Ufortalte beretninger 66:

Hellere den skurk, vi kender

 
 

Husene på Dahab er bygget af soltørrede mursten fremstillet af ler og halm, nøjagtigt som på faraonernes tid, som vi kan læse om det i Bibelen. Øen er dækket af marker, og afgrøder, varer og alt andet transporteres rundt på æselryg. Selvom øen er omgivet af storbyens højhuse på alle sider, så er der ingen bro derover. Man skal sejle med en felucca – en gammeldags traditionel, klinkbygget træbåd der bruger de karakteristiske store, trekantede sejl – for at begive sig fra den ene bred, og fra den ene tidsalder, til en anden.
 
Enkelte af de indbyggere, jeg møder på Dahab, har været ovre for at kigge på Tahrirpladsen, men de kunne absolut ikke lide det, de så. Og selvom de fleste herovre mener, at man ikke bør vælte præsidenten, så er de på ingen måde tilhængere af Hosni Mubarak.
 
”Hosni Mubarak er gammel. Han har været Egyptens præsident i mange år. Han har allerede stjålet alt det, han kan magte. Han kan ikke gabe over mere. Hvorfor skulle han? Så hvorfor skulle vi så vælte ham nu”, lyder den underlige, men i virkeligheden meget almindelige, ret udbredte og ganske snusfornuftige egyptiske logik herovre.
 
 

”Hvis vi vælter Mubarak og får os en ny præsident, så skal han bare til at gøre sig selv rig helt forfra igen. Hvad er fordelen ved det? Så er det bedre at beholde Hosni Mubarak. Han har ikke brug for mere.”
 
Frihed og demokrati figurerer slet ikke på prioritetslisten. Hvis de overhovedet ved, hvad begreberne dækker over, så eksisterer sådanne fine idealer kun i et helt andet univers fjernt herfra.

Det findes i hvert fald ikke her blandt ganske almindelige, hårdtarbejdende egyptere. De er født til at blive udnyttet og bedraget af magthaverne. Sådan har det altid været, og sådan vil det formentlig forblive i al evighed, synes holdningen at være. Det er en skæbne, mange har affundet sig med, og som de blot forsøger at få det mindst dårlige ud af.
 
 
* * *
 
Forgående afsnit -- Næste afsnit
 

 
 
”Ufortalt…” som e-bog
Hvis du vil se en oversigt over alle de afsnit af ”Untold Stories: Billeder og beretninger om Mellemøsten”, som indtil videre er blevet offentliggjort her på hjemmesiden, så kan du finde den ved at klikke her. Listen bliver løbende opdateret.


 
Tilføj kommentar