Blogartikler

Jeg hader det selv, når sportsjournalister i fjernsynet antager, at alle er sportsfanatikere og kan forstå dem, selvom de forfalder til intern sportsjargon og insidersnak.
     Og så gør jeg det pludselig selv. 
     Ikke om sport, men om fotografi.
     Jeg skrev om et digitalt bagstykke til mit kamera, uden at forklare, hvad det er, jeg taler om.
     Det er IKKE ens bagdel fotograferet digitalt.
     Flere har dog skrevet til mig og spurgt, hvad et digitalt bagstykke er for en størrelse. Eller på klarere dansk har de spurgt: Hvad pokker taler du om?
Jeg har skrevet om det nogle gange allerede. Jeg er i gang med et projekt, hvor jeg kører rundt i det, nogen kalder ”Udkantsdanmark”. Denne road trip rundt i mit gamle fædreland har nu i et par dage bragt mig til Fejø i Smålandshavet.
     Efter mange år i Mellemøsten… efter mange år, hvor jeg har dækket krig, konflikt og kaos, er det en lise for sjælen at beskrive skønhed, samvær og social solidaritet. Efter i årtier at have vadet rundt i menneskelig lidelse er det ubeskriveligt at få lov til at besøge steder, hvor folk næsten har genskabt paradis på jord.
I får også lige et andet billede fra min tur til Nordvestjylland. Eller snarere tre billeder… Nej, faktisk, hvis jeg skal være helt ærlig, ni billeder, som er ”strikket” sammen til ét.
     Motivet er Trans Kirke lidt syd for Bovbjerg Fyr i et forbandet blæsevejr med konstant småregn, som betød at jeg ikke brugte nær så lang tid på optagelserne, som jeg nu, hvor jeg sidder og arbejder med billederne, ville have ønsket, at jeg havde brugt.
     Jeg kunne godt have tænkt mig nogle flere forskellige eksponeringer. At jeg havde brugt nogle filtre. Og ikke mindst, at jeg havde bevæget mig lidt mere rundt og måske fundet en bedre position lidt længere væk fra bilen. Men det satte blæsten, regnen og min bekvemmelighed en række behageligheds-begrænsninger for.
Jeg er i gang med et projekt, der bringer mig rundt i det, nogen med slet skjult foragt kalder ”Udkantsdanmark”. En del af vores land, som magteliten i hovedstaden mener, at udviklingen er passeret forbi uden at have sat sig nævneværdige spor.
     Hvad jeg mener om alt det, skal jeg nok komme tilbage til ved en senere lejlighed. Her blot en lille begejstret beretning derude fra, hvor man i hvert fald ikke kan løbe fra, at det faktisk er ”udkant”, for det er her, Danmark slutter. Vores fædreland er ganske enkelt ikke længere. Et skridt længere, og man bliver våd. Så det må da være udkanten.
Suser lidt rundt i Danmark i øjeblikket. Jeg er ved at researche til et nyt projekt. Jeg skal lave noget til TV2’s hjemmeside om den såkaldte ”Udkant”, som andre kalder ”Forkant” eller ”Vandkant”.
     Min research bringer mig naturligvis også ind imellem til magtens center og elitens hjemby – hovedstaden, selvom den egentlig slet ikke skal med i min fortælling.
     Interessant emne.
     Endnu bedre: Jeg kommer på en sand road trip rundt i vores skønne land, og jeg fotograferer undervejs.
Den er, som en af naturens helt egne skønne skulpturer. Set fra min side knejser den smukt og stolt. Fra siden opdager man dog, at den hælder faretruende slemt. Det gamle, prægtige egetræ står frit og alene midt på engen, i forlængelse af min have, over mod et stykke fredet naturskov. Et ubegribelig smukt stykke natur, som vi ofte traver rundt i, men også bare yder, når vi sidder på terrassen og spiser frokost.
     Da vi for mange år siden lige havde købt hus på Langeland, spurgte mange lokale os, hvor det lå. Jeg forklarede dem det, og de fleste udbrød så med det samme: 
     ”Ahhh… lige ved siden af Generalens Eg!”
     ”Ja”, svarede jeg glad, for jeg kiggede jo ud på det smukke, gamle egetræ hver eneste dag.
     ”Generalens Eg!!!”
     Fantastisk.
Vi er lige ankommet til Langeland. I Israel havde vi hedebølge i ugerne op til, vi fløj herop. Op til 40 grader visse dage. Så nu spørger alle os lidt nervøst, hvordan vi klarer os med det kolde, grå danske efterårsvejr?
      Vi elsker det! 
      Dejligt med nogle skyer. En byge i ny og næ. Lidt sol. Et blæsevejr. Lyn og torden, når det er nødvendigt. Skønt efterårsvejr. Vi har intet at udsætte på vejret. Nu får vi at se, hvor længe den begejstring holder. Men lige nu synes jeg, at vejret byder på nye oplevelser hver eneste dag. Ikke bare kedelig blå, skyfri himmel med masser af sol uden en regndråbe i otte måneder om året hvert eneste år. Et vejr hvor den eneste usikkerhed er, om det bliver varmt, ulidelig varmt eller uudholdelig varmt.
Det er så absolut ikke billeder, det er værd at skrive hjem om, og de bliver næppe nogensinde vist igen, men når man befinder sig et rimelig fotogent sted, er det alligevel forbavsende, hvad der næsten tiltvinger sig adgang ind igennem ens kameralinse til sensoren.
     Her er det bare nogle tilfældige snapshots, skudt ud af vinduet på en taxa, der kørte mig fra lufthavnen hjem til mit hus i Jerusalem. Ikke noget særligt. Men alligevel interessant, hvad man kan få ud af sådan en køretur, hvis man har kameraet parat. 


Da jeg sidste gang var i Danmark, blev jeg kontaktet af fotograf Thomas Nyhus lige inden jeg rejste videre til Israel.
     Thomas er i gang med et personligt fotoprojekt. Han vil lave portrætter af journalister, fotografer og andre, der på den ene eller den anden måde lever af at formidle fortællinger i billeder og ord fra krigens skuepladser eller andre af verdens brændpunkter.
     Thomas spurgte, om han kunne komme på besøg i mit gamle bondehus på Langeland og tage nogle billeder af mig, mens jeg stadigvæk var i landet. Han havde allerede lavet portrætter af fotograferne Jan Grarup og Daniel Rye, og endnu flere er på hans ønskeseddel. Blandt andet Lasse Jensen, som han sidenhen også har fotograferet. Lasse dækkede i sin tid både Vietnamkrigen og krigen i Biafra.
ISTANBUL (28.06.2017): ”Er det sikkert nok at rejse til Tyrkiet?”
     Det bliver jeg hele tiden spurgt om fra danskere, der er ved at planlægge deres sommerferie. Også fra dem, der allerede har bestilt flybillet og hotel, men nu er blevet nervøse, fordi familie og venner i ren panik allerede er gået i kriseterapi.
     Det er klart nok, at de mange terroraktioner, der har været rundt om i Tyrkiet – i særdeleshed i Istanbul i de senere år, det mislykkede militærkup sidste sommer, krigen i nabolandene Syrien og Irak, flygtningestrømmen og landets egne interne politiske problemer, ikke ligefrem er de allerbedste salgsargumenter for Tyrkiet som ferieland. Men lige præcis i den sammenhæng vil jeg mene, at der er god grund til at slå koldt vand i blodet.
     Truslen er minimal, og den er til at overse.
Sider : 1 2 3 4 5 ... 55
næste