Livet er hårdt, men venligheden alligevel stor

KAIRO (02.12.2016): Der er ikke meget at smile af. De gør det alligevel, egypterne.
 
Sådan har det altid været. Sådan er det stadigvæk.
 
Lidt overraskende for mig, for i et par år har jeg kun fulgt med i udviklingen i Egypten igennem medierne, og, må jeg med skam indrømme, medierne giver ikke et balanceret billede af virkeligheden.

Ikke at situationen ikke på mange måder er dårlig. I hvert fald langt værre end mange havde håbet. Men der er mange nuancer. Det hele er ikke kun sort og håbløst. Det var ellers oplevelsen, jeg havde fået igennem medierne. Og jeg opfatter mig selv som en kritisk, velinformeret læser.
 
Så vi har sørme nogle problemer i medierne. Det er der ikke nogen tvivl om. Men det har Egypten godt nok også. For selvom situationen er mere nuanceret end rapporteret, så er der mange alvorlige problemer.
 
Den egyptiske økonomi er noget rod. Pundet er kronisk kriseramt. I et forsøg på en hestekur, der skal rette op på problemerne, har regeringen besluttet at lade pundet ”flyde” i forhold til dollaren, samt at skære i subsidierne til en lang række grundlæggende varer – i særdeleshed fødevarer og brændstof. Resultatet er, at priserne er steget. På en lang række varegrupper med helt op til 50 pct.

Det er et krav fra Den Internationale Monetære Fond (IMF) for at give en række nye lån.
 
Det er hårdt for almindelige mennesker. For mange fattige – en katastrofe.
 
Regeringer i Mellemøsten gør kun den slags, når de er under meget hårdt pres, for erfaringerne viser, at det nemt kan føre til sociale og politiske uroligheder. Men den egyptiske regering er presset.
 
Meget skidt kan man sige om det nu ulovlige Muslimske Broderskab, som blev væltet af militæret i 2013, men i mange årtier udfyldte Broderskabet et tomrum af manglende social velfærd, som de egyptiske myndigheder efterlod. Myndighederne i det her land har sjældent syntes at bekymre sig en bønne om sin egen befolknings trivsel. Det Muslimske Broderskabs sociale arbejde gjorde livet udholdeligt for de fattige, og gjorde samtidig ”brødrene” utrolig populære i slummen. 
 
At de så senere viste sig at være både politiske uduelige, enøjede og islamistisk totalitære i en grad, så det skræmte resten af den egyptiske befolkning så meget fra vid og sans, at den krævede en militær magtovertagelse, er en anden historie.

Efter at Det Muslimske Broderskab blev væltet og i 2014 erklæret for at være en terrororganisation, har ingen overtaget ansvaret for de ydelser og den sociale hjælp, som mange fattige var blevet helt afhængig af. Det har gjort deres liv endnu sværere.
 
Den stabilitet, som mange egyptere kræver, hviler på et yderst skrøbeligt fundament, og myndighederne er blevet ekstremt restriktive, for i det mindste at få det til at se ud som om de leverer denne stabilitet. Og uden den kommer der ikke gang i økonomien. 
 
Det er på mange måder et valg imellem pest og kolera.
 
Myndighederne vælger kolera, fordi der i det mindste på sigt er et håb om redning. Men prisen er høj, menneskerettigheder knægtes, og risikoen for at det går galt lurer hele tiden lige under overfladen.
 
Listen over problemer, mange egyptere må tumle med i det daglige, kunne fortsættes i det uendelige, men det vil blive meget deprimerende læsning.
 
Hvorfor så denne tekst?
 
Hvad er det, jeg vil fortælle?
 
Blot at virkeligheden hernede i Kairo har langt flere nuancer. 
 
Egypterne er seje. 
 
De er aldrig lige som skandinaver blevet pakket ind i vat. De er vænnet til at overleve ved egen kraft. Hernede har livet altid været en kamp og omkostningerne store. Danskere ville for længst være bukket under. Men egypterne kommer ikke fra et dansk udgangspunkt, for det ville være som at befinde sig i fri fald ned i afgrunden. Her er udgangspunktet egyptisk, og det har altid været en rutsjebanetur. Man tager opturene med nedturene, for man har ikke noget valg. Håbet er, at det på langt sigt bliver bedre.

Det der altid overrasker mig er, at på trods af alle de problemer og de trængsler, almindelige egyptere har at slås med for blot at overleve fra dag til dag, så bevarer de alligevel altid deres værdighed, deres venlighed og deres gæstfrihed.
 
Jeg har mødt sure, vrede mennesker på mine spadsereture rundt i Kairo. Naturligvis har jeg det. Men generelt set er det overvældende hvilken venlighed og hvor mange smil jeg konstant mødes med, når jeg vandrer rundt i de ikke særligt velhavende kvarterer her i den egyptiske hovedstad.
 
Folk er ubegribelig venlige, rare, nysgerrige og hjælpsomme. Og selvom de intet har, så bliver man altid budt på te og kaffe, og hvis man ikke passer på, bliver man også budt på noget at spise.
 
Venligheden er stor, selvom livet er hårdt. Utrolig hårdt.
 
Hvis den selvopholdelsesdrift, der har udstyret egypterne med sej stædighed, værdighed og venlighed bare ikke bukker under for presset, mens regeringen forsøger at rette op på økonomien… og regeringen derefter faktisk forsøger at hjælp sin egen fattige befolkning på benene igen og lette presset, så er der måske et håb.
 
Det kræver en masse af både befolkningen og myndighederne…
 
…men vel også af os i Vesten, som gerne vil hjælpe.
 
Vi skal sørge for, at vore krav og forventninger tager udgangspunkt i den egyptiske virkelighed, og ikke i en paradisisk, verdensfjern skandinavisk, for den kan ingen leve op til, og så risikerer vi at blive en del af problemet snarere end en del af løsningen.
 

* * *
 
Her får du lige som illustration en samling billeder fra et ret almindeligt kvarter, vi var ude at filme i – faktisk kun fra én enkelt gade – i et af de mindre velhavende områder lige udenfor Kairo’s gamle bymur. Slet ikke et af de fattigste områder. Langtfra. Og det siger jo en del.
 
Her er det hverken ytringsfrihed, kvinders rolle eller valgsystemet, folk bekymrer sig om. Det er mad på bordet, økonomien og stabilitet.
 
Kan vi hjælpe med til at levere det, så bliver frihed, demokrati og kvinders ligeberettigelse en dag også et krav.
 
* * *
 
Og så lige helt til slut de sædvanlige tekniske informationer til foto-nørderne som mig selv:
 
 Alle mine billeder på denne reportagerejse til Egypten er fotograferet med mit Sony A7R Mark II-kamera. Det er et relativt lille kamera, selvom det har en full frame-sensor med hele 42 megapixel. Jeg har desuden brugt tre forskellige Zeiss-objektiver på det: Et Zeiss Batis 25mm f/2, et Sony/Zeiss 55mm f/1.8 og et Zeiss Batis 85mm f/1.8.
 
Vil du se flere billeder fra min netop overståede reportagerejse til Kairo, har jeg et fotogalleri fra turen her.