Højt spil i Teheran

JERUSALEM (21.06.2009): Oprøret er i gang. Hvad end udfaldet af kampene i de iranske storbyers gader til syvende og sidst bliver, er det historie, der skrives i disse dage.

Det Iran, der kommer ud på den anden side af disse uroligheder, vil være et andet Iran, end det vi kender. Om det vil være et nyt, friere og mere demokratisk Iran, eller et mere totalitært og autokratisk er det for tidligt at sig. Men det vil i hvert fald ikke være det samme Iran, som det vi kendt inden valget.

Så meget er klart, og det er jo ikke ret meget.

* * *

 
 
Ingen kan sige, hvad fremtiden vil bringe. Kun at Iran er ændret for altid.

KRYSTALKUGLEN
Jeg er uddannet journalist, hvilket betyder, at jeg er trænet i at observere, indsamle og sortere oplysninger, ordne og analysere dem, og videregive det væsentligste af det, jeg har fundet frem til på en så fængslende og nemt fattelig facon som muligt.

Kort sagt: Jeg kan fortælle om, hvad der ER sket.

Men som journalist - og i særdeleshed som TV-journalist - bliver vi mere og mere spurgt om, hvad der vil ske.

Hvad betyder det? Hvordan vil myndighederne reagere? Hvordan vil det ende? Vil Den islamiske Republik overleve? Vil der komme mere demokrati i et nyt og friere Iran?

Det er spørgsmål af den slags, jeg efterhånden oftest bliver stillet af TV2’s studieværter, når jeg er på LIVE. Og selvom det naturligvis er den slags spørgsmål, vi alle gerne vil have besvaret, så er det noget, der mere hører hjemme hos spåkonen med hendes krystalkugle og hos meterologen, der giver os morgendagens vejrudsigt.

Når jeg derfor dag efter dag her på bloggen alligevel (og i TV) alligevel vebæger mig ud på ”den tynde is” og forsøger at kigge fremad, så må det tages med alle mulige forbehold.

* * *

 
 
Unge kvindelige demonstranter ved en af vreform-bevægelsens protestdemonstrationer.

JASMIN
I dag er det kun lykkedes mig at gennemføre en halv telefonsamtale til Teheran. Forbindelsen blev pludselig afbrudt.

Jeg talte med en ung pige, som jeg mødte ved et Mehdi Kerroubi valgmøde for et par uger siden. Hun var aktiv på reformfløjen, og har sammen med sine venner været ude at demonstrere hver eneste dag i den seneste uges tid.

Jasmin, som jeg vil kalde hende her, er en af en halv snes iranere, som jeg forsøger at kommunikere med hver eller hver anden dag på telefon, SMS, e-mails og lignende. Det bliver dog sværere dag for dag, at komme igennem til dem. Og i dag talte jeg kun med Jasmin i en 10 minutters tid, så blev samtalen afbrudt, og jeg kunne ikke længere komme igennem.

Som med flere af mine andre kilder i Teheran er Jasmins humør røjet op og ned som en rutsjebanetur i de seneste dage. Fra ekstatisk begejstring for nogle få dage siden, da hun var sikker på, at præstestyret ville vælte, og politiet og sikkerhedsstyrkerne til syvende og sidst ville skifte side og støtte demonstranterne, til i dag, hvor hun var dybt deprimeret.

Hun havde set en pige blive skudt ned under demonstrationen i går.

”Jeg hørte skuddet. Jeg så ikke, hvorfra det kom, eller hvem der blev ramt. Men lige pludselig lød der skrig, og en ung pige på min alder lå på gaden. Hun rystede men jeg kunne ikke høre, at hun sagde noget, og så brød panikken ud”, fortalte Jasmin med rystende stemme.

Selv blev hun revet med af en flygtende gruppe unge, så hun ved ikke, hvad der videre skete med pigen. Men Jasmin er overbevist om at hun er død.

To af hendes venner er blevet såret under kampene, og hun kan ikke tage til hospitalet for at besøge dem, for politi og sikkerhedsagenter venter på hospitalsgangene, for at pågribe unge, der besøger ofrene fra demonstrationerne.

Jasmin nåede kun lige at fortælle mig, at hun ved, at der er planlagt nye demonstrationer igen i dag, og så blev forbindelsen afbrudt, og jeg ved ikke, om det bare var en tilfældig teknisk fejl, eller om der er tilstødt hende noget.

* * *

 
 
Mulla'er med billeder af ayatollah Ali Khamenei og ayatollah Ruhollah Khomenei

PRÆSTESKABET
Der er, efter min mening, tale om en række forskellige interne iranske konflikter, som på en eller anden måde overlapper hinanden, og også gør det svært at se, hvad der er hvad.

En konflikt er en intern konflikt i det iranske præsteskab.

Der har længe været uenighed om, hvor fremtrædende en rolle mullah’erne – de islamiske teologer og lærde – skal spille i politik. De konservative traditionalister repræsenteret ved den øverste leder ayatollah Ali Khamenei vil fortsætte systemet, som det hidtil har været, hvor mullah’erne har stor politisk magt.

Hans diametrale modsætning er stor-ayatollah Hossein Ali Montazeri, som var med i revolutionen fra starten og oprindelig udset til at efterfølge ayatollah Khomeini. Men han faldt i unåde, da han protesterede imod begrænsningen af folks frihed og rettigheder. Stor-ayatollah Montazeri mener, at det islamiske præsteskabet skal ud af politik, han er en fortaler for menneskerettigheder og kvinders om ikke ligestilling så øgede rettigheder, og han har protesteret over det netop overståede præsidentvalg. Men han sidder i den hellige by Qom, og er reelt i husarrest. Han må ikke modtage besøg eller tale med medierne.

Mens Irans nuværende åndelige leder, Ali Khamenei, ikke anses for at være nogen stor eller særlig autoritativ islamisk lærd, mere blot for at være en politisk hardliner, så anses Montazeri for at være en af sin generations største kapaciteter indenfor shia islam.

En anden konflikt i lederskabet er mellem nuværende præsident Mahmoud Ahmadinejad og tidligere præsident ayatollah Ali Akbar Hashemi Rafsanjani, som ikke har kunnet skjule sin foragt for Ahmadinejad.

 
 
Moussavi er min præsident, Ahmadinejad kan gå ad H til.

Rafsanjani er, udover at være mange millionær, også meget magtfuld i præsteskabets inderkreds. Han er formand for det såkaldte Eksperternes Råd, som udpeger den øverste åndelige leder og som – i teorien i hvert fald – også skal kunne afskedige ham igen. Og han leder også Hensigtsmæssighedens Råd, som mægler i lovgivningsmæssige tvister mellem parlamentet Majlis og Vogternes Råd.

Rafsanjani og hele hans familie har fra starten støttet Mir-Hosseins valgkamp. Men man skal huske på, at da valgkampagnen begyndte, var Mousavi helt klart en del af systemet, ikke noget der bare kan minde om i opposition til det, ellers ville han aldrig være blevet godkendt af Vogternes Råd.

Spørgsmålet er, om det nu måske er ændret, som tingene har udviklet sig, og Mousavi pludselig er blevet et symbol for en fonkelig opstand, som tilsyneladende kræver meget mere frihed og demokrati, end Mousavi oprindelig ville være med til?

Et af de rygter, jeg hørte fra meget velinformerede kilder mens jeg var i Iran for nylig, var, at Hashemi Rafsanjani også havde været aktiv involveret i at få den konservative Mohsen Rezaei til at stille op til præsidentvalget. Det skulle han have gjort, ikke for at Rezaei skulle have en chance for at vinde, men udelukkende for at trække konservative stemmer væk fra præsident Ahmadinejad og dermed svække hans chancer.

Mousavi har i to årtier været på meget dårlig fod med den øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, som han ellers er i familie med. Uenigheden går helt tilbage til Den islamiske Repunliks grundlægger, ayatollah Ruhollah Khomeinis sidste leveår. Da var Ali Khamenei præsident, og Mir-Hossein Mousavi premierminister.

Ayatollah Khomeini elskede Mousavi, så når premierministeren ønskede noget, gik han direkte til den øverste leder – udenom præsidenten til dennes udelte raseri. Så da Khomeini døde, og Ali Khamenei blev ny åndelig leder, var noget af det første han gjorde, at kassere posten som premierminister, og Mousavi var arbejdsløs.

Da Mir-Hossein Mousavi op til dette valg pludselig og overraskende besluttede sig for at stille op, meddelte han det offentligt uden først at have rådspurgt den øverste leder, som det ellers hører sig til, og Rafsanjani måtte glatte ud for at dæmpe Ali Khameneis vrede.

* * *

 
 
Mir-Hossein Moussavi er blevet et symbol på oppositionen, selvom han egentlig er en del af systemet.

MOUSAVI – SYMBOL OG VIRKELIGHED
Alt dette har både meget – og også meget lidt – med det oprør, vi i disse dage ser i Irans byer at gøre.

Iran har ikke politiske partier, og derfor stiller kandidaterne til præsidentvalget op som sig selv. Og når kandidater som Mir-Hossein Mousavi og Mehdi Karroubi fik så mange begejstrede unge tilhængere, så var det ene og alene fordi de kritiserede præsident Ahmadinejad og talte om lempelser af de stramme restriktioner, som forpester mange iraneres dagligdag.

Kritikken gik på at Ahmadinejad havde kørt Irans økonomi i sænk på et tidspunkt, hvor oliepengene ellers strømmede ind i statskassen, så da den internationale økonomsike krise ramte resten af verden, ramte den Iran endnu hårdere.

De to såkaldte reform-kandidater – en betegnelse som i virkeligheden er misvisende, fordi ingen af dem grundlæggende ville reformere Iran – kritiserede også præsident Ahmadinejad for en række ligegyldige og unødvendige konflikter med omverdenen, som førte til en international boykot og isolation af Iran.

Det – plus snakken om lempelser af restriktionerne og en lille smule mere frihed til de unge og kvinderne – gjorde de to reformkandidater, og i særdeleshed Mousavi til noget nær en rockstjerne blandt ungdommen.

Min følelse allerede inden valget, når jeg mødte de unge begejstrede Mousavi-tilhængere på gaden i Teheran var, at de tillagde manden langt flere reform-idéer, end jeg tror, at manden nogensinde har haft. Men det var berusende at se, hvor opildnede de unge var, og med hvilken ildhu, de kastede sig ud i kampen for skabelsen af deres drømmes Iran.

Nu, hvor det næsten kan se ud som om, at det er de unge demonstranter, der sætter dagsordenen, bliver det spændende at se, om deres kandidat er fulgt med. Om han stadigvæk kun vil justere nogle detaljer i den islamiske republik, eller om han vil gøre sig til leder for en folkelig bevægelse, der vil have langt flere reformer og liberaliseringer gennemført.

Tidligt i dag forlød det, at Mousavi skulle have sagt, at han var villig til at blive martyr for sagen. Senere på dagen afviste han, at han nogensinde skulle have sagt noget i den retning.

Siden de internationale medier er blevet smidt ud af Iran – BBC’s fastboende korrespondent Jon Leyne har også lige fået besked på at forlade landet – er vi henvist til ”langdistance journalistik” på telefon, internet, SMS og så videre og til en række websites, hvor videoer og meddelelser fra reformbevægelsen bliver postet. Men det sikrer langtfra kvalitets journalistik. Flere amerikanske eksperter har allerede afsløret, at nogle af disse sites i virkeligheden drives af de iranske myndigheder, og har til formål at stikke reform-aktivisterne meget mere militante og ekstremistiske motiver i skoene end de egentlig har.

* * *

 
 
Ayatollah Hashemi Rafsanjani

POKERSPIL
Fra troværdige kilder i Iran hørte jeg for et par dage siden, at Ali Akbar Hashemi Rafsanjani, hvis han kommer sejrrigt ud af denne strid, sammen med en række andre indflydelsesrige iranere ønsker at opgive posten som ”øverste åndelig leder” og erstatte den med endnu et råd af teologer, så hele landets linie ikke afgøres af en enkelt person, som ikke er på valg hvert fjerde år.

Men Rafsanjanis høje profil – om end bag kulissen – i denne nye iranske revolution har ikke været gratis. I dag blev det meddelt, at myndighederne har arresteret Rafsanjanis ældste datter Faezeh Hashemi og fire andre medlemmer af hans familie. Begrundelsen fra myndighedernes side har svinget fra at Faezeh havde talte til demonstranterne i en ulovlig demonstration til at de i virkeligheden beskytter hende imod et mordforsøg.

Men signalet er ikke til at misforstå.

Det er konfliktens ene side, der nu har taget gidsler i modpartens familie.

Et skånselsløst politisk magtspil, hvor parterne som pokerspillere forhøjer og forhøjer indsatsen, mens de venter på, hvem der blinker først.

 

 
Tilføj kommentar