Med kameraet som våben:

De spolerer diktatorernes nattesøvn

KAIRO (01.12.2016): At arabiske samfund har kunnet bevæge sig fra det ene totalitære system til det næste – det ene autokrati til det næste, skyldes ikke kun diktatorernes magt og villighed til at bruge deres sikkerhedstjenester imod deres egne befolkninger.
 
 

De arabiske samfunds næsten grænseløs autoritetstro har lige så meget været en forudsætning. Der har været en ulykkelig alliance imellem regimer og befolkninger, som har fået disse forfærdelige systemer til at holde langt længere i den arabiske verden end andre steder på kloden.
 
Det vendte det såkaldte ”Arabiske Forår” op og ned på.
 
Pludselig sagde en ny generation af veluddannede, ofte vestligt orienterede middelklasseunge stop.
 
De var ikke så autoritetstro, som deres forældres generation. Slet ikke. Næsten tværtimod. Og de var også produkter af en tid, hvor satellit TV-kanaler som Al Jazeera, Al Arabiya og andre var begyndt at stille andre og mere kritiske spørgsmål, end de statsdirigerede medier, som kun gav regimets version af virkeligheden. 
 
 

Samtidig havde internettet, sociale medier, smart phones og anden informationsteknologi givet de unge nogle magtfulde redskaber i hånden. Både til at blive informeret om virkeligheden i verden udenfor, til at kommunikere med hinanden, og til at bryde de statsdirigerede mediers monopol på nyhedsformidlingen.
 
De ting har totalt ændret de arabiske lande.
 
Selvom meget på overfladen kan se ud som om det i en tidsmaskine er blevet transporteret tilbage til tiden før revolutionerne og opstandene, så er det langtfra sandt. Meget er ændret. Tærskler er overskredet. Tabuer skudt i sænk.
 
De unge har opdaget, at de har magt. Mere end nogen troede for 6-7 år siden. Autoritetstroen er forsvundet. Og magthaverne – selvom de stadigvæk har kontrollen over sikkerhedsapparatet – sover ikke længere så trygt om natten, som de en gang gjorde.
 
Jeg kunne give mange eksempler på, hvordan tingene har ændret sig. Her kommer bare et enkelt.
 
 

Et græsrodsprojekt hvor unge kvinder lære at lave dokumentarfilm.
 
Unge, engagerede, politisk aktive kvinder. Mange af dem så unge, at de kun var teenagers under omvæltningerne, men de er så sandelig ”revolutionens børn”. Deres drømme, håb, ambitioner og krav til fremtiden, ville deres forældre næppe have turdet drømme om, og deres bedsteforældre ville have været skræmte for overhovedet at tænke på noget lignende.
 
En gang kunne man kun lave dokumentarfilm, hvis man havde en producent, et filmselskab og en distributør eller et TV-selskab i ryggen. Udstyret var dyrt, produktionen ubetalelig, og distributionen ud til biografer eller TV-skærme umulig for almindelige mennesker.
 
Sådan er det ikke mere.
 
Mange almindelige fotografiapparater kan i dag filme video i professionel kvalitet. Redigeringsprogrammer og computere koster ikke en bondegård, og internettet kan få filmen ud til et langt større publikum end noget kæmpeselskab tidligere magtede.
 
 

* * *
 
”Jeg foreslår, at I ikke kører fast I begyndelsen, men finder et sted, hvor de arbejder, og vælger nogle scener derfra, og finder ud af, hvordan I vil etablere personerne”, siger Fancesca, som står bøjet ind over de unge piger, mens hun peger på computerskærmen.
 
Jeg er på besøg hos græsrodsprojektet ”Speak Up”, som holder til i en anonym lejlighed i en støvet, afskallet, forsømt ejendom i det centrale Kairo. 
 
Der er intet skilt på porten. Man går stille med dørene. For her uddanner unge kvindelige aktivister om eftermiddagen sig selv til at blive 1-mands eller snarere 1-kvindes dokumentarfilmproducenter.
 
”Havde der ikke været en revolution, ville jeg sikkert ikke være her, og jeg ville ikke have haft mod til det. Jeg ville ikke have turdet hæve stemmen for at blive hørt”, siger den unge, kønne Amira Halmi Mustafa.
 
Amira er ikke meget mere end halvanden meter høj, og for at hun ikke skal kigge op på kameraet og mig, sætter jeg mig på knæ foran hende.
 
 

”Det er ikke fordi, jeg frier til dig”, siger jeg.
 
Amira og de andre unge kvinder bryder ud i krampelatter. Selvom hun og et par af de andre bærer den traditionelle islamiske hovedbeklædning for kvinder – hijab, så kan man sagtens joke, og grænserne for, hvad man kan tillade sig går langt længere ude, end mange danskere tror. Og pigerne her, har sat sig for at udfordre disse selvsamme grænser.
 
”Dokumentarfilm viser sandheden, som den virkelig er. Og med dokumentargenren kan jeg fokusere på det, jeg virkelig kæmper for. Dokumentarfilmen inspirerer til handling”, siger Imna Atwa. Hun ser klart nok dokumentarfilmen som en talerstol, der giver hende mulighed for at ændre på tingenes tilstand.
 
”Ja, helt sikkert. Enhver der arbejder i medieverdenen har et effektivt våben at gøre brug af. Så ja, jeg vil bruge det” siger den unge kvinde uden at blinke.
 
”Vil du ligefrem sige, at diktatorer i den arabiske verden skal vogte sig for den unge generation af kvinder”, spørger jeg.
 
”Absolut. De skal virkelig passe på. Helt sikkert”, svarer hun med et stort grin.
 
Lederen af projektet er mindre fornøjet. Sådanne udtalelser kan give problemer.
 
Mange emner er tabu her i Egypten. Præsidenten. Militæret. Religion. Familien. Kønsrollerne. Seksuel chikane. Homoseksualitet og så videre. Listen er uendelig.
 
Meget er forbudt. Alt skal der søges om tilladelse til. Det gør det meget svært – nogen vil sige umuligt – at lave kritisk journalistik og dybdeborende dokumentarfilm.
 
Men som med humlebien, som fysikken siger, ikke skulle kunne, men bare gør det alligevel, så går de unge kvinder helt uimponeret til opgaven med at lære sig selv at producere politisk engagerende dokumentarfilm. At det ikke kan lade sig gøre, lader de sig ikke slå ud af.  
 
”Selvfølgelig giver det os mange problemer”, siger Nouran Hathem, som til dagligt studerer massekommunikation. 
 
 

”Her i Egypten er det meget svært at få adgang til ordentlige informationer. Hver eneste gang man går til en offentlig myndighed – endog også NGO’er – så får man at vide, at man ikke har tilladelse til at få disse informationer eller dokumenter.”
 
Men revolutionens børn er ikke så nemme at stoppe, som deres forældres og bedsteforældres langt mere autoritetstro generationer var det. Det er også et af revolutionens resultater.
 
”Vi har i dag allesammen vores sider i de sociale medier, så dermed bliver man selv en kanal. Når jeg nu optager noget, så kan jeg vise det på Facebook, Twitter og så videre, så jeg er min egen chefredaktør”, siger Noura Gamal, som er nyuddannet journalist.
 
Hun gik på ”Speak Up”-projektets første hold, og er nu kommet tilbage for at uddanne andre unge kvinder.
 
Den egyptiske revolution lykkedes ikke… I første omgang I hvert fald. Men den er ikke overstået. Langt fra. Den er kun lige begyndt. Og en ung, uforfærdet, talentfuld ny generation, hvor blandt andet kvinderne spiller en prominent rolle er blot et af mange små lys i mørket, der viser, at det vi indtil nu har set, kun er første halvleg. 
 


Artiklen blev oprindelig skrevet til TV2’s hjemmeside. Klikker du her, kan du se artiklen på tv2.dk, hvor der også ligger en video om vores møde med de fantastiske unge egyptiske kvinder.

Vil du se flere billeder fra min netop overståede reportagerejse til Kairo, har jeg et fotogalleri fra turen her.

 
Tilføj kommentar