Ufortalte beretninger 75:
Oprørsk kaos, kaotiske oprørere
Der spejdes ned ad vejen. Gaddafi's specialstyrker befinder sig et eller andet sted ude i varmedisen.
Vi er slet ikke til nogen nytte. Skuffelsen i hans ansigt, da han ser os, udtrykker det klart. Vi har ingen våben, så vi kan ikke bruges til noget. Vi er bare journalister.
Den unge mand med den røde baret på hovedet, skægstubbe og partisantørklædet om halsen kunne godt ligne en nutidig udgave af Che Guevarra. Han håbede, at vi var bevæbnede oprørere. Det er det, han har brug for.
”Hvorfor?”
”He is down there” – ”Han er dernede”, siger han og peger ned mod et lille højdedrag et par kilometer længere fremme, hvor vejen slår et sving.
”Han? Hvem?”
”Gaddafi,” svarer han og hæver øjenbrynene og øjnene bliver store og runde, som for at understrege vigtigheden af den efterretningsinformation, han lige har givet mig. Den unge mand optræder, som om det er ham, der har kommandoen over den lille gruppe oprørere.
Gaddafi gemmer sig dog næppe her langt ude i ørkenen, formoder jeg, men siger ikke noget. Sidst vi hørte fra ”den elskede leder”, var han stadigvæk i Tripoli. Men vi har hørt, at den 32. brigade – en eliteenhed under kommando af sønnen Motassim – skulle beskytte Sirte, så de kan godt sidde og gemme sig ude i den flimrende ørkendis længere fremme.
Vi var egentlig på vej til Sirte, men her, kun en halv snes kilometer fra byen, bliver det klart, at oprørerne slet ikke har kontrol over området, selvom det er det, de påstår i oprørshovedstaden Benghazi.
Den lille gruppe, vi er stødt ind i, er meget let bevæbnede. En let maskinkanon på ladet af en pickup og en raketaffyringsrampe på en anden samt nogle håndvåben er alt, hvad de har. Hvis regeringsstyrkerne længere fremme har noget panser, har oprørerne ikke en chance.
Den tanke får mig til at kigge op ad vejen igen og bede vores chauffør om at parkere bilen i skjul af en lav bakke med næsen i den modsatte retning – på vej tilbage mod Benghazi igen… bare for at være på den sikre side.
Der er ingen overordnet kommando, der virker herude i ørkenen, for oprørerne har ikke nogen radio. Derfor venter de bare, indtil tilstrækkeligt mange oprørere dukker op.
Da styrken efterhånden er stor nok, udvikler der sig en større palaver om, hvad der bør gøres. Min ven fra tidligere har tilsyneladende alligevel ikke kommandoen. Det ser mest ud, som om alle mener, at det er dem, der er chef, og alle har en mening om, hvad der bør gøres.
Pludselig skråler en mindre gruppe: ”Allah hu-Akhba!”, ”Gud – Allah – er stor!”
Det overbeviser tilsyneladende andre, som også istemmer ”Allah hu-Akhba!”
Min fornemmelse er, at Allah hu-Akhba’rene gerne vil angribe nu og her, mens andre ryster på hovedet og hellere vil vente, til de har en plan. Det argument bliver åbenbart ikke hørt, for de, der sætter deres lid til Guds storhed, sætter sig i deres bevæbnede pickups og begynder langsomt at køre op ad vejen. Da det bliver klart, hvor mange, der følger efter, trykkes speederen i bund, og de farer af sted op imod fjenden.
Få minutter senere kan vi se, hvordan de kører hovedkulds ind i bagholdet. Først ser vi røgen ude i varmedisen. Lidt efter kan vi også høre lyden af skuddene fra håndvåben og bragene fra eksploderende granater.
Så kommer Allah hu-Akhba’rene tilbage for fuld fart. Lidt rystede, men tilsyneladende stolte af sig selv, og den tidligere diskussion om, hvad der bør gøres, genoptages.
Vi sidder på hug bag en lav bakkekam og dukker os for kuglerne. Vi kan høre, at de piffffter forbi og se, at de sprøjter sandet op omkring os. Så længe Gaddafis styrker forbliver, hvor de er, nogenlunde lige foran os, burde vi være i relativ sikkerhed, hvor vi nu sidder.
Oprørerne laver flere hovedkulds, frontale angreb imod det, der formentlig er en af regeringshærens eliteenheder, som uden synderligt besvær slår dem tilbage hver gang.
Jeg er måbende vidne til det ene halsbrækkende forsøg efter det andet på at løbe en regulær militærstyrke over ende – blot med den dristighed man får ved at tro, at Gud er med én. Det er et rent under, at ingen er blevet dræbt.
”Ziiiiuuuuup… Buuuum!”
En granat fizzzzler lige hen over hovederne på os, og eksploderer på den anden side af vejen.
Gadaffis styrker må være avanceret frem på vores sydlige flanke at dømme efter den vinkel, granaten kommer ind fra. De er meget tættere på os, end vi havde troet, og bakken yder ikke længere nogen beskyttelse.
Vi beslutter på et sekund, at vi har filmet mere end nok, og afgør, at det er på høje tid at komme væk.
Det samme beslutter oprørerne. Allesammen på samme tid. Det, som en af deres officerer senere kalder ”en taktisk retræte”, ligner for os en vild og panisk flugt.
Pickups og private biler fylder vejbanen i hele dens bredde. Der er kun to vejbaner, men fem kolonner kan presses ind, hvis man er panisk nok. Desuden kører der fire-fem kolonner mere ude i ørkensandet på hver side af vejen. Køretøjerne ude i ørkensandet pisker så meget støv op, at vi til slut alle kører i en kæmpemæssig ørkenstorm, og ingen kan se noget som helst.
Det er et rent under, at ingen af regeringshærens granater rammer dette kaotiske tilbagetog. Det ville have været så nemt som at klø sig selv i nakken, og det ville være blevet en ren massakre. Heldigvis sker det ikke. Måske virker ørkenstormen som et røgslør, der slører tilbagetoget.
Her langt ude i ørkenen bliver det klart for mig, at oprørerne vil være helt prisgivet uden NATOs luftparaply. Nogle af dem beklager sig bagefter over, at NATO ikke bombede Gaddafi-styrkerne foran os. Flere og flere af dem er begyndt at betragte NATO-flyene som deres eget luftvåben.
* * *
Forgående afsnit -- Næste afsnit
”Ufortalt…” som e-bog
Hvis du vil se en oversigt over alle de afsnit af ”Untold Stories: Billeder og beretninger om Mellemøsten”, som indtil videre er blevet offentliggjort her på hjemmesiden, så kan du finde den ved at klikke her.
Den unge mand med den røde baret på hovedet, skægstubbe og partisantørklædet om halsen kunne godt ligne en nutidig udgave af Che Guevarra. Han håbede, at vi var bevæbnede oprørere. Det er det, han har brug for.
”Hvorfor?”
Diskussion ved frontlinjen. Oprørerne er venlige, selvbevidste og har kampgejst. Lidt militærerfaring ville også have hjulpet.
”He is down there” – ”Han er dernede”, siger han og peger ned mod et lille højdedrag et par kilometer længere fremme, hvor vejen slår et sving.
”Han? Hvem?”
”Gaddafi,” svarer han og hæver øjenbrynene og øjnene bliver store og runde, som for at understrege vigtigheden af den efterretningsinformation, han lige har givet mig. Den unge mand optræder, som om det er ham, der har kommandoen over den lille gruppe oprørere.
Gaddafi gemmer sig dog næppe her langt ude i ørkenen, formoder jeg, men siger ikke noget. Sidst vi hørte fra ”den elskede leder”, var han stadigvæk i Tripoli. Men vi har hørt, at den 32. brigade – en eliteenhed under kommando af sønnen Motassim – skulle beskytte Sirte, så de kan godt sidde og gemme sig ude i den flimrende ørkendis længere fremme.
Vi var egentlig på vej til Sirte, men her, kun en halv snes kilometer fra byen, bliver det klart, at oprørerne slet ikke har kontrol over området, selvom det er det, de påstår i oprørshovedstaden Benghazi.
Den lille gruppe, vi er stødt ind i, er meget let bevæbnede. En let maskinkanon på ladet af en pickup og en raketaffyringsrampe på en anden samt nogle håndvåben er alt, hvad de har. Hvis regeringsstyrkerne længere fremme har noget panser, har oprørerne ikke en chance.
Den tanke får mig til at kigge op ad vejen igen og bede vores chauffør om at parkere bilen i skjul af en lav bakke med næsen i den modsatte retning – på vej tilbage mod Benghazi igen… bare for at være på den sikre side.
En dysekanon er ankommet, men det flytter ikke væsentligt på styrkeforholdet. Regeringsstyrkerne er overlegne.
Der er ingen overordnet kommando, der virker herude i ørkenen, for oprørerne har ikke nogen radio. Derfor venter de bare, indtil tilstrækkeligt mange oprørere dukker op.
Da styrken efterhånden er stor nok, udvikler der sig en større palaver om, hvad der bør gøres. Min ven fra tidligere har tilsyneladende alligevel ikke kommandoen. Det ser mest ud, som om alle mener, at det er dem, der er chef, og alle har en mening om, hvad der bør gøres.
Pludselig skråler en mindre gruppe: ”Allah hu-Akhba!”, ”Gud – Allah – er stor!”
Det overbeviser tilsyneladende andre, som også istemmer ”Allah hu-Akhba!”
Min fornemmelse er, at Allah hu-Akhba’rene gerne vil angribe nu og her, mens andre ryster på hovedet og hellere vil vente, til de har en plan. Det argument bliver åbenbart ikke hørt, for de, der sætter deres lid til Guds storhed, sætter sig i deres bevæbnede pickups og begynder langsomt at køre op ad vejen. Da det bliver klart, hvor mange, der følger efter, trykkes speederen i bund, og de farer af sted op imod fjenden.
Raketter gøres klar til at ramme mål længere fremme på vejen. Da det kommer til stykket, flygter alle dog over hals og hoved.
Få minutter senere kan vi se, hvordan de kører hovedkulds ind i bagholdet. Først ser vi røgen ude i varmedisen. Lidt efter kan vi også høre lyden af skuddene fra håndvåben og bragene fra eksploderende granater.
Så kommer Allah hu-Akhba’rene tilbage for fuld fart. Lidt rystede, men tilsyneladende stolte af sig selv, og den tidligere diskussion om, hvad der bør gøres, genoptages.
Vi sidder på hug bag en lav bakkekam og dukker os for kuglerne. Vi kan høre, at de piffffter forbi og se, at de sprøjter sandet op omkring os. Så længe Gaddafis styrker forbliver, hvor de er, nogenlunde lige foran os, burde vi være i relativ sikkerhed, hvor vi nu sidder.
Oprørerne laver flere hovedkulds, frontale angreb imod det, der formentlig er en af regeringshærens eliteenheder, som uden synderligt besvær slår dem tilbage hver gang.
Jeg er måbende vidne til det ene halsbrækkende forsøg efter det andet på at løbe en regulær militærstyrke over ende – blot med den dristighed man får ved at tro, at Gud er med én. Det er et rent under, at ingen er blevet dræbt.
”Ziiiiuuuuup… Buuuum!”
Pludselig falder granaterne. Regeringsstyrkerne har sneget sig frem ude på flanken i ørkensandet, hvor oprørerne tilsyneladende end ikke har posteret spejdere.
En granat fizzzzler lige hen over hovederne på os, og eksploderer på den anden side af vejen.
Gadaffis styrker må være avanceret frem på vores sydlige flanke at dømme efter den vinkel, granaten kommer ind fra. De er meget tættere på os, end vi havde troet, og bakken yder ikke længere nogen beskyttelse.
Vi beslutter på et sekund, at vi har filmet mere end nok, og afgør, at det er på høje tid at komme væk.
Det samme beslutter oprørerne. Allesammen på samme tid. Det, som en af deres officerer senere kalder ”en taktisk retræte”, ligner for os en vild og panisk flugt.
Pickups og private biler fylder vejbanen i hele dens bredde. Der er kun to vejbaner, men fem kolonner kan presses ind, hvis man er panisk nok. Desuden kører der fire-fem kolonner mere ude i ørkensandet på hver side af vejen. Køretøjerne ude i ørkensandet pisker så meget støv op, at vi til slut alle kører i en kæmpemæssig ørkenstorm, og ingen kan se noget som helst.
Alt er ét stort kaos. Alle tror, at de er taktiske genier. Kun få lytter.
Det er et rent under, at ingen af regeringshærens granater rammer dette kaotiske tilbagetog. Det ville have været så nemt som at klø sig selv i nakken, og det ville være blevet en ren massakre. Heldigvis sker det ikke. Måske virker ørkenstormen som et røgslør, der slører tilbagetoget.
Her langt ude i ørkenen bliver det klart for mig, at oprørerne vil være helt prisgivet uden NATOs luftparaply. Nogle af dem beklager sig bagefter over, at NATO ikke bombede Gaddafi-styrkerne foran os. Flere og flere af dem er begyndt at betragte NATO-flyene som deres eget luftvåben.
* * *
Forgående afsnit -- Næste afsnit
”Ufortalt…” som e-bog
Hvis du vil se en oversigt over alle de afsnit af ”Untold Stories: Billeder og beretninger om Mellemøsten”, som indtil videre er blevet offentliggjort her på hjemmesiden, så kan du finde den ved at klikke her.
Tilføj kommentar
