Barack Obama's Kairo-tale:

Mellemøsten ifølge Obama

Den amerikanske præsident Barack Obama er - modsat sin forgænger - en oratorisk begavelse. Han tog den arabiske verden med storm. Spørgsmålet er, om nogen af de flotte tanker bliver omsat til realiteter i det virkelige Mellemøsten.
Den amerikanske præsident Barack Obama er - modsat sin forgænger - en oratorisk begavelse. Han tog den arabiske verden med storm. Spørgsmålet er, om nogen af de flotte tanker bliver omsat til realiteter i det virkelige Mellemøsten.

ODENSE (05.06.2009): Hvordan ved man, at en tale er historisk? Det ved man vel først flere år senere.
    Da for eksempel Winston Churchill så tidligt som i marts 1946 talte om at ”et jerntæppe har sænket sig ned gennem kontinentet” i en tale på Fulton Universitetet i USA, var talen udtryk for et sjældent klarsyn. Men den deling af Europa i øst og vest, han talte om, blev en realitet i godt og vel fire årtier derefter. Og talen betragtes som historisk.
    Kan man kalde den amerikanske præsident Barack Obama’s tale på Kairos universitet i går om USA's Mellemøstpolitik for historisk? Med en fortærsket kliché kan vi sige, at det vil tiden vise. Men hvis Obama er villig til at lægge magt og tilstrækkeligt med politisk pres bag sine ord, så kan talen blive ikke bare historisk. Den kan komme til at markere et vendepunkt i regionens historie. Men er den amerikanske præsident ikke rede til at lægge hidtil uset pres på parterne i Mellemøsten, så vil hans tale blot føje sig til det allerede store bibliotek af flotte retoriske præsidentielle præstationer, som blot vil samle støv på hylderne ved siden af alle de andre flotte, men på længere sigt ret ligegyldige taler.

Lige nu og her, aftenen efter den er blevet holdt, vil jeg sige, at talen har potentialet til at blive historisk. Den var velskrevet med mange gode pointer, og den blev fremført af en præsident, som gav indtryk af, at han faktisk forstod, hvad det var han sagde, Noget man absolut sjældent følte under forgængeren, George W. Bush, som ofte helt åbent syntes at undre sig over de mærkelige ord og komplicerede tanker, han var blevet sat til at læse højt. Obama kunne nemt overbevise mig om, at det faktisk var hans egne ord, og at han selv havde skrevet talen, eller i hvert fald været med til det.
    Der var også masser af fantastiske tanker og gode idéer, som, hvis de faktisk bliver ført ud i livet, kunne indvarsle et helt nyt Mellemøsten. Men det er netop det, der er problemet: Bliver tankerne nogensinde ført ud i livet? For en ting er at påpege, hvad der er galt i Mellemøsten. Noget helt andet er at få rettet fejlene og dårligdommene.

 
 
Ikke én eneste bemærkning til Hosni Mubarak om, at rigtigt demokrati, ægte frihed og virkelige reformer måske var en god idé – selv for Egypten.

    Bare et enkelt punkt, som nok kunne få en til at tvivle på, at det var ret meget andet end retorik, var alle de dejlige tanker om frihed, demokrati, uddannelse, kvinders rettigheder og så videre i den arabiske og islamiske verden, ytret i et land som Egypten, hvor der har været nødretstilstand siden 1981, hvor den aldersplagede 81-årige præsident Hosni Mubarak har regeret i 28 år – længere end nogen af oldtidens faraoner, hvor præsidentens eneste reelle konkurrent ved det sidste valg (det første i øvrigt med andre kandidater), nu sidder i fængsel, hvor fattigdommen eksploderer med foruroligende hast, befolkningstilvæksten vokser hurtigere end den økonomiske udvikling, fordi man ikke kan finde en religiøs legitimering af prævention og så videre. Men ikke én eneste bemærkning til Hosni Mubarak om, at rigtigt demokrati, ægte frihed og virkelige reformer måske var en god idé – selv for Egypten.
    Det vil fører for vidt her, også at gå i detaljer med Obamas behandling i den en time lange tale af situationen i den arabiske og muslimske verden, det vil jeg forsøge at gøre i en senere artikel, her vil jeg blot koncentrere mig lidt om Israel-Palæstinakonflikten.

Dette centrale emne – Israel-Palæstinakonflikten – tog præsident Obama tog fat på med fra starten at slå fast at:
    ”Amerikas stærke bånd med Israel er velkendte. Disse bånd er ubrydelige. De baserer sig på kulturelle og historiske bånd, og i en erkendelse af at jøders stræben efter et hjemland har sine rødder i en lang tragisk historie, som der ikke kan rejses tvivl om.”
    Den amerikanske præsident erkendte dog også, at netop her i den arabiske verden rejses der faktisk tvivl om denne lange, tragiske jødiske historie. Derfor fortsatte Obama med at fortælle tilhørerne, at han ville tage direkte fra Egypten videre til Tyskland, hvor han ville besøge den nazistiske dødslejr Buchenwald. Og til en arabisk verden, hvor Holocaust-benægtelse florerer sagde han: ”Seks millioner jøder blev myrdet – flere end der i dag lever i Israel.  At benægte den kendsgerning er ikke bare grundløs, det er uvidende og hadefuldt.”

 
 
En ting er at påpege, hvad der er galt i Mellemøsten. Noget helt andet er at få rettet fejlene og dårligdommene.

Med det udgangspunkt gik den amerikanske præsident videre til at sige, at det på samme måde er ”umuligt at benægte, at det palæstinensiske folk – muslimer som kristne – har lidt i deres stræben efter et hjemland… de har måttet lide de daglige ydmygelser – store og små – der kommer med at leve under besættelse. Så lad der ikke herske nogen tvivl om, at de forhold det palæstinensiske folk i øjeblikket frister, ikke kan tolereres. USA vil ikke vende ryggen til palæstinensernes legitime stræben efter værdighed og efter en fremtid i en egen stat.”
    Dermed var rammerne for en løsning af Israel-Palæstinakonflikten udstukket: ”Den eneste måde at løse de to folks stræben på, er gennem etableringen af to stater, hvor israelere og palæstinensere kan leve i fred og sikkerhed”, sagde præsident Obama.
    Men for at det kan lade sig gøre, sagde den amerikanske præsident, må palæstinenserne opgive brugen af vold og ødelæggelse, og i stedet begynde at koncentrere sig om at bygge op og skabe noget konstruktivt.Der var også masser af fantastiske tanker og gode idéer, som, hvis de faktisk bliver ført ud i livet, kunne indvarsle et helt nyt Mellemøsten. Men det er netop det, der er problemet: Bliver tankerne nogensinde ført ud i livet?
    Der var også krav til israelerne: ”USA anser de israelske bosættelser for at være ulovlige. Disse byggerier er i strid med tidligere indgåede aftaler og de undergraver alle forsøg på at skabe fred. Det er på tide at stoppe disse bosættelser.”

Det var en flot tale. Jeg blev selv revet med. Lige efter talen blev jeg interviewet live på TV2/NEWS, og jeg roste vistnok talen i lidt for floromvundne vendinger. Men når man lige får rystet den obama’ske fortryllelse af sig, og går talens tekst efter i sømmene, så er der i virkeligheden ikke så meget nyt i forhold til Israel-Palæstinaspørgsmålet, når det kommer til stykket.
    To-statsløsningen har været amerikansk Mellemøstpolitik siden Clinton, og George W. Bush talte flere gange om oprettelsen af en palæstinensisk stat. Modstanden imod bosættelserne er også en ganske gammel sag. At palæstinenserne skal opgive drømmen om at ødelægge Israel, og i stedet koncentrere sig om at bygge Palæstina op, er også sagt af amerikanske præsidenter tidligere. Måske ikke så flot, overbevisende og medrivende.
    Så det hele står og falder med, om der blot er tale om endnu en flot og velfremført Barack Obama-tale, eller om der også er tale om en ændring af den praktiske amerikanske politik i virkelighedens Mellemøsten. Vil der blive lagt magt og pres – virkelig pres – bag ordene.

 
 
Barack Obama rider højt på en bølge af populatitet i den arabiske verden. Men det varer ikke evigt.

”Change” – ”forandring” har været et af kodeordene for Barack Obama både under valgkampen og nu i hans første halve år som præsident. ”Forandring” er dog ikke et populært ord i de mellemøstlige politiske cirkler og regeringskontorer. Her er man tværtimod nærmest er stabilitetsnarkomaner. I særdeleshed i den arabiske verden. Men det gælder også Israel om end i mindre grad. Derfor bliver den amerikanske præsidents tale nu studeret i detaljer i Jerusalem og de arabiske hovedstæder.
    I store dele af den arabiske verden rider præsident Barak Obama i øjeblikket på en hidtil uset bølge af popularitet. Både fordi hans mellemnavn er Hussein, fordi han forstår islam i en grad, som ingen amerikansk præsident før ham, fordi han er sort, og mange undertrykte arabere – og det er det store flertal – derfor vil føle et skæbnefællesskab med ham, men mest af alt fordi han ikke er George W. Bush. Jeg er næsten på nippet til at sige, at Obamas væsentligste kvalitet i mangeres øjne er, at han er en ikke-Bush.Forandring er ikke et populært ord i de mellemøstlige politiske cirkler og regeringskontorer. Her er man tværtimod nærmest er stabilitetsnarkomaner.
    Men det er alt sammen kvaliteter, som har en ”sidste salgsdato”. Deres holdbarhed er begrænset, hvis der ikke ret snart begynder at ske noget konkret, så almindelige arabere – og i særdeleshed palæstinenserne – kan se, at Obamas ”forandringer” også kan ses i virkeligheden. Ellers vil den nye amerikanske præsident ret hurtig blive set som den gamle, velkendte, forhadte amerikanske politik, nu blot solgt i en ny besnærende og tilforladelig indpakning med mellemnavnet ”Hussein”.

I forhold til palæstinenserne står amerikanerne overfor en række problemer. Den præsident, de forhandler med – Mahmoud Abbas, kontrollerer i bedste fald kun Vestbredden. Gaza-striben regeres af den militante islamistiske Hamas-gruppe, som USA anser for at være en terrorgruppe. Læg dertil at Abbas’ præsidentperiode udløb samtidig med at Obama rykkede ind i Det hvide Hus, og at han dermed strengt taget ikke længere er legitim præsident, mens Hamas faktisk er demokratisk valgt. Vælger amerikanerne fortsat at satse på Mahmoud Abbas, og det gør de, så har de et problem med det ”demokrati” de hele tiden forsøger at markedsføre i Mellemøsten.

 
 
USA og Obama satser på den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas. men det er ikke uden problemer.

    Accepterer amerikanerne det handikap fra den palæstinensiske ledelse, så er det næste problem, at USA og EU i øjeblikket, for at gøre Abbas og hans Fatah-bevægelse til et attraktivt alternativ til Hamas, sprøjter penge ind på Vestbredden, for at skabe økonomisk fremgang, mens Gaza-striben lider under blokaden af området. Den politik kan ende som en boomerang. For Fatah er fortsat korrupt, og mange penge forsvinder stadigvæk i de forkerte lommer. Den råddenskab i Fatah var den væsentligste grund til at Hamas i sin tid vandt valget. Samtidig føler mange palæstinensere, at den kollektive afstraffelse af hele befolkningen i Gaza-striben er uretfærdig.
    Der var mange flotte idealer i Barack Obamas tale om ren regeringsførelse, gennemsigtighed i administrationen, respekt for loven, at regeringer skal stå til regnskab og ikke stjæle fra befolkningen og så videre. Men så længe disse idealer ikke gennemføres i de palæstinensiske områder, så risikerer USA, at et dyrt opbygget statsapparat og alle de fremtrædende ledere, de har investeret i, pludselig bliver væltet, fordi befolkningen kræver præcist alle de rigtige ting, som Obama i sin tale siger, er deres ret.
 
 
Israels premierminister Netanyahu vil få problemer med Obama-administrationen.

Israelsk og amerikansk politik synes uheldigvis lidt ude af sync for tiden. Kort tid efter at Demokraterne vandt både Det hvide Hus og Kongressen, og Barack Obama blev taget i ed i Washington, gik israelerne til valg. Dette valgs vinder blev højre-nationalisten Benyamin Netanyahu fra Likud-partiet.
    Sidst Netanyahu var premierminister, var den amerikanske præsident også Demokrat – Bill Clinton. De to havde mildt sagt en kemi, som ikke fungerede. Clinton havde set op til Netanyahus forgænger Yitzhak Rabin, som han anså for at være en af denne verdens virkeligt store statsmænd. Men Rabin blev myrdet af en jødisk religiøs højre-nationalist, fordi han forsøgte at lave fred med palæstinenserne. Og Clinton mente, at Netanyahu bar et stort medansvar for at have oppisket den hadske stemning i Israel og dæmonisering af Rabin, der var en af forudsætningerne for mordet.
    Og da Netanyahu, som er vokset op i USA og anser sig selv for ekspert i, hvordan man skal ”sælge” Israel til amerikanerne, så forsøgte at føre amerikansk indenrigspolitisk krig imod Det hvide Hus ved at mobilisere den Republikansk-kontrollerede Kongres imod Clinton, så var alle chancer for at udbedre de to lederes problematiske personlige forhold gået tabt.
    Mens USA har både en Republikansk Kongres og en neo-konservativ Republikansk præsident George W. Bush, sidder Netanyahu på udskiftningsbænken i opposition. Da han endelig vender tilbage til magten i Israel, kontrollerer Demokraterne både Kongressen og Det hvide Hus i Washington.

 
 
Det vil blive meget svært - om ikke umuligt - for Netanyahu at indfri Obamas forventninger.

    Denne gang – i modsætning til både Clinton og Bush tiden – har den nye præsident Obama kastet sig ud i Mellemøstkonflikten lige fra starten. Og den første store Policy Speech om Mellemøsten indleder han med at deklarere: ”Jeg er kommer her til Kairo, for at markere en ny begyndelse mellem De forenede Stater og muslimer over hele verden.” En præsident som har lovet handling og forandringer, og som allerede inden Kairo-talen, gjorde det klart overfor Netanyahu, at kravet til ham er en klar og utvetydig udmelding fra Jerusalem, at en to-statsløsning er eneste mulighed for fred, og at al byggeri i bosættelserne skal stoppes, er noget nært det værste mareridt, den nye israelske premierminister kunne forestille sig.
    Derfor er der ingen tvivl om, at Benyamin Netanyahus krisestab er samlet i premierministerens kontor i Jerusalem, og lysene i deres kontorer bliver ikke slukket om natten. De arbejder på højtryk for at finde ud af, hvordan de – set fra deres synspunkt – kan ”begrænse skaderne” af denne nye offensive amerikanske Mellemøstpolitik. Netanyahu har, som så mange andre israelske premierministre, en tradition for i forhold til bosættelserne at sige noget, der lyder som om der vil ske en ændring, mens de i virkeligheden fortsætter byggerierne i al stilhed. Det vil han næsten helt sikkert forsøge igen.
    Derfor vil Barack Obamas inderlighed og troværdighed uden al tvivl blive sat på en hård prøve meget snart. Og det kommer til at handle om byggerierne i bosættelserne. Det bliver her, USA skal vise, om der virkelig er tale om en ny Mellemøstpolitik fra Washington. Lakmusprøven i mange araberes øjne vil blive, om Obama accepterer, at israelerne bygger bag hans ryg, eller om han sætter magt bag sine ord.
    Så hold øje med byggekranerne og cementblanderne i de besatte områder. Det bliver der, det fremtidige forhold mellem Israel og USA bliver afgjort – og dermed også her, at mulighederne for fred i området vil skulle bestå sin første prøve.

 
Tilføj kommentar