Urias-post til NATO:

Bevar freden mellem Israel og palæstinenserne

Tyske NATO-soldater på opgave i Afghanistan. Skal de i fremtiden sikre freden i Israel-Palæstinakonflikten?
Tyske NATO-soldater på opgave i Afghanistan. Skal de i fremtiden sikre freden i Israel-Palæstinakonflikten?

JERUSALEM (19.05.2010): Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas vil tilsyneladende informere USA's særlige Mellemøstudsending, senator George Mitchell, at palæstinenserne vil være interesserede i at have NATO-styrker stationeret på sit territorium i en kommende palæstinastat. Det skriver den arabisk-sprogede avis al-Quds al-Arabi, som udgives i London.

Der er ikke tale om en baseaftale som USA for eksempel har med Qatar, Oman og andre arabiske Golfstater, så USA kan have en militær tilstedeværelse i Den persiske Havbugt. Der er tværtimod tale om en NATO-fredsbevarende styrke, som skal være buffer imellem israelerne og palæstinenserne, stationeret langs med en kommende grænse. Eller endnu værre, som udlægningen er i al-Quds al-Arabi: ”At beskytte den kommende Palæstinastat imod Israel”. Der er... tale om en NATO-fredsbevarende styrke, som skal... beskytte den kommende Palæstinastat imod Israel.

Jeg har på det seneste hørt ideen gengivet i forskellige versioner. Vestlige diplomater i Det palæstinensiske Selvstyre har fortalt mig, at det er en af de muligheder, der diskuteres. Og sidste har jeg hørt refereret, at den tidligere israelsk top-diplomat ved et lukket foredrag i Danmark er kommet med et lignende forslag. Han talte specifikt om tyrkiske tropper, som mere end så mange andre NATO-lande kan siges at have ”et ben i hver lejr”, og derfor nyde respekt hele vejen rundt.

Jeg kan ikke sige, at idéen er ”dødfødt” på forhånd, for ubegribelige ting sker jo fra tid til anden. Men det er vanskeligt for mig at tro, at noget NATO-land vil være tosset nok til at optage sig opgaven.

 
 
Der leges med tanken om at NATO skal sikre en kommende grænse mellem Israel og Palæstina.

Som vi i øjeblikket kender Israel-Palæstinakonfliktens parter, så er det største problem ikke, at vi ikke ved, hvad løsningen på konflikten er, fordi det ved alle. Biblioteket af planer og gode ideer på det område er omfattende. Problemet er parterne selv. De er ikke selv villige til at tage de smertefulde skridt på deres egen side, som er nødvendige. De er ikke villige til at overbevise deres egne befolkninger om alle de indrømmelser, de selv er nødt til at komme med. I stedet hengiver de sig til at udbrede sig om alle de krav, modparten skal indfri, og alt de de selv skal have, før de er villige til at tro på en aftale.

Parterne er ganske enkelt ikke selv rede til at påtage sig ansvaret for en fred, endsige betale prisen for den.

I en sådan situation vil en NATO-styrke blive placeret på en ”Urias-post”. Den vil af begge parter blive set som det internationale samfunds garant for at modparten i konflikten lever op til sine løfter. Og som sådan vil styrken og NATO blive standard-undskyldningen i begge lejrer for, hvorfor freden ikke virker. Lige nu har parterne hinanden at give skylden, så de ikke selv behøver at påtage sig noget ansvar. Kommer der en NATO-styrke ind, så vil den få rollen som prygelknabe.

Hertil kommer, at begge parters ekstremister højest sandsynlig vil føje en NATO-styrke til deres liste over mål, som er nemme at ramme. Så det vil nemt føre til at en sådan styrke ikke bare skal sikre en fred, parterne selv ikke er villig til at sikre. De skal samtidig forsøge at beskytte sig selv imod grupper, som falder i med omgivelserne. Det er en situation vi allerede kender fra både Irak og Afghanistan.

En NATO-styrke til at sikre freden mellem Israel og palæstinenserne vil efter min mening i sig selv skade freden. For fred mellem Israel og palæstinenserne vil først virke, hvis parterne selv bliver tvunget til at tage ansvaret for deres egen fremtid og betale prisen for det. Den situation er vi desværre ikke nået til endnu.

 
Tilføj kommentar
 
 
5 Kommentarer: