Israel-Palæstinakonflikten: Så forhandler de igen

Indirekte fredsforhandlinger med amerikanerne som mellemmand.
Indirekte fredsforhandlinger med amerikanerne som mellemmand.

ODENSE (09.05.2010): Så lykkedes det endeligt for den amerikanske præsidents særlige Mellemøstudsending, senator George Mitchell. Israelerne og palæstinenserne er begyndt at forhandle igen. Det er halvandet år siden, de sidst var på talefod, så der skal ikke lyde et ondt ord om den amerikanske diplomat og politikers indsats. Det samme kan ikke siges om den israelske regering eller den palæstinensiske ledelse.
    Hver gang parterne i Mellemøsten vender tilbage til forhandlingsbordet, er det fra en lidt dårligere udgangsposition end gangen før. Denne gang kan de end ikke se hinanden i øjnene, for palæstinenserne vil ikke være med til direkte forhandlinger med israelerne. Derfor bliver forhandlingerne indirekte. Det betyder, at parterne sidder i hver deres lokale, og USA's Mellemøstudsending, senator George Mitchell løber frem og tilbage imellem dem som en slags bydreng med besked fra den ene til den anden.

 
 
USAs Mellemøstudsending George Mitchell og præsident Mahmoud Abbas
    Da Mitchell tidligere i dag forlod den såkaldte Mukata’a i Ramallah, den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas’ hovedkvarter, var aftalen i hus. Den palæstinensiske chefforhandler Sa’eb Erekat kunne med alvorsfuld mine bekendtgøre:
    ”Jeg kan hermed officielt meddele, at indirekte forhandlinger i dag er gået i gang… Vi har her en mulighed, en chance, som vi må sørge for at udnytte. Vi håber på at den israelske regering vil vælge at give denne proces en chance.”
    Ved den israelske regerings faste søndagsmøde meddelte premierminister Benyamin Netanyahu også, at forhandlingerne var gået i gang. Men han gav også klart udtryk for, at indirekte forhandlinger på ingen måde er Israels livret.
    Indirekte forhandlinger må føre til direkte forhandlinger så hurtigt som muligt. Fred kan ikke forhandles på langdistance eller via en fjernbetjening. Vi er palæstinensernes naboer, og de er vores. På længere sigt kan man ikke forvente, at vi kan nå til enighed om kritiske problemer som for eksempel sikker – om emner der er afgørende for deres nationale interesser og for vores – hvis vi end ikke kan sidde i samme rum.”

Indirekte forhandlinger – hvor tåbelig man end måtte se formen – er, under alle omstændigheder bedre end ingen forhandlinger overhovedet. Og hvad end man kan sige imod dem, så er indirekte forhandlinger i det mindste et skridt i retning af direkte forhandlinger. Og direkte forhandlinger en forudsætning for en fredelig forhandlingsløsning. Så selvom man nemt kunne have ønsket sig noget bedre, så er der da i det mindste tale om et lille bitte skridt i den rigtige retning.
    Ifølge Danmarks nye udenrigsminister Lene Espersen, som lige har været på et kort todages besøg i Mellemøsten, hvor hun mødtes med begge parters ledere, så var deres budskab til hende, at man hurtigst muligt ønskede at komme videre til rigtige forhandlinger – ansigt til ansigt, hvor man kan komme i gang med at løse de problemer, der hver eneste dag forpester de to befolkningers liv. Jeg håber, at hun har ret.
    Israel har hele tiden tilkendegivet, at man var villig til direkte forhandlinger uden forhåndsbetingelser. Deri lå naturligvis, at der ikke skulle stilles betingelser om byggestop i bosættelserne. Det er der imidlertid blevet. Og med det ofte erklærede ønske om forhandlinger fra Israels side ligger der naturligvis ikke et indbygget tilsagn om fleksibilitet eller andet, der på nogen måde skulle antyde, at der også er vilje til at nå frem til en løsning. Vi har tidligere set en højre-nationalistisk regering under ledelse af Netanyahu’s partifælle Yitzhak Shamir, der blot brugte forhandlinger til at trække tiden i langdrag, uden at have noget som helst ønske om nogensinde at nå til et resultat.
    Den palæstinensiske ledelses har heller ikke noget, at lade nogen høre. Den har hidtil brugt som argument, at det var umuligt for den at retfærdiggøre forhandlinger med israelerne, så længe Israel fyldte mere og mere beton i Vestbredden. Et underligt argument, for man kunne vel lige så godt argumentere for det modsatte: At netop fordi israelerne fortsætter med at bygge, så haster det endnu mere med at få en aftale i hus, så det kan blive stoppet. Og fredsforhandlinger burde heller ikke ses som en slags ”gave” til israelerne, hvis de opfører sig ordentlig. Den palæstinensiske civilbefolkning har ligeså meget brug for fred og fremgang, som israelerne har. De har i virkeligheden endnu mere brug for det.

...omverdenen kan ikke ville fred mere end konfliktens parter selv. Det må være israelerne og palæstinenserne selv, der slutter fred med hinanden, fordi de vil fred. Der er vi desværre ikke endnu.Man skal klart nok ikke skrue forventningerne for højt op. Lige nu forhandler parterne ikke om fred i Mellemøsten. Forhandlingerne lige nu er forhandlinger om forhandlinger. Man taler kun om, hvordan forhandlingerne skal tilrettelægges. Derfor er der mildt sagt meget lang vej igen.
    Jeg ved godt, at det lyder deprimerende, og at man lige nu burde være begejstret for ethvert lille fremskridt – uanset hvor lille det er.
    Intet er så irriterende, som at lytte til gamle, trætte kynikere, som ”har set det hele før”, og som ikke tror parterne over en dørtærskel. Men sådan har jeg det faktisk lidt. Vi har været her tidligere. Ikke bare en gang – men så deprimerende mange gange før. Og det gør det faktisk lidt svært at blive ved med at investere alle sine håb og drømme, hver gang parterne – presset af omverdenen – sætter sig til forhandlingsbordet. Det ville være dejligt, om parterne en skønne dag selv begyndte at forhandle af egen drift, fordi de selv havde fundet ud af og erkendt, at det er den eneste vej frem.
    Jeg må desværre indrømme, at jeg er nået dertil, hvor jeg siger, at omverdenen ikke kan ville fred i Mellemøsten mere end konfliktens parter selv. Det må være israelerne og palæstinenserne selv, der slutter fred med hinanden, fordi de vil fred. Der er vi desværre ikke endnu.
    Vi er fortsat i den situation, hvor parterne hver især bruger mere energi på at holde rede på det smørrebrødsseddel-lange synderegister, de fører over modpartens forbrydelser og forseelser, og alle de indrømmelser den anden side skal levere for at der kan komme fred, snarere end hvilke smertefulde kompromisser, de selv er nødt til at give, for at stoppe konflikten.
    Vi i omverdenen skal begynde at rette os op, pudse brillerne og tage forhandlingerne i Mellemøsten alvorligt, når vi hører, at parterne begynder ærligt at spørge hinanden, hvad de selv skal yde, for at få fred. Når det sker, begynder det at blive interessant.
    Men der er vi ikke endnu. Desværre.

 
Tilføj kommentar
 
 
1 Kommentarer: