Situationen i Gaza:

Problemet mere mangel på arbejde end på mad

GAZA (02.06.2010): Efter visse medier at dømme, så er situationen i Gaza desperat, alt er ved at bryde sammen, samfundet er på afgrundens rand eller på niveau med den tredje verdens.

Israels lukning af grænsen til Gaza-striben har stået på i tre år. Siden den palæstinensiske samlingsregering brød sammen, og Hamas under den efterfølgende borgerkrig smed Fatah på porten. Siden er det palæstinensiske samfunds umiddelbare undergang blevet profeteret utallige gange i medierne. Folk har ikke noget at spise, får vi nogle gange at vide. FN må fra tid til anden stoppe fødevareuddelingen, enten fordi deres lagre er ved at løbe tør, eller fordi de ikke kan få diesel til deres lastbiler, og derfor ikke kan transportere fødevarer ind og så videre.

I går kørte jeg så ind i Gaza-striben. Jeg gør det ikke længere så tit som tidligere, for mens det en gang blot var en hurtig sviptur i bil ind om morgenen og ud igen sidst på eftermiddagen, så er det nu så langsommelig en procedure, at når jeg endelig tager herned, så bliver jeg som regel en lille uges tid. Det sker også jævnligt, at israelerne lukker Gaza-striben af for udenlandske journalister, så kan man ikke komme ind – eller ud, hvis man allerede er inde – i nogle dage eller uger. Derfor kan der ind imellem gå lidt for lang tid imellem mine besøg.

 
 

Denne gang havde jeg forventet at se virkelige lidelser, for med al den ballade i de seneste dage om at få bragt nogle ton humanitær nødhjælp ind – så meget at folk ligefrem ofrede livet for det – så måtte der da virkelig være en dybt, desperat situation i Gaza-striben. Ingen mad. Lange køer foran FNs fødevarelagre. Sultne børn med madskåle. Men det var ikke det billede, der mødte mig.

Da jeg i går formiddags kørte igennem Gaza By, blev jeg med det samme overrasket over, at der er næsten lige så mange trafikpropper, som der altid har været. Er der da ikke mangel på brændstof? Tilsyneladende ikke. Der spares i hvert fald ikke på den. Benzin er end ikke rationeret.

Mange forretninger var lukkede i går, for Hamas har deklareret generalstrejke i protest imod Israels brutale og dødelige angreb på den tyrkiske flotille med pro-palæstinensiske aktivister ombord. Så det var svært at vurdere, hvor mange varer, der er på hylderne. Derfor tog jeg over i Shati-flygtningelejren, som også kaldes Beach Camp, der efterhånden er blevet helt omsluttet af Gaza By og opslugt i den. Her er der et af Gazas mange grøntsagsmarkeder, der sælger meget andet og mere end bare frugt og grønt.

Jeg skal ikke kunne sige, om der i bedre tider har været et større vareudbud end der var i går. Men der var i hvert fald ikke mangel på grøntsager, frugt eller nogen som helst andre almindelige, grundlæggende fødevarer. Tomater, agurker, majs, vandmeloner, kartofler – alt i bjerge på de mange stader.

Jeg må indrømme, at jeg blev lidt overrasket. Det må jeg indrømme. For når jeg ringer herned til mine palæstinensiske venner, så fortæller de mig om alle problemerne og manglerne, så jeg havde forventet, at krisen var lidt mere tydelig.

Og den første kvinde, vi interviewer på markedet bekræfter dette mærkværdige, selvmodsigende, negative udsyn:

”Vi har intet”, sagde hun. Vi mangler alt! Fødevarer, drikkevarer… alt!”

Det forstyrrede hende overhovedet ikke det mindste, at hun stod mellem bjerge af grøntsager, frugt, æg, fjerkræ og fisk, mens hun slog sin dommedagsprofeti fast.

En anden kvinde, Rifka Abu Nahal, som oprindelig kommer udefra landdistriktet, er mere i kontakt med virkeligheden. Hun fortæller, at et virkelig afgørende problem er overforbruget af vand, som gør, at grundvandsspejlet synker. Det betyder at Middelhavets saltvand trænger ind og forurener grundvandet, som allerede nu er blevet for salt. Det gør det både ubehageligt at drikke, og på længere sigt vil det ødelægge landbrugsjorden.

 
 

Hun siger videre, at det er den dårlige økonomi, der er det største problem.

”Der er en stor arbejdsløshed. Der er intet arbejde at få i Gaza-striben. Det betyder, at mange mennesker ikke har nogen indkomst, men må leve på almisser fra deres slægtninge. Så de har ikke råd til at købe de varer, der faktisk er til rådighed. De kan stå og se på kødet, men de kan ikke købe det”, forklarer hun.

Hvad der sikkert også vil overraske mange er, at det kun er grøntsagerne, der dyrkes her i Gaza-striben. Og med undtagelse af vandmeloner så kommer al frugten fra intet andet sted end… Israel!

Assad Yousuf al-Yazgy er indehaver af en frugt og grøntudsalg her på markedet. Al hans frugt er importeret fra Israel.

”Det er ikke al frugt og alle grøntsager, der kommer fra Israel. Vores gør. De kommer fra Israel. Men i Gaza-striben dyrkes der ikke ret megen frugt. Mest tomater, kartofler og grøntsager. Så her hos mig er grøntsagerne og vandmelonerne fra Gaza. Al frugten kommer ind over grænsen fra Israel”, forklarer han, men siger også, at der kan være lange perioder, hvor grænsen er lukket, og hvor der derfor ikke kommer frugt ind.

En anden forsyningsvej er smuglertunnelerne nede i den sydlige del af Gaza-striben ind under grænsen til Egypten. En meget stor del af varerne i købmandsforretningerne her i Gaza stammer fra Egypten og er smuglet ind.

På vej ud af Shati-lejren stopper vi ved et lille købmandsudsalg. Ikke nogen fancy, dyr forretning. Blot et lille, ydmygt lokalt udsalg. Her fortæller indehaverens søn Muhammed Abu Nada, som passer forretningen, at de slet ikke ville kunne drive forretning, hvis det ikke var for smuglervarerne fra Egypten.

Han tager os på en kort rundtur på hylderne, og udpeger alt det, der kommer fra Egypten. Det viser sig at være langt over halvdelen af varerne. 75-80 pct. vil jeg anslå. Flere andre varer – blandt andet langtidsholdbar UHT-mælk – kommer fra Israel, men er også smuglet ind via tunnelerne fra Egypten.

Omvejen via Sinai-ørkenen og smuglertunnelerne gør naturligvis ikke varerne billigere, hvilket Muhammed Abu Nada også godt kan mærke.

Varerne er dyrere, siger han. Mange mennesker har ikke råd til at købe dem, eller kun til at købe visse ting en gang imellem. Men al den stund at selv sådan en lille, fattigt udseende købmand i udkanten af en flygtningelejr alligevel har så mange relativt dyre smuglervarer på hylderne viser ikke desto mindre, at nogen af kunderne i det mindste må have råd til at købe dem. Ellers havde købmanden naturligvis ikke selv råd til at investere i et usælgeligt varelager.

Denne historie har jeg ikke skrevet for at postulere, at der ikke er problemer i Gaza-striben, for det ville være usandt. Der er problemer. Mange problemer endog. Men det er ikke mangel på fødevarer, der først og fremmest bekymrer folk hernede. Det største problem er manglen på arbejdspladser og en bæredygtig intern økonomi.

Der er mangel på byggematerialer, cement og alt indenfor bygge- og anlægsbranchen. Denne mangel har dog sat gang i en helt ny branche. Fattige palæstinensere graver sig igennem de mange tomter og ruiner af ødelagte huse og fabriksbygninger fra krigen. Her finder de alle mulige ting, der kan genbruges. Selv mange af stenene og betonen kan udnyttes.

 
 

Men manglen på reelt arbejde og en egentlig  palæstinensisk økonomisk udvikling, som den deres brødre på Vestbredden i øjeblikket oplever med hjælp fra Vesten, den vil kunne rette meget op på situationen i Gaza-striben. Og denne økonomiske udvikling må komme indefra. Der vil aldrig igen komme en situation, hvor op imod 150.000 arbejdere fra Gaza-striben kan drage ind i Israel hver dag, og bringe penge tilbage til hjælp for den lokale økonomi. (Nogen Israel den gang faktisk også blev kritiseret for). Det satte bølgen af terrorisme og selvmordsbomber i 90’erne og begyndelsen af 2000-årene en stopper for.

Men for at kunne få en sådan økonomisk udvikling med hjælp fra Vesten i gang vil det kræve israelsk samarbejde. Og det betyder at Hamas-regeringen må bløde op på sin totale og ubøjelige afvisning af forhandlinger med Israel endsige en anerkendelse af landets ret til at eksistere. Og man fornemmer faktisk, at der – selvom der er meget lang vej endnu – er tendenser i visse kredse af Hamas, til at vise større fleksibilitet.

For at fremelske denne fløj blandt islamisterne er det formentlig også nødvendig, at vi i Vesten bløder op på vores totale afvisning af at have kontakter til Hamas. Selv vore egne danske diplomater i området må i lighed med andre EU-diplomater ikke have kontakter til Hamas. En dialog er nødvendig.

Kommer der ikke en eller anden form for afspænding i gang, så risikerer man, at de endnu mere militante og fanatiske jihadistiske grupper, der allerede er ved at vokse frem i Gaza-striben, begynder at udfordre Hamas på flanken, og tvinge organisationen til at droppe alle muligheder for politiske kompromisser, og i stedet beskytte sine islamistiske akkreditiver.


* * *

Opdatering kl. 20:00 (Gaza tid):

Den israelske hær meddeler her til aften, at den har fyldt nødhjælp tiltænkt befolkningen i Gaza fra de seks tyrkiske aktivist-skibe på 20 lastbiler, for at køre det ind i Gaza-striben. Ladningen består blandt andet af "forskellig typer medicin (hvis udløbsdato er overskredet), tøj, tæpper, hospitalsudstyr og legetøj".

Tilsyneladende har israelerne ikke villet acceptere at de bygge- og construktionsmaterialer blandt andet cement, som også var ombord, bliver sendt med.

Men israelerne kan spare sig ulejligheden. Hamas har meddelt, at de ikke vil acceptere nødhjælpen fra skibene, og har blokeret for Israels forsøg på at levere nødhjælpen.

 
Tilføj kommentar
 
 
11 Kommentarer: