Lidt kedeligt måske:
Den hellige By i ord, kort og tal
ODENSE (10.12.2017): På hebraisk hedder byen Yerushalayim. På arabisk Al Quds. Byen har en befolkning på omkring 880.000 og dækker et område på godt og vel 125 kvadratkilometer. Tager man oplandet og forstæderne med, kommer det op på 652 kvadratkilometer.
Navnet Urusalima optræder i kileskrift på oldtidige mesopotamiske lertavler fra omkring 2500 før vores tidsregning, men arkæologer har fundet rester af bebyggelse i Jerusalem helt tilbage fra det 4. årtusinde f.v.t.
Der er dem, der siger, at navnet Jerusalem kommer af Ir Shalem, som skulle betyde Fredens By. Jeg ved ikke, om det er sandt, men fredens by er noget nær det eneste, Jerusalem aldrig har været. Listen over hære, som har erobret Jerusalem og jævnet byen med jorden, er uendelig. Altid er byen blevet genopbygget for blot igen at blive ødelagt.
Jerusalem har altid været en omstridt by. Helt tilbage i oldtiden blev den ifølge bibelen erobret fra jebusitterne af Kong David. Det skete omkring år 1000 før vores tidsregning. Davids søn Salomon var den, der byggede Templet. Det første Tempel, som blev ødelagt af babylonerne i år 585 f.v.t. Efter tilbagevendelsen fra fangeskabet i Babylon bliver Det andet Tempel bygget, som romerne ødelægger i år 70, hvor hele Jerusalem jævnes med jorden.
Den gamle Bydel
Jerusalems gamle bydel er omkranset af en middelalderlig bymur, som blev bygget af den osmanniske Sultan Suleiman den Store i 1530’erne. I dag er bymuren klassificeret som Verdens Kulturarv.
Området inden for bymuren er kun én enkelt kvadratkilometer stort, og det er delt op i fire kvarterer. Det muslimske kvarter – som er det største, det kristne, det armenske – som er mindst, og det jødiske kvarter – som strækker sig ned til Grædemuren.
Under krigen i 1948-49 blev jøderne tvunget til at flygte fra Den gamle Bydel, og deres boliger blev overtaget af arabere. Efter Israels erobring af Jerusalem i 1967, bliver araberne trængt ud og kvarteret igen overdraget til jøder.
Hellige sten
Jerusalem er hellig både for jødedommen, kristendommen og islam. Alle tre store monoteistiske religioner har deres hellige steder i byen. Alle har hellige sten. Der er dem, der ser religionen i byen som et yderligere, komplicerende problem. Andre som mulighed for at hjælpe en løsning på vej.
Grædemuren – eller Vestmuren – er det helligste sted for verdens jøder. Muren er den sidste lillebitte rest af en støttemur, der tilbage i den bibelske periode omkransede Tempelbjerget, hvorpå det jødiske tempel lå. Det tempel blev ødelagt af romerne i det første århundrede. Der er enkelte religiøse fundamentalister, som vil bygge et tredje tempel, der hvor Klippe- og Al Aqsa-moskeerne ligger.
Ligegyldigt hvor de befinder sig i verden, beder jøder altid med front imod Jerusalem og Tempelbjerget.
Gravkirken er kristendommens helligste sted. Gravkirken dækker over de sidste stationer af Via Dolorosa – den lidelsens vej som Jesus gik med korset. Inde i Gravkirken ligger Golgatha, Salvelsesstenen og Jesu’ Grav.
Visse protestantiske retninger bruger ofte det, der hedder Garden Tomb, lige udenfor Den gamle Bydel, hvor der også ligger en begravelseshule fra Jesu’ tid, som et sted de hellere mødes til bøn end Gravkirken.
Al Aqsa-moskeen og Klippemoskeen ligger på Tempelbjerget, hvor det jødiske tempel oprindelig lå. Det er det tredjehelligste sted i verden for islam efter Mekka og Medina. Selvom Jerusalem ikke direkte er nævnt i koranen, så var det ifølge muslimsk tradition fra klippestykket inde i Klippemoskeen at profeten Muhammed i en natlig drøm for til himmels på ryggen af sin vingede hest Buraq.
I islams allertidligste tid bad muslimer også i retning af Jerusalem, men det ændrede sig til at bederetningen i stedet blev i retning af Kabaen i Mekka.
Nyere historie
FN’s delingsplan fra 1947 deler Det Britiske Palæstinamandat op imellem områdets jødiske og arabiske befolkning. De to stater, som planen lægger op til, skal hver især bestå af tre områder, som på forunderlig vis skal hænge sammen i hjørnerne. Jerusalem skal være en international by under FN’s administration. Denne delingsplan kommer dog aldrig til at træde i kraft. Den jødiske befolkning accepterer FN-resolutionen, men det gør araberne ikke, og parterne bliver kastet ud i deres første regulære krig.
Under denne krig erobrer det nyoprettede Israel den vestlige, fortrinsvist jødiske del af Jerusalem, mens Transjordanien erobrer Vestbredden og den østlige del af byen. Transjordanien annekterer de erobrede områder, og omdøber samtidig sig selv til Jordan, da landet nu ikke længere kun ligger på den anden side af Jordanfloden. Jordans annektering anerkendes kun af Storbritannien og Pakistan.
Allerede i slutningen af 1949 flyttede Israel sit parlament Knesset til Jerusalem og i de efterfølgende par år fulgte resten af regeringens ministerier og administration, og Jerusalem har siden i praksis været Israels hovedstad. Kun forsvarsministeriet er forblevet i Tel Aviv, hvor det ligger sammen med forsvarets generalstab.
I 1980 vedtager Knesset Jerusalem-loven, som annekterer Øst-Jerusalem og erklærer Jerusalem for at være Israels evige og udelelige hovedstad.
Hverken Israels annektering af Øst-Jerusalem eller udråbelse af byen som Israels hovedstad anerkendes af resten af verden. Derfor ligger alle udenlandske ambassader – indtil videre i hvert fald – i Tel Aviv. Også den amerikanske.
To nationer – to hovedstæder?
Både Israel og palæstinenserne kræver at få Jerusalem som hovedstad.
Israel har allerede alle sine regeringsinstitutioner i byen. Også parlamentet, præsidentens residens, premierministerens officielle bolig og højesteret befinder sig i Jerusalem.
I mellemtiden er det Ramallah nord for Jerusalem, der i dag-til-dag-sammenhænge fungerer som den midlertidige palæstinensiske hovedstad. Det palæstinensiske parlamentet har bygninger både i Ramallah og i Gaza City.
I et forsøg på at ændre befolkningsudviklingen har Israel i mange år bygget jødiske forstæder rundt om Øst-Jerusalem. Verdenssamfundet anser disse satellitbyer for at være bosættelser i de besatte områder. Ved at tegne en ny bygrænse, som inkluderer disse jødiske forstæder, men undgår nogle af de arabiske, er det lykkedes Israel at skabe et Jerusalem, som også har et jødisk befolkningsflertal i den østlige del.
Selvom det naturligvis ophidsede palæstinenserne, så åbnede denne snoede bygrænse også for visse muligheder, mens fredsprocessen fungerede.
En af planerne den gang var, at den palæstinensiske bydel Abu Dis hører, som israelerne ikke anser for at høre til Jerusalem, men det gør den set med palæstinensiske øjne, kunne blive hjemsted for det palæstinensiske parlament. Så ville de få en hovedstad i det, de opfatter som Jerusalem (men Israel ikke gør), mens Israel samtidig fortsat kunne have sin hovedstad i den vestlige del af byen.
En velsignet forbandelse
Jerusalem er vidunderlig og forfærdelig. Skøn og grim. Fredelig og krigerisk. Hellig og profan. Byen er det hele og dets modsætning. Jerusalem er en velsignet forbandelse eller en forbandet velsignelse.
Jerusalem er en mærkelig by, som man nemt kommer til både at elske og hade, og som får mange til midlertidigt at gå fra forstanden. Der er ligefrem en psykiatrisk lidelse, som kaldes Jerusalem Syndromet.
Jerusalem er ikke bare omstridt politisk, nationalt og historisk. Det er ikke bare to folk i konflikt med hinanden, som begge kræver den samme by som deres hovedstad. Jerusalems hellighed for tre religioner lægger et ekstra, irrationelt lag oveni en allerede vældig kompliceret og næsten uløselig konflikt.
Det har hidtil altid fået arkitekterne bag de forskellige fredsforsøg, der har været i Israel-Palæstinakonflikten, til at mene, at fordi spørgsmålet om Jerusalem er så ømtåleligt og betændt, så må det hellere udsættes til allersidst. For er alle andre problemer først løst, og kun spørgsmålet om Jerusalems status står imellem fred eller fortsat konflikt, så er der i det mindste en chance for, at man vil være fleksibel selv på et så følsomt område som Den hellige Stad.
Begynder man derimod med Jerusalem, så har det indtil nu altid været opfattelsen blandt eksperterne, at så kommer en fredsmægling aldrig ud af starthullerne.
Den kommende tid vil vise os, hvem der har ret.
Navnet Urusalima optræder i kileskrift på oldtidige mesopotamiske lertavler fra omkring 2500 før vores tidsregning, men arkæologer har fundet rester af bebyggelse i Jerusalem helt tilbage fra det 4. årtusinde f.v.t.
Der er dem, der siger, at navnet Jerusalem kommer af Ir Shalem, som skulle betyde Fredens By. Jeg ved ikke, om det er sandt, men fredens by er noget nær det eneste, Jerusalem aldrig har været. Listen over hære, som har erobret Jerusalem og jævnet byen med jorden, er uendelig. Altid er byen blevet genopbygget for blot igen at blive ødelagt.
Jerusalem har altid været en omstridt by. Helt tilbage i oldtiden blev den ifølge bibelen erobret fra jebusitterne af Kong David. Det skete omkring år 1000 før vores tidsregning. Davids søn Salomon var den, der byggede Templet. Det første Tempel, som blev ødelagt af babylonerne i år 585 f.v.t. Efter tilbagevendelsen fra fangeskabet i Babylon bliver Det andet Tempel bygget, som romerne ødelægger i år 70, hvor hele Jerusalem jævnes med jorden.
Den gamle Bydel med de fire kvarterer: Det muslimske, det kristne, det armenske og det jødiske.
Den gamle Bydel
Jerusalems gamle bydel er omkranset af en middelalderlig bymur, som blev bygget af den osmanniske Sultan Suleiman den Store i 1530’erne. I dag er bymuren klassificeret som Verdens Kulturarv.
Området inden for bymuren er kun én enkelt kvadratkilometer stort, og det er delt op i fire kvarterer. Det muslimske kvarter – som er det største, det kristne, det armenske – som er mindst, og det jødiske kvarter – som strækker sig ned til Grædemuren.
Under krigen i 1948-49 blev jøderne tvunget til at flygte fra Den gamle Bydel, og deres boliger blev overtaget af arabere. Efter Israels erobring af Jerusalem i 1967, bliver araberne trængt ud og kvarteret igen overdraget til jøder.
Jødernes hellige sten i Grædemuren. Jøder stikker bønner til Gud, nedskrevet på små sedler, ind mellem stenene.
Hellige sten
Jerusalem er hellig både for jødedommen, kristendommen og islam. Alle tre store monoteistiske religioner har deres hellige steder i byen. Alle har hellige sten. Der er dem, der ser religionen i byen som et yderligere, komplicerende problem. Andre som mulighed for at hjælpe en løsning på vej.
Grædemuren – eller Vestmuren – er det helligste sted for verdens jøder. Muren er den sidste lillebitte rest af en støttemur, der tilbage i den bibelske periode omkransede Tempelbjerget, hvorpå det jødiske tempel lå. Det tempel blev ødelagt af romerne i det første århundrede. Der er enkelte religiøse fundamentalister, som vil bygge et tredje tempel, der hvor Klippe- og Al Aqsa-moskeerne ligger.
Ligegyldigt hvor de befinder sig i verden, beder jøder altid med front imod Jerusalem og Tempelbjerget.
Gravkirken er kristendommens helligste sted. Gravkirken dækker over de sidste stationer af Via Dolorosa – den lidelsens vej som Jesus gik med korset. Inde i Gravkirken ligger Golgatha, Salvelsesstenen og Jesu’ Grav.
Visse protestantiske retninger bruger ofte det, der hedder Garden Tomb, lige udenfor Den gamle Bydel, hvor der også ligger en begravelseshule fra Jesu’ tid, som et sted de hellere mødes til bøn end Gravkirken.
Al Aqsa-moskeen og Klippemoskeen ligger på Tempelbjerget, hvor det jødiske tempel oprindelig lå. Det er det tredjehelligste sted i verden for islam efter Mekka og Medina. Selvom Jerusalem ikke direkte er nævnt i koranen, så var det ifølge muslimsk tradition fra klippestykket inde i Klippemoskeen at profeten Muhammed i en natlig drøm for til himmels på ryggen af sin vingede hest Buraq.
I islams allertidligste tid bad muslimer også i retning af Jerusalem, men det ændrede sig til at bederetningen i stedet blev i retning af Kabaen i Mekka.
FN's delingsplan fra 1947. To stater i tre stykker. Den jødiske stat i blåt. Den arabiske i gult. Jerusalem skulle være internatinal by under FN-kontrol.
Nyere historie
FN’s delingsplan fra 1947 deler Det Britiske Palæstinamandat op imellem områdets jødiske og arabiske befolkning. De to stater, som planen lægger op til, skal hver især bestå af tre områder, som på forunderlig vis skal hænge sammen i hjørnerne. Jerusalem skal være en international by under FN’s administration. Denne delingsplan kommer dog aldrig til at træde i kraft. Den jødiske befolkning accepterer FN-resolutionen, men det gør araberne ikke, og parterne bliver kastet ud i deres første regulære krig.
Under denne krig erobrer det nyoprettede Israel den vestlige, fortrinsvist jødiske del af Jerusalem, mens Transjordanien erobrer Vestbredden og den østlige del af byen. Transjordanien annekterer de erobrede områder, og omdøber samtidig sig selv til Jordan, da landet nu ikke længere kun ligger på den anden side af Jordanfloden. Jordans annektering anerkendes kun af Storbritannien og Pakistan.
Allerede i slutningen af 1949 flyttede Israel sit parlament Knesset til Jerusalem og i de efterfølgende par år fulgte resten af regeringens ministerier og administration, og Jerusalem har siden i praksis været Israels hovedstad. Kun forsvarsministeriet er forblevet i Tel Aviv, hvor det ligger sammen med forsvarets generalstab.
I 1980 vedtager Knesset Jerusalem-loven, som annekterer Øst-Jerusalem og erklærer Jerusalem for at være Israels evige og udelelige hovedstad.
Hverken Israels annektering af Øst-Jerusalem eller udråbelse af byen som Israels hovedstad anerkendes af resten af verden. Derfor ligger alle udenlandske ambassader – indtil videre i hvert fald – i Tel Aviv. Også den amerikanske.
Jerusalem i dag (det røde område) med den snørklede bygrænse. Den blå stiplede linje viser våbenhvilelinjen fra 1949 til 1967. Det grå område lige øst for bygrænsen - på vejen ned mod Jeriko - er det omtalte Abu Dis.
To nationer – to hovedstæder?
Både Israel og palæstinenserne kræver at få Jerusalem som hovedstad.
Israel har allerede alle sine regeringsinstitutioner i byen. Også parlamentet, præsidentens residens, premierministerens officielle bolig og højesteret befinder sig i Jerusalem.
I mellemtiden er det Ramallah nord for Jerusalem, der i dag-til-dag-sammenhænge fungerer som den midlertidige palæstinensiske hovedstad. Det palæstinensiske parlamentet har bygninger både i Ramallah og i Gaza City.
I et forsøg på at ændre befolkningsudviklingen har Israel i mange år bygget jødiske forstæder rundt om Øst-Jerusalem. Verdenssamfundet anser disse satellitbyer for at være bosættelser i de besatte områder. Ved at tegne en ny bygrænse, som inkluderer disse jødiske forstæder, men undgår nogle af de arabiske, er det lykkedes Israel at skabe et Jerusalem, som også har et jødisk befolkningsflertal i den østlige del.
Selvom det naturligvis ophidsede palæstinenserne, så åbnede denne snoede bygrænse også for visse muligheder, mens fredsprocessen fungerede.
En af planerne den gang var, at den palæstinensiske bydel Abu Dis hører, som israelerne ikke anser for at høre til Jerusalem, men det gør den set med palæstinensiske øjne, kunne blive hjemsted for det palæstinensiske parlament. Så ville de få en hovedstad i det, de opfatter som Jerusalem (men Israel ikke gør), mens Israel samtidig fortsat kunne have sin hovedstad i den vestlige del af byen.
Middelalderligt verdenskort, hvor Jerusalem er verdens centrum. Danmark er også med - det gule helt oppe i kanten, hvor det hænger sammen med Sverige.
En velsignet forbandelse
Jerusalem er vidunderlig og forfærdelig. Skøn og grim. Fredelig og krigerisk. Hellig og profan. Byen er det hele og dets modsætning. Jerusalem er en velsignet forbandelse eller en forbandet velsignelse.
Jerusalem er en mærkelig by, som man nemt kommer til både at elske og hade, og som får mange til midlertidigt at gå fra forstanden. Der er ligefrem en psykiatrisk lidelse, som kaldes Jerusalem Syndromet.
Jerusalem er ikke bare omstridt politisk, nationalt og historisk. Det er ikke bare to folk i konflikt med hinanden, som begge kræver den samme by som deres hovedstad. Jerusalems hellighed for tre religioner lægger et ekstra, irrationelt lag oveni en allerede vældig kompliceret og næsten uløselig konflikt.
Det har hidtil altid fået arkitekterne bag de forskellige fredsforsøg, der har været i Israel-Palæstinakonflikten, til at mene, at fordi spørgsmålet om Jerusalem er så ømtåleligt og betændt, så må det hellere udsættes til allersidst. For er alle andre problemer først løst, og kun spørgsmålet om Jerusalems status står imellem fred eller fortsat konflikt, så er der i det mindste en chance for, at man vil være fleksibel selv på et så følsomt område som Den hellige Stad.
Begynder man derimod med Jerusalem, så har det indtil nu altid været opfattelsen blandt eksperterne, at så kommer en fredsmægling aldrig ud af starthullerne.
Den kommende tid vil vise os, hvem der har ret.
Tilføj kommentar
