Egypten ved en korsvej:

Uvidenhed den største fjende

Øjnene drømmer om et liv et helt andet sted, hvor almindelige mennesker kan leve i værdighed og anstændighed. Sådan tolker jeg selv dette billede.
Øjnene drømmer om et liv et helt andet sted, hvor almindelige mennesker kan leve i værdighed og anstændighed. Sådan tolker jeg selv dette billede.

KAIRO (13.12.2012): De lever og bor helt bogstaveligt i skyggen af et af denne Verdens Syv Vidundere: Pyramiderne. Men deres eget hjem er en forslummet ruin. Sørgeligt som dette skue må synes på den udefrakommende, så deler al-Tuni-familien sin ulykkelige skæbne med en fantastisk stor del af resten af denne folkerige nations befolkning. Masser af mennesker i det her land lever i fattigdom og neglegt.

Jeg ved for lidt om det faraoniske Egypten til at have nogen kvalificeret mening om, hvordan myndighederne den gang behandlede sin befolkning, men igennem mit job som rejsende reporter i Mellemøsten har jeg i snart tre årtier fra første parket kunnet følge med i, hvordan nutidens egyptiske ledere har svigtet sine borgere, og stadigvæk gør det. Lige med undtagelse af de rige.

 
 
Det er gået ned ad bakke for Egypten. I skyggen af fortidens storhed finder vi nutidens misserable virkelighed.

Egypten er et kæmpeland. Rigt på gode, ordentlige, venlige mennesker, som blot i generationer er blevet ladt i stikken af deres ligeglade myndigheder, regeringer og præsidenter. Korrupte, inkompetente, kriminelt uduelige, er blot nogle af de mange, negative, men ret korrekt beskrivende betegnelser, der trænger sig på, når jeg skal forsøge at sætte ord på kvaliteten af myndighedernes præstationer. Et enormt myndighedssvigt som samtidig har banet vejen for, at religiøse fundamentalister kan ende med at få kontrollen med hele nationen.

Myndighedernes inkompetence og ligegyldighed overfor sine egne borgeres velfærd og behov, har efterladt et kæmpemæssigt tomrum af neglegt, som de muslimske fundamentalister med stor flid og dygtighed har fyldt ud. Har der manglet klinikker, skoler, fattighjælp, socialordninger eller andet, så er Det Muslimske Broderskab rykket ind med hjælp. Myndighedernes himmelråbende inkompetence giver islamisterne styrke.
 
I over 80 år har Det Muslimske Broderskab slidt og slæbt ude i landdistrikterne i Nildeltaet, i de fattige, støvede flækker i Øvre Egypten, i slumkvartererne i Kairo – overalt hvor der var lidende, svigtede, svage mennesker med behov for hjælp, og ulykkelige, svigtede mennesker er en af de få ting, som egyptiske ledelser har været storleverandører af. 

I stedet er islamisterne gladeligt trådt til, og det har betalt sig.

Nu høster islamisterne frugterne af deres indsats.

Nu efter det korrupte system er styrtet, kan det ikke komme som nogen overraskelse, at en meget stor del af de helt almindelige, fattige, uuddannede egyptere vælger at stemme, som Broderskabet fortæller dem, de skal stemme.

 
 
Khaled al-Tuni i døren til sit lille, faldefærdige hus, hvor hans søster og hendes tre børn nu også er flyttet ind. Her hjælper man hinanden, for myndighederne er ligeglade med landets fattige befolkning.

Torsdag - to dage inden egypterne går til første runde af folkeafstemningen om landets nye, kontroversielle forfatning – tager vi ud til Kairo-bydelen Giza. Helt ude ved pyramiderne er vi kommet i kontakt med en fattig familie, som lever af at passe nogle af de mange heste, som turister kan købe sig en ridetur på… det er naturligvis når der overhovedet er turister. Det er der bare ikke længere, og det har der ikke været, siden revolutionen begyndte.

”Vi er fattige og som så mange andre har vi heller ikke den store uddannelse, derfor kan det godt være, at vi ikke forstår alt det, der diskuteres i øjeblikket”, siger Khaled al-Tuni, der tidligere arbejdede som underbetalt staldknægt, men nu har været uden arbejde i halvandet år.

”Generelt tror vi på Mohammed Mursi. Han er en mand, man kan stole på. Og han bakkes op og får støtte af en række højt respekterede, fromme og gudfrygtige personligheder fra Det Muslimske Broderskab, som kun har vores velfærd på sinde. Derfor lytter vi naturligvis til ham.”

Vi skulle egentlig have talt med hans svoger, men han er blevet alvorligt syg, og ligger i et andet værelse i det rodede kompleks af hytter, huse og skure, i denne baggård, som øjensynlig i årtier har udviklet sig ved knopskydning omkring små gårdspladser og smalle gyder. I denne labyrint af huse bor en stor del af al-Tuni-familien. Brødre, søstre, fætre, kusiner og så videre. Alle kender hinanden i kvarteret og er på en eller anden måde relateret til hinanden. Det er en stor hjælp i et samfund, hvor man ikke kan forlade sig på et statsligt eller et kommunalt socialt sikkerhedsnet. Her hjælper man hinanden og sig selv.

 
 
Gårdspladsen som al-Tuni-familien bor omkring.

”Min svoger er meget syg, og har vi ikke penge. Ellers ville vi have taget ham på hospitalet, men det har vi ikke råd til. Derfor må han bare ligge og lide her i huset. Vi kan ikke hjælpe ham”, siger Khaled på en underlig jordnær, faktuel facon, for han har aldrig oplevet, at det kan være anderledes. Også sørgmodigt, fordi det ikke burde være sådan, og Khaled gerne ville gerne have kunnet hjælpe mere.

De eneste, der nogensinde har hjulpet familien, har været de lokale aktivister fra Broderskabet, og derfor er det også dem, han lytter til, når der om et par dage skal stemmes om den nye forfatning, som det stort set også er Det Muslimske Broderskab, der har udformet.

”Vi ved ganske vist ikke så meget om politik eller om hvad forfatningen indeholder, men vi stoler på Gud, så det skal nok gå. Broderskabet er gudfrygtige folk”, siger Khaled al-Tuni. ”De hjælper os hele tiden, og de siger, at det er en god forfatning. Det stoler jeg på. Hvorfor skulle de sige sådan, hvis det ikke var rigtigt? De har altid hjulpet os. Hvorfor skulle de lige pludselig ville os det ondt nu? Jeg stoler på dem. Siger de, at jeg skal stemme for forfatningen, så gør jeg det.”

På gulvet sidder hans søster, som kun vil kaldes Umm Mahmoud, og laver te til os alle sammen, mens børnene løber rundt og leger.

 
 
Umm Mahmoud laver te på gulvet i køkkenet/opholdsrummet/soveværelset. Børnene sidder på spring. Drikker vi ikke al vores sukkersøde te, kan de få slatterne.

”Jeg stemmer for forfatningen, for den er god for os… tror jeg… er den ikke? Jeg tror, at det er det bedste”, siger hun lidt famlende. ”Men hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg hverken læse eller skrive, men jeg lytter til dem, der kan, og de siger, at forfatningen er god, så det tror jeg på. Derfor stemmer jeg for den.”

Selvom denne holdning er nem at forstå, så er den også en del af det, der nu er Egyptens nye problem – nemlig befolkningens manglende uddannelse, viden og oplysning, kombineret med en islamistisk velfærdsorganisation og politisk bevægelse, som nu kræver at nyde frugterne af otte årtiers slid.

Selvom Det Muslimske Broderskab lige efter Hosni Mubaraks fald forsikrede egypterne om, at de ikke ville gå efter at få absolut flertal i parlamentet eller efter at få præsidentposten, så er det lige præcist det, de nu gør. Den forfatning, egypterne nu skal stemme om, er udformet af Broderskabet sammen med de endnu mere yderligtgående salafister, og det er et problem, mener andre egyptere.

”Vi står ved en afgørende korsvej, og vi ved helt ærligt ikke, hvor vi er på vej hen i det her land”, siger Magdi al-Battran, som normalt arbejder i en souvenirforretning, men på det seneste mere arbejder som politisk aktivist på oppositionsfløjen. Vi møder ham på et traditionelt arabisk kaffehus i Giza ikke særlig langt fra al-Tuni-familiens hjem.

 
 
Magdi el-Battran (th) forklarer gæsterne i kaffehuset om Broderskabets forfatningsforslag. Selv er han imod forfatningen, og det bekymrer ham, at mange ikke aner, hvad folkeafstemningen handler om.

Magdi el-Battran udnytter muligheden for at påvirke kaffehusets gæster, mens vi interviewer ham. Mens vi bare filmer atmosfæren, begynder han at diskutere forfatningsforslaget med kaffehusets gæster.

”Det er forfærdeligt at vores land er blevet splittet imellem fløje, som er så uforsonlige”, siger han. ”Derfor det er vigtigt at vi passer på, og ikke overser, at der er andre meninger, end blot dem, der har vundet valg og afstemninger.”

Manglen på viden og indsigt er det værste, mener Magdi. Folk stemmer, men de ved ikke, hvad det er, de stemmer om. Derfor er folkeafstemningen kun demokratisk på overfladen. Ikke i virkeligheden. Folkeafstemningen burde udsættes, så man kan få tid til at informere befolkningen.

”Det vil i det mindste give os mulighed for at forklare de mennesker, der ikke forstår noget af det hele, hvad det er, afstemningen handler om. Glem ikke, at mange mennesker her er analfabeter. De kan ikke læse eller skrive arabisk. Derfor kan de heller ikke læse forfatningsforslaget, og de ved ikke, hvad det handler om”, siger han.

Magdi kan sagtens leve med, at nogen vil stemme for en forfatning, han selv er imod. Men det skal være et informeret valg. Folk skal vide, hvad de stemmer for eller imod.

Selv synes Magdi, at det er en forfærdelig forfatning, der er holdt i termer, der er uklare, og som giver myndighederne mulighed for at fortolke den til sin egen fordel og imod borgerne. Desuden giver den nye forfatning, hvis den bliver vedtaget, for megen magt til præsidenten.

”Det er en forfatning, der giver al magt til præsidenten. Han vil faktisk få mere magt end den foregående præsident. Denne forfatning giver Mursi mere magt end Mubarak havde. Hvordan kan det være et fremskridt for os?”

* * *

Hvis du vil se nogle flere af mine billeder fra denne reportagerejse, kan du klikke dig over i foto-galleriet her.

 

 
Tilføj kommentar
 
 
1 Kommentarer: