ODENSE (06.12.2017): Senere i dag forventes den amerikanske præsident Donald Trump i en tale om Mellemøsten at erklære, at USA anerkender Jerusalem som Israels hovedstad. Desuden regner man med at Trump vil sige, at den amerikanske ambassade skal flyttes til Jerusalem. Blot at logistiske problemer gør, at flytningen kommer til at tage et stykke tid.
 
Baseret på det, der indtil videre er lækket om præsident Trump’s tale, er protester, fordømmelser og dystre forudsigelser allerede begyndt at strømme ind.
 
Herunder blot i kort noteform lidt om Jerusalem.
 

Er Jerusalem Israels hovedstad?
En hovedstad defineres oftest som en af et lands største og mest betydningsfulde byer, som i de fleste tilfælde tillige med er hjemsted for landets parlament, regering, ministerier, statsoverhoved, højesteret og så videre.
 
Alt det har Jerusalem – og sådan har det været det i mange år.
 
Når verdenssamfundet alligevel ikke – indtil nu i hvert fald – har anerkendt det, skyldes det byens helt særlige karakter. 
 
Jerusalem er en omstridt by. Den er fokuspunkt for en kompliceret politisk og national konflikt mellem Israel og palæstinenserne, som begge kræver byen som deres hovedstad. Desuden er Jerusalem helt central for verdens tre store monoteistiske religioner – jødedommen, kristendommen og islam, og det lægger et irrationelt niveau oveni en i forvejen næsten uløselig politisk konflikt.
 
Blandt andet derfor ligger de udenlandske ambassader i Tel Aviv og ikke i Jerusalem.
 
Det betyder naturligvis ikke, at alle verdens ambassadører går rundt og tror, at Tel Aviv er Israels hovedstad, ligeså lidt som de hver dag forvirret kører rundt i Middelhavsbyen og leder efter det israelske udenrigsministerium eller parlament. Diplomaterne ved udmærket godt, at selvom Jerusalem ikke er anerkendt som Israels hovedstad, så fungerer den alligevel som sådan i enhver almindelige dag-til-dag forretningsgang. Derfor kører alle udenlandske ambassadører lige direkte op til Jerusalem, når de skal gøre deres arbejde.
 

Lidt historie
Vi undlader at gå helt tilbage til Kong David, som angiveligt i år 1000 før vores tidsregning gjorde Jerusalem til Israels hovedstad, og koncentrerer os blot om den nyere politisk historie.
 
Ifølge FN’s delingsplan fra 1947, som delte det Det britiske Palæstinamandat i en jødisk og en arabisk stat, skulle Jerusalem være en international by under FN-overhøjhed. 
 
Sådan kom det ikke til at gå. 
 
Jøderne anerkendte planen. Araberne gjorde ikke. Det førte til den første regulære krig mellem parterne. Da krigen var overstået, havde Israel erobret den vestlige, fortrinsvist jødiske del af byen, mens Jordan havde erobret den mere arabiske østlige del.
 
Sådan forblev situationen i 19 år. Jerusalem var en delt by med et ingen-mands-land tværs igennem sig. Det blev der vendt op og ned på under Seksdageskrigen i 1967, hvor israelerne erobrede hele byen.
 
Israelerne kaldte erobringen af Øst-Jerusalem for en genforening af byen. Palæstinenserne så det som en fjendtlig besættelse.
 
I 1980 vedtog Israel den såkaldte Jerusalem-lov, som siger, at ”det forenede Jerusalem er Israels evige og udelelige hovedstad…” Ved samme lejlighed blev Øst-Jerusalem annekteret og gjort til en del af Staten Israel.
 

Israelsk og/eller palæstinensisk hovedstad
Traditionelt taler man om den jødiske/israelske vestlige bydel og den arabiske/palæstinensiske østlige del. Men siden 1970’erne har Israel bygget et antal israelske forstæder rundt om den østlige bydel. Det internationale samfund anser disse bydele for at være bosættelser, fordi de ligger i de dele af byen, der blev erobret i 1967.
 
I samme periode er Jerusalems bygrænse blevet tegnet om, så den undgår en række arabiske forstæder og landsbyer, men inkluderer disse nye israelske satellitbyer. På den måde er befolkningssammensætningen – i hvert fald på papiret – blevet sådan, at selv Øst-Jerusalem har et jødisk/israelsk befolkningsflertal.
 
Udover at det har fået bygrænsen til at sno sig underligt, så har det naturligvis også ophidset byens palæstinensiske befolkning. Om end utilsigtet fra den israelske side, så åbnede denne snørklede bygrænse under fredsprocessen faktisk muligheder for en form for kreativt diplomati.
 
Palæstinenserne krævede at Jerusalem skulle være deres hovedstad. Israel afviste det og sagde, at byen allerede var deres. Men den sære grænsedragning betyder, at det israelerne tænker på, når de taler om Jerusalem, har en anden udstrækning end det, palæstinenserne har i tankerne, når de taler om byen. Den forskel giver et vist albuerum.
 
Mens fredsprocessen faktisk kørte, var palæstinenserne allerede – med israelernes vidende – ved at bygge en parlamentsbygning i Jerusalemforstanden Abu Dis. Den bydel anser Israel ikke for at høre til Jerusalem, men det gør palæstinenserne. 
 
På den måde kunne både israelere og palæstinensere få Jerusalem som deres hovedstad, uden at nogen behøvede at indrømme, at de havde bøjet sig.
 
Lidt skørt – måske. Men alligevel en måde at løse et næsten uløseligt problem på, hvis man vil videre, og man har diplomatiet til sin hjælp og forhandlingsbordet som stedet, hvor konflikten løses.
 

Forhandlingsbordet
Hvis USA i aften vælger at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad, så er det i morgen mindre sandsynligt, end det var i forgårs, at parterne vil vende tilbage til forhandlingsbordet. På samme måde som en række andre landes lige så symbolske anerkendelse af Palæstina som en stat var det.
 
Får israelerne og palæstinenserne først på fornemmelsen, at de kan opnå deres mål uden at skulle forhandle sig til dem, og indgå kompromisser på nogle områder for at få indrømmelser igennem på andre, så mister forhandlingsbordet sin tiltrækning.
 
Mister diplomati og forhandlinger deres betydning, som måden af løse konflikten på, så bliver vold og væbnet kamp igen det, der for nogen vil synes som de magtesløses eneste alternativ.
 
Uanset hvad der er den amerikanske præsident Trump’s motiv for at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad, og til at overveje at flytte sit lands ambassade til byen, så vil det være en skæbnens ironi, at lige netop flytningen af en diplomatisk mission kan ende med at blive det, der gør diplomatiet overflødigt.

* * *

Se eventuelt også Robin Wright's artikel "With Jerusalem Move, Trump Sabotages His Own Mideast Peace Process" fra The New Yorker.

---

 

 

På given foranledning…

 
På given foranledning, skriver man, når andre har givet en anledning til at sige noget om et emne. Så det er det, jeg gør her dagen derpå. Svarer på spørgsmål.
 
Ovre på min Facebookside og i e-mails er jeg, efter at have offentliggjort ovenstående artikel om den amerikanske præsident Donald Trumps anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad, blevet spurgt om min egen mening om sagen. Det samme er tilfældet, efter jeg har offentliggjort en artikel af Robin Wright i The New Yorker, som jeg også har linket til ovre på Facebook.
 
Egentlig er min egen mening ret ligegyldig. Jeg er ikke beslutningstager og har ikke nogen indflydelse til at påvirke tingenes gang i Mellemøsten. Jeg skal blot forsøge at rapportere og forklare ting, der sker, så godt jeg formår. Det er det, jeg forsøger.

Alligevel skal jeg nok forsøge, at gå en lille smule længere her.
 
Jeg har linket til Robin Wright’s artikel i The New Yorker, fordi jeg synes, at den er interessant og giver mere baggrund, perspektiv og analyse, end de korte, hurtigere nyhedsartikler, vi ellers for det meste bombarderes med.
 
Når jeg linker til andres tekster, er det ikke altid fordi jeg er enige med dem i alt, de skriver. Men selvom jeg ikke nødvendigvis er totalt enig, kan artiklerne sagtens være ganske interessante. Min egen mening er i den sammenhæng også ret irrelevant.
 
Lad mig alligevel perifert berøre min egen opfattelse af situationen.
 
Jeg synes, som Robin Wright, at det går imod al sund fornuft, at indlede forsøget på at løse Israel-Palæstinakonflikten med at afgøre Jerusalems status som det første. Den almindelige opfattelse har i årtier været, at Jerusalem er så følsomt og ømtåleligt et problemkompleks, at bør være det allersidste, man forsøger at løse i en fredsproces. For starter man med Jerusalem, så bryder alt sammen, inden det kommer i gang.

Det har i hvert fald været den fremherskende holdning.
 
USA har nu besluttet at gøre det modsatte.
 
Samtidig med at jeg selv mener, at det er et forkert og potentielt meget farligt skridt, USA har taget, må jeg på den anden side også erkende, at alle de diplomater, politikere og eksperter, som i årtier har stået for forsøgene på at skabe fred mellem parterne, og som har fulgt den almindeligt accepterede opfattelse om at Jerusalem skal udsættes til allersidst, ikke har haft held til at løse problemerne. Derfor er der måske behov for noget helt anderledes og totalt alternativt? Jeg ved det ikke.
 
Selvom det ikke klart blev udspecificeret af præsident Donald Trump i talen i aftes, så mener jeg, at ”anerkendelsen af Jerusalem som Israels hovedstad” udelukkende handler om Vest-Jerusalem. Ikke om de dele af Jerusalem, som blev erobret under Seksdageskrigen i 1967, og som vi traditionelt kalder Øst-Jerusalem, selvom det ligger både nord, øst og syd for Vest-Jerusalem.
 
Derfor er Øst-Jerusalems status stadigvæk ikke ændret i amerikansk udenrigspolitik. Så USA kan eventuelt senere anerkende Øst-Jerusalem som Palæstinas hovedstad, hvis en sådan stat en dag skulle gå hen at blive virkelighed.
 
Alligevel må jeg, når jeg som her forsøger at se mulighederne i Trump-udspillet, indrømme, at jeg bliver nervøs. Jeg synes at risiciene er langt større end chancerne for succes og fred.
 
Selv tror jeg, at fred kun kan vokse ud af en forhandlingsproces, som bygger på land for fred og gensidige kompromisser parterne imellem.

Hvis Israel kan få så store diplomatiske gevinster uden at skulle indgå sådanne smertefulde kompromisser ved forhandlingsbordet for at få dem, kan jeg ikke se, hvorfor den israelske regering skulle se forhandlinger som den eneste måde at løse konflikten på.
 
Præsident Trump har naturligvis ret i, at anerkendelsen af Jerusalem som Israels hovedstad, blot er en justering, der bringer USA's udenrigspolitik i overensstemmelse med virkeligheden, som den faktisk er. Det er korrekt. Jerusalem er i alle praktiske dag-til-dag sammenhænge allerede Israels hovedstad. Men samme form for logik kunne man så også bruge om bosættelserne. Der er allerede så mange israelske bosættelser i de besatte områder, at områderne i virkeligheden næsten er blevet integreret i Israel. Det burde man i så fald også justere sin udenrigspolitik ind efter og anerkende.
 
En sådan tilgang til Israel-Palæstinakonflikten og en mulig løsning af den vil blot anspore parterne til hver især, ensidigt at skabe endnu flere nye kendsgerninger på landjorden, som vil omskabe virkeligheden efter deres egne ønsker, og på den måde foregribe forhandlingerne. Det vil i virkeligheden gøre forhandlingerne overflødige og ligegyldige.
 
Hvis forhandlinger om fred mister deres betydning som det forum, hvor fremtidens Mellemøsten skabes, så vil den part, som klarer sig dårligst med at omskabe virkeligheden – i den her sammenhæng vil det sikkert blive palæstinenserne (fordi de arabiske lande er så internt splittede) -- føle, at de ikke har ret mange andre alternativer tilbage end opstand, vold og væbnet kamp.
 
Det er allerede ved at ske.
 
De sidste par dage, siden rygterne om Trumps tale begyndte at sive ud, er Hamas og den fløj i det palæstinensiske samfund, som ikke vil forhandle med Israel, ikke vil anerkende Israel og ikke vil have fred med Israel blevet styrket. Hamas' leder Ismail Haniya har lige fra Gaza-striben opfordret til en ny Intifada. Samtidig er de forhandlingsvenlige palæstinensere i stigende grad blevet diskvalificerede i den offentlige mening.
 
En sådan udvikling lover ikke godt for fremtiden.
 
Et spørgsmål er det dog ikke lykkedes mig at få besvaret: Hvad er der sket bag kulisserne?
 
Kan amerikanerne virkelig have givet den israelske premierminister Benyamin Netanyahu så kæmpestor en ”gave” uden at have krævet noget til gengæld?
 
Hvis der er tale om en gave uden vedhæftede betingelser om modydelser, så er amerikansk udenrigspolitik totalt blevet overtaget af amatører. 
 
Hvis det ikke er tilfældet, og Israel faktisk er blevet afkrævet noget til gengæld, så bliver det interessant at se, hvad det kan være.
 
Det skal dog helst afsløres ret hurtigt, for de negative effekter af den amerikanske politiske kursændring vil formentlig meget snart begynde at vise sig. Udover demonstrationer, opstande og måske ligefrem terrorangreb på kort sigt, så svækker det her også USA’s traditionelle allierede i Mellemøsten. 
 
Det gik allerede ned af bakke med USA’s indflydelse i de arabiske og muslimske lande under præsident Barack Obama, og nedturen fortsætter under Donald Trump. Jerusalem-anerkendelsen vil blot øge den bevægelse. Det magttomrum, der opstår, forbliver ikke tomt. Det udfyldes af andre. Rusland står altid på spring. Irans indflydelse vokser også støt. Alt i alt en udvikling, som ikke lover godt for fremtiden.
 
Sluttelig synes det som om mange af de eksperter, der forstår sig på amerikanske forhold, mener, at Donald Trumps hovedmotiv for at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad, i virkeligheden er indenrigspolitisk.
 
Han vil på den ene side opfylde et af sine valgløfter og på den anden styrke sin position på den kristne, fundamentalistiske højrefløj i USA.
 
Er det tilfældet, er den tragiske Israel-Palæstinakonflikt blot endnu en gang kynisk blevet brugt som kulisse til en selviscenesættelse af en politiker, som blot vil styrkes på hjemmefronten i sit eget land. 
 
Er det korrekt, er det virkelig meget, meget trist.