Fotografiske erindringer:

Krigen er overstået… eller er den?

 
 

ISTANBUL (03.10.2017): Jeg er ved at lave plads til et nyt foto/videoprojekt på mine harddisks, derfor sidder jeg og er ved at ordne billeder i disse nymodens digitaliserede arkiver. Desuden skal der laves en ekstra sikkerhedskopi af det hele, så intet går tabt. Det er desværre sket for mig, og det er meget smertefuldt. Det må ikke ske igen. Derfor går jeg med ”både seler og livrem”, har backups til backups på flere forskellige harddrives.
 
Undervejs opdager jeg billeder, som jeg næsten havde glemt eksistensen af, men som alligevel stadigvæk er aktuelle.
 
 

Krigen imod Islamisk Stat er næææsten slut i Irak. Men selvom krigen måske nærmer sig enden, så er problemerne ikke overstået. Langtfra.
 
Kurderne i det nordlige Irak, som længe har formået at skabe økonomisk fremgang, mere frihed og et vist mål af demokrati (selvom det halter lidt), men i hvert fald langt mere end den arabiske del af landet længere sydpå. 
 
Kurderne har lige ved en folkeafstemning, med overvældende flertal stemt for oprettelsen af et uafhængigt Kurdistan.
 
Ser man det fra kurdernes side, kan man sagtens
 
 
forstå deres ønske. Selvom jeg desværre er ret overbevist om, at folkeafstemningen risikerer at blive en boomerang, der giver bagslag.
 
Ser man det fra den shi’itisk-arabisk dominerende regerings side i Bagdad, er det lige så klart, hvorfor det er uacceptabelt. Om end den arabiske del af Irak ville gøre klogt i at tage lidt ved lære af, hvordan kurderne har indrettet sig, fordi det er et langt mere menneskeværdigt samfund, end det araberne selv har formået at skabe.
 
Hele det spørgsmål er en lang, kompliceret diskussion, som jeg sikkert vil komme nærmere ind på en anden dag, men nu, hvor jeg ser billederne igen,
 
 
kommer jeg til at tænke på, hvad der mon er sket med alle de mennesker, jeg mødte, da jeg dækkede krigen imod Islamisk Stat i Mosul.
 
En dag kommer jeg måske tilbage, og møder igen nogle af de mange stærke personligheder, jeg under krigen blev venner med, fordi vi oplevede så mange dramatiske øjeblikke sammen.
 
Her blot nogle enkelte fra en af de harddisks, jeg netop har ryddet op på og genformatteret, så der er plads til noget andet.


 
 
 
 
 
 
 
 
 
Tilføj kommentar