På patrulje med UNIFIL i Sydlibanon

Selvom UNIFIL-styrken udefra ser drabelig militær ud, så fungerer den kun, hvis parterne i området ønsker det. Selvom UNIFIL er blevet forstærket, så er den ude af stand til at sætte ind overfor Hizbollah.
Selvom UNIFIL-styrken udefra ser drabelig militær ud, så fungerer den kun, hvis parterne i området ønsker det. Selvom UNIFIL er blevet forstærket, så er den ude af stand til at sætte ind overfor Hizbollah.

BEIRUT (12.09.2009): Den lille fremskudte FN-position ligger lige på den såkaldte "blå linje", som er FN's forsøg på langsomt at få etableret en egentlig grænse mellem Libanon og Israel.
     Jeg er på besøg hos UNIFIL, den særlige FN-fredsbevarende styrke, som forsøger at støtte den libanesiske hær, så den kan genoprette kontrollen med det sydlige Libanon, som ikke har været under regeringens kontrol siden midten af 70’erne. Først var det PLO, der sad på området, så Israel og derefter Hizbollah. Nu vil verden gerne have normaliseret situationen, og have til legitime libanesiske hær tilbage, så regeringen i Beirut for en gangs skyld kan påstå, at den har suveræniteten over sit eget territorium. Det skal FN-styrken forsøge at hjælpe med til.

 
 
Patruljen langs grænsen - eller
FN-folkene, jeg taler med, gør et stort nummer ud af at understrege, at ”den blå linje”, som markeres af nogle store blåmalede olietønder, IKKE er en grænse, men blot en foreløbig linje, som parterne har kunnet enes om.
     Libanon anerkender nemlig officielt ikke Israels eksistens. Derfor kan linjen heller ikke kaldes en grænse. Selv ikke af FN-folkene i UNIFIL. Det elektriske ståltrådshegn med pigtråd på toppen, som de israelske styrker patruljerer på den anden side, kaldes derfor ikke for en grænse. UNIFIL omtaler det konsekvent som ”Israels tekniske hegn”.
     Nogle gange synes man, at FN gør sig større umage med de verbale minefelter, for ikke at fornærme nogen, end med at navigere rundt i de egentlige minefelter ude i virkeligheden, og få løst nogle af de faktiske problemer, verden og Mellemøsten kæmper med.

Jeg er kommet herned til UNIFIL-styrken i Sydlibanon, fordi de danske politikere taler om at sende et mindre kontingent danske soldater herned. Jeg skal lave et indslag om, hvad det er for et sted, de danske soldater skal gøre tjeneste i.
     Vi har kun lige forladt den venlige italienske oberstløjtnant Barduani, som fra et højdedrag med udsigt ind over det nordlige Israel forsikrer os om, at dette er den fredeligste grænse, man kan forestille sig.

 
 
Oberstløjtnant Barduani fra den italienske UNIFIL-bataljon i Sydlibanon peger ind over grænsen til Israel.
     ”Her har ikke været nogle angreb på Israel de sidste to år”, siger han.
     Ti minutter senere affyrer nogle militante libanesere to såkaldte Katyusha-raketter imod præcist den del af Nord-Israel, vi lige har kigget indover fra FN-positionen.
     Det var netop det, UNIFIL skulle sikre, ikke kunne ske.
     Der går kun en halv time, så brager det løs den modsatte vej. Israel svarer igen. Vi hører drønene fra omkring 10-12 eksploderende israelske artillerigranater.
     I radioen hører vi, at målet er den lille sydlibanesiske landsby Qleileh, som vi lige har passeret. Vi vender rundt, og sætter kursen sydpå igen. Vi når frem til landsbyen 10 minutter senere. Men intet er sket. De israelske granater har alle ramt nogle banan-plantager, der omgiver landsbyen, og hvorfra de militante grupper har affyret deres raketter.
     Beboerne i landsbyen klager og siger, at der ikke er blevet affyret raketter imod Israel herfra. Men senere finder UNIFIL og den libanesiske hær alligevel nogle affyringsramper imellem frugttræerne ude i en af plantagerne.

Ved første øjekast kunne det synes som et ret uroligt område, de danske FN-soldater i givet fald skal ned, for at gøre tjeneste i. Realiteten er, at her faktisk er ret sikkert. Her er i virkeligheden normalt så rolig, at mange soldater, jeg taler med siger, at der er større fare for at dø af kedsomhed hernede, end af Hizbollah-raketter eller israelske granater.
     Men det er naturligvis kun dem, som ikke selv har været ude at køre i den vanvittige libanesiske trafik. For den er langt farligere end alle mellemøstlige krige og terrorister tilsammen.

 
Vi hører om de israelske granatnedslag, og vender rundt, for at finde den landsby, der har været mål for gengældelsesangrebet.
 
Vi hører om de israelske granatnedslag, og vender rundt, for at finde den landsby, der har været mål for gengældelsesangrebet.
 
Det er Hizbollah, der har kontrollen i Sydlibanon - ikke UNIFIL eller den libanesiske regering. Og det er en væsentlig del af problemet.
 
Det er Hizbollah, der har kontrollen i Sydlibanon - ikke UNIFIL eller den libanesiske regering. Og det er en væsentlig del af problemet.
 
Tilføj kommentar