Iran-sanktionerne ophører:

Ny stormagt på vej i et Mellemøsten i opbrud

Unge iranere jublede, da nyheden om indgåelsen af atom-aftalen nåede dem sidste år. Nu håber de også på mere frihed.
Unge iranere jublede, da nyheden om indgåelsen af atom-aftalen nåede dem sidste år. Nu håber de også på mere frihed.
 
 
Historisk aftale om Irans atom-program. Nu skal vi se, om diplomatiet virker, og hvad konsekvenserne bliver.

JERUSALEM (18.01.2016): ”Det er diplomatiets smukkeste stund”, siger nogen om atom-aftalen med Iran, som betyder at sanktionerne imod landet nu bliver ophævet. ”Det er selve beviset på at forhandlinger bedre kan løse internationale kriser, end trusler og våbenmagt kan.”
 
”Nej. Det er tværtimod et eksempel på, at vi i Vesten falder for Irans snu ayatollaer i vores iver for at få del i et nyt, attraktivt marked, mens Iran stille og roligt breder sin indflydelse over store dele af Mellemøsten”, advarer andre.
 
Ophævelsen af sanktionerne, som er et resultat af at Iran ifølge FNs Atomenergiagentur langt om længe opfylder kravene til landet om at nedlægge problematiske dele af sit atomprogram, er blevet ledsaget af en fangeudveksling. Fem amerikanere – blandt andet Washington Post-journalisten Jason Rezian – er blevet frigivet i Iran. Samtidig er syv iranere fængslet i USA blevet sendt hjem.
 
Præsident Hassan Rouhani og hans fløj i den iranske politiske ledelse har god grund til at fejrer dagen. 
 
”Et nyt mulighedernes vindue til at involvere og engagere os i verden”, kalder den iranske præsident det.
 
Rouhani har lovet at forbedre sit lands skrantende økonomi, og ophævelsen af sanktionerne er et godt skridt i retning af at kunne opfylde dette løfte. Udenlandske diplomater håber også, at aftalen vil betyde en styrkelse af Rouhani’s såkaldte ”moderate” fløj indenfor det iranske præsteskab. På den anden side står ”strammerne” med den åndelige leder Ali Khamenei i spidsen, som ikke synes om en tilnærmelse til Vesten, og den magtfulde Revolutions Garde, som tidligere har nydt godt af smugleriet og sortbørshandelen, der var et resultat af sanktionerne.
 
 
 
Det vil tage tid, inden de økonomiske lempelser når ned til bunden af det iranske samfund. Mange er skeptiske om det nogensinde vil ske.

Forventningerne store, men det vil tage tid
Det vil dog tage tid, inden ophævelsen af sanktionerne og de ventede forbedringer af økonomien begynder at kunne mærkes af almindelige iranere. Mange tvivler endog på, at de økonomiske lempelser nogensinde når helt ned til dem.
 
”Pengene lander formentlig, som det altid er tilfældet, i alle mulige andres lommer, inden de når helt herned til mig”, citeres en anonym iraner for at sige på et af de sociale medier.
 
Exil-iranere tvivler også på at begivenhederne vil føre til dramatiske forbedringer i Iran. Som argument henviser de til de mange anslag imod ytringsfriheden, som er gennemført i de seneste måneder. En række åbenmundede forfattere og kunstnere – blandt andet den prisvindende filminstruktør Keywan Karimi – er blevet arresteret.
 
”Et af Islams og Irans fjenders fremmeste mål er at forandre vores kultur og moralske normer og i særdeleshed vores livsstil”, sagde Irans åndelige leder Ali Khamenei tidligere på måneden i en tale til en række fremtræden imamer for at understrege, at en åbning til Vesten på ingen måde må føre til en lempelse af de konservative værdier, som Den islamiske Republik er bygget på. 
 
 
 
Åndelig leder Ali Khamenei vil ikke gå med til en opblødning. Al indflydelse udefra anser han for at være en trussel.

Næppe noget dramatisk kursskifte
Parlamentsvalget i slutningen af februar og valget til det såkaldte ”Eksperternes Råd”, en forsamling af ayatollaer der blandt andet udpeger Irans åndelige leder, vil efter fortalernes mening give os en første strømpil på, om planen, om at få sat det iranske samfund på skinner til en langsom men sikker bane i retning af at få løst op på et autokratisk regime kvælertag på befolkningen, er en succes eller ej.
 
