister, drevet af unge frivillige. Lejligheden har de fået til låns. Indretningen er lavet af unge frivillige designere, og aktivisterne hjælper de besøgende journalister få kontakt med egyptiske kunstnere. Den diametrale modsætning til myndighederne, der blokerer journalisters arbejde.

Der blev også grinet over et egyptisk kulturministerium, som i finansloven er tildelt 0,015% af budgettet. Det mindste i noget arabisk land og så lidt, at det kun lige har penge nok til at betale sine embedsmænds løn, men ikke til at give noget som helst til kulturen. Hvilket måske er meget godt, for mange af de ansatte ved intet om kunst og kultur, fik vi at vide. Nogle er endog direkte fjendtligt indstillede overfor alt kulturelt og kunstnerisk.

Filmkollektivet Zero Productions og Cinematequet for eksempel modtager af princip slet ikke statslig støtte fra nogen – hverken fra de egyptiske myndigheder eller ufra denlandske. De vil ikke miste deres uafhængighed. Alt det prisværdige arbejde, de laver, finansieres af private donationer. Og – vel at mærke – donationer der gives uden betingelser.

Interessant, smukt og anderledes. En anden måde at se den egyptiske revolution på. Fra kunstnernes og kulturaktivisternes side. Man bøjer sig i respekt, samtidig med at man – trods alle problemerne fra en regering som intet har fattet af, hvad frihed og demokrati betyder – bliver opfyldt af en optimisme. For med seje, standhaftige og kampberedte aktivister som dem her, skal revolutionen nok lykkes. Måske ikke i morgen, eller til næste år. Men med tiden. For disse mennesker har smagt friheden. De har selv kæmpet for den, og de skylder ikke nogen tak for det de har tilkæmpet sig.



Læs de øvrige artikler, der kom ud af min efteruddannelsesrejse til Egypten for at lære om kunst og kultur i kølvandet på Den Egyptiske Revolution:

Besøg hos den egyptiske kunstner Khaled Hafez: ”Jeg hader politisk korrekthed”.

Introduktionen til en ny bog, der er på vej, om revolutionens kunst: ”Opbruddets graffiti set fra elfenbenstårnet”.

En af mine britiske kollegers artikel om noget af revolutionens kunst: ”Dekaffineret kunst i Kairos gader”.

Mødet med Mohamed Abla og Hany Rashed: ”Rapport fra den kunstneriske ø i det egyptiske hav”.

Mødet med den egyptiske vice-kulturminister: ”Ministeriet for Ingen-som-helst-kultur”.

Frygtløse kulturaktivister i Kairo: ”Frihedens kulturelle frontlinje”.

 

 
Tilføj kommentar