Egypten efter støvet har lagt sig:

Måske en ny revolution

KAIRO (01.12.2016): ”Der er altid problemer med dig”, siger Mohamed Abla med et stort smil, da vi mødes, og omfavner mig.
 
Jeg har lige haft en lettere ophidset ordveksling med nogle af sikkerhedstjenestens vagter udenfor galleriet. De ville i første omgang ikke lade os komme ind med vores TV-udstyr, hvis vi ikke havde en særlig tilladelse. 
 
 

Alt kræver tilladelse her i Egypten. 
 
Og jeg, som har en indgroet, dyb foragt for myndigheder og autoritetspersoner, som misbruger deres magt, er konstant på kant med alt, der bærer kasket i det her land. 
 
Sådan har det altid været.
 
Egypten er en rutsjebanetur for mit blodtryk og temperament, og det ved Mohamed. Derfor joker vi lidt om det, da jeg møder min gamle ven ved indgangen til hans nye udstilling ”On the Silk Road”, som lige er åbnet på Ofok Gallery her i Kairo.
 
Den venskabelige udveksling af spydigheder stopper dog brat, da jeg opdager Mohameds nye billeder.
 
”Wow. De er helt anderledes, end noget jeg overhovedet nogensinde har set fra din hånd”, udbryder jeg overrasket. ”Hvis jeg ikke vidste det, ville jeg aldrig have gættet, at det var dine værker. Det er en helt anderledes stil!”
 
Mohamed klukker tilfreds.
 
”Jeg har ikke nogen stil. Jeg vil ikke have nogen stil. Man er nødt til hele tiden at forny sig”, siger han tilfreds. Det er tydeligt at han er glad for at se min begejstring.
 
 

Jeg har kendt den egyptiske kunstner Mohamed Abla i mange år, og jeg forsøger altid at besøge ham, når jeg er i Kairo. 
 
Mohameds kunst har altid været politisk, og han selv var meget aktiv under revolutionen, der væltede præsident Mubarak i februar 2011, og han var endog bagefter med til at udforme Egyptens nye forfatning.
 
Det skulle være den gamle kulturnations nye begyndelse. Et tigerspring ind i fremtiden. Frihed, demokrati, udvikling, kunst og kultur. Fremtiden var lysegrøn. Det var begyndelsen på ”Det arabiske Forår”. Kunne man vælte en næsten faraonisk præsident som Hosni Mubarak, der havde haft magten i en evighed, syntes der ikke at være grænser for, hvad der kunne lade sig gøre.
 
Sådan gik det ikke.
 
”Det arabiske Forår” syntes at hoppe totalt henover sommeren, efteråret og for den sags skyld også vinteren – direkte ind i en ny istid.
 
 

Efter en lang række frie valg, afstemninger, parlaments- og præsidentvalg, der bragte de muslimske fundamentalister i Det muslimske Broderskab til magten, valgte militæret med støtte fra en stor del af befolkningen at vælte den ellers demokratisk valgte præsident Mohammed Mursi. 
 
Mange af mine egyptiske venner bliver vrede, når jeg kalder det et militærkup. Det var ”en folkeligt støttet, midlertidig militær magtovertagelse”, siger de. For at beskytte demokratiet imod et islamistisk tyranni, lyder forklaringen.
 
Forsvarschef Abdel Fattah al-Sisi tog magten og er siden blevet kåret til præsident.
 
I dagens Egypten er politisk engagement ikke altid sundt. Heller ikke – eller måske især ikke – for politisk engagerede kunstnere og kulturpersonligheder som min gode ven Mohamed Abla. Især ikke kritik af de væbnede styrker og præsident al-Sisi. 
 
”Jeg har kun tage to værker med, som er lidt politiske. De viser en lille smule om hæren, men kun på en ret underforstået måde, for det her er et regeringsstyret galleri, så der er grænser”, siger Mohamed, mens vi går over til et stort maleri, som endnu ikke er blevet hængt op men står lænet op af væggen.
 
 

Billedet viser bare nogle soldater. Der er andre mennesker og kun et par soldater. De er end ikke fra nutidens Egypten, men snarere fra Persien i en tidligere historisk æra. Men det er nok til at Mohamed føler, at han er tæt på grænsen for det tilladelige. Det siger en del om situationen i Egypten lige nu.
 
”Det er virkelig blevet mere kompliceret, skal jeg love for”, siger jeg. ”Alt der bare nærmer sig det politiske, synes at være som at bevæge sig ind i et minefelt.”
 
”Ja. Man kan ikke rigtig tale i disse tider. Det er meeeget svært”, svarer en bedrøvet Mohamed Abla. ”Mange forfattere er holdt op med at skrive, eller ophørt med at diskutere of skrive om politiske emner. Nogen af dem er endt i fængsel. Det er ikke nemt.”
 
Jeg ved ikke, hvor langt jeg kan eller bør presse Mohamed til at tale om politik, for jeg vil jo heller ikke give min gamle ven problemer. Det er tydeligt at han er bedrøvet og nedslået over sit lands situation, og drømmen om en nedre fremtid knust, men Mohamed fortsætter selv.
 
”Regeringen stoler ikke på os, og vi stoler naturligvis heller ikke på dem. Rregeringen stoler ikke på at folk elsker deres land, og når de siger deres mening og er kritiske. Men når de diskutere situationen så passioneret, så er det netop fordi de elsker deres land”, siger han nedslået og ryster på hovedet. ”Det er så svært.”
 
”Men det er jo et svaghedstegn, hvis meninger undertrykkes.”
 
Mit spørgsmål lyder mere som en konklusion. Mohamed er enig.
 
 

”Ja det er et svaghedstegn, men jeg tror ikke, at dem der regerer landet, var rede til det den gang. Det var ikke planlagt, at det skulle ske på den her måde. Derfor var de nødt til at lære, hvordan man skulle regere et land, mens de faktisk gjorde det.”
 
”Jeg husker, at jeg filmede dig med blæk på pegefingeren efter du havde stemt ved et af valgene. Du var så glad. Det skulle være begyndelsen på det nye Egypten. Er det smertefuldt at tænke på?”
 
”Det er det. Nu er det et meget gammelt Egypten. Det er alt sammen det samme. Det vil ikke ændre sig.”
 
Nu har Mohamed talt sig selv ind i en total pessimistisk blindgyde, som han i virkeligheden ikke mener, er rigtig, og så retter han sig selv.
 
”Men egypterne de giver ikke op. De vil forsøge igen og igen”, slår han fast.
 
”Og du bruger i det mindste nu blækket til noget andet”, supplerer jeg, for at få ham lidt på ret køl igen. 
 
Han griner højt og nikker.
 
”Jeg har måttet erkende, at den eneste virkelighed er kunsten. At lave kunst er i hvert fald min eneste virkelighed.”
 
 

”Jeg havde en illusion om, at jeg igennem politisk engagement kunne skabe noget. Opnå noget for folket, for kulturen, for samfundet. Jeg involverede mig så meget. Jeg var jo med til at skrive den nye forfatning. Men til syvende og sidst er der ikke nogen der kan lide forfatningen og der er ikke nogen, der respektere den”, siger den egyptiske kunstner.
 
”Naturligvis er jeg skuffet. Jeg er bedrøvet.”
 
Så kigger han rundt og retter sig pludselig op. Kunsten giver med et Mohamed Abla ny styrke.
 
”Men når jeg nu står her imellem alle mine malerier… så får jeg energien tilbage. Så er jeg rede måske til det næste skridt.”
 
”Til den næste revolution. Hvem ved?!?” 
 


Artiklen blev oprindelig skrevet til TV2’s hjemmeside. Klikker du her, kan du se artiklen på tv2.dk, hvor der også ligger en video fra vores besøg hos Mohamed Abla.

Vil du se flere billeder fra min netop overståede reportagerejse til Kairo, har jeg et fotogalleri fra turen her.

Du kan også læse artiklen og se billeder fra et tidligere besøg hos Mohamed Abla for flere år siden.

Interessant artikel i The Art Newspaper, hvor Jonathan Guyer skriver begejstret om Mohamed Abla's udstilling.

 
Tilføj kommentar