Man skal på ingen måde forvente at et mere frit samfund er i kortene, advarer Cliff Kupchan fra Eurasia Group, som følger udviklingen i Iran.
 
”(Den åndelige leder) Ali Khamenei er fast besluttet på at bevise, at det her ikke er en ny begyndelse, men tværtimod snarere undtagelsen der bekræfter reglen. Derfor er der ikke tale om en afspænding (overfor Vesten)”, skriver han. ”Han (Khamenei) har stadigvæk brug for skræmmebilledet om ”Den Store Satan” til brug overfor sit eget bagland som Revolutionsgarden, de konservative i præsteskabet og de fromme i den fattige del af befolkningen”, mener Cliff Kupchan.
 
Blot fordi de internationale sanktioner, der knytter sig til Irans atomprogram, nu forsvinder, så betyder det ikke, at alle sanktioner ophæves. USA har en lang række sanktioner, som har været i kraft siden Den Islamiske Revolution i 1979 og stormen på den amerikanske ambassade i Teheran, og de forbliver i kraft. Derfor vil den iranske ledelses anti-amerikanske retorik også fortsat lyde ligeså så krigerigsk, som den altid har gjort, siger eksperterne, som understreger, at der stadigvæk er en lang række stridspunkter.
 
”Selvom begge sider (Vesten og kredsen omkring præsident Rouhani) ønsker at begynde et nyt kapitel i forholdet til hinanden, så betyder det langtfra, at man er enige om ret meget”, siger Mellemøstekspert Gawaz Gerges fra The London School of Economics. 
 
”Derfor betyder (ophævelsen af sanktionerne) ikke, at mistroen og mistilliden er overstået. Og det betyder heller ikke, at parterne pludselig ikke længere har modsatrettede interesser i redionen.”
 
 
 
Hassan Rouhani håber, at ophævelsen af sanktionerne vil betyde økonomisk fremgang.

Iran venter økonomisk opsving
At pengene vil begynde at strømme ind, synes der dog ikke at være tvivl om. Ophævelsen af sanktionerne har allerede betydet, at iranske tilgodehavender på omkring $ 100 milliarder, der har været indefrosset i vestlige banker, er blevet frigivet. Iran vil også igen blive en del af den internationale økonomi på alle andre områder.
 
Iran led under de omfattende sanktionerne men overlevede. Nu er smalhalsen overstået. Sanktionerne ophører gradvist i disse dage. Iran er på vej tilbage som en del af det internationale samfund. Regerings- og statschefer, udenrigsministre og andre fra den vestlige verden og Kina står nærmest i kø for at besøge Teheran. Alle har de en erhvervsdelegation med sig. Iran er med sine 80 millioner indbyggere, et relativ velorganiserede samfund, veluddannede borgere og både oliereserver og mange andre interessante råvarer i undergrunden et attraktivt marked.
 
 
Økonomien bliver uden tvivl bedre. Spørgsmålet er, om der også kommer mere frihed i Iran.

Alle vil ind på det iranske marked selvom landet stadigvæk henretter homoseksuelle og andre offentligt, stadigvæk har et skæmmende afsnit i Amnesty Internationals årsrapport om rutinemæssige brud på menneskerettighederne og så videre.
 
Business is business!
 
Iran har allerede afgivet ordre på ikke mindre end 114 Airbus passagerfly, som produceres i forskellige europæiske lande, og det er ventet, at landet over det næste tiår vil bestille 400 passagerfly. På lignende måde er der en lang række andre områder i Iran, der nu skal bringes tilbage på fode igen. Det betyder kæmpemæssig ordrer i massevis, som alle i den omgivne verden står i kø for at få del i.
 
En gang blev Iran af den daværende amerikanske præsident Ronald Reagan stemplet som en del af ”Ondskabens Akse”. Fra at have været urørlig og en repræsentant for det dårlige selskab, er Iran nu på vej til at blive landet, alle gerne vil være gode venner med. Mest af alt fordi der er penge – masser af penge – og gode handeler at score.
 
Men den situation har også konsekvenser andre steder i Mellemøsten.
 
 
 
Saudi Arabien bløder økonomisk. Oliepriserne er i bund. Spørgsmålet er, hvilke konsekvenser det får.

Lave oliepriser og Saudisk krise
Samtidig med at Iran nu er på vej ud af sin isolation og formentlig også er på vej ind i et økonomisk opsving, så er nabolandet og den regionale rival Saudi Arabien på vej i den modsatte retning.
 
De ultralave oliepriser på omkring $ 30,- per tønde råolie er en bombe under den saudiske økonomi. For få år siden kostede en tønde olie i underkanten af $ 130-140,- per tønde. Saudi Arabiens budget skulle balancere ved en oliepris på omkring $ 80-90,- per tønde. Prisfaldet har kostet. Sidste år var der et underskud på det arabiske statsbudget på svimlende $ 98 milliarder. Det er groft omregnet et underskud der ligner prisen på 28 Storbæltsbroer. 
 
De to første uger at 2016 har Saudi Arabien yderligere oparbejdet et underskud på $ 2 milliarder. Én milliard dollars om ugen!!!
 
Saudi Arabien og OPEC jo bare dræne markedet og forsøge at tvinge priserne på olie op, men det gør Saudi Arabien ikke. De producerer tværtimod endnu mere olie til et marked, der allerede svømmer i det. Det gør de blandt andet for at gøre nye olieforekomster og produktionsmåder i for eksempel USA samt alternative energiformer urentable.

Nu kommer Iran så igen ud på oliemarkedet med, siger de, indtil videre en produktion på 500.000 tønder per dag. I løbet af et årstid håber iranerne, at det tal vil vokse til 1,5 millioner tønder per dag. 
 
Det gør udsigterne til dramatisk højere oliepriser til fjern fremtidsmusik.
 
Det tvinger Saudi Arabien til at skære ned på hjemmefronten.
 
Statslige subsidier på blandt andet brændstof, elektricitet og vand falder bort eller beskæres, hvilket betyder stigende priser. Benzinpriserne vokser med ikke mindre end 50 pct. i et land som ligger ovenpå verdens største reserver af råolie. Ganske vist er det set med danske øjne blot en prisstigning fra kr. 1,- per liter bensin til nu kr. 1,50. Men det er stadigvæk en 50 pct. stigning, og det kan mærkes for mange almindelige saudier, som ikke er en del af den vulgært rige kongefamilie.
 
Samtidig overvejer Saudi Arabien at indføre moms til næste år. 
 
 
 
Kvinder kunne for første gang stemme ved et lokalvalg for kort tid siden. Men på andre områder er deres stilling stadigvæk oldnordisk, så at sige.

Ungdomsarbejdsløshed
Der er mange andre kilder til mulig utilfredshed i det ellers så velhavende ørkenkongedømme.
 
Saudi Arabien har en stor ung befolkning. Noget nær to tredjedele af befolkningen er under 30 år gammel. Uddannelsessystemet er fint, så hvert år kommer der massevis af højtkvalificerede saudier ud på arbejdesmarkedet. Der er blot ikke noget arbejde til dem. Der er en kæmpemæssig ungdomsarbejdsløshed i Saudi Arabien. Der var en lignende situation, der var med til at udløse revolutionen i Tunesien, som satte gang i Det arabiske Forår.
 
Læg dertil at saudierne langtfra er vænnet til almindeligt arbejde. Langt det meste manuelle varetages af underbetalte asiatiske gæstearbejdere, der til tider behandles næsten som slaver. Meget andet gøres at højtbetalte vesterlændinge. Så det handler ikke bare om at skaffe arbejde til mange saudier, men også omskabelse af en folkekarakter, der er blevet til i en periode med en næsten vulgær rigdom, som nu måske er slut.
 
 
 
På Bahrain støtter Saudi Arabien den sunni-muslimske kongefamilie, mens Iran støtter den shi'itiske befolkning.

Iran udnytter shi’iterne
Iran forsøger at udbrede sin indflydelse i den arabiske verden via de lokale shi’a-muslimske minoriteter – som i virkeligheden ikke er minoriteter alle steder. På Bahrain og i Irak er flertallet af befolkningen shi-’iter. De bakkes op af Iran. I Yemen støtter Iran de såkaldte Houti-oprørere, som anses for at være shi’iter. I Syrien står Iran på Bashar al-Assad-styrets side. Styret er alawitisk. En gren af shi’ismen. I Libanon støtter Iran også shi’iterne og dermed Hizbollah-militsen, som Iran har fået til syrien for at kæmpe på præsidentens side imod den sunni-muslimske befolkning.
 
Alle steder kæmper Iran på den ene side og Saudi Arabien på den anden. Det handler ikke om befolkning-regime, demokrati-tyranni eller andet smukt. Alle steder støtter Iran shi’iterne og Saudi Arabien sunni’erne, uanset hvem der er regime, og hvem der er befolkningsflertal.
 
Dette blot for at forklare, at der også i Saudi Arabien befinder sig en shi’itisk minoritet. Sheikh Nimr al-Nimre, som for nylig blev henrettet, var blot en af denne utilfredse, undertrykte minoritets ledere. Endnu en grund til det mildt sagt iskolde forhold mellem Iran og Saudi Arabien. Denne henrettelse førte til en afbrydelse af de diplomatiske kontakter imellem de to lande.
 
Begynder denne shi’itiske minoritet i Saudi Arabien nu også – eventuelt med iransk støtte – at lave oprør imod myndighederne, så får det meget alvorlige konsekvenser. For de saudiske shi’iter bor præcist der, hvor landets oliekilder befinder sig under ørkensandet.
 
Sker det, så vil den saudiske olieeksport blive ramt, indtægterne vil falde dramatisk samtidig med at oliepriserne vil ryge op igennem loftet, og Iran vil skumme fløden.
 
Det er en af disse ting, mange frygter for.
 
 
 
Arabernes drøm om militært at kunne modstå Iran døde med det gamle Irak og Saddam Hussein.

Araberne står svagt
En gang holdt Iraks Saddam Hussein iranerne i skak. Otte år i 80’erne udkæmpede Irak og Iran en lang ødelæggende krig med hinanden. Den arabiske verden støttede det arabiske Irak imod det persiske Iran. Lige med undtagelse af Syrien, som allerede den gang under præsident Hafez al-Assad (Bashar’s far) gik stik imod sine arabiske frænder og støttede Iran.
 
Iraks mægtige militærmaskine var den eneste i den arabiske verden, der var stærk nok, til at holde Iran på plads. Denne magtbalance virkede lige indtil Saddam invaderede Kuwait i 1990. Derefter faldt både magtbalancen, der holdt Iran i stik, og Irak fra hinanden. Siden har det iranske præstestyre langsomt men sikkert udbredt sin indflydelse i en del af det arabiske Mellemøsten, som får Saudi Arabien til at føle sig omringet. 
 
Tidligere ville saudierne have ringet til Washington. Men set med saudiske øjne lever USA ikke længere op til sine forpligtelser som ven og beskytter. Atomaftalen med Iran er blot ét eksempel. ”Den røde linje” i Syrien, at USA ville gribe ind, hvis Assad-styret brugte giftgas imod sin befolkning, men ikke gjorde det, en anden. Derfor kan man ikke længere stole på amerikanerne.
 
I denne nye situation føler Saudi Arabien sig presset og forpligtet til at bruge kæmpemæssige summer på sit militær og sikkerhedsapparat. Nogen anslår at det beløber sig til op imod 20-25 pct. af BNP. Næppe noget der huer mange almindelige borgere, som ser alle andre udgifter stige, samtidig med at de offentlige services forringes.
 
 
 
Kong Salman, Saudi Arabiens nye konge. Bliver han manden, der bringer arvefølgen en generation videre?

Den saudiske arvefølge
Arvefølgen i det saudiske kongehus er også en mulig kilde til fremtidig utilfredshed og interne gnidninger. 
 
Indtil nu har kronen gået i arv mellem Ibn Saud Abdulaziz’s mange sønner. Fra bror til bror. Og fra halvbror til halvbror, når den er skiftet mellem den store klans forskellige grene. Men nu er man snart ved at løbe tør for brødre. Og dem der er tilbage er så gamle, svage og senile, at de ikke magter at regerer særligt længe af gangen. 
 
Problemet er, at der ikke er nogen tradition for, hvordan man springer fra en generation til den næste. Det er et skridt, man frygter for. Alle grene af kongefamilien er opsatte på, at det skal være deres gren, der skal have magten og alle de gyldne frynsegoder, der følger med.
 
Da den 80-årige kong Salman sidste januar overtog kronen, da den 90-årige kong Abdullah døde, fulgte 70-årige halvbror prins Muqrin automatisk med i købet som kronprins. Han er den yngste af Abdulaziz’ sønner. Så med ham så det ud til at bror-til-bror-traditionen var ved at være slut, selvom der stadigvæk er et par endnu ældre halvbrødre.
 
Saudiske diplomater vil normalt, når man spørger dem, påstå, at der ikke er skyggen af problemer, og at en klar kronprins fra næste generation allerede er på plads og klar. 
 
Og måske kommer generationsskiftet hurtigere end vi havde ventet.
 
I april – kun tre måneder inde i sin regeringstid – afsatte kong Salman nemlig sin halvbror Muqrin og udnævnte i stedet sin nevø Muhammed bin Nayef – altså et generationsspring – til kronprins. Samtidig styrkede Salman sin egen kun 30 år gamle søn, Muhammed bin Salman, som nu er en meget magtfuld forsvarsminister, vice-premierminister og ”stedfortrædende kronprins”. En ret så indflydelsesrig post til en for det saudiske kongehus ekstremt ung mand. Det har ført til en del hævede øjenbryn. For mange tror, at kong Salman i virkeligheden forsøger at placere sin egen søn, så han kan overhale den rigtige kronprins indenom og tage over, når Salman selv, om næppe særlig lang tid, takker af.
 
Mange frygter, at den mulige strid om tronfølgen næppe kommer til at gå stille af.
 
Det er bare nogle af mange kilder til uro og svækkelse af Saudi Arabien, som er for nedadgående samtidig med at ærkerivalen Iran synes konstant at blive stærkere.
 
 
 
Kong Abdullah, der døde sidste år 90 år gammel, med den amerikanske præsident Barack Obama. I Obamas regeringstid er USA blevet væsentligt svækket i Mellemøsten.

Svagt USA – nyt Mellemøsten
Set med mange araberes øjne befinder vi os nu i en situation, hvor der er tre militære og politiske stormagter i Mellemøsten: Israel, Tyrkiet og Iran. 
 
Tre stormagter som alle er ikke-arabiske. En uudholdelig situation for mange. Derfor vil ønsket om et arabisk modsvar til denne for mange ulidelige situation vokse.
 
Mange anser Saudi Arabien for at have den økonomiske styrke til at finansiere et nyt system og forsvare sunni-islam. Egypten opfatter ofte sig selv, som det land der har den naturlige pligt (og ret) til at stå i spidsen militært og politisk. Saudi Arabien er den sunni-arabiske verdens ledernation økonomisk og reigiøst. Egypten er det politisk, militært og kulturelt (i særdeleshed efter at Irak og Syrien er ude af ligningen).
 
Problemet er bare, at hverken Saudi Arabien eller Egypten længere er, hvad de en gang var.
 
En gang kunne lande som Saudi Arabien, de arabiske golfstater, Egypten, Israel og Tyrkiet trygt forlade sig på deres store, strategiske allierede USA's magt og vælde – både politisk, diplomatisk og militært. Men USA's indflydelse i Mellemøsten er svækket betydeligt over det seneste årti. Samtidig er Ruslands og Irans magt i området vokset.
 
Mange af USA's og Vestens allierede er derfor begyndt at føre en langt mere selvstændig og uafhængig udenrigs- og sikkerhedspolitik, som først og fremmest tjener deres egne interesser – ikke nødvendigvis vores i Vesten. Det gør situationen langt mere uoverskuelig og uforudsigelig. 
 
Det er som om vi i regionen har langt flere spillere, som har langt flere forskellige, ofte modstridende interesser, og som uden koordination ovenfra går i langt flere forskellige retninger.
 
Derfor går vi en tid i møde, hvor det er vanskeligt – om ikke ligefrem umuligt – at forudsige, hvad der vil ske. Mellemøsten har altid været en omrumlet region. Meget tyder på, at det endnu mere kan blive et af områdets kendetegn i den kommende tid.
 
* * *

Artiklen er oprindelig skrevet til TV2/Nyhedernes hjemmeside.


 
Tilføj kommentar
 
 
3 Kommentarer: