En lille æske blandede chokolader

Mine første udflugter ud i Istanbuls gader, for med mit kamera over skulderen at lære min nye hjemby bedre at kende, er også lidt blevet en opdagelsesrejse ud i en fotografisk genre, jeg tidligere ikke har syntes særlig godt om - eller i hvert fald har været lidt forbeholdende overfor. Det er en holdning, jeg måske bliver nødt til at revidere.

ISTANBUL (13.07.2016): Egentlig har jeg aldrig selv været nogen stor tilhænger eller dyrker af den særlige genre indenfor fotografiet, som man med et godt dansk ord kalder ”Street Photography”. "Gadefotografering" virker ikke rigtigt. det fremkalder ikke det korrekte billede på den indre nethinde, så af mangel på bedre dansk udtryk, bruger jeg det engelske ord "Street Photography", som de fleste bekendere til den form for fotografi her i Danmark alligevel også bruger.

I Street Photography ligger det ligesom implicit, at man i forbifarten, lidt skjult tager billeder af folk, uden at de opdager det. Eller at de i det mindste først opdager det bagefter.

Jeg kan bedst lide at fotografere folk, der ved og accepterer at de bliver fotograferet. Det kan så godt være, at jeg derfor er nødt til at tage en række fotos af dem, for at få dem til at opgive at posere for kameraet. Men ind imellem så gør deres stillen sig op egentlig heller ikke noget. Den type billeder kan jeg også godt lide. Også selvom de ikke optræder naturligt i den strikte udgave af det begreb. Jeg synes, at opstillede og poserende billeder også kan være sjove, men så er de bare ikke ”Street”.
 
Street Photography i betydningen af at snige sig til uset at tage billederne, får mig altid til lidt at føle mig lidt som en spion eller en voyeur, som uretmæssigt tilraner sig noget, som ikke tilhører mig. Noget jeg som fotograf egentlig ikke har adkomst til. At jeg står udenfor og kigger ind. Ikke være en del af det, der sker, og som jeg fotograferer.
 
De inkarnerede Street Photographers siger, at de dokumenterer virkeligheden som den er. Uden at påvirke den. At de fastfryser øjeblikke af den virkelige verden. At det, de laver, er en slags kulturhistoriske dokumenter. Og det er også korrekt. Det kan jeg sagtens se. 

Jeg har så måske ikke så meget imod, at min fotograferen også påvirker de motiver, jeg afbilleder. Det kan jeg ikke bare sagtens leve med, jeg har det nogle gang bedre, hvis der er etablevet en kontakt.
 
Får man i stedet øjenkontakt med folk på gaden, løfter kameraet op i den ene hånd, så de kan se det, løfter lidt spørgende øjenbrynene, kigger på dem og vifter lidt med den anden hånd, så ved folk godt, at man gerne vil tage deres billede. Som oftest giver de deres tilladelse, og så kan man skyde løs. Man kan gøre det med god samvittighed. 
 
Printer man derefter nogle af billederne ud på papir og vender tilbage med dem til modellerne, så bliver de som regel så begejstrede, at man derefter kan tage en helt ny omgang fotos af dem, der tit er langt bedre end de første.
 
Det synes jeg, er meget mere givende.
 
Objekterne eller modellerne får noget ud af det. De er ikke blevet forulempet. Og jeg får en masse ud af det. Jeg lærer en masse nye mennesker at kende. Tit giver de mig ideer til noget mere, jeg kan fotografere.
 
Alt det er ligegyldigt, for denne artikel handler om Street Photography – uanset om jeg kan lide genren i dens reneste, mest fundamentalistiske udgave eller ej.
 
Hvorfor?
 
Fordi jeg siden jeg er flyttet til Istanbul, på mine daglige opdagelsesvandringer rundt i byen har bedrevet netop den type fotografi: Street Photography. Ikke fordi det var mit mål, men mit fotografi bliver både en slags visuel notesbog, som gør det nemmere for mig at huske de forskellige steder, og kameraet over skulderen gør også, at jeg bruger mine øjne meget mere, når jeg spadserer rundt.
 
Kameraet bliver også lidt min adgangsbillet til at snuse rundt på steder, hvor det ellers tit ville blive betragtet som en uopdragen nysgerrighed at stikke sin næse ind. Min forkærlighed for de lidt mere afskallede, lettere anløbne kroge og gyder – som der er i overflod af her i Istanbul – synes også langt mere legitim og mindre påtrængnde, når jeg tager et kamera op, og snupper nogle billeder.
 
På disse vandrerture skyder jeg lidt fra hoften, og jeg så må sige.
 
Uden egentlig at ville det, er jeg begyndt at lave Street Photography.
 
Snapshots af virkeligheden i forbifarten.
 
Måske lidt mere end det.
 
Måske er jeg pludselig begyndt at dokumentere livet, som det faktisk udspiller sig, uden at påvirke det.
 
The accidental street photographer. Street Photographer ved en tilfældighed, kan man sige.
 
Det er lidt af hvert, der kommer ud af det, når man fotograferer på den måde. Men nu, hvor jeg har gjort det i nogle dage, så kommer det, der egentlig ikke startede som et projekt, pludselig til at ligne et. Et fotografisk portræt af det kvarter og den by, jeg for kort tid siden er blevet borger i.
 
”Street photography is like a box of chocolates. You never know what you’re gonna get.” – “Street Photography er som en æske blandede chokolader. Man ved aldrig, hvad man får”, skriver Thomas Leuthard i sin bog “Going Candid: An Unorthodox Approach to Street Photography”.
 
Det har han ret i.
 
Disse seneste uger har i hvert fald lært mig, at jeg ikke er så meget imod Street Photography, som jeg tidligere var... eller i hvert fald troede, at jeg var. Jeg er tværtimod lidt begyndt at bedrive det. Jeg vil nok stadigvæk mest bruge mit Street Photography som et første skridt til at nærme mig nogle mennesker, som jeg gerne vil lære at kende bedre og fotografere noget mere. Street Photography kan måske være "indgangsdøren" til netop det.
 
Dette er min første lille samling billeder indenfor mit begyndende Street Photography her i Istanbul. Flere af billederne har jeg allerede vist ovre på min Facebookside. Der kommer sikkert mere meget snart, for jeg er først lige begyndt, og den her by er spækket med fantastiske motiver. 
 
Projektet er altså ikke længere bare at udforske Istanbul. Nu er jeg også begyndt at udforske Street Photography som metode og genre.
 
Måske kan den faktisk bruges til noget?

* * *


Efter at jeg allerede havde slået denne artikel op her på hjemmesiden, har en af mine danske fotografvenner gjort mig opmærksom på, at udtrykket "Life is like a box of chocolates. You never know what you're gonna get", stammer fra filmen Forrest Gump, hvor moderen (Sally Fields) siger det til sønnen Forrest (Tom Hanks). Det kan jeg, nu hvor jeg bliver mindet om det, faktisk godt huske. Det er sikkert herfra Thomas Leuthard har "sakset" det, og blot skiftet livet ud med Street Photography. Filmen er fra 1994, mens Leuthard's bog er fra 2011. Og nu har jeg så slutteligt "lånt" det fra den schweiziske street-fotograf... dog med tydelig kildeangivelse.
 

---

Lidt flere istanbuli-street photos