Nytårshilsen og foromtale af ny bog:

Untold Stories

Jeg har som regel altid mit fotografiapparat med, når jeg arbejder, og det kommer der nu en fotobog ud af.
Jeg har som regel altid mit fotografiapparat med, når jeg arbejder, og det kommer der nu en fotobog ud af.


KAIRO (02.12.2011): ”Rejs til Mellemøsten og bliv korrespondent, så bliver du aldrig arbejdsløs.” Det sagde daværende chefredaktør for Politiken, Herbert Pundik, til Lasse Ellegaard, som år senere fulgte hans råd og stadigvæk arbejder hernede fra. Nu for dagbladet Information og med base i Beirut.

 
 
På Tahrirpladsen i Kairo for et par dage siden.

Det med at Mellemøsten ikke efterlader en arbejdsløs, kan jeg naturligvis også skrive under på. Det snart forgangne år, som har stået i Det arabiske Forårs tegn, har i hvert fald været fast arbejde. Man burde snarere sige rent overarbejde. Jeg har næsten ikke haft tid til at være sammen med min familie. Hvis resten af året går, som det indtil videre er planlagt, og det gør det som oftest ikke, så ender jeg med kun at have tilbragt omkring tre måneder sammen med min familie i Jerusalem eller på sommerferie i Danmark. Det er ikke meget ud af et års 12 måneder.

Men jeg skal ikke klage. Jeg har en ualmindelig standhaftig og forstående familie, som uden at klage (for meget) løfter en meget stor del af læsset, og rent journalistisk har det været et forrygende år. Grøde i den hvor end man vender sig hen i Mellemøsten. Og selvom det næppe går smertefrit den lige vej fremad mod frihed og demokrati i den arabiske verden, så er der i hvert fald sat nogle processer i gang, som på langt sigt – meget langt sigt måske – har potentialet til at føre til noget, der er bedre, end de elendige forhold størstedelen af de arabiske befolkninger indtil nu har fristet.

Sidste år havde jeg en halv aftale med Teddy Petersen, der er forlagschef på Ajour – Danmarks Journalisthøjskoles bogforlag – om at lave en bog om Israel-Palæstina baseret på mine fotografier. En række foto-essays kunne man sige. Men så kom Det arabiske Forår, og jeg satte næsten ikke mine ben i Israel eller Det palæstinensiske Selvstyre. Derfor lå projektet totalt underdrejet.

I mellemtiden er der så sket det, at TV2 har påbegyndt optagelserne til et nyt dokumentarprojekt. De fleste af stationens udenrigskorrespondenter inklusive mig selv har haft et ekstra TV-hold med på slæb i de sidste mange måneder for at beskrive vores arbejde. ”Korrespondenterne”, som serien kommer til at hedde, får præmiere til januar.

 
 
En lille pause på Cafe Riche i Kairo bliver brugt til at få skrevet endnu et opslag og udvalgt endnu et par fotos til bogen.

Fordi det meste af Danmark dermed kommer med om bag vores eget TV-kamera og pludselig får at se, at jeg altid, når vi er ude på opgave, slæber rundt på mine egne fotografiapparater og hele tiden tager billeder, sagde jeg til Teddy Petersen, at det naturligvis er nu, denne bog med mine egne fotos skal udgives. Men da jeg ikke det seneste år kun har lavet en smule i Israel-Palæstinaområdet og mest har dækket omvæltningerne i den arabiske verden, burde vi brede fokus lidt mere ud og tage Det arabiske Forår med. Det var han straks med på, og derfor har jeg sideløbende med mine rejser, arbejdet for TV2/Nyhederne og TV2/NEWS, optrædener for dokumentarprojektet og andet også i den seneste halvanden måned skrevet ret intensivt på denne bog, udvalgt fotos og sammen med Flemming Sørensen diskuteret layout og tilrettelæggelse. Bogen er i bogstaveligste forstand blevet til under reportagerejserne. Hver eneste pause har jeg brugt ved computeren eller med at lave notater.

Jeg kan allerede nu afsløre, at bogen bliver hamrende flot. Omkring 220-230 sider med store fotos og korte tekster, der viser, beskriver og diskuterer andre sider af Mellemøsten end det, der normalt kommer med i de korte nyhedsindslag, jeg laver til TV.

 
 
Untold Stories er i bogstaveligste forstand blevet til på farten. Den er skrevet i de arabiske lande under Det arabiske Forår.

Af samme grund kommer bogen til at hedde ”Untold Stories”. Trods den engelsk klingende titel er bogen naturligvis på dansk, men vi kunne ikke finde en lige så rammende, kort og fyndig titel på dansk. Det må I leve med. Beklager. Bogen udkommer i slutningen af januar eller begyndelsen af februar, mens dokumentarserien ”Korrespondenterne” kører over TV-skærmen.

Desværre når vi altså ikke julesalget. Det var fysisk umuligt, da vi begyndte arbejdet så sent. Men får I boggaver, I alligevel vil bytte, kan I jo holde øje med, om Untold Stories står på Jeres boghandlers hylder. Eller I kan bare købe den alligevel, bare fordi den bliver så fantastisk flot. (Jeg er naturligvis ikke helt objektiv).

 
Tilføj kommentar
 
 
5 Kommentarer: