År senere, da jeg begyndte af arbejde som studentermedhjælp ved arkæologiske udgravninger for det lokale museum, fik jeg endelig råd til at købe mit første Nikon F-kamera, og det var det, jeg fotograferede med på mine første rejser til Mellemøsten i begyndelsen af 1970’erne.
Det var dog først da jeg forlod arkæologien og for alvor kastede mig over journalistikken i stedet, at det gik op for mig, at det er langt mere interessant at fotografere mennesker end gamle ruiner, sten og huller i jorden. Det var et godt skifte. Både karrieremæssigt, men også for min fotografering.
I den sammenhæng, og især fordi jeg nu får lov til at vise mine fotografier i dette flotte magasin, er det vigtigt for mig at understrege, at journalistik er mit håndværk. Det er det, jeg kan. Fotografi er min hobby. Jeg var lige ved at skrive ”bare” min hobby. Men det er en hobby, som jeg forsøger at tage alvorlig, og går til med en stor passion. På grund af mit job som Mellemøstkorrespondent for TV2, kan jeg så oveni købet bedrive min hobby på nogle enormt fotogene steder og ofte også i nogle ganske fantastiske situationer, dramatiske begivenheder og flotte omgivelser.
I starten af min journalistiske karriere lå mit fotografi dog stille i en længere årrække. Mens jeg arbejdede på Berlingske Tidende og Weekendavisen brugte jeg husets fotografer, og de yndede absolut ikke, at journalister også havde et kamera med på arbejde. Så det var faktisk først da jeg i 2001 var på vej til Afghanistan for TV2, at jeg på vej igennem Heathrow-lufthavn besluttede at købe et lille digitalt amatørkamera. Det var et SONY Mavica på kun 3,2
megapixel. Men det havde en Zeiss-linse, og det tog fantastiske billeder, hvis bare der var tilstrækkelig meget lys. Det lille digitale kamera fik mig tilbage til fotograferingen igen.Siden har jeg langsomt kravlet op af udstyrsstigen, og efterhånden forbedret det grej, jeg arbejder med. Nu fotograferer jeg mest med et Canon EOS 5D Mark II med enten en 24mm f/1.4 eller en 85mm f/1.2. Når jeg skal være lidt mere diskret, bruger jeg et nyt, lille Fuji 100X. Fantastisk lille kamera, men det er ikke et Leica M9, som det ellers ligner. Et sådant drømmer jeg stadigvæk om, og det vil jeg sikkert gøre i mange, mange år endnu, for jeg får næppe nogensinde råd til det.
Jeg har også meget at lære endnu. Utrolig meget.
I gamle dage var jeg ganske ferm i et traditionelt mørkekammer. Det samme kan mildt sagt ikke siges om mine evner med Photoshop ved computeren. Jeg magter lige at beskære, rette lys, skygge og kontrast og det er det. Jeg har end ikke fundet ud af at fotografere i RAW, så mine billeder er stadigvæk bare JPEG’s. Det er beskæmmende. Men jeg lærer hele tiden. Den nye teknologi skal jeg også nok komme efter. Det tager mig blot noget længere nu, end det gjorde i min ungdom.
På TV2/Nyhederne arbejder jeg normalt i flygtige, levende billeder og med det talte ord, så når jeg nu udkommer med en bog med foto-essays, er jeg helt
ovre i den modsatte grøft. Det er faste billeder og trykt tekst… og så oveni købet i bogform, som vel – i forhold til direkte transmitteret TV – er det langsomste af alle massemedier. Men jeg elsker det.Bogens forord indledes med et af de første digitale fotografier jeg nogensinde tog med mit amatørkamera. Det viser en støvet gyde i Damaskus’ gamle bydel. Det var det foto, der overbeviste mig om, at jeg var nødt til at vende tilbage til fotografiet igen.
De TV-indslag jeg lavede fra Syrien dengang har jeg for længst glemt, men dette ene foto er for mig hele rejsen værd, og hver gang jeg ser de to drenge, den ene med armen om skulderen på den anden, der krydse gyden, den gamle mand på cykel og solens stråler, som trænger igennem støvet og forsøger at oplyse den fattige, faldefærdige gade, bestyrkes jeg i min glæde ved at fotografere.
Fotografiet giver mulighed for granskning. For medlevelse og indlevelse. Videredigtning.
TV-indslaget fortæller hele historien i et nu. Man rives totalt med i et kort øjeblik, og efterlades kort efter forvirret og omtumlet med ganske få muligheder for at genkalde sig detaljer. Mens det kører, sætter TV-indslaget sig på alle oplevelserne, og giver ingen mulighed for selv at være med. Når det er overstået, er det totalt forsvundet.
Fotografiet er et fællesprojekt, der aldrig behøver at være overstået. Det er der noget fint og ophøjet ved, synes jeg. Derfor elsker jeg at fotografere.
At jeg stadigvæk først og fremmest er journalist, kan man sikkert se ved, at der også er en del tekst i bogen. Langt mere tekst end de fleste fotografer ynder, tror jeg. Bogen består i virkeligheden af en lang række foto-essays. Jeg hører stadigvæk til dem, der mener, at et fotografi ofte bliver mere interessant, hvis det ledsages af en tekst, ligesom en journalistisk artikel vinder ved at blive illustreret med nogle velvalgte fotos. De to ting er ikke modsætninger, men kan befordre hinanden.
Rent følelsesmæssigt er det for mig lidt af en ”bjergtop”, jeg har besteget. At få mine egne fotos på tryk og udgivet i bogform er noget, jeg havde drømt om men alligevel ikke troet muligt. Det er stort. Samtidig har jeg ikke så lidt sommerfugle i maven, for jeg er ret nervøs for, hvad rigtige fotografer vil sige, når de ser, at jeg forsøger at mænge mig i deres rækker.
Og det er gået hurtigt.
Jeg forsøgte mig med flere forlag, som ikke var interesserede i fotobøger. De er for dyre at producere og har et for begrænset publikum, sagde de. Så talte jeg med forlagschef Teddy Petersen fra Forlaget Ajour, der jo excellerer i fotobøger – specielt fotojournalistik og reportagefotografi.
Teddy ville gerne have en bog med mine fotos og tekster. Så for halvandet år siden aftalte vi, at jeg skulle lave en bog om Israel-Palæstinakonflikten. Men så brød Det arabiske Forår ud, og jeg befandt mig pludselig ikke meget i Israel-Palæstinaområdet, og projektet lå fuldstændig stille.
For et halvt år siden besluttede TV2, at de ville lave en dokumentarserie om korrespondenternes arbejde. Den har netop haft premiere her i januar. Så i ugevis i det sidste halve år har min kameramand og jeg haft et ekstra TV-hold med på slæb. De har filmet alt, hvad vi
Derfor sagde jeg til mig selv, at hvis der er noget tidspunkt, hvor en sådan bog med mine egne foto-essays burde kunne sælges, så måtte det da være, når dokumentarserien kørte over TV-skærmene. Teddy Petersen var enig, og vi besluttede at udvide bogen, så den nu beskæftigede sig med Jerusalem, Israel-Palæstinakonflikten og Det arabiske Forår.
Så den bog, der netop er udkommet, er blevet til over de sidste 3-4 måneder. Jeg har, mens jeg dækkede opstande og borgerkrige i de arabiske lande, fotograferet, skrevet, udvalgt fotos og mailet det afsnit for afsnit, når jeg var heldig at bo på et hotel med fungerende internet. Samtidig har Flemming Sørensen, som har tilrettelagt og layoutet bogen, sendt mig opslag og layouts tilbage. Så Flemming har designet siderne, og Teddy har redigeret teksten samtidig med at jeg har skrevet og fotograferet. Den ene del af bogen er blevet til, mens den anden endnu ikke var blevet skabt. Det har været ret intenst. Men også helt fantastisk. Og i slutspurten ikke så lidt emotionelt. Det er jo hjerteblod, det handler om.
Nu er bogen der. Færdigtrykt og ude i forretningerne. Nu er der ikke noget at gøre. Nu er der kun tilbage at se, hvordan den bliver modtaget.
* * *
Læs "Untold..." som e-bog