I den jødiske udgave af De ti Bud står der, at man ikke må gøre noget billede af Gud, og da der i skabelsesberetningen også står, at Gud skabte Adam i sit eget billede, så er et fotografi af mennesker jo også indirekte et billede af Gud… og derfor helt forbudt!!!
Andre ultra-ortodokse jøder tager det lidt mere afslappet og har ingen problemer. Der er endog forretninger i det ultra-ortodokse kvarter Mea Shearim i Jerusalem, hvor man direkte kan købe flotte indrammede portrætter af nogle af de største ultra-ortodokse rabbinere, som man kan hænge op på sin væg derhjemme, hvis man altså er til den slags, så der er altså på ingen måde konsensus på området.
Man siger direkte, at ”er der to jøder, så er der tre meninger!”
Der er kort og godt aldrig enighed i jødedommen om noget som helst. Heller ikke om fotografering af mennesker er tilladeligt eller en hån imod Gud. Så som fotograf må man føle sig lidt frem.
Enhver der har taget et fotografiapparat frem i et af Jerusalems ultra-ortodokse boligområder vil vide, at det kan være en meget blandet fornøjelse. Man kan endog blive angrebet og jaget på flugt af vrede beboere, der føler sig overbegloet og udstillet som dyr i en zoologisk have. Men tit synes jeg, at det mest af alt handler om, hvordan man selv som fotograf griber tingene an.
I dag skulle jeg interviewe en af de mere militante og yderligtgående aktivister – og det siger ikke så lidt – i det ultra-ortodokse Mea Shearim-kvarter i Jerusalem. Min kameramand og jeg ankom lidt for tidligt, og Joel,
som manden hedder, var lidt sent på den med at nå hjem, så vi stod og ventede udenfor hans hus. Mea Shearim er et overbefolket slumkvarter med smalle gyder og krogede stræder. Man kan ikke gemme sig bort. Her er ganske enkelt ikke plads.Jeg lagde mine fotografiapparater og min taske op på en lav mur, og satte mig til at vente. Efter et par minutter samlede der sig en lille gruppe drenge, som lige var kommet hjem fra skole omkring os. Vi er simpelthen det mest spændende, der er hændt i den her del af kvarteret i ugevis.
Drengene er naturligvis interesseret i de teknisk udseende fotografiapparater, og jeg tager et af dem op,
og viser dem, hvordan de fungerer. Naturligvis udnytter jeg chancen til at tage et portræt af en af drengene, så de andre kan se, hvordan det fungerer.De synes naturligvis det er enormt spændende, og jeg lader dem få lov til at fotografere hinanden og mig med det ene kamera, mens jeg begynder at tage billeder af dem, med det andet, og vi har det pludselig sjovt sammen. Så sjovt, at det bliver et problem. Naboerne begynder at kigge ud. Og nabosladder er skidt i det her miljø.
Drengene mener, at det her kan blive et problem, men på den anden side er kameraet og fotografering
alligevel så sjovt, at de ikke kan lægge kameraet fra sig. Løsningen bliver, at vi går ind i den ene drengs hjem og venter, mens vi laver sjove grimasser (det er mest mig) og drengene fotograferer og lærer, hvordan kameraet fungerer.I masser af andre sammenhænge ville der have været en kulturel mur af mistro og skepsis imellem os. Vi kommer fra to forskellige verdener, og selvom vi begge bekender os til den samme religion, og næsten er naboer, så er der ikke meget i vores livssyn og levevis, der er fælles.
De synes, at jeg har solgt in sjæl til en moderne, vestlig, materialistisk livsstil uden Torah (De fem Mosebøger), uden Gud og uden noget håb for min syndige sjæl i den kommende verden. Jeg synes at de lever i frilandsmuseum, der mest viser hvordan jøder levede i Europas ghettoer for 300 år siden, men ellers ikke er fulgt med tiden. Alligevel er jeg interesseret i, hvad der sker i deres verden, og deres nysgerrighed bliver tydeligvis også pirret, når de pludselig via mig kan få et smugkig ind i min.
En halv times tid hygger vi os og har det sjovt sammen, mens vi fotograferer. Drengene kæmpede indbyrdes så meget med hinanden om, hvem der skal have lov til at fotografere, at de ikke rigtigt lyttede, når jeg forsøgte at fortælle dem lidt om fokus, eksponering og andet
teknisk.På min bærbare computer viser jeg dem nogle af de billeder, jeg tidligere har taget, og de stillede interesseret spørgsmål og grinede højt, når jeg viser dem billeder af andre ultra-ortodokse jøder.
Efter et stykke tid kommer Joel, som jeg skal interviewe, og drengene takker farvel og giver mig nødtvunget kameraet tilbage. Men vi aftaler, at jeg skal komme tilbage med printede papirudgaver af nogle af de billeder, vi har optaget, for de har ikke computere i deres hjem, for i det her samfund er informationsteknologi, internet og e-mails noget Fanden selv har skabt.
Men det giver mig en mulighed for at se drengene igen, give dem nogle fotografier, tage flere billeder af dem og sammen med dem, og lade dem lege lidt med mine kameraer. Jeg har planer om at købe et eller to små, billige point-and-shoot-apparater til dem, og få en aftale med deres forældre om, at drengene kan få lov til at bruge dem.
Det er sjovt, hvor begejstrede for fotografering, nogle af de mennesker kan blive, som ofte ikke selv vil fotograferes. De skal blot have lov til selv at lege lidt med et kamera, og blive bidt af dillen. Det er langt fra det første af den slags eksempler, jeg har oplevet, hvor
fotografiet har bygget bro mellem mig og mennesker, som en kulturel afgrund ellers på mange andre områder adskiller.Igennem den rammemand, som sætter mine fotografier i glas og ramme, har jeg nu også fået kontakt med en ultra-ortodoks mand, som selv er passioneret amatørfotograf og kommer på samme værksted. Jeg har endnu ikke mødt ham, men det vil jeg gøre, når jeg igen har lidt tid efter det israelske parlamentsvalg er overstået. Mit håb er, at jeg kan få bygget en bro over den afgrund, der adskiller os, at jeg kan bruge fotografiet til at skabe en dialog imellem os, og at jeg ved den lejlighed også kan få mulighed for at
fotografere lidt inde i en verden, som ellers ikke er så åben og gæstfri overfor mit kamera, som jeg gerne ville have haft.
* * *
Se eventuelt også mit netop uploadede fotogalleri "Tættere på Gud eller blot et friluftsmuseum?" med billeder fra det ultra-ortodokse samfund i Jerusalem og Israel.
* * *
Artiklen er skrevet til Selskabet for Dansk Fotografi's hjemmeside.