Kampen om Jesu' grav:

Stigen i vinduet

De græsk ortodokse er Gravkirkens absolutte supermagt tæt fulgt af den romersk katolske kirke.
De græsk ortodokse er Gravkirkens absolutte supermagt tæt fulgt af den romersk katolske kirke.

JERUSALEM (25.03.2007): Påsken nærmer sig, så det er vel passende for et øjeblik at kaste et blik på det sted, hvor det hele – i hvert fald ifølge traditionen – i sin tid skulle være begyndt: Der hvor Jesus døde på korset, blev begravet og siden hen også skulle være genopstået.
    Jesu’ Grav. Kristendommens helligste sted.
    Og her taler jeg om den grav, vi finder i Den hellige Grav’s Kirke – også bare kaldet Gravkirken – i Jerusalem’s gamle bydel, og ikke den gravhule i Vest-Jerusalem, der nu bliver verdensberømt i James Cameron’s nye film, som jeg skrev om forleden.
    Om graven i Gravkirken så faktisk er Jesu’ grav eller ej, vil jeg ikke forholde mig til i denne artikel. I stedet vil jeg skrive lidt om selve kirken, der er bygget op over det, der i hvert fald ifølge kristen tradition, er Jesu’ grav.
    Kirken ligger, hvor den ligger, fordi Kejser Konstantins mor, Dronning Helena, ifølge legenden under sin pilgrimsfærd til Jerusalem og Det hellige Land i år 326 (næsten 300 år efter Jesu’ død) blev forevist en hule, hvori hun fandt tre trækors, som hun blev fortalt, var de selvsamme kors, som Jesus og de to røvere var blevet korsfæstet på. Derfor kunne hun med ret stor sikkerhed udpege stedet som det bibelske Golgatha.
    Det vil lidt være det samme, som hvis jeg i dag i Marstrand baseret på en nulevende lokal fiskers udsagn, med sikkerhed udpeger de præcise gadehjørner i byen, hvor Peder Wessel Tordenskiold i 1719 med sine mænd løb om hjørner med den svenske kommandant. Men det er en anden historie.

 
 
Dronning Helena fandt ifølge legenden tre kors i en hule. Der ligger Gravkirken i dag. Korsene her er dog lige blevet stillet af pilgrimme, som har slæbt dem ad Via Dolorosa.

Jeg har et underligt ambivalent forhold til Gravkirken. På den ene side tiltrækkes jeg af den, og det fantastiske skue der altid udspiller sig i den, og samtidig frastødes jeg af nøjagtigt det samme. Det er et had-kærligheds-forhold lige efter den psykologiske lærebog. På den ene side drages jeg af kirkens historie, de riter og traditioner der er vokset op i og omkring den, og ikke mindst det fantastiske skuespil og de ceremonier der hver dag udfolder sig på dette hellige sted. På den anden side væmmes jeg over det hykleri, den selvtilfredshed og intolerance, de politiske magtintriger og alt muligt andet af den slags, som også er en integreret del af Gravkirken og de fem-seks kristne kirker, der tilsammen ”ejer” kristendommens helligste sted.
    For mange år siden blev jeg af en turist, som stod på pladsen foran Gravkirken, spurgt, hvad det var for en stige, der stod oppe i en af vinduesnicherne foran på kirkens facade. Jeg kiggede op, og der stod ganske rigtigt en lille træstige i den højre vinduesniche.
    Jeg havde aldrig lagt mærket til den før, og i stedet for bare at indrømme, at jeg ikke anede, hvad det var for en stige – hvilket ville have været sandheden – så svarede jeg, at det sikkert var vinduespudseren, der ikke gad slæbe den derop, hver gang kan skulle pudse vinduerne.
    Turisten var tilfreds. Svarede emmede jo af sund fornuft.
 
 
Gravkirkens indgangsparti. Bemærk stigen oppe i facadens øverste højre vinduesniche.

Nu har sund fornuft på den anden side ikke så meget med virkeligheden at gøre her i Mellemøsten, men det vidste turisten ikke noget om.
    Gravkirken ikke det reneste og mest velordnede sted på jorden, og havde jeg tænkt mig om, ville jeg sikkert have bemærket, at vinduerne ikke ser ud som om de er blevet pudsede det sidste par hundrede år.
    Jeg begyndte dog først at interessere for den mærkelige stige, da jeg senere bemærkede, at stigen også var at finde på nogle af mine forældres gamle fotografier af kirken. Det var godt nok pudsigt, syntes jeg.
    Så opdagede jeg, at stigen også stod i vinduesnichen på et gammelt sort-hvidt fotografi fra 1930’erne, som jeg fandt i en bog. I en anden bog, med gamle akvarelkolorerede tegninger af den britiske kunstner og opdagelsesrejsende David Roberts, som rejste rundt i hele denne del af Mellemøsten i midten af 1800-tallet, kan man minsandten også svagt ane stigen i den højre vinduesniche.
    Det fik naturligvis min teori om vinduespudseren til at vakle lidt (med mindre der ligefrem kunne være tale om et langt dynasti af dovne, arbejdssky mellemøstlige vinduespudsere, og det er vel næppe heller sandsynligt). Så derfor begyndte jeg at undersøge, hvad der kunne være historien bag den mærkværdige stige. Og nu vil jeg dele den historie med Jer, fordi den faktisk fortæller en hel del om livet i og omkring kristendommens helligste sted.
 
 
David Roberts akvarelkolorerede tegning af Gravkirken fra 1839. Hvis man kigger godt efter, kan man lige ane stigen i den øverste højre vinduesniche.
I gamle dage – i tiden under Det osmanniske Imperium (fra 1500-tallet og frem til Den første Verdenskrig), stod der tyrkiske vagter ved indgangsdøren til Gravkirken. De opkrævede en slags kopskat af de kristne, hver gang de gik ind i kirken.
    Da de forskellige kristne retningers messer og religiøse ceremonier i Gravkirken var meget lange, nogle kunne tage det meste af en dag, og da mange af de kristne var ludfattige, så var afgiften til tyrkerne, hver gang man skulle trække sig en bid frisk luft, et stort problem for mange kristne.
    Armenierne, som har kontrollen med den del af Gravkirken, der ligger lige indenfor de to store vinduer i tredje sals højde, fandt deres egen smarte løsning på det problem. De satte en stige op i nichen, og kravlede ganske enkelt ud af vinduet, og stod og balancerede på den smalle gesims i vinduesnichen og trak på den måde frisk luft, uden at skulle betale afgift til tyrkerne. Derfor blev det efterhånden kutyme i kirken, at vinduesnicherne udvendigt på kirkens facade var armensk ”territorium”, hvilket armenierne minder de andre kristne retninger om, ved at efterlade stigen i vinduet.
    Den gamle træstige i vinduesnichen har altså intet som helst med nogen vinduespudser at gøre, men er tværtimod et hemmeligt, internt signal om ejerskab de forskellige kristne retninger imellem. Og ve den, der kunne finde på at flytte stigen i dag. Det ville på et sekund få en åben krig til at bryde ud.
    Sagen er nemlig, at de forskellige kristne kirker, som ”sidder på” Gravkirken, i århundreder har kæmpet om magt og indflydelse på alle mulige niveauer. Blandt andet om, hvem der kan påstå at besidde de forskellige dele af kristendommens helligste sted. Og der bliver kæmpet om hvert eneste hjørne, hver søjle, flise, romanske hvælving og hvert eneste ikon.
 
 
Det er ikke nogen himmelsk fred, der hviler over kristendommens helligste sted – Jesu’ Grav. Tværtimod kæmper de forskellige kirker om hver en hvælving.

De to ”stormagter” i Gravkirken er de græsk-ortodokse og de romersk-katolske. De to retninger besidder tilsammen broderparten af kirken. Derefter kommer armenierne. De har også nogle virkelige ”godbidder” – blandt andet en kirke oppe på tredje sal over indgangen lige indenfor de to famøse vinduesnicher. Kopterne fra Egypten er mindre. Og de allermindste, ludfattige og klemt helt ud i et lille, ynkeligt og faldefærdigt kapel i ydermuren, er de syrisk-ortodokse eller assyrerne, som stadigvæk taler aramæisk – det sprog som var talesproget hernede på Jesu’ tid.
    Og så har jeg næsten glemt etiopierne.
    Oprindeligt var etiopierne også repræsenteret inde i selve kirken. Men de lå i konstante konflikter med kopterne. De to kirker minder i virkeligheden til forveksling om hinanden. Den etiopiske kirke er oprindeligt vokset ud af den koptiske. Men i århundreder har de været på kant med hinanden. Ikke mindst her i Gravkirken. Og da etiopierne også var fattige som ”kirkerotter” – undskyld udtrykket – og ikke kunne betale deres regninger, så kopterne for et par århundreder siden deres snit til at få trængt deres næsten identiske rivaler ud af kirken.
    Kopterne vil ikke have etiopierne tilbage ind i kirken igen, men de slanke, markerede, mørke munke og præster fra det etiopiske højland nægter at opgive deres krav på en del af kristendommens helligste sted. Og de ved, at forlader de Jesu’ grav, så kommer de aldrig tilbage igen. Derfor er etiopierne rykket op på taget ovenpå Gravkirken.
    Heroppe i sjette sals højde har de bygget en hel lille etiopisk ”landsby” med lerklinede huse, træer, en brønd, et lille bageri der laver alterbrød til nadveren og en lille kirke, der kliner sig til Gravkirkens ydervæg udefra. Det er i virkeligheden ikke en ”landsby”, men et kloster, der ligger heroppe, højt hævet over Den gamle Bydels bazaar, på taget ovenpå kristendommens helligste kirke. Der bor normalt en 10-12 munke og et par nonner i klostret, som er den etiopiske kirkes markering af at de ikke har opgivet deres krav på en del af Gravkirken, selvom de næppe nogensinde kommer ned i selve kirken igen.
 
 
Et par etiopiske munke i

Nede i Gravkirken kæmpes der også fortsat om magten mellem de resterende fem kirker. Derfor bliver der rundt om efterladt spande, stiger og andet, der skal markere, at her renoverer en af kirkeretningerne, og derfor tilhører området i øjeblikket denne eller hin kristne retning. Derfor oplever man naturligvis også, at renoveringerne aldrig bliver færdige, og stiger og stilladser bliver stående i evigheder.
    I virkeligheden er størstedelen af kirken allerede delt op. Og det hele blev under det velordnede Britiske Mandat (fra Første Verdenskrig og frem til 1948) organiseret i en såkaldt ”status quo-aftale”, som samlede alle eksisterende aftaler, og ned i den mindste detalje beskriver, hvad der tilhører hvem, og hvad de forskellige retninger må gøre på sit eget og de andres områder. Også hvor, hvornår og hvordan de forskellige kirkers messer og processioner skal afvikles i forhold til de andres, så man ikke støder unødigt sammen og så videre.
    Et lille eksempel:
    Kig igen på fotografiet af pladsen foran Gravkirken. Selve pladsen må kun fejes og rengøres af den græsk-ortodokse kirkes munke. Men den lille trappe til højre for indgangen (hvor der sidder nogle mennesker), og det lille kapel som den fører op til i billedets højre side, er romersk-katolsk. Derfor må de græsk-ortodokse kun feje denne trappes første trin, mens de romersk-katolske må feje resten af trappen. De kan til gengæld feje deres snavs ned på den græsk-ortodokse plads nedenfor, antager jeg, og deri ligger der formodentlig også en vis fornøjelse. Og vinduesnicherne ovenfor indgangspartiet – med den berømte lille stige – er altså armensk.
 
 
En af de efterladte stiger inde i selve kirken. Det er ikke en forglemmelse, men en markering af territorier.

Og sådan kunne man også fortsætte beretningen om ejerskab indenfor.
    Visse dele af kirken er dog fælleseje. Blandt andet den centrale Rotunda, hvor Jesu’ grav befinder sig.
    På samme måde er de forskellige kirkers messer og andre ceremonier også sat i system, så de forskellige kristne retninger ikke unødigt støder ind i hinanden. Man kan fra tid til anden se en kirkes munke og præster, der under deres procession igennem kirken er nået frem til et kapel, hvor en anden kirke endnu ikke er færdig med sin messe. Så trommes der demonstrativt med fingrene, indtil man hører et ”Amen” fra de andre, hvorefter de ventende brøler i med deres sang, så de næsten ”blæser” rivalerne ud af kapellet.
    Der rapporteres også med jævne mellemrum i medierne om direkte voldelige sammenstød. Om en præst fra en kirke har fået smidt en salmebog i hovedet af en munk fra en anden retning, og derfor må køres på hospitalet, på grund af en eller anden intern strid i Gravkirken.
    Denne interne uenighed og gensidige mistænksomhed de forskellige kristne kirker imellem, er en af grundene til, at nøglerne til Gravkirken i generationer er blevet opbevaret af to prominente muslimske familier i Jerusalem – og altså ikke af de kristne selv. Ingen kristen retning vil betro en anden at bevogte nøglerne, og en dag risikere selv at blive låst ude.

Ovenstående beskrivelse af stridighederne imellem de kristne kirker i Gravkirken her i Jerusalem er naturligvis ikke helt retfærdig.
    Og da jeg for en del år siden lavede et portræt af den danske nonne, Søster Abraham, som er tilknyttet den etiopiske kirke, og har boet i Jerusalem i små 40 år, blev hun tydeligvis irriteret, når jeg hele tiden spurgte til kirkernes interne uenigheder. Hun hold med en vis ret fast i, at det alt andet lige er et mindre mirakel, at det overhovedet kan være så roligt og velorganiseret, som det faktisk også er, med så mange forskellige trosretninger samlet på et sted, som samtidig også er selve kristendommens allerhelligste. Og det har hun jo fuldstændig ret i.
    Derfor lover jeg, at jeg nok ved en senere lejlighed, også skal tage andre og mere positive sider op om dette spændende og interessante hellige sted i Jerusalems gamle bydel. Og man må jo også indrømme, at det – når man bladre tilbage igennem historien og ser hvor mange krige og stridigheder der har haft religiøse rødder – så i virkeligheden er lidt af en bedrift, at fem (med etiopierne bliver det seks) forskellige kirker, på trods af deres mange forskelligheder, alligevel stort set formår at eksistere side om side i, om ikke ligefrem ”himmelsk fred”, så i det mindste under relativt fredelige former under samme tag (og for etiopiernes vedkommende ovenpå taget).
    Og så er det da morsomt, at det er muslimerne, de kristne har valgt til at bevogte nøglerne til kristendommens helligste sted.
 
 
Kristne pilgrimme og turister venter på at komme ind i Jesu’ Grav, som befinder sig i kapellet i Gravkirkens imponerende Rrotunda.

 


 

 

Hvis du vil se flere billeder fra Gravkirken, kan du klikke dig over i fotogalleriet: http://www.steffen-jensen.dk/dan/fotogalleri/25-gravkirken-i-jerusalems-gamle-bydel/

To artikler fra den internationale presse om sammenstød imellem præsterne i Gravkirken:

http://www.timesonline.co.uk/tol/news/world/middle_east/article4944164.ece

http://www.timesonline.co.uk/tol/news/world/article487831.ece

 
Tilføj kommentar