Israel-Palæstina: Nedtur/retur

Mahmoud Abbas har viljen til fred, men ikke magten. Arafat havde magten men ikke viljen.
Mahmoud Abbas har viljen til fred, men ikke magten. Arafat havde magten men ikke viljen.

JERUSALEM (10.11.2008): Shas har endnu en gang væltet en israelsk regering. Det er sådant set ikke så overraskende. Partiet løb også fra sit ord, da det i 1990 bragte Shimon Peres’ regering til fald. En begivenhed der stadigvæk i israelsk politik refereres til som ”det beskidte trick”.
    Det eneste overraskende er sådant set, at partiet ikke, som det ellers altid har været tilfældet, har ladet sig bestikke til at blive i regeringen. Men det løfte om 1,2 milliard kroner til en forøget børnecheck til børnerige familier og andre økonomiske indrømmelser specielt målrettet til Shas-partiets vælgerkorps, var tilsyneladende ikke nok, selvom det ellers var det, partiet havde krævet under forhandlingerne.
    Der udover stillede partiet også med et krav om, at spørgsmålet om Jerusalems fremtid overhovedet ikke må diskuteres med palæstinenserne. Men det var, mente mange, blot for at Shas’ optræden ikke skulle minde alt for meget om mafiaens pengeafpresning.
    Når man kender partiet modus operandi, kunne man fristes til at tro, at de har, som det hedder i Godfather-filmene, ”fået et tilbud, de ikke kunne afslå” fra anden side. Denne anden side hedder Likud og Benyamin Netanyahu. Rygter vil vide, at Netanyahu, som står stærkt i meningsmålingerne lige nu, næsten har fordoblet Livni’s milliard og også lovet Shas ”forkøbsret” til en række ministertaburetter med tilhørende pengekasser, hvis partiet blot vil vælte den nuværende regering.

 
 
Man fristes til at tro, at Shas har fået

Det er naturligvis også blevet iklædt en politisk forklædning, for at dække over bestikkelsen, ved at påstå at Tzipi Livni, hvis hun bliver premierminister, vil sælge Jerusalem og de hellige steder til palæstinenserne.
    Shas’ “leder”, Eli Yishai, begrunder sit partis skridt med hensyn til landets fattigste. Man kunne næsten anse ham for en slags israelsk Robin Hood, hvis man ikke vidste, at han tænker på den særlige del af de fattige, som stemmer Shas. Og at Israels fattige aldrig har lidt så meget, som under den selvsamme Benyamin Netanyahu, han nu kaster sit partis støtte bag.

Hellig mand med eget parti
På væggen bag ”partileder” Yishai hænger der et billede af Shas-partiets egentlige leder: Den uforståeligt, mumlende sefardiske rabbiner Ovadia Yosef. Orientalske jøder nærmest tilbeder den 88-årige Rav Ovadia, som var han en profet. Ingen forstår rigtig, hvad han siger. Når bidder af hans ugentlige udlægninger af teksten fra tid til anden vises på israelsk TV, så sker det med undertekster, selvom rabbineren angiveligt taler på hebraisk. Men de færreste forstår hans gutturale mumlen.

 
 
Når rabbi Ovadia Yosef’s verdenssyn oversættes, så tror almindelige, moderne mennesker ofte alligevel ikke deres egne øren.
    Det kan så være en fordel. For når Ovadia Yosef’s verdenssyn oversættes, så tror almindelige, moderne mennesker ofte alligevel ikke deres egne øren. Den gamle rabbiners syn på kvinder, arabere, venstreorienterede, ikke-religiøse jøder og alt andet, der ikke er som ham selv, er nemlig så vanvittigt, at det hver gang chokerer den måbende offentlighed. Bagefter går Rav Ovadia’s disciple i aktion for at forklarer og glatte ud. Den geniale mands tanker er blevet misforstået, misfortolket, taget ud af den rette sammenhæng, er så komplicerede, at almindelige mennesker slet ikke kan fatte dem og lignende.

Den hellige mand smudser ikke selv sine hænder ved at deltage i politik. Det har han et helt politisk parti til at gøre for sig. Rav Ovadia er partiets åndelige overhoved. Som sheikh Hassan Fadlallah var det for Hizbollah i Libanon, og ayatollah Ruhollah Khomeini i sin tid i Iran. Det er sandelig ikke kun islam, der blander religion og politik sammen.
    At Shas-partiet har en hellig mand og stor rabbiner som sit åndelige overhoved gør dog ikke partiets politik uskyldsren, hellig, retfærdig eller på anden måde åndelig forfinet. Tværtimod har partiets politikere en tendens til at blande statens økonomi og andres penge sammen med deres egen private husholdningskasse.

Svindlere og bedragere
Listen over svindlere i partiet er lang. Utallige er konstant under politiefterforskning. Bare siden 1999 er en lang række af partiets parlamentsmedlemmer blev dømt for en vifte af alt fra svindel og bestikkelse til mandatsvig.
    Arie Deri, partiets daværende leder og indenrigsminister, fik tre års fængsel for bestikkelse. Han er lige blevet løsladt efter kun 22 måneder – for ”god opførsel”.
     Rafael Pinhasi, Yair Lev, Ofer Hugi og Yair Peretz er andre. Også Slomo Benizri, som ellers var valgt ind i dette Knesset, har måttet trække sig, for at afsone halvandet års fængsel for bestikkelse.
    Ingen af de dømte svindlere eller partiets trofaste støtter anerkender, at der er et problem. Standardforklaringen er, at det blot er Israels ashkenasiske, venstredrejede, intellektuelle elites heksejagt på landets undertrykte, forfulgte sefardiske befolkning.

Etisk og moralsk deroute
Det er langtfra kun Shas, der i israelsk politik har svært ved at holde sig på dydens smalle sti.
    Moralen og etikken i israelsk politik er i frit fald.
    Selve årsagen til at landet blev kastet ud i endnu en regeringskrise var, at premierminister Ehud Olmert (Kadima tidligere Likud) efter den sjette politiefterforskning imod sig på bare to år endelig besluttede sig for at trække sig tilbage, da politiet indgav en del af sit materiale til den israelske statsadvokatur med en anbefaling om, at der bør rejses tiltale imod Olmert.

 
 
Selve årsagen til at landet blev kastet ud i endnu en regeringskrise er sagerne imod premierminister Ehud Olmert, som her ses sammen med USAs præsident George W. Bush.
En sådan retssag er endnu ikke begyndt. Statsadvokaten har endnu ikke besluttet, om han vil følge politiets anbefaling. Og Ehud Olmert er stadigvæk fungerende premierminister for et forretningsministerium, der fungerer frem til en ny regering kan tiltræde efter valget.
    Mistanken imod den afgående premierminister stammer fra en lang periode hvor han har bestridt forskellige ministerposter og også været Jerusalems borgmester. De handler om alt fra at have taget bestikkelse, modtaget million store pengegaver, brugt valgkampagnemidler på privat forbrug, sendt dobbeltregninger for flybilletter og hotelophold, købt hus i et af Jerusalems dyreste kvarterer til en unaturlig lav pris og så videre.
    Udover de mange mistanker og politiefterforskninger og en katastrofal krig i Libanon forrige sommer, så bliver det eneste andet Ehud Olmerts premierministerperiode bliver husket for, at han slog rekorden i meningsmålingerne for laveste tilslutning til en israelsk premierminister nogensinde.
    (I parentes bemærket er det også problematisk, at israelsk presse for længst har dømt Ehud Olmert, uden han endnu har været stillet for retten. Så godt som alle informationerne stammer fra veltilrettelagte men anonyme lækager fra israelsk politis side. Og uanset hvad man mener om Ehud Olmert, så er selv han uskyldig, indtil det modsatte er bevist.)

Politikere på afveje
Og når jeg nu indledningsvis har været så hård ved partiet Shas, så bør det retfærdigvis også siges, at hverken de eller Olmert er de eneste korrupte i israelsk politik.
    I maj meddelte den israelske anklagemyndighed, at der vil blive rejst tiltale imod finansminister Avraham Hirshson (Kadima tidligere Likud), som nu er trådt tilbage. Hirshson bliver stillet for retten anklaget for en række kriminelle forhold: Mandatsvig af særlig alvorlig karakter, tyveri, dokumentfalskneri, svindel, hvidvaskning af penge og så videre. Det er den almindelige antagelse, at han vil få flere års fængsel.
    Inden hans præsidentperiode udløb blev præsident Moshe Katzav (Likud) mistænkt for voldtægt (måske i flere tilfælde) og seksuel chikane imod flere kvinder i sin stab. Efter først offentligt at have tilsvinet israelsk politi og presse for at have fordækte motiver og racistiske anti-sefardiske tilbøjeligheder, indgik præsidenten i al stilhed forlig med anklagemyndighederne. Han tilstod flere tilfælde af seksuel chikane til gengæld for at voldtægtsanklagerne blev taget af bordet. Men da han nu bagefter igen benægter alt, har anklagemyndigheden besluttet at tage hele sagen op igen. Både voldtægter, seksuel chikane med mere.
    Tidligere justitsminister Haim Ramon (Kadima tidligere Arbejderpartiet) blev dømt for seksuel chikane, og fik fire måneders samfundstjeneste. Han er nu tilbage i politik igen.
    Tidligere justitsminister Tzahi Hanegbi (Kadima tidligere Likud) står anklaget for svindel, bestikkelse og for at afgive falsk vidneforklaring (lyve under ed). Sagen har ikke været for retten endnu.

 
 
Tidligere generalstabschef Dan Halutz nåede at sælge sine aktier inden kurserne faldt.
Og for ikke kun at hænge fast i det parlamentariske dynd, så lad mig slutte med at nævne den tidligere chef for Israels helligste og mest uangribelige institution: Forsvaret.
    Tidligere generalstabschef Dan Halutz blev af Winograd-undersøgelseskommissionen stemplet som en af de hovedansvarlige for den katastrofale krig med Hizbollah i Libanon i sommeren 2006. De to andre var henholdsvis premierminister Ehud Olmert og daværende forsvarsminister Amir Peretz.
    Men der blev også rejst tvivl om generalstabschef Dan Halutz’ personlige integritet, da israelsk presse kunne afsløre, at han havde solgt hele sin aktieportefølje dagen inden han tog nationen i krig, og aktiemarkedet derfor styrtdykkede.

Amir Peretz, som kom fra Arbejderpartiet og fagbevægelsen spekulerede sikkert ikke på børsen, men han blev anset for at være en håbløs amatør på posten som forsvarsminister, hvilket kun blev understreget af et fotografi af ham i israelsk presse, hvor han i kikkert forsøgte at følge en israelsk militær øvelse uden at tage de beskyttende plastikhætter af okularerne, så alt må have været sort.
    Desværre kunne listen nemt laves længere. Ovenstående er blot de seneste og mest alvorlige eksempler. Samlet viser de en sørgelig tendens. At israelsk politik befinder sig i en moralsk og etisk deroute. En deroute som det israelske demokrati og den israelske vælgerbefolkning desværre ikke kan sige sig fri for også at bære en stor del af ansvaret for.

 
 
Daværende forsvarsminister Amir Peretz, som ingen havde fortalt, at han skulle tage plastikhætterne af kikkerten, for at kunne bruge den.

Livni i det mindste ikke korrupt
Symptomatisk for det deprimerende lave niveau i israelsk politik lige nu er de alt andet end ekstatiske politiske kommentarer i pressen under det netop overståede interne formandsopgør i Kadima-partiet mellem udenrigsminister Tzipi Livni (som vandt) og transportminister Shaul Mofaz. Ingen af de to tillagdes de politiske visioner, de politisk-ledelsesmæssige kvalifikationer eller den karisma, man burde kunne forvente sig af en person, der ser sig selv som Israels kommende premierminister. Det bedste man kunne sige om de tos kvalifikationer, skrev flere kommentatorer, var, ”at de ikke er korrupte”.
    Men det ikke-korrupte alternativ får altså ikke lov til at danne regering.

På mange måder er det jo bare demokratiet, der går sin skæve gang.
    Problemet er bare, at hvis valget ender med et resultat, der ligger i nærheden af de israelske politiske meningsmålinger, som de ser ud lige nu, så bliver Kadima-partiet næsten udryddet, og Likud og Benyamin Netanyahu står til at vinde. Sker det, er det næppe sandsynligt, at der kommer gang i en fredsproces med palæstinenserne i nogen overskuelig fremtid.

Magttomrum og kaos
Det er ikke fordi tingene tager sig meget bedre ud på den palæstinensiske side.
    Palæstinenserne har ikke én, men tværtimod to indbyrdes rivaliserende regeringer, som, selvom de begge konstant påstår det modsatte, reelt er i krig med hinanden. Den islamistiske Hamas-gruppe har kontrollen i Gaza-striben, mens Fatah-bevægelsen sidder på Vestbredden.

Vestlige medier laver ofte den fejlslutning, at siden det reelt er Fatah. Der sidder på magten på Vestbredden, så er det også Fatah’s leder, præsident Mahmoud Abbas, der kontrollerer området. Det er imidlertid et åbent spørgsmål, om det er sandt. Reelt er Vestbredden sunket tilbage til en slags stammesystem, hvor hver større by og opland kontrolleres af en Fatah-leder – en slags middelalderlig krigsfyrste – og hans mænd, som han som oftest er i familie med. Hvor loyal denne Fatah-leder så er overfor Mahmoud Abbas afhænger af, hvad han selv, hans mænd og hans klan får ud af det.
    Blandt andet derfor, men også fordi Fatah – og dermed PLO – aldrig for alvor har gennemført den interne storvask og reformproces som alle, både Vesten og palæstinenserne selv kræver, blomstrer korruptionen stadigvæk.

 
 
Det er stadigvæk et åbent spørgsmål, i hvor stor udstrækning præsident Mahmoud Abbas overhovedet har kontrollen selv over Vestbredden.

Fatah lige så korrupt som altid
Siden fredsprocessens start i 1993 og indtil dens sammenbrud i sensommeren 2000 er palæstinenserne det folk i verden, der har modtaget mest per person i international bistandshjælp. I dag skal man bruge mikroskop, hvis man i for eksempel Jalasoun-flygtningelejren udenfor Ramallah skal kunne se, hvor situationen er blevet væsentligt forbedret i løbet af de mange år, hvor pengene bare væltede ind. 
    Derfor er der mange – ikke mindst palæstinenserne selv – der spørger, hvor alle disse formuer er blevet af.
    Alle kender svaret.
    Pengene er forsvundet ned i det utal af dybt korrupte PLO- og Fatah-pampere, der for en stor dels vedkommende stadigvæk sidder på ”flæsket”.

I dag strømmer det igen ind med økonomiske midler fra Vesten, fordi vi vil ”styrke Mahmoud Abbas og hans styre”, som det hedder. Læs: ”Vi vil svække Hamas”. I virkeligheden er det det modsatte, der sker.
I vores iver for at styrke Mahmoud Abbas, sprøjter vi igen penge ind i den korrupte og dybt inkompetente Fatah-bevægelse, hvilket præcis var grunden til at Fatah i sin tid tabte et demokratisk valg til Hamas.    ”Hvis I i Vesten fortsætter på den måde, så risikerer I, at Hamas også vinder frem her på Vestbredden”, fortalte Husam Khader mig for nylig. Jeg besøgte ham i Balata-flygtningelejren udenfor Nablus lige efter han var blevet løsladt af israelerne. Han er et fremtrædende medlem af Fatah’s såkaldte ”unge garde”, som nyder udbredt støtte i befolkningen, fordi de kræver reformer i organisationen. Men den ”unge garde” bliver effektivt holdt udenfor indflydelse af Fatah’s og PLO’s gamle, korrupte pampervælde.

I vores iver for at styrke Mahmoud Abbas, sprøjter vi igen penge ind i den korrupte og dybt inkompetente Fatah-bevægelse, hvilket præcis var grunden til at Fatah i sin tid tabte et demokratisk valg til Hamas.

 
 
Hamas har valgt den væbnede kamp imod Israel over den palæstinensiske befolknings velfærd.
    For mens Hamas-lederne fortsatte med at bo i flygtningelejrene sammen med almindelige mennesker, og deres organisation oprettede klinikker, skoler og sociale institutioner til at hjælpe de fattige, så byggede Fatah-folkene store vulgære villaer med snoede trapper, søjlegange med doriske kapitæler og springvand til sig selv. Mens Hamas brugte lokale service-taxaer, kørte Fatah i blanke, sorte Mercedes-limosiner.
    Derfor vandt Hamas valget – fair and square, og Fatah tabte.

Hellere kleptokrater end demokrater
Men Fatah accepterede ikke nederlaget. De kunne ikke tiltvinge sig magten igen – selvom de sikkert ville have gjort det med våbenmagt, hvis de havde kunnet – men de kunne i det mindste sabotere Hamas’ forsøg på at regere. Og det gjorde de. Dertil fik de endog hjælp af os i Vesten, fordi vi lukkede ved samme lejlighed af for den økonomiske støtte til den del af Det palæstinensiske Selvstyre, som Hamas fik kontrollen med.
    Man kan naturligvis ikke kræve, at vi i Vesten skal være med til at finansiere et styre, som ledes af en organisation, der står opført på EU’s liste over terrororganisationer. Omvendt er det også meget svært at se, hvordan vi skal kunne udbrede respekten for demokrati og civil-samfund i den arabiske verden, hvis det kun er de kandidater, vi kan lide, der må få lov til at vinde valget. I særdeleshed hvis dem, vi på forhånd har udpeget til at vinde, er kroniske kleptokrater.

Et arabisk forsøg på at etablere en palæstinensisk samlingsregering, så Fatah i det mindste kunne få del i magten, selvom de havde tabt valget, og Hamas kunne forsøge at regere, virkede heller ikke. Tværtimod sank Gaza-striben ned i total borgerkrig.
    Borgerkrig er måske den forkerte betegnelse, for det var sådant set ikke borgerne, der kæmpede. Det gjorde derimod to væbnede militsgrupper. De måbende borgere så chokerede til, mens deres huse blev perforerede af maskingeværkugler og deres samfund lagt i ruiner. Og her stod Hamas’ brutalitet ikke tilbage for Fatah’s.

 
 
Hamasskole i Gaza-striben. Manglen på tillid mellem parterne styrker de militante.
Med venner som dem, hvem har så brug for fjender?
Pludselig så de chokerede palæstinensere, at det eneste de to mest prominente bevægelser i det palæstinensiske samfund var interesserede i, var magten. Og i deres iver for at tiltvinge sig magten, var de villige til at tage alle midler tage i brug. Ingen skævede overhovedet til, hvor megen lidelse, der blev påført den palæstinensiske civilbefolkning, som begge bevægelser ellers påstod, de repræsenterede.
    Der blev skudt med skarpt ned af gader fyldt med børn. Skudt med panserbrydende granater mod beboelsesejendomme. Hamas forsøgte endog at sprænge et helt lejlighedskompleks med 300 beboere i luften med dynamit for at ramme en enkelt Fatah-mand, som det bagefter viste sig var i Egypten på det tidspunkt.
    At israelerne er brutale overfor palæstinenserne, kan mange palæstinensere i det mindste forstå, selvom de ikke kan lide det. Men israelerne er i det mindste fjenden. Den brutalitet som de derimod så fra deres egne bevægelser kom derimod som et chok for mange. For de selvsamme ledere, som påstod at det kun havde folkets velfærd på sinde, havde tilsyneladende ikke de mindste skrupler med at slagte folket, hvis det kunne sikre dem selv magten.

Som væbnet oppositionsgruppe stod Hamas som dem, der på den ene side hjalp de syge, de fattige og de arbejdsløse. Og på den anden som dem, der fortsatte kampen imod Israel. Da Hamas som regering pludselig måtte vælge imellem de to: Enten økonomisk fremgang, så de kunne hjælpe de fattige og svage og få det palæstinensiske samfund på benene igen, eller at fortsætte kampen imod Israel, og dermed blive isoleret fra resten af verden, og kaste de fattige ud i endnu mere armod, så valgte Hamas den væbnede kamp.
    I dag leder Hamas Gaza-striben, og deres jerngreb om samfundet i den lille strimmel ørken bliver hårdere og hårdere. Det er de hårdtslående, fundamentalistiske og puritanske kræfter i bevægelsen, der synes at vinde frem. Internet-caféerne i Gaza By er blevet brændt ned. Det samme er klubber, der spillede musik, en kristen boghandler og selv den lukkede klub for FN-ansatte inde på en FN-base.

Abbas mere borgmester end præsident
På Vestbredden kontrollerer præsident Mahmoud Abbas tilsyneladende Ramallah. Resten af Vestbredden har han måske et vist mål af indflydelse over, hvis det passer hans ikke altid lige tro og loyale løjtnanter.
    Internt i Fatah-bevægelsen er det fortsat den gennemkorrupte ”gamle garde”, der har magten. Og de viser ingen tendenser til at overdrage noget som helst af den til den ”unge garde”, som ellers nyder respekt i befolkningen fordi det er dem, der har stået for kampen imod den israelske besættelsesmagt.Mahmoud Abbas har viljen, men ikke magten. Yassir Arafat havde magten, men ikke viljen. Derfor har palæstinenserne i dag ingenting!Til januar udløber Mahmoud Abbas’ præsidentperiode. Hvad sker der så? Der kan ikke afholdes valg, når det palæstinensiske område styres af to forskellige indbyrdes stridende regimer. Og Hamas har allerede bekendtgjort, at de ikke vil acceptere, at Abbas bliver siddende på posten.
    Så selvom et mirakel skulle indtræffe, og Israel pludselig skulle præsentere Mahmoud Abbas for et drømmetilbud af en fredsaftale, ikke at jeg tror, det vil ske, så er det mere end tvivlsomt, at han overhovedet kan få resten af palæstinenserne med på det.

Mahmoud Abbas har viljen, men ikke magten.
Yassir Arafat havde magten, men ikke viljen.
Derfor har palæstinenserne i dag ingenting!

Palæstinenserne vil helst give Israel skylden for alt, der er gået galt for dem. Israel, USA, Vesten, CIA, Mossad, Verdensjødedommen m.m. Det hele er en stor anti-palæstinensisk konspiration. I virkeligheden bærer de selv en stor del af ansvaret. At palæstinenserne ikke ser det i øjnene, er en helt anden side af problemet.

 
 
Mellemøsten er forbandet af ledere af utrolig dårlig kvalitet og lav moral.

Hvis freden faldt ned fra himlen
Den sørgelige konklusion er, at selvom freden så som et forsinket bibelsk mirakel pludselig skulle falde ned fra himlen, så er der ikke nogen handlekraftig, duelig eller villig ledelse hverken på den israelske eller på den palæstinensiske side, som vil være i stand til at samle den op.
    Og det er ikke fordi, at man ikke ved, hvordan freden ser ud. For det ved alle.
    Den dag, der bliver fred, så kommer løsningen til at ligge snublende nær det, vi kalder Clinton-planen. Den plan som den daværende amerikanske præsent Bill Clinton præsenterede nogenlunde samtidig med at fredsprocessen brød definitivt sammen i vinteren 2000-2001.

Det er ikke en løsning hverken Hamas eller det israelske Likud vil kunne sluge. Men meningsmålinger viser at flertallet af palæstinenserne og flertallet af israelerne sagtens kunne acceptere noget i den retning.
    Men den selvsamme palæstinensiske befolkning som i en folkelig opstand kunne rejse sig imod den israelske besættelsesmagt og sætte den ryggen mod muren, magter ikke at kræve et anstændigt styre fra deres egne ledere.
    Og den israelske befolkning, som i det mindste både har frihed, sprudlende debat og en kritisk presse, magter tilsyneladende heller ikke hverken at skaffe sig politikere, der ikke svindler, eller at give en kompromissøgende regering tilstrækkeligt med mandater, så den effektivt at kunne indgå en aftale med modparten.

Begge folkeslag har totalt mistet tilliden til hinanden. Fredsprocessens sammenbrud og den væbnede konflikt, der trådte i dens sted, har totalt dræbt håbet i begge lejre. Ingen af folkene – hverken israelerne eller palæstinenserne – ser modparten som partner.
    Problemet er ikke fredsprocessen. Om det er Oslo-processen, om det er Clinton-planen, Det arabiske Initiativ, Køreplanen for Fred i Mellemøsten eller Annapolis eller noget helt syvende, der har svaret.
    Mellemøsten mangler ikke fredsplaner.
    Mellemøsten mangler kvalificerede, handlekraftige og anstændige ledere.
    Og Mellemøsten mangler tillid.

 
Tilføj kommentar
 
 
1 Kommentarer